Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistel 258
Til * *
Mig er nylig faldet i hænder et lidet tysk skrift som fører den titel: Beweis, daß die Universal Monarchie vor die Wohlfarth von Europa, und überhaupt des menschlichen Geschlechts die gröste Glückseligkeit würcken würde. Skriftet har behaget mig efterdi deri er noget nyt. Men få kan bifalde sådan thesi. Man siger at adskillige refutationer derimod er kommet for lyset, men jeg har endnu ingen af de samme set. Man kan vel ikke sige at autor til dette skrift ræsonnerer ilde. Adskillige argumenter deri anføres som ikke alene har skin, men som man óg kan bifalde. Alene en sådan vigtig materie burde omstændeligt at udføres, så at tid, sted og måde til et universalmonarkis oprettelse burde nøje eksamineres. Og når sådant skete, ville man se at konklusionen blev anderledes.
Om de som har søgt at gendrive skriftet, har skridet til sådan eksamen, kan jeg ikke sige. En sådan metode er dog fornøden, og når man går den vej frem, kan dette glimrende paradoks, der har anseelse af en makedonisk falanks, ved angreb på adskillige steder således svækkes at det omsider taber al sin styrke og som et vejrlys |341truer og forsvinder på en gang.
Autor stræber i almindelighed at bestyrke sin thesin med følgende argumenter: Han søger først at vise hvor skadelig regenternes mængde er for det almindelige bedste efterdi jo flere adskilte stater i Europa er, jo mindre magt og evne har enhver regent at beskytte sig selv og sine undersåtter og at skaffe dem ret når de lider vold af et mægtigere lands indbyggere.
(2) Efterdi misgerninger ofte bliver ustraffede såsom en misdæder kan tage sin tilflugt til en anden regent, hvilket ikke kan ske når alle har en tilfælles herre.
(3) Oprør mod regeringen, som i et almindeligt monarki let dæmpes, avles og håndhæves ved regenters mængde efterdi et naboland ser gerne at et andet derved svækkes.
(4) Jo flere regerende hoffer, jo flere bekostninger og jo større skatter og byrder må undersåtter pålægges, og såsom enhver potentat søger at sætte sig i defensionsstand mod en anden, så underholdes stående krigshære i ethvert land over dets formue, hvilket er årsag til den fattigdom hvoraf de meste stater laborerer.
(5) Kristendommens svaghed mod tilfælles fjender, som profiterer af den uenighed som stedse regerer blandt regenter, og især Tysklands afmægtighed, som ellers kunne holde stand imod hele Europa hvis det var forenet under ét hoved.
(6) Såsom historien viser at regenter ofte henfalder til tyranni og adskillige laster, så flyder deraf at deres mængde er skadelig for det menneskelige køn, og såsom un|342dersåtterne følger gemenlig de regerendes eksempel, så styrtes hele lande derved i fordærvelse.
Alle slige uheld mener autor om ikke at forebygges, så dog at formindskes ved almindelige monarkier, fred og sikkerhed derved befordres, omkostninger på utallige stående krigsfolk og grænsefæstninger spares, utallige krige, som har sat hele Europa i flamme, afvendes, handel og vandel overalt have fri fart, enhver at have frihed uden formindskelse af sine midler at fæste sin bopæl i hvilket land han vil, had og fjendskab, som regerer imellem nabolande efterdi de lever under adskilte regeringer, ophøre, og endelig enstemmighed i religion tilvejebringes.
Når autor har opregnet alle disse herligheder, besvarer han løseligt de indvendinger som kan gøres derimod. Óg ser man af det som han skriver om religionen, at han enten må være roman-katolsk eller en indifferentist såsom han holder det for en lyksalighed at alle kan bringes til at antage den almindelige monarks tro, og at ligesom de har tilfælles øvrighed, de óg kan have tilfælles religion.
Jeg bekender at adskilligt findes i dette skrift som stikker i øjnene, og at enfoldige mennesker deraf kan forledes til at tro at den frygt som man gemenlig har for et almindeligt monarki, og den iver man lader se i at holde Europa i en lige vægt, må være ilde grundet. Hvorledes dette skrift ellers er gendrevet, kan jeg ikke sige efterdi jeg ikke har set de omtalte refutationer.
Det synes vel her nødigt at |343gøre forskel imellem universale monarkier. Thi såsom alle ikke har lige previous hit adkomst , så kan ej heller alle have lige virkninger. Thi et sådant monarki som blandt barbariske folk i Asia, Afrika og Amerika stiftes, kan føre mindre urolighed med sig end et som erhverves blandt polerede folk i Europa. Og et herredømme som ved adskillige landes frivillige samtykke erhverves, kan bedre tilvejebringe de herligheder som autor anfører, end det som erhverves ved sværd.
Men såsom skriftets forfatter selv heri ingen forskel gør, men foregiver at et universalmonarki, på hvilken måde det end er erhvervet, tilvejebringer en stor lyksalighed for det menneskelige køn, så behøver man kun at eksaminere den sidste slags herredømme, helst såsom man ser at han selv sådant til eksempel foresætter når han siger at det havde været en lyksalighed for Europa hvis det østrigske hus, som gik frugtsommelig med det femte monarki, havde i den tredivte års krig fået overhånd. Jeg siger at man derfor behøver kun at eksaminere om Europa kan være lyksaligere under et sådant erhvervet almindeligt herredømme end under adskillige separerede regeringer.
Dette har autor søgt at vise ved ovenanførte argumenter, hvoraf de fleste dog ikke holder stik. (1) Siger han at jo mægtigere et herredømme er, jo bedre kan en monark beskytte sine undersåtter mod andres vold. Dette kan ikke nægtes når monarken er så sindet at han trakterer de ved sværd erobrede lande og riger |344på samme fod som sine arvelande. Erfarenhed viser dog at sådant gemenlig ikke sker, men tværtimod at det rige ved hvis magt de andre er undertvunget, stedse tilegner sig frihed og fordel, hvilket opvækker fortrydelse og omsider oprør i de conqueterede lande, hvorpå kan til bevis anføres mange eksempler af historier.
(2) Siger han at misgerninger i små separerede stater ofte bliver ustraffede efterdi en misdæder søger tilflugt og beskyttelse i et naboland. Men derimod kan siges at mange med uret forfulgte mænd derved kunne reddes. Hvor mange berømmelige mænd som for deres dyd alene blev forfulgt af Tiberio, Caligula, Nerone, Domitiano etc. under det romerske monarki, blev ikke opofret efterdi de ingen tilflugtssteder havde, men måtte blive på det sted hvor de var, og lade sig myrde som slagtede får. Den ulejlighed som autor ellers anfører om misgerningers impunitet, kan forebygges ved de foreninger som gøres imellem nabolande om misdæderes ekstradition.
(3) Siger forfatteren at oprør mod regeringen, som i et almindeligt monarki let kan dæmpes, håndhæves ved regenters mængde efterdi et naboland ser gerne at et andet svækkes. Dertil kan svares at de store monarkier er fast aldrig befriede for oprør, og når en af de erobrede provinser gør opstand, har den gemenlig tilløb af andre. Historierne vidner at de store persiske og romerske monarker ikke har kunnet beskytte |345deres trone så længe som mindre regenter. Det ottomanske store herredømme kan endnu derpå forsyne os med mærkelige bevisligheder.
Det fjerde argument kan ikke nægtes jo at være af nogen vægt. Thi det er uimodsigeligt at jo flere separerede stater der findes i en af verdens parter, jo flere stående tropper holdes på ben, og jo større byrder lægges på undersåtterne. Hvad som derimod er at sige, er at statholderne i et stort monarkis langt bortliggende provinser søger i deres statholderskaber at berige sig og at udsuge de dem betroede provinser, óg lærer historien at adskillige af dem i få år har samlet kongelig rigdom og derved er sat i stand til at byde monarkerne selv spidsen. Sådant er óg oprindelsen til de mange små independente stater som nu findes i Europa, især i Tyskland, hvor statholderskaber er blevet forvandlet til suveræne fyrstendømmer og herskaber.
(5) Kristendommens svaghed mod religionens tilfælles fjender, som profiterer af den uenighed som regerer imellem de mange regenter. Dette argument er vel grundet, men én knude er dog derved, nemlig at de store monarkier sjældent er befriede for indvortes uroligheder. Derpå kan anføres eksempel af det ottomanske herredømme, af det spanske monarki, som aftog i styrke ligesom det tiltog i størrelse, óg har jeg vist i min Danmarkshistorie at de nordiske riger var aldrig svagere end den tid da de alle var forenet under en konge.
(6) Såsom ses |346at regenter ofte henfalder til tyranni og adskillige laster, så er deres mængde skadelig for det menneskelige køn. Men derimod kan siges at såsom der også findes dydige regenter, så er deres mængde nyttig for det menneskelige køn. Jeg må dertil lægge dette at mådelige regenter ikke vel kan henfalde til så grove laster som er fundet hos de store almindelige monarker, og at Caligula, Nero, Caracalla, Heliogabalus aldrig havde givet deres onde lyster så stærkt tøjlen om der i Italien havde været andre independente regeringer. Det passer sig fornemmelig på de store monarker hvad poeten siger:
Nihil est, quod credere de se
non possit, cum laudatur diis æqua potestas.
At undersåtter bedre i fred og sikkerhed kan drive deres næring, handel og vandel i store monarkier end i små stater, kan ikke nægtes. Men man kan derhos sige at mange små florerende stater har tabt rent deres handel når de er blevet forenet med de store herredømmer. Lad os ponere at Frankrig i forrige seculo havde fået overhånd så at det havde undertvunget Holland og gjort Jacobum 2. til en statholder eller skattekonge i England. Mon den rige hollandske og engelske handel ikke havde med tiden blevet forflyttet til Frankrig? Og mon et mådeligt stykke land som de 7 forenede nederlandske provinser befatter, havde kun|347net nå den anseelse som det nu er i, hvis det havde stået under Spanien?
Men af alle argumenter er det det anstødeligste som han anfører om religionen, thi deraf vil han vise hvilken lyksalighed det kunne være for kristendommen hvis for eksempel Spanien havde kunnet blive mester over hele Europa og ved tvang og inkvisition kunne have bragt alle evangeliske og reformerte til at tilbede de samme billeder som de spanske monarker knæler for. Når man nu dette og andet eftertænker, taber skriftet meget af sin glans, og autor må og bør høre ilde, der har påtaget sig at forsvare et for alle regenter så ubehageligt paradoks.
Jeg forbliver etc.
 
 
 
xxx
xxx