Tilbake til søkeresultater
Tekststatus:
Kommentering pågår

1 forekomst av udkomme
[Fjern søkemarkeringer]

  

  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
 
Ep. 435
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  


previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Epistola CDXXXV.
Til * *
Jeg takker for de mig tilskikkede Vers. Du haver at udsette dette paa dem, at de ere ikke saa skiønsomme, som de ere sindrige, og siger, at Poëten herudi, som udi sine andre Vers ofte støder mod Judicium. Jeg for min Part bifalder ikke de Domme, som gemeenligen fældes over denne Poët. Jeg tilstaaer gierne, at Judicium undertiden savnes i hans Vers, men dette u-anseet er han dog ikke alleene en Poët, men endogsaa en stor Poët. En Poëts største Qvalitet er Geist og Enthusiasmus, hvilken ikke gierne er geleidet af Skiønsomhed: Beviis herpaa kand tages af Homero, hvilken man ikke kand negte Fortrin for andre Poëter, endskiønt han ofte støder an mod Judicium. Det er i den Henseende, at de Gamle recommendere Viin og stærk Drik, efterdi Geisten derved opvækkes, skiønt Judicium derved heller svækkes end styrkes. Den geistrige Poët Pindarus siger vel:
Ἄριστον πάντων εἶναι τὸ ὕδωρ.
Det er: At Vand er den beste Drik; men saadant siger han vel ikke i Henseende til Poëter. Thi utallige andre Skribentere ere eenige om Vinens herlige Virkning udi Poësie. De disputere alleene om, hvilken Viin dertil er kraftigst: Og synes det, at Hermippus meest recommenderer den |470Viin, som kaldes Mendæum; thi han siger, det er den Viin, som Guder og Gudinder pisse.
ΜενδαίῳΜενδαίῳ]Μενδαίῳ] Μενδαὶω A Μενδαίῳ] Μενδαὶω A μὲνμὲν]μὲν] μ` A μὲν] μ` A ἐνουροῦσιν καὶ οἱοἱ]οἱ] ὁι A οἱ] ὁι A Θεοι.
Mendæum vinum Cœlestia numina mejunt.
Om de store Poëter, som paakalde Guder og Gudinder, naar de foretage sig at giøre Vers, have erholdet nogle Doses af samme Viin, kand ikke siges. Det mærker man alleene, at de tale om Vinens Brug, som det herligste Middel til at opvække Geist og den Indbildnings Kraft, som Poëter meest behøve. Vinen, siger een af de ældste Skribentere, er som en rask Hæst for en Poët.
ΟἶνοςΟἶνος]Οἶνος] Οἴνος A Οἶνος] Οἴνος A χαρίεντιχαρίεντι]χαρίεντι] χαριέντι A; χαριέντι Bruun SS χαρίεντι] χαριέντι A; χαριέντι Bruun SS πέλειπέλει]πέλει] πέτει A; πέλει Bruun πέλει] πέτει A; πέλει Bruun μέγας ἵππος ἀοιδῷἀοιδῷ]ἀοιδῷ] ἀοιδῶ A ἀοιδῷ] ἀοιδῶ A ,
Ὕδωρ δὲ πίνων, χρηστὸν οὐδὲν ἀν τέκοις.
Det er: Vinen er for en lystig Poët som en rask Hæst; hvis du drikker Vand, kand du intet herligt til veje bringe. Hvilket dog alleene maa forstaaes om Poësie og Ting, som udfordre Imagination og høj Geist. Den Comœdie-Skriver Amphis gaaer for vidt, som siger, at Viin til veje bringer Skiønsomhed, og at Vand-Drikkere ere taabelige og uvittige.
ἘνῆνἘνῆν]Ἐνῆν] Ἐνῖν A Ἐνῆν] Ἐνῖν A ἄρ’ἄρ’]ἄρ’] ἄρ A; ἄρ’ Bruun, ἄρ SS ἄρ’] ἄρ A; ἄρ’ Bruun, ἄρ SS ὡς ἔοικε κἀνκἀν]κἀν] κὰν A; κᾀν Bruun, κὰν SS, κἀν BJ κἀν] κὰν A; κᾀν Bruun, κὰν SS, κἀν BJ οἴνῳ λόγος,
ἜνιοιἜνιοι]Ἔνιοι] Ἔννιοι A Ἔνιοι] Ἔννιοι A δὲδὲ]δὲ] A; δ’ Bruun SS, δὲ BJ δὲ] A; δ’ Bruun SS, δὲ BJ ὕδωρ πίνοντες εἰσ’εἰσ’]εἰσ’] ἐισ’ A εἰσ’] ἐισ’ A ἀβέλτεροι.
Thi saadant er mod Erfarenhed. Sees saa heraf, at en munter Geist, og Imagination, som af Vinen opvækkes og styrkes, er en Poëts Hoved-Qvalitet, og at et Poëma kand være et Mesterstykke, endskiønt adskilligt derudi findes, som støder an mod Skiøn|471somhed. Og, naar saa er, maa man ikke regne saa nøje med en Poët, om han iblandt overtræder Logiske Regler, til hvilke han ikke saa stort bindes, som en Dommer eller Orator. Dette haver jeg stedse havt for Øjene, og derfore haver admireret de fleeste af ovenmældte Poëts Vers, udi hvilke jeg over alt finder en høj Geist og en stærk Imagination: Ligesom jeg finder mange andre Vers, skiønt nette og uden Fejl, som aldeeles ikke ere poëtiske. De skiønsomste Skribentere ere ofte de mavreste Poëter; thi det synes, at en stærk Skiønsomhed er for en Poët ligesom en Capsun, der hindrer Imaginationen, og foraarsager, at Geisten ikke kand svinge sig højt nok. Jeg siger, at de skiønsomste Skribentere ere ofte de maverste Poëter; men ikke stedse. Thi der ere fundne visse Poëter, som maa exciperes fra den almindelige Regel. Blandt dem er den store latinske Poët Virgilius, udi hvilken man seer at fremskinne ikke mindre høj Geist og Indbildnings-Kraft end Skiønsomhed, skiønt det første dog ikke udi saadan Grad, som hos Homerum, hvis Geist svinger sig end højere, og hos hvilken især findes det, som kaldes Θεῖον, og som admireres meest udi Poësie og Orationer. Dette beder jeg, at du vil forestille dig, førend du fælder Dom over bemældte Poëts andre Vers, som herefter kand  udkomme ; og alleene lader dig nøje med at øve saadan Critiqve over andre hans Skrifter, hvorved Logica nøjere maa i agt tages. Jeg forbliver &c.
 
 
 
xxx
xxx