Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 118
Til * *
Du spørger mig hvorpå den rang som er imellem potentater, grunder sig, og hvi en kejser holdes at være større end en konge. Jeg kan dertil ikke andet svare end at det grunder sig ej på anden årsag end på en vedtagen skik, ligesom en fattig kurfyrste agtes højere end en rig hertug, og en greve højere end en friherre. Titlen i sig selv, nemlig af kejser, er ellers mindre end konge, thi det var alene af modesti at de romerske regenter lod sig kalde cæsares eller kejsere og ikke ville betjene sig af kongenavn, som syntes at være for stort, og consequenter forhadt. Hvoraf man ser at det var ikke i kraft af titlen, men i henseende til det romerske herredømmes store magt at de holdtes højere end konger.
De rangsstiftelser som siden det romerske monarkis undergang har været iagttaget blandt potentater, grunder sig alene på den middelalders tids uvidenhed i politiske sager, eller rettere på de romerske pavers og gejstlige forsamlingers anordninger. Det var i slige forsamlinger at man regulerede rangen blandt verdslige potentater. Hvoraf ses at kirkemøder bemængede sig da med andet end at forklare troens |162artikler; óg mente enhver regent at have lovlig previous hit adkomst next hit til sin rang og titel når den grundede sig på et concilii canon. De romerske bisper gjorde kejsere, og kejserne som pavernes fuldmægtige gjorde konger, endogså i fremmede og dem uvedkommende lande, da det dog tilkommer stædernes indbyggere alene at give deres øvrighed de ærestitler som de finder for godt.
Når nu enten en pave eller kirkemøde eller den højeste regent i Tyskland, som kalder sig romersk kejser, uddelte sådanne titler til en eller anden fyrste, troede de andre europæiske potentater at det skulle så være, erkendte den tillagte værdighed og enten ved samtykke eller stiltienhed forårsagede at enhver således promoveret fyrste erhvervede hævd på sin rang og titel. De tiders mennesker var slagne med sådan blindhed at man i verdslige såvel som i gejstlige sager kunne indbilde dem hvad man lystede. Paven foregav sig at have skøde eller et lommebrev af Sankt Peder på sit åndelige, og af Constantino Magno på sit verdslige herredømme, og ingen bekymrede sig om at efterforske adkomstens rigtighed eller forlangte at skøderne måtte fremvises. De franske, og efter dem de tyske konger, sagde sig at være successores af det vestlige romerske kejserdømme, som for nogle 100 år siden i bund og grund havde været ødelagt, og straks tvivlede ingen derom, helst når paverne, som fandt deres regning ved at gøre kejsere, forsikrede at tingen var ganske rigtig.
Man må vel forundre |163sig over at en præst turde anmasse sig ligesom jurisdiktion over alle potentater, og at nogle pastores eller kirkeforstandere dristede sig til på landemoder at regulere rangen imellem regenter. Man må end mere forundre sig over potentaters docilitet heri, især over de mægtige kongers på de tider, idet de underkastede sig sådanne domme, hvorved for eksempel en stor konge i Frankrig erkendte sig ringere i værdighed end en Vilhelmus Hollandus eller en Rudolf af Habsburg, hvilke besad ikke flere ejendomme end de næppe kunne føde kone og børn med, og derforuden var indskrænkede regenter, som intet af vigtighed kunne foretage uden med stændernes samtykke i Tyskland.
Skulle nogen potentat kunne tilegne sig rang og fortrin for en anden, måtte det være enten en større over en mindre, en suveræn over en ved love indskrænket eller en arve- over en valgkonge. Sådant er mere rimeligt end at grunde fortrinnet på en udenlandsk præsts decision. Thi det kommer meget an på med hvad ret en besidder en ejendom, om en regerer som en uomskrænket herre, der har til ingen at gøre regnskab uden til Gud, eller han regerer som en af folket beskikket fuldmægtig, om en regerer over et stort rige eller over en liden stad, eller om et rige eller en republik er rigere og mægtigere end et andet. Thi magt og højhed kan i visse måder holdes for synonyma; óg er det i den henseende at spanierne betegner fornemme folk ved rige folk (riccos hombres). San Marino er en |164republik lige så vel som Venedig; men når samme lille stad, som italienerne kalder på spot republichetta, skriver sig søster (sorella) af Venedig, gives derved årsag til latter. Højhed og fortrin grunder sig derfor naturligt på ovenanførte omstændigheder.
Hvad pure titler derimod angår, da konfereres de i ethvert land enten af folket, eller en regent tiltager sig dem selv, hvilket dog ikke forbinder fremmede førend deres samtykke dertil er erhvervet. Dette kan oplyses ved et særdeles eksempel i vor tid. Den store russiske zar Petrus 1. fandt for godt at antage titel af kejser. Ingen kunne disputere ham den ret i hans eget land, men der behøvedes ansøgninger for at gøre titlen også almindelig i fremmede lande.
Ellers er herved at mærke at det ord kejser, enten alene er en blot titel, som intet andet fører med sig end det pure navn, hvorved en regent distingveres fra andre. Af sådan beskaffenhed er den kejserlige titel som gives kongerne af Kina, Japan, Rusland etc. – eller derved betegnes en slags højhed og fortrin for andre potentater. Af sådan beskaffenhed er titlen som gives de tyske og tyrkiske konger, thi de samme tilegner sig navnet som successores i det vestlige og østlige romerske herredømme; óg er det i den kvalitet at de tyske kejsere har tilegnet sig jurisdiktion over andre, endogså over de lande som aldrig har stået under det gamle romerske herredømme.
Dette siger jeg ikke for at gøre nogen kejsers, konges, kurfyrstes, ærkeher|165tugs eller anden hertugs navn og fortrin disputerligt; thi man kan sige at enhver besidder nu om stunder sin titel med rette, skønt sådan ret grunder sig alene på en lang tids uanket possession, hvorved hævd og præskription er erhvervet. Thi vil man gå til oprindelsen, finder man at den kejserlige værdighed grunder sig alene på pavelige skøder. Spørger man nu hvo der har berettiget paverne til at udstede slige gavebreve, da svares: Sankt Peder. Og spørger man endelig Sankt Peder, da vil hverken han eller nogen apostel være dem sådant gestændig. Thi man har kun at læse deres skrifter og epistler for at se at sådan slags hjemmel overalt brister. Vil man sige at paverne har sådan ret af de romerske kejsere, som er lidt mere rimeligt, så flyder deraf en circulus vitiosus, óg må det da hedde hos enhver pave: “Eftersom kejseren har skabt mig, så har jeg óg skabt ham igen” – så at en romersk bisp bliver skaber og creatur på en gang.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx