En vis ung person som mente at jeg havde gjort alt for stort spring på en gang, bad jeg gunstigst at ville eftertænke at jeg var i embede og i en slags anseelse førend han blev født. En anden, som forundrede sig over at jeg på min høje alder har ladet mig baronisere, svarede jeg at det var sket alene for at vise at den karakter som jeg for|416hen i mine skrifter har givet denne nation, er ganske rigtig, nemlig at man her ikke bekommer lyst til at danse førend man får ligtorne, og at man ikke får smag på verden førend man bliver 60 år gammel, formanende ham derhos at han selv ville tage sig vare når han kom til samme fatale alder.

Andre svar giver jeg ikke disse raisonneurs, hvorvel mig ikke fattes solide argumenter, som af fornuftige folk er bekendt, og som af dem holdes for at være grundige. Men at jeg med min herre skal tale lidt mere alvorligt, da eftersom nogle tager anledning at kritisere denne min metamorphosin af det som jeg tilforn har skrevet, især i en af mine epistler, hvori jeg har vist min bestandighed i at modstå fristelser og censurerer dem som af ambition og for at beklædes med ærestitler indvikler sig i verdslige forretninger, hvorved boglige kunster må tilsidesættes, da kan jeg dertil sige at sådan kritik går mig aldeles ikke an.

Jeg har ikke sagt at ære og værdighed gør skår i boglige kunster og akademiske studeringer, tværtimod, jeg har sagt at studeringer derved heller opmuntres og forfremmes. Jeg har alene sagt at mange som har gjort stor fremgang i boglige kunster, søger, for at nyde ærestitler, at indvikle sig i verdslige forretninger, hvorved deres studeringer sættes til side, og at det er sådanne fristelser som jeg har modstået, ej villende deri følge deres fodspor. Til bevis derpå har jeg anført en tid af mere end 30 år, |417i hvilken jeg uden anfægtning har anset andres forvandlinger i det selvsamme collegio hvori jeg sidder. Óg kan enhver slutte at eftersom jeg har holdt stand indtil min høje alder, det nu kan være mig lige meget enten jeg går på andres højre eller venstre hånd, helst såsom jeg ikke mere kommer i store selskaber hvor man fører sig sin rang til nytte. Jeg håber derfor at enhver kan se at den erektion som er sket af mit jordegods til friherreskab, er sket alene til publici nytte og for at have et monument efter min død, så at det her må hedde, som en gammel philosophus sagde: Sero arbores quæ aliis prosint, det er: Jeg planter træer som andre skal nyde frugt af. Mit hele levnedsløb viser at dette kan være mit symbolum, eftersom jeg aldrig har haft det nærværende gode for øjnene, og såsom jeg ikke efter håndværksfolks eksempel har arbejdet de fleste dage i ugen for at have en fri mandag.

Enhver som indretter sit levned efter sådan plan, bør ingen misundelse underkastes. Hvis misundelse kan forsvares, så må det heller være i henseende til dem der ved arv, giftermål, ublu råben og idelige ansøgninger kommer til velstand, ikke i henseende til dem der næst Gud ej kan tilskrive deres velstand uden deres eget arbejde og ordentlige økonomi. Jeg håber at ethvert fornuftigt menneske sådant kan begribe. Jeg håber også at de af mine landsmænd som med sådan hidsighed jager efter rang og titler, ikke kan besmykke deres opførsel med mit eksempel. |418Min værdighed har langt anden  adkomst . Den er óg et embede, hvori er en realitet, da andre derimod begærer at kaldes det som de hverken er eller agter at blive. De søger hvert sjette eller syvende år at beklædes med nye titler, hvortil de anfører langt slettere motiv end børns der i tilvoksende år før tiden beder om en ny kjole, foregivende at den gamle bliver dem for stakket.

Hvad som herved ellers fornøjer mig, er dette at andre studerende personer af dette eksempel opmuntres, og at alle fornuftige folk lægger denne min dignitet Hans Kongelige Majestæt til berømmelse. I promotionen er ellers intet paradoks, medmindre man vil holde for at det er imod anstændighed at en der profiterer politiske historier, jus publicum og moral, beklædes med værdighed, og at højhed og ærestitler alene tilkommer dem som sidder i andre kollegier, hvori regnskaber revideres, ekstrakter af memorialer gøres, og formularer eller forskrifter skrives.

Min herre ser heraf at på mig ikke kan retorkveres hvad jeg har dadlet hos andre, såsom denne min værdighed ingen desertion fra studeringer forårsager. Thi en baron kan holde venskab med de 9 musæ lige så vel som en professor; og man mærker af mine studeringers fortsættelse at jeg end ikke har opsagt eller agter at opsige mit borgerskab. Det er ikke værdighed, men visse forretninger som ligger til en værdighed, hvilke forårsager studeringers tilsidesættelse. Hvis en artikel havde været indført i mit friherrelige patent, nemlig at jeg |419måtte herefter ingen omgængelse mere have med de 9 lærde jomfruer, og jeg ikke des mindre havde ladet mig baronisere, så havde den kritik som af nogle gøres, været ganske rigtig. Men såsom værdigheden ikke med sådan clausula er givet, og grundige studia er ingen kontrabandevarer for en friherre, men heller sirer standen, så er visse folks domme heri som i mange andre ting uden grund.

Det var at ønske at alle grever og friherrer var lige så vellærde som velbårne. Derved led landet aldeles ikke. Tværtimod, grundig lærdom sirer standen mere end forgyldte vogne eller toppede heste. Óg er det derfor at jeg lader hverken mine døtre eller vognheste toppe, men søger at distingvere mig ved videnskabers kultivation, med et ordentligt levned, med udkårne folks omgængelse og ved liberalitet i slige ting som sigter til publici nytte. Ikke at tale om at man i klædedragt, stads og ekvipage nu om stunder ikke kan distingvere sig mere, helst i en stad hvor man ser håndværkskarle i røde skarlagensklæder, skræddere, skomagere og bagere at age i vogne og karosser og at bo i huse som man kunne tage for paladser hvis dørene ikke var tegnet med sakse, støvler og forgyldte kringler.

Lad os engang ret betænke hvori en mands ære består. Ingen tid har givet os bedre lejlighed til at åbne vore øjne end denne som vi nu lever i, da Gud har velsignet rigerne med en konge og en dronning der ved |420egen frugalitet og tarvelighed daglig foregår os med eksempler. Vita principum censura est, hoffets eksempel kan udvirke mere end de strengeste forbud og love. Vor tid viser derpå et mærkeligt eksempel i Rusland. Der kunne en bojar fordum ikke besøge sin nabo uden han var gelejdet af 20 til 30 edelmænd; men da de så deres egen store monark ofte at gå igennem Moskvas gader uden følge, mente de at det også kunne være dem anstændigt, så at de begyndte at fatte andre idéer om det som kaldes dekorum eller sømmelighed.

Jeg råder herved ingen til karrighed; tværtimod, jeg holder den for at være lige så stor lyde som overdåd, hvilket jeg óg ofte i mine skrifter har vist. Jeg råder til at lade penge rullere. Min moral sigter alene til at vise den rette brug deraf og at udrydde det falske koncept man gemenlig gør sig om generositet og det som man kalder godhjertighed, helst i dette land hvor mange i stads og vellyst lidet agter penge og ikke spørger om hvad et gæstebud eller en lystrejse skal koste, men derimod slår knuder om pungen når der handles om at give penge til deres egen og landets ære, hvilket forårsager at mange gode ting ingen fremgang kan have, og at mange nyttige og sirlige stiftelser kvæles i deres fødsel.

Jeg forbliver etc.