Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Det XV SECULUM.
Nu træder jeg til det 15de Seculum, hvorudi adskillige Ting banede Veyen til den udi paafølgende Seculo store Reformation og den Pavelige Myndigheds Aftagelse. Jeg haver tilforn viset, hvilken Tilstand det store og langvarige Schisma udi Kirken havde til Veye bragt, og at det samme havde givet Anledning til Wiclef og andre at examinere Pavernes Opførsel, og vise, paa hvilken slet Grundvold deres Herredom var bygget. Det samme gav i dette Seculo Anledning til en anden stor Reformator, nemlig Johan Hus, at prædike Sandheden med end større Eftertryk, og drev Regenterne til at transferere Kirkens høyeste Myndighed fra det Pavelige Sæde til Concilia eller Kirke-Forsamlinger, hvilke tiltoge sig en absolut Myndighed, ikke alleene udi geistlige, men endogsaa udi verdslige Sager, det er, foreskreve ikke alleene Troes-Artikle, afsatte og indsatte Paver og andre Prælater, men dømte ogsaa i Tvistigheder mellem Konger og Førster, og reglerede deres Rang og Fortrin, saa at samme Kirke-Forsamlingers Decisioner bleve anseede som souveraine Love, baade udi Stats- og Kirke-Sager. Derved giorde dog disse Concilia sig ligesaa forhadte som Paverne fordum, ja gave omsider Anledning til de sidste at komme til deres forrige Anseelse og Myndighed igien, hvilket altsammen efterfølgende Historie Tvistighed paa det Pragiske Universitet.udførligen skal vise. Jeg har tilforn viset, at Keyser Carl IV stiftede et Universitet til Prag udi Bøhmen. Samme Universitet tog i kort Tid saaledes til, at det blev eet af de anseeligste udi Europa. Det bestoed saavel af Tydske, som |858Bøhmiske Lærere og Disciple. De Tydske, saasom de vare stærkest udi Tallet, saa tiltoge de sig all Myndighed, hvorudover Bøhmerne bare saadan Fortrydelse, at de forestillede saadant den Bøhmiske Konge Wenceslao, og begierede, at Landets Børn maatte have Direction over Skolerne, og de Fremmede derfra udelukkes. Wenceslaus var Keyser Caroli IV Søn, som efter sin Faders Død 1378 var bleven Romersk Keyser; Men, saasom han forestoed Regieringen meget ilde, blev han i Begyndelsen af dette Seculo af Chur-Førsterne satt fra den Keyserlige Værdighed. Dette foraarsagede, at han bar intet Anledning til det Leipziske Universitets Stiftelse.got Hierte til den Tydske Nation, og derfore var des villigere til at accordere Bøhmerne deres Begiering, (a) tildømmende dem, som Landets Børn, Directionen alleene. Men de Tydske bleve derover saa forbittrede, at over 2000 af dem, saavel Lærere som Disciple, forlode Prag, og retirerede sig til Leipzig, hvor de funderede det bekiendte Universitet, som endnu florerer.
Joh. Huses Begyndelse.Blant dem af Bøhmerne, som de Tydske havde en størst Fiende udi, var en Bøhmisk Præst, ved Navn Johan Hus. Den samme distingverede sig i Begyndelsen af dette Seculo ved sin Lærdom og Veltalenhed, saa at Bøhmerne løbe i Hobetall til hans Kirke, for at høre ham prædike, og merkede man strax, at han fremførte adskillige Ting, som ikke vare overeensstemmende med de Tiders etablerede Lærdom, men, som syntes at være uddragne af Wiclefs Skrifter, hvilke en Bøhmisk Ædelmand, som havde studeret til Oxford, havde bragt med sig til sit Fæderneland, hvor han communicerede dem til adskillige af sine Venner, sær til Johan Hus. Disse Skrifter havde aabnet Øyene udi adskillige Ting paa bemeldte Johan Hus, og, saasom en riig Borger udi Prag nyeligen havde stiftet en Kirke, kaldet Bethlehem, for tvende Præste, og Hus i det Aar 1400 var bleven kalden til at være een af disse tvende Prædikantere, fik han da Leylighed at give efter Haanden sine Tanker tilkiende, og at udbreede den Lærdom,
(a)Æn. Sylv. Hist. Bohem.
|859som satt Kirken udi dette Seculo i Bevægelse, og hvorom siden omstændigen skal tales.
Medens Grundvold saaledes lagdes til disse Bøhmiske U-roeligheder, arbeidedes af all Magt paa at bringe de tvende Paver til Afstaaelse, skiønt forgieves. De Franske havde derfor, som sagt er, ikke alleene opsagt Benedicto all Lydighed, men endogsaa ladet ham arrestere udi Avignon. Bonifacius havde paa den anden Side ved sin Gierrighed og Simonie giort sig forhadt udi Italien, hvor, efter Niems Berettning, man overalt saae Pavelige Postillons, for at informere sig om nogen Beneficiarius var syg, for i tide at see sig om Kiøbmænd til det vacerende Beneficium. (a) Dette foraarsagede, at Romerne rebellerede imod ham, og dreve ham ud af Staden, skiønt de kort derefter med stor Begierlighed kaldede ham tilbage igien, og det i Henseende til det forestaaende Jubilæum, som de frygtede, ingen Virkning vilde have, og liden Profit vilde give, hvis Paven var fraværende. Han kom derfor tilbage igien, og med stor Success celebrerede Jubel-Festen, saa at endogsaa en Mængde Franske af Clementis Parti lode sig indfinde udi Rom, skiønt Carl VI dem saadant havde Kiettere kaldne de Hvide.forbudet. (b) Paa samme Tiid lod sig see udi Italien en Sect, kaldet gemeenligen de Hvide, efterdi de bare hvide Kaaber. De samme vare Fanatici, og paastode at have Aabenbaringer. Een af dem blev greben og brændt: Der siges, at han udi Torturen bekiendte sin Misgierning, hvorvel Platina tviler om saadan Bekiendelse, (c) holdende for, at det var Pavens Digt, for at besmykke den Haardhed, som han øvede mod dem. Disse Hvide levede med hinanden, som in statu naturali: Borgere, Bønder, Fribaarne og Trælle vare alle lige. De spisede offentligen udi Lands-Byerne, og hvilede sig om Natten paa Marken under aaben Himmel. De marcherede lige mod Rom, for der at aflægge deres Devotion, og bare de et Crucifix for sig, som de foregave at
(a)Theod. de Niem. Cap. 8.
(b)L’Enfant Hist. du Concil. de Pise Lib. 2. pag. 105.
(c)Platina vit. Bonif. 9. Sunt qvi dicunt, id fictum a Pontifice.
|860græde over Menneskets Synder: Saa at man seer, at de have været eenfoldige og Fanatiske Folk.
Tvistighederne varede imidlertid mellem de tvende Paver. Benedictus XIII havde længe siddet indslutted udi sit Pallads til Avignon, hvor han var tilholden at forblive, 1403indtil Fred og Foreening kunde sluttes, men udi det Aar 1403 practicerede han sig udaf Arresten. Saa snart han kom i Frihed igien, fik han Tilløb af de Cardinaler, som havde forladt ham tilforn; Ja Kongen af Frankrig selv erklærede ham for rettmæssig Pave igien; Hvorvel der strax derpaa reisede sig nye Tvistigheder imellem dem, efterdi Paven veigrede sig ved at confirmere de Beneficier, som vare blevne bortgivne i Frankrig fra den Tiid Riget havde opsagt ham Lydighed. Men, for at lade see sin Begierlighed til at forfremme Kirkens Fred og Roelighed, skikkede han Aaret derefter Handel om Forliig mellem Paverne.Gesantere til Rom, (a) for at handle med Pave Bonifacio om Foreening. Bonifacius lod da de samme forud sige, at han ikke vilde see eller tale med dem, med mindre de vilde tractere ham som en Pave. Dertil beqvemmede de sig, og finge Audience. De foregave da, at Benedictus var gandske redebon til at ende dette fortrædelige Schisma, og bade, at Bonifacius vilde derudi concurrere med ham. Men Bonifacius svarede dem, at han alleene var Pave, og at Benedictus var Anti-Pave, brugte ogsaa adskillige andre Talemaader, hvorved han saaledes ophidsede Gesanterne, at de sagde, at Benedictus var ingen Simoniacus, det er saadan een, som soldte geistlige Embeder for Penge. Og, som Bonifacius merkede, at de derved sigtede paa ham, blev han derover saa fortørned, at han strax befoel dem at forføye sig fra Rom.
Kort efter denne Samtale blev han syg og døde udi samme Aar. Men derved endtes ikke Kriigen; Thi de Italienske Cardinaler traadde strax udi Conclave, og Innocentius VII Pave.udvaldte Cosmat Meliorati, hvilken lod sig kalde Innocentius VII. Denne Innocentius gav strax tilkiende sin Tilbøyelighed til Fred, og at han der-
(a)Juven. des Urs. Hist. Carl. 6.
|861udi intet vilde give Benedicto efter. Benedictus blev paa den anden Side ved at spille sin gamle 1405Rulle, og for at viise at det var hans Alvor, giorde 1405 en Reise til Genua, hvor han dog ikke opholdt sig længe; Thi, som der rygtedes om smitsom Syge i samme Stad, reisede han kort derefter til Marseille igien. Og kand man slutte af paafølgende Opførsel, at denne Hændelse var ham ikke ukier, saasom han derved fik en god Prætext til sin Hiemreise igien. En stor Deel troede dog, at det var begge Pavers ramme Alvor, hvorudover Geistlighed og Universiteter overalt vare i Bevægelse, og arbeidede paa at udfinde de beste Midler til Tvistighedens Ophævelse, ey i Agt tagende, at det var puure Comœdier som spilledes, og at begge Paver søgte kun at holde dem op med Snak.
1406Den nye Pave Innocentius døde kort derefter, nemlig udi Nov. af det Aar 1406. Cardinalerne udi Italien stode en Tiid lang udi Tvilsmaal om de skulde skride til et nytt Vall. Dog, saasom de ikke kunde forlade sig paa Benedicti Løfter, men frygtede, at han stedse vilde søge at blive ved sit Embede, hvorved den Italienske Faction vilde gaae under, funde de for gott at udvælge en nye Pave med visse Conditioner saaledes, at han skriftligen skulde forbinde sig til at resignere, saa snart hans Rival enten giorde Afstaaelse eller ved Døden afgik. Paa disse Conditioner blev en Venetianer, Gregorius XII Pave.ved Navn Angelo Corrario udvaldt, hvilken lod sig kalde Gregorius XII. Denne Gregorius affærdigede strax Skrivelse til Benedictum, hvorudi han bevidnede den Attraae han havde til at arbeide paa Kirkens Fred, og Benedictus svarede ham i samme Tone; Men derudi bestoed den heele Sag, nemlig udi blotte Ord og Complimenter, og intet virkeligt blev foretaget, som kunde viise, at det var deres Alvor. 1408Tvertimod Benedictus udgav 1408 en Bulle, hvorudi han gav tilkiende, at han intet andet Middel til Foreening approberede, end som kunde til Veye bringes ved Conference mellem de stridige Parter, og at han ikke vilde beqvemme sig til Afstaaelse, excommunicerende alle dem, som dreve paa det sidste Middel. Dette opvakte |862saadan Forbittrelse mod ham, sær i Frankrig, at man offentligen lod examinere og fordømme hans Bulle, erklærede ham for en Kietter og Freds-Forstørrer, og gav ham ingen anden Titel end Pierre de Lune. Dette indjog ham saadan Skræk, at han flygtede til Catalonien, og indsluttede sig udi den Fæstning Perpignano, for der at være i Sikkerhed.
1409Saasom man nu ingen Ende saae paa disse Forvirrelser, fandt man omsider for gott at holde et almindeligt Concilium, hvilket ogsaa kom sammen Aaret derefter Concilium til Pisa.nemlig 1409 til Pisa. Concilium blev aabned udi Martio, og da lod man strax udraabe, om nogen mødte for Petrus de Luna og Angelo Corrario, og, da ingen svarede, blev beslutted, at Concilium uden dem skulde arbeide paa at hæve dette langvarige Schisma, og at erhverve Kirken Fred igien. Dette havde dog adskillige Vanskeligheder; Thi nogle holdte for, at et Concilium uden Pave ikke kunde holdes, og Keyser Rupert, som var Gregorio affectionered, glemte ikke ved sine Gesantere saadant at insinuere. Cardinalerne meenede, at det udi saadant Tilfald, da der disputeredes om der var nogen rettmæßig Pave (a), kom dem til at sammenkalde Concilium; Hvortil de Keyserlige svarede, at dersom de tvilede om at der vare rettmæßige Paver, saa burde de og tvile om, at de selv vare rettmæßige Cardinaler. Og, ligesom Keyser Rupert desapproberede dette Concilium i Henseende til Gregorium, saa protesterede Kongen af Aragonien derimod i Faveur af Benedicto; Men det kunde altsammen intet hielpe; Thi Forbittrelsen var saa stor mod disse tvende Paver, at man skyede sig ikke ved at giøre adskillige Ting mod Reglerne, hvilket blant andet sees af den bekiendte Balthasar Cozzas Ivrighed; Thi da Benedicti Deputerede begiærede Salvum Conductum for at conferere med Gregorio, svarede han: Enten de have Leidebrev eller ey, skal jeg lade dem brænde, hvis de falde i mine Hænder (b).
(a)L’ Enfant Hist. du Concil. de Pise lib. 3.
(b)L’ Enfant Hist. du Concil. de Pise l. 3. pag. 224.
|863Forbittrelsen sees fornemmeligen af de hæftige Prædikener, som paa Concilio bleve holdne mod dem. Abbeden af St. Maixant berømmer i sin Eenfoldighed en Prædiken, som blev holden af Biskopen af Sisteron, og det med disse Ord: Biskopen forklarede sin Text med saadan Soliditet, at alle deraf bleve bevægede; Thi han sagde, at de tvende Concurrenter vare ligesaa meget Paver, som hans gamle Skoe, og lignede dem ved Dievle af Helvede (a). Saadan og anden Opførsel glemte Concilii Fiender ikke at føre sig til Nytte, for at afmale Concilium sort. Men u-anseed disse Vanskeligheder, og at de Keyserl. Gesantere uden at tage Afskeed forlode Concilium, skreed man dog til Arbeide; Og endeligen, efter at alle Beskyldninger vare hørte og examinerede, blev udi den 15de Session en Sententz afsagt mod de tvende Paver. Patriarchen af Alexandria steeg op paa et høyt Sted, og oplæsede De tvende Paver dømmes fra deres Embeder.Dommen saaledes forfatted: Det hellige Concilium efter Betragtning af det som er anført og beviist mod Petrum de Luna og Angelo Corrario deciderer og erklærer, at alle de Laster, som de beskyldes for, ere vitterlige, og at bemældte Angelo Corrario og Petrus de Luna ere haardnakkede Schismatici og Kiettere; Hvorfore de ogsaa have giort sig u-værdige til al Ære og Værdighed, og ere udlukkede af Kirkens Samfund. Forbyder dem hermed begge at føre Navn af Paver, og erklærer det Romerske Sæde vacant, løser ogsaa alle fra den Lydighed de have svoret dem, og til intet giør alle de Sententzer og Domme de have fældet. Hvad Cardinalernes Promotion angaaer, da dømmes u-gyldige alle de, som ere skeede af Angelo Corrario siden den 3die May, og af Petro de Luna siden den 15de Junii.
(a)L’ Abbe de St. Maixant apud L’ Enfant lib. 3. Il demena si profond son texte, qve tout les prelats en furent esmerveillez, & dit qve le deux Contendans etoient aussi bien Papes qve ses viels soliers &c.
|864Efterat dette var forretted, forsamlede Cardinalerne sig udi den Pisanske Erke-Bisps Concilium udvælger en nye Pave Alexand. V.Pallads, og der udvaldte til Pave Cardinalen af Milano Petrum de Candia, hvilken lod sig kalde Alexander V. Denne Alexander lod strax udgive adskillige Forordninger, hvorudi han approberede alt det som Cardinalerne havde giort fra Majo 1408, i sær paa dette Concilio, item begge Cardinal-Collegiernes Foreening, lovede ogsaa at efterkomme det som Concilium havde givet Forsikkring om, nemlig strax at arbeide paa Kirkens Reformation. Og blev alt dette tilkiende givet paa Concilio ved den bekiendte Cardinal Balthasar Cozza, som siden blev Pave. Saaledes endtes dette Pisanske Concilium, af hvilket to Paver bleve afsatte, og som var et Præludium til de to paafølgende større Concilia, der tiltoge sig end meere Myndighed.
Benedictus XIII holder et andet Concilium.Medens dette forrettedes, holdt Benedictus XIII et andet Concilium til Perpignano, hvilket bestoed af 120 Bispe, hvoraf sees, hvad Anhang han endda havde. Men det varede ikke længe førend den største Part retirerede sig derfra, saa at der blev kun 18 tilbage. Med disse overblevne raadførte han sig om hvad som i denne Tilstand skulde foretages, og endeligen affærdigede 7 Gesantere til Pisa for at handle om Forliig, men Gesanterne bleve paa Veyen anholdne tilligemed Brevene, som de førte med sig; Hvorudover man ingen Forhaabning meere kunde giøre sig om at bringe Item Greg. XII.Benedictum til Afstaaelse. Gregorius XII holdt ogsaa et Concilium til Aqvileia, hvorudi han lod fordømme saa vel Benedictum, som den nye Pave, der af det Pisanske Concilio var bleven udvalt; Men gav derhos tilkiende, at han vilde gierne staae fra sin Værdighed, hvis de andre ligeledes vilde beqvemme sig til Afstaaelse, ja at indfinde sig for et almindeligt u-partisk Concilium, hvor alle stridende Partier mødte. Men, som han fandt sig ikke sikker udi Aqvileia og frygtede for Venetianerne, flygtede han hemmeligen udi Kiøbmands Dragt derfra, og indsluttede sig udi den Fæstning Gaëta, og der opholdt sig en Tiid lang under den Neapolitanske Konges Ladislai Beskyttelse. Det er |865ellers merkeligt, at Benedictus, medens han var udi denne Beængstelse og udi Landflygtighed i Spanien, lod see en ugemeen Iver i at omvende Jøderne, og til den Ende lod ved sin Medicum, Jeronimum à Sancta Fide, en omvendt Jøde, beramme en Conference, hvorudi skulde disputeres om Religionen. Adskillige Conference udi Spanien mellem Jøder og Christne om Religionen.Jødiske Lærere lode sig da indfinde for at forsvare deres Lærdom mod samme Jeronimum (a). Men denne Conference var saavel som andre frugtesløs, og enhver af de stridige Partier tilskrev sig Seieren, og Benedictus publicerede Aaret derefter en Bulle, hvorudi han fordømte Thalmud. Udi denne Tvistighed spillede den bekiendte Vincentius Ferrerius en stor Rulle. Den samme var da anseet i Spanien som en miraculeux Mand, og fortaaltes der, at han giøede udi sin Moders Liv, hvorved gaves tilkiende, at han vilde blive en stor Prædikant. Der siges, at, endskiøndt han talede ikke uden sit Moders Maal, saa kunde dog alle Nationer forstaae ham; Item, at han omvendte 200000 Jøder, hvilket var meere end man kand sige om nogen af Apostlerne. Vist nok er det, at han omvendte mange Jøder, men de forlode fast alle Troen igien kort derefter. Alphonsus, Kongen af Portugal, lod ogsaa holde en Item i Portugal.ligesaadan Conference mellem Jøder og Christne. Derudi søgte Jøderne at drive aabenbare Spott med den Christne Troe. Thi da man visede dem, at den 22de Psalme sigtede paa Messiam, allegerede en Rabbiner en Historie om en Jødisk Lærer, der blev vreed paa sin Hane, efterdi den vækkede ham for tiligen op om Morgenen, og derfor kastede ham udi en Kiedel, og, som Hanen blev alligevel ved at gale, bildte Herren sig ind at finde denne Hændelse udi Jeremiæ Spaadom. Rabbineren beleer denne Imagination, men siger derhos, at, naar man vil dreye Prophetierne, kand man finde alting derudi, og at man maatte giøre ligesaa ved den 22 Psalme, for derudi at finde Messiam. Man seer heraf denne Rabbiners Dristighed, til hvilken Opponentium Svaghed og U-kyndighed har givet Anledning: Thi Psalmerne og Propheterne ere saa klare, at de gamle Jøder selv have tilstaaet,
(a)Hieron. à Sancta Fide contra Judæos.
|866at de sigtede paa Messiam, og at de yngre Rabbiner ikke have kundet reede sig ud deraf, uden ved at fingere en dobbelt Christum. Det er ellers u-vist, hvorledes denne Conference løb af, efterdi Acterne ere borte. (a) Hvad som ellers styrkede de tvende Anti-Pavers Sager var, at den Misfornøyelse med Alexandri V. Regiering.nysudvaldte Pave Alexander V holdt intet af hvad han havde lovet, angaaende Kirkens Reformation, men lod sig gandske regiere af ovenmeldte Cardinal Balthasar Cozza, saa at man ikke var fornøyed med hans Opførsel. Hans største Fiende var Keyser Rupert og Ladislaus, Kongen af Napoli. Den første ophidsedes heftigen imod ham, efterdi han gav den afsatte Venceslao Titel af Romersk Konge, hvorudover han over heele Tydskland søgte at hindre, at han ingensteds skulde erkiendes for retmæssig Pave. Den anden nemlig, Ladislaus, som stedse havde holdet Gregorii XII Parti, havde bemægtiget sig Rom og den største Deel af Pavens Lande. Ham lod Alexander excommunicere, og endeligen drev ham ud af Kirkens Gods igien. Dette opvakte ogsaa ikke liden Kaaldsindighed hos hans forrige Venner, at han understoed sig at giøre en fuldkommen Decision udi den langvarige Tvistighed, som i mange Pavers Tiid havde varet angaaende Dominicanernes og andre Tigger-Munkes Frihed at betiene Folk udi Skrifte-Stoelen. Derom er tilforn intet mældet, hvorfore jeg det her paa eengang vil anføre.
Han deciderer udi den langvarige Tvistighed angaaende Dominicanernes Prætension at betiene Skrifte-Stoelen.Det Lateranensiske Concilium af 1215 under Innocentio III havde befalet, at alle, som havde naaet skiønsom Alder, skulde trende gange, eller i det ringeste eengang om Aaret, ved Paaske-Tider, communicere og bekiende deres Synder for deres egne Sogne-Præste; Og maatte ingen betiene sig af nogen fremmed Skrifte-Fader, uden ved den rette Sogne-Præstes Tilladelse. Udi denne Canon giorde Pave Gregorius IX det første Skaar, i det han 1227 authoriserede Dominicaner-Munkene, hvis Orden nyeligen var stifted, at betiene Skrifte-Stoelen, dog saaledes, at det skulde være paa de Steder, hvor de gemeenligen prædikede.
(a)Banage Hist. des Juifs Lib. 9. Cap. 24.
|867Over denne Tilladelse formaliserede Præsterne sig overalt, saasom de meenede Skrifte-Stoelens Forretning dem alleene at tilkomme, og derforuden holdte for, at der vilde gives Anledning til stor Efterladenhed, hvis enhver maatte skrifte hvor han vilde. Af de efterfølgende Paver indskrænkede nogle meere, andre mindre denne Bevilling, saa at alting var herudi satt paa Skruer, indtil denne Alexander V ved sin Bulle, datered den 12 October 1409, fuldkommeligen authoriserede Tigger-Munkene udi saadanne Forrettninger. Dette Foretagende opvakte allevegne stor Koldsindighed mod Paven, sær udi Frankrig, hvor det Parisiske Universitet kom udi saadan Bevægelse, at Dominicanerne og Carmeliterne turde ikke føre sig Pavens Bulle til Nytte, og sagde, at den var kommen ud mod deres Vidende. De andre Tigger-Munke derimod, sær Franciscanerne, exeqverede denne Bevilning med saadan Hofmod og Dristighed, at Kongen, efter Universitetets Begiering, maatte lade opslaae paa Kloster-Portene, at Sogne-Præstene, under Straf at miste deres Indkomster, ikke maatte tillade Franciscaner- og Augustiner-Munke at prædike og skrifte udi deres Kirker. (a) Universitetets Cantzler, Gerson, fik ogsaa Befalning, at igiendrive Pavens Bulle, og findes den Latinske Prædiken, som han derudover holdt, endnu blant hans Skrifter. (b) Ved dette og andet recommenderede Pave Alexander sig ikke meget, helst saasom man vidste, at han gandske lod sig regiere af Balthasar Cozza, saa at man holdt for, at hvis han havde regieret længer, havde han blevet ligesaa skadelig for Christendommen, som hans Formænd. Bemeldte Balthasar Cozza forsømmede da ikke at betiene sig af den Faveur, han stoed udi, for at erhverve sig et stort Anhang, saa at, om det Romerske Sæde blev ledigt igien, han kunde være forvissed om de fleeste Stemmer, hvilket ogsaa skeede, da 1410Pave Alexander kort derefter, nemlig 1410 ved Døden afgik. Nogle Skribentere, som levede paa de Tider, vidne, at
(a)Du Boulay Hist. Univ. Par. Tom. 5. pag. 200.
(b)Sermo Gers. contra Bull. apud l’ Enfant Hist. Conc. Pis. Lib. 3. pag. 317.
|868der da var et almindeligt Rygte, at han af Balthasar Cozza blev ombragt ved en forgifted Clysteer. (a) Vist nok er det, at dette var een af de Hoved-Beskyldninger, som giortes siden mod ham paa det Costnitzske Concilio. Han lod sig kalde Johannes XXIII.
Johannes XXIII Pave.Denne Johannes XXIII er een af de merkværdigste Paver. Den samme var af Fødsel en Neapolitansk Edelmand. Han begav sig betimeligen udi den geistlige Orden, og u-anseed denne Stand bortdrev en stor Deel af sin Ungdom, med at agere Fribytter (b) til Søes. Da han var kied af dette Handverk, reisede han til Universitetet af Bologna, for at studere, og der blev creered Doctor Juris. Udi Pave Bonifacii Tiid kom han til Rom, og kunde man da allereede merke, at han gik frugtsommelig med Pave-Tanker; Thi, da han paa Reisen til Rom blev adspurt, hvor han agtede sig hen, svarede han: Til den Pavelige Værdighed, (c) han blev først giort til Geheime Hans Historie og Opkomst.Camerarius, og var det i den Qualitet, som han lod sig bruge til at selge Indulgencer, saavel i Tydskland som de Nordiske Lande, saa at han samlede saa mange Penge, at han kunde tilkiøbe sig den Cardinals Værdighed, som han erholdt 1402. Udi Pave Alexandri V Tiid gik alting igiennem hans Hoved; Thi han var en forslagen Mand i verdslige Sager, men havde kun liden Kundskab i Theologie, hvilket hans egen Secretair, Leonard d’ Arrezzo vidner. (d) Efter Alexandri Død stillede han sig an, som han ingen Lyst havde til at blive Pave; Men just det samme befodrede des hastigere hans Vall, saa at der var ingen som satt sig derimod, undtagen Cardinalen af BourdeauxBourdeaux]Bourdeaux] A; Bordeaux SS Bourdeaux] A; Bordeaux SS . Dog vidner en Autor, som levede paa samme Tiid, at der var Tvistighed om Vallet, og at Cardinalerne derfor adresserede sig til ham med Begiering, at han vilde
(a)Dugloss. Hist. Polon. Tom. 1. Lib. 11.
(b)Theod. Niem. vita Joh. XXIII.
(c)Plat. in Joh. XXIII: ad Pontificatum.
(d)Leonard. d’ Arrezzo Hist. Ital.
|869nævne en Pave. Cozza sagde da: Giver mig St. Peders Kaabe, saa skal jeg dermed beklæde den, som skal være vor Pave. Men, da han fik Kaaben, lagde han den paa sine egne Achsle og sagde: Jeg er eders Pave, og blev Tre Maader at udvælge Paver paa.det saa derved. (a) Man meener, at dette har været Aarsagen, at man ikke meer vælger Paver ved Compromiss; Thi man betienede sig ellers af 3 slags Maader, een som kaldtes ved Inspiration, nemlig naar alle Cardinalerne, uden at have forhen overlagt Vallet, eendrægteligen nævne en Pave. Den anden Maade er Scrutinium, det er, ved at give deres Vota. Og den 3die ved Compromiss, saaledes, at de overdroge Vallet til een alleene, og samtykke den samme han nævner; (b) Hvilket siges, at være skeed ved denne Paves Vall. Platina vidner ellers, at han udi Bologna, hvor Vallet skeede, og hvor han selv var Legat, havde alting ladet besætte med bevæbnede Folk, hvorudover, hvis det sig saa forholdt, kand hans Vall ikke henføres til nogen af de 3 omtalte Maader; Men man kand sige, at han blev Pave med Kaarden i Haanden. (c) Dette har ogsaa meest Rimelighed, saasom det passede sig paa hans Levnet, hvilket hidindtil havde været heel militarisk.
Han creerede strax paa eengang 14 Cardinaler, for derved at bestyrke sig mod sine Rivaler, som endda havde stort Tilhang. Gregorius var under Kong Ladislai Beskyttelse udi Gaëta, og der excommunicerede Johannem, hvilken paa sin Side betalte ham med samme Mynt, sættende baade ham og hans Skydsherre udi Kirkens Band. Den Protection, som Gregorius nød af Ladislao, varede dog ikke længe; Thi den nye Pave søgte strax Leilighed til at forlige sig med Kongen; og, da han saadant havde udvirket, dristede Gregorius sig ikke til at blive længer i hans Land, og derfor tog Flugten fra Gaëta. Begyndelsen af Johannis XXIII Regimente var saaledes temmelig lykkelig: Thi han var erkiendt
(a)Apud l’ Enfant Hist. de Concil. de Pise Lib. 4. pag. 4.
(b)Institut. Juris Can. Tit. 6.
(c)Plat. in Joh. XXIII.
|870for Pave i den største Deel af Europa. Benedictus havde allene Spanien og Skottland paa sin Side; og Gregorius, som efter sin Flugt havde indsluttet sig i Rimini, var allene understøtted af Keyser Rupert og nogle faa Stæder udi Italien og Tydskland. Men, som samme Keyser døde kort efter Pave Johannis Vall, mistede ikke allene Gregorius sin eeneste Patron, men fik en Fiende udi den nye Keyser Sigismundo, hvilken favoriserede Pave Johanni, efterdi Sigismundus Keyser.han havde befodret hans Promotion til den Keyserlige Krone. Denne Promotion skeede saaledes: Keyser Rupert døde 1410, efterat han havde regieret 10 Aar som Keyser og tvende Aar, som Churførste af Pfaltz allene. Medens han endda var Churførste, stiftede han det bekiendte Universitet til Heidelberg efter det Parisiske Universitets Modele. Han var en fredelig Herre, og regierede stedse udi Roelighed, naar man allene undtager nogle Italienske Tog, som løbe u-lykkeligen af for ham. Han plejede at sige, at den som fører Kriig, fisker med en Guld-Angel, hvis Forliis kand ikke erstattes med den beste Fiske-Dræt (a). Efter hans Død udvalte nogle af Førsterne Jodocum, Margreven af Moravien og Brandenburg; Andre derimod Sigismundum, Kongen af Ungarn, hvilken ved den førstes Død, som skeede kort derefter, blev af alle antagen til Romersk Konge. Den Bøhmiske Skribent Dubravius fortæller, at, da han tilligemed de andre Chur-Førster skulde votere om et Keyser-Vall, sagde han: Jeg kiender ingen beqvemmere end mig selv til at forestaae Regimentet udi slige vanskelige Tiider. Hvilken Fripostighed blev med Admiration optagen af de andre Chur-Førster, saa at de alle voterede paa ham (b). Denne Sigismundus er een af de anseeligste Keysere, Tydskland nogen Tiid haver haft, saavel i Henseende til hans u-gemeene Lærdom og andre Qvaliteter, som i Henseende til de vigtige Ting, han foretog og fuldførte i Kirke-Sager. Han saae i Begyndelsen af hans Regiering, at der behøvedes kraftigere Remedia, end der hidindtil
(a)Daniel Parej Hist. palat. lib. 4. Sect. 3.
(b)Dubrav. Hist. Bohemiæ lib. 23. pag. 621.
|871havde været brugte, til at hæve den Forvirrelse Kirken og Staten var bragt udi. Christendommen Europæ Geistlige og Verdslige Tilstand. havde hart ad i 40 Aar været adsplidet formedelst Anti-Pavernes Factioner. Enhver gav sig ud for at være rettmæßig Pave, excommunicerede hinanden indbyrdes tilligemed de Potentater og Riger, som toge deres Modstanderes Parti. Ungarn var imidlertiid bleven til Rov og Bytte for Tyrkerne, og Bøhmen var formedelst Religions-Tvistighed bragt i yderste Forvirrelse. Men det meste var Christendommens fordervede Tilstand og Geistlighedens u-ordentlige Levnet, hvorpaa anføres utallige store Exempler, blant andre dette, at der fandtes paa samme Tiid Bisper, som aldrig havde været ordinerede, saasom Wilhelmus de Deys, der havde været Bisp i Strasborg 18 Aar, skiønt han ikke havde været vied; item en anden af Paderborn, der ogsaa havde siddet i 10 Aar uden Ordination; Thi Geistlige Embeder bleve bortgivne til de Meest-bydende, og havde Pave Johannes XXIII foregaaet andre med onde Exempler. Der fortælles om en Biskop af Hildesheim, hvilken, da han strax efter sin Promotion spurdte, hvor hans Formænds Bibliothec var, førte man ham til Rustkammeret, hvor adskillige Gevæhr laae forvarede, og sagde derhos: Disse ere de Bøger, som Eders Formænd have studeret udi; Efterfølger deres Exempel, og forsvarer Eders Kirke paa samme Maade mod eders Naboer (a). Jeg har viiset udi Historien, at adskillige Umyndige, ja Børn, undertiden finge Geistlige Embeder. Og maa det være for at hindre saadan Misbrug, at Clemens V har foresatt visse Aar, saasom 18 Aar for en Subdiacono, 20 for en Diacono, og 25 for en Præst (b). Men det synes, at de Geistlige ikke studerede udi andre Capitler af Jure Canonico end dem, som handlede om deres Høyheder og Indkomster, og lode de gode Ting, som derudi findes, være sig u-efterrettlige.
(a)Chron. Episcop. Hildesh. apud Leibnitz. Script. Brunsvig. Tom. 2.
(b)Clementin. lib. 1. tit. 6. cap. 3. In 18 anno ad Subdiaconatum, in 20 ad Diaconatum, in 25 ad Presbyterium qvis potest libere promoveri.
|872For at hæve disse og andre U-leiligheder, holdt Keyseren fornødent at sammenkalde et almindeligt Concilium, og derom lod Pave Johannem ved et Gesantskab anmode, hvorvel de fornemste Lærere paa de Tider holdte fore, at Keyseren af egen Myndighed udi denne Tilstand saadant kunde foretage (a), helst, saasom man da paastoed saavel Pavernes som Kirkens Reformation. Paven, endskiønt han ingen Lyst havde dertil, kunde han dog ikke undslaae sig derfor, men tog venligen imod de Keyserlige Gesantere, og foreenede sig med dem saaledes, at den Stad Costnitz dertil skulde udvælges. Blant andre Aarsager, hvorfor Paven beqvemmede sig hertil, var denne, at han stoelede paa, den Neapolitanske Konge Ladislaus skulde søge at hindre saadant Concilii Fremgang. Men, som samme Ladislaus just paa den Tiid afgik, begyndte Paven at vakle, og blev i sær Tvil-raadig, om han Personligen skulde møde til Costnitz eller ey. En Deel af hans Venner raadede ham derfra, sigende, at han vilde gaae derhen som Pave, men tilbage igien, som en Privat-Person, men de fleeste Cardinaler raadede ham dertil, og fuldte han omsider deres Raad, skiønt ikke uden fuld af Frygt og Bekymring.
1414Det Costnitzske Concilium, som havde sin Begyndelse Aar 1414 er eet af de Navn-kundigste og vigtigste, som nogen Tiid er holdet, og det saavel i Henseende til Det store Costnitzske Concilium.de store Ting, som der bleve foretagne, som i Henseende til den store Mængde, som bivaanede det samme; Thi der var fast intet Rige, Republiqve eller Stat, ja fast ingen Stad eller Societet i Europa, som jo der havde sine Gesantere og Deputerede; Man saae en Liste paa 30 Cardinaler, 3 til 4 Patriarcher, 20 Erke-Bisper, 150 Bisper, over 100 Abbeder, 150 andre Prælater foruden en stor Mængde Secretaires, og andre Betiente og over 200 Doctores. Af Verdslige Stænder vare foruden Keyser Sigismundus, IV Churførster og en stor Mængde af andre Førster, Grever og Baroner. Hvor overmaade stort det heele Tall har været, sees af dem, som vare
(a)Theodor. de Niem de Schism. lib. 3.
|873der allene for at gaae Concilio til Haande; Thi M. L’ Enfant giver af det Breslauske Manuscript en Liste paa 48 Guldsmede med deres Geseller, 450 Kiøbmænd med deres Svenne, 122 Skoemagere, 222 Skoeflikkere, 300 Kroemænd og Spiiseværte, 70 Banqviers og Vexelerere (Campsores de florenis), 65 Apothekere, 336 Barberere, Dets Talriighed.og 718 Skiøger (a) hvilket sidste viiser, at dette Concilium ikke gandske var indrettet efter det Concilii Modele, som blev holdet til Jerusalem i Apostlernes Tiider. Kort at sige, dette Costnitzske Concilium befattede alt hvad Europa kunde bringe til Veye, saavel af Gott som Ont. Hvad ellers Personernes Qvalitet angaaer, da giør en Deel Skribentere stort deraf, og tale prægtigen om de da nærværende Prælaters Forstand og Lærdom, andre derimod holde for, at der har regieret den tykkeste Vankundighed, hvilket er rimeligere, om man ellers skal troe visse Historier, som fortælles om een og anden af samme Concilii Fædre, og af hvilke denne efterfølgende fortiener at anføres. Thierry Brichman, Abbeden af St. Michaël, kom formedelst den Habilitet, hvormed han ved Concilii Aabning forrettede Messen, udi saadan Anseelse, at een af Cardinalerne giorde sig Umage for at blive kiendt med ham, og derfor tiltalede ham paa Latin. Abbeden, som ikke forstoed et Ord deraf, raadførede sig med sin Capellan, hvad han dertil skulde svare, hvilken bad ham opregne nogle af de Landsbyer eller Slotte, som vare nær ved Hildesheim. Abbeden svarede derpaa strax Cardinalen saaledes: Sturwolt, Hase, Gisen, Voersche, Bavenstede, Drispenstede, Itzem, hvilket Cardinalen tog an for at være Grædsk, undskyldte sig, at hans Lærdom gik ikke saa vit, og forlod Abbeden med største Respect. (b)
Pave Joh. reisede didhen med Frygt.Pave Johannes XXIII gav sig paa Veyen didhen den 1 Octobr. 1414, førende med sig en stor Mængde af Guld og Juveeler, for derved at giøre sig Venner. Thi som han giorde ikke denne Reise med en god Villie, saa forsømmede han ikke at bruge
(a)L’ Enfant præf. ad Hist.
(b)Vid. Meibom. rerum Germ. Tom. 2. pag. 523.
|874alle muelige Præcautioner for sin Sikkerhed, i fald Sagerne skulde ikke gaae ham efter Ønske. Der fortælles, at da han havde passeret Trient, sagde een af hans Hof-Narre til ham: Padre Santo (a) chi passa Trenta perde; Og, da han selv kom Staden Costnitz saa nær, at han kunde see den, sagde han: Nu seer jeg Graven, hvorudi man fanger Ræve. Da han passerede igiennem Tyrol, sluttede han en Alliance med Friderich, Hertugen af Østerrige, hvilken samme Land tilhørede, og betingede sig hans Beskyttelse. Han stipulerede sig og visse Sikkerheds Conditioner af Keyseren, og endeligen, efterat alle Præcautioner vare tagne, giorde den 28 Octobr. sit Indtog udi Costnitz, geleided af 9 Cardinaler og en anseelig Hob af andre Geistlige. Det heele forsamlede Clericie, tilligemed Stadens Øvrighed, gik ham i møde, og bar Sacramentet for ham, da han passerede igiennem Staden.
Saasom nu dette Concilium blev holdet, eendeel for at giøre en Ende paa det Joh. Hus stævnes til Costnitz.langvarige Schisma, som Kirken havde været plaged med, eendeel ogsaa, for at udrødde den Husitiske Lærdom, som havde satt heele Bøhmen i Bevægelse, havde man strax stævnet Joh. Hus, at møde til Costnitz, for at svare for sig. Førend jeg taler om hans Ankomst og den store Tragœdie, som blev spilled med ham, vill jeg melde noget om hans Lærdoms videre Fremgang. Jeg har tilforn talet om denne Mands Oprindelse, og viset, udi hvilken Reputation han havde satt sig formedelst sine dristige Prædikener, som han holdt udi den bekiendte Kirke af Bethlehem. Den Yndest, som Continuation af samme Mands Historie.han derved vandt, authoriserede ham til, uden Skye at tale mod den Romerske Kirkes Misbruge og Geistlighedens u-ordentlige Levnet. Dog gik han i Begyndelsen varligen frem, saa at hans Lærdom giorde ingen Allarm, førend udi det Aar 1409, da han offentligen erklærede sig mod begge Paver, nemlig Benedictum XIII og Gregorium XII og raadede Bøhmerne til at slaae sig til dem, som
(a)Dugloss. Hist. Polon.
|875havde foreenet sig om at sammenkalde et Concilium. Dette kunde Sbynko, Erke-Bispen af Prag, som var Gregorio tilgedan, ikke taale, hvorudover han fulminerede mod det heele Universitet, sær mod Johan Hus, hvilken han forbød at forrette nogen geistlig Function udi hans Stift. Men dette bandt ikke Munden til paa Hus: Tvertimod, han fordobblede sine Censurer, og, da han var bleven Rector ved Universitetet, rosede han offentligen Wiclef udi Wiclefs Bøger brændes.sine Lectionibus, og afmalede ham som en Helgen. Da dette kom den nye Pave Alexander V for Ørene, befoel han Erke-Bisp Sbynko, i tide at sætte sig imod denne Lærdom, og lod da bemeldte Erke-Bisp 1410 brænde alle Wiclefs Bøger.
Den efterfølgende Pave Johannes XXIII lod Hus citere til sit Hoff, som da holdtes til Bologna. Men Kongen af Bøhmen saavel, som den Bøhmiske Adel og Universitet affærdigede Gesantere, for at bede Paven om, at Hus maatte dispenseres for at møde, saasom han var citered paa falske Beskyldninger. Ja Erke-Bispen selv maatte, efter Kongens Befalning, anholde om det samme. Dog skikkede Hus Fuldmægtige til det Pavelige Hoff, men de samme bleve efter lang Ophold fængslede og ilde medhandlede. Ja Hus blev kort derefter excommunicered, Hvorudover han appellerede fra Paven til GUd og det forestaaende Concilium, og blev stedse ved at prædike som tilforn. Dette varede indtil den nye Erke-Bisp, Conrad, (a) forbød ham Hans Forsvars-Skrift.igien at prædike udi Prag, hvorudover han retirerede sig til sit Føde-Stæd, og fra den Tiid, indtil det Costnitzske Concilium, lod udgaae adskillige Skrifter til sin Lærdoms Forsvar, blant andet et lidet Skrift, som han lod opslaae paa Capellet af Bethlehem, indeholdende 6 Vildfarelser, hvoraf den første angik
(a)Imellem Sbynko og denne Conrad var en Erke-Bisp, ved Navn Albicus, hvilken var et Monstrum af Gierrighed. Han bar selv sine Kielder-Nøgle hos sig, og sagde, at det behageligste Lyd han hørte, var, naar nogen gnavede Been, og kunde han ikke lide Heste, efterdi de aade den heele Natt. Han soldte Erke-Bispedommet til Conrad.
|876Præsterne, som rosede sig deraf, at de udi Messen kunde af Brød giøre Christi Legem. Den anden bestoed derudi, at man sagde: Jeg troer paa Paven, paa Helgene, Jomfrue Maria &c. Den 3die var, at Præsterne sagde sig at kunne forlade hvilke Synder de vilde. 4) At man maa adlyde Kirkens Forstandere i alt hvad de befale. 5) At Kirkens Band besværger alle dem, som den gives imod, enten de forskylde det eller ey. Den siette var Simonie, hvorfor han beskyldte den største Deel af Geistligheden; Og, som dette alleene angik dem, blev det med stor Behag antaget og læset af de andre Stænder, saa at hans Prædikener havde ligesaa stor Virkning uden for Prag, som da han offentligen læsede Huses merkelige Samtale med en gammel Mand.paa Universitetet. Medens han saaledes prædikede paa Landet, vederfoer ham noget, som jeg her ikke kand forbigaae at indføre: En gammel Mand spurte ham engang, om han havde seet Paven og Cardinalerne, som han saa heftigen prædikede imod? Hus svarede dertil: Jeg har hverken seet eller skiøtter om at see dem. Den Gamle sagde da: Hvorfor taler I da saa ilde om Folk, som I ikke har seet: Jeg har seet dem, og befundet, at de ere skikkelige og Gudfrygtige Mænd. Hus svarede ham: Efterdi I finder saadan Behag udi dem, hvorfore reiser I da ikke til Rom og forbliver der stedse? Den Gamle sagde da: Jeg er for gammel for at giøre saadan Reise, reiser I derhen, som er ung, og siger dem i deres Øyen, hvad I her taler paa deres Bag. Joh. Hus studsede derved, saa at en Bøhmisk Hus citeres at møde for Concilio.Herre, som var hans Beskytter, befoel den gamle Mand at tie. (a) Hus blev ellers paa samme Tiid heftig anfægted af en Engelænder, ved Navn Stokes; Men han besvarede ham saavel som andre med stor Fynd. Bøhmen blev saaledes bragt i fuld Bevægelse, hvorudover, saasom det Costnitzske Concilium var berammet, man fandt raadeligt, at lade Hus didhen citere. Han lod sig og ikke finde u-villig dertil. Dog,
(a)L’Enfant Hist. du Concil. de Pise l. 5. pag. 73.
|877førend han begav sig paa Veyen, tog han adskillige Præcautioner til sin Sikkerhed, og forsynede sig først med Vidnesbyrd om sin Lærdom. Derefter lod han opslaae Skrifter paa alle Kirke-Porter udi Prag, tilkiende givende sin Reise, og inviterende alle at komme til Costnitz, for at være Vidner, enten til hans U-skyldighed eller til falsk Lærdoms Overbeviselse. Ligeledes giorde han og overalt paa Reisen, hvor han kom.
Reisen gik for sig den 11 Octobr. 1414 nogle Dage førend han fik af Keyseren Skyds-Brev og frit Leide. At han dog selv har haft slette Tanker om Sagens Udfald, sees blant andet af et Brev, som han strax efter sin Bortreise tilskrev en Præst, ved Navn Martino, hvorudi han giør et Slags Testamente og Bekiendelse, og blant andre Synder, for hvilke han beder GUd om Forladelse, bevidner sin Fortrydelse derover, at han havde bortdrevet megen Tiid med Skak-Spill, førend han blev Præst, Hans Ankomst til Costnitz.item at han havde ivret sig udi saadant Spill; Og kand dette tiene til et synderligt Beviis paa hans uskyldige Levnet. Saa snart han var kommen til Costnitz, lod han Paven tilkiendegive sin Ankomst ved tvende Bøhmiske Herrer, nemlig Johan Chlum og Henric Latzenbock. De samme gave Paven tilligemed tilkiende, at Hus var forsyned med et frit Leide af Keyser Sigismundo, og bade, at hans Pavelige Hellighed vilde holde Haand over det samme; Hvortil Paven svarede, at om Joh. Hus end havde omkommet hans egen Broder, vilde han dog hindre, at ham intet Ont skulde tilføyes, saalænge som han var udi Costnitz. Han levede ogsaa nogle Dage udi fuldkommen Frihed.
Concilium blev med stor Høytidelighed aabned udi Begyndelsen af Novembr. i dette Aar. Udi Begyndelsen var Tallet ikkun maadeligt, men det formeerede sig efter Haanden, og tog man sig da strax for at examinere Huses Lærdom. Han blev udi en Congregation, som den 28 Novembr. holdtes hos Paven, stævned til at møde. Men Hus veigrede sig i Begyndelsen derfor, sigende, at han var kommen til Costnitz, for at agere sin |878Sag for det heele Concilium, ikke for Paven og nogle Cardinaler allene. Dog beqvemmede han sig omsider dertil, og lod sig indfinde geleided af ovenmældte Hans første Examen.Joh. Chlum, hans oprigtige Ven, der aldrig forlod ham. Han blev da tilspurdt, om han tilstoed de Ting, som han var beskyldet for, hvortil han svarede, at han gierne vilde underkaste sig Livs Straff, hvis nogen kunde overbeviise ham falsk Lærdom, saa at Forsamlingen syntes at være fornøyed med det Svar, og lod ham for denne gang gaae. Men kort derefter kom Bud fra Paven, som gav tilkiende, at man havde Ordre til at anholde Hus, men at Joh. Chlum kunde retirere sig. Chlum protesterede heftigen imod dette Foretagende, og fremviisede Keyser Sigismundi Leide-Brev (a). Men Ordren blev efterleved, og Paven, for ikke at støde Keyseren for Hovedet, foregav, Han arresteres.at det var skeed af Cardinalerne i hans Fraværelse. Hus blev satt i Forvaring i Dominicanernes Kloster, hvor han faldt udi en farlig Sygdom, og er det merkeligt, at Paven da skikkede ham sine egne Liv-Medicos, skiønt det er troeligt, at saadant skeede ikke af Affection, men for at hindre, at han ikke skulde døe en Naturlig Død.
Derpaa begyndte hans Proces. Michaël de Causis, hans store Modstander, overleverede da Paven 8 Artikle, hvorudi han paastod at være falsk Lærdom, og derforuden beskyldte Hus for at være Aarsag til all den Forvirrelse, som det Kongerige Bøhmen var bragt udi; Hvorudover Paven beskikkede 3 Commissarier for at examinere Sagen. Hus forlangede da en Advocat, efterdi han selv var svag; Men det blev ham afslaget, under Prætext, at det var ikke tilladt at forsvare nogen, som var mistænkt for falsk Lærdom. Imidlertiid havde Johan Chlum insinuered Keyseren et Keyseren protesterer derimod.Skrift, hvorudi han besværger sig over det, som var vederfaret mod giorte Løfter og skriftlige Forsikkringer. Keyseren blev derover saa fortørned, at han strax gav Ordre til sine Ge-
(a)L’Enfant Hist. du conc. de Constance lib. 1. hvor Leide-Brevet er indført.
|879santere at paastaae den Fangnes Befrielse. Chlum lod ogsaa udgaae et Manifest paa Latin og Tydsk, hvorudi han afmalede Pavens u-rettfærdige Foretagende mod Hus, og lod samme Manifest opslaae paa alle Kirke-Dørre udi Costnitz. Men det var altsammen uden Virkning, og lod Keyseren sig siden overtale til at lade Tingen blive derved, og maatte det da heede, at han ikke var berettiged til at give nogen Kietter Skyds-Brev. Ja, naar man vil holde for, at den Canoniske Rett er grundet paa Billighed og GUds Ord, saa kand man sige, at Keyserens Skyds-Brev var i sig selv u-gyldig, og at Hus havde giort bedre at blive hiemme, end at forlade sig paa et Løfte, som udi den Pavelige Rett giøres til intet, hvilket viises af det Capitul, som er indført udi Greg. IX Decret; Hvor man seer, at ingen kand forbinde sig til en Kietter, saa at man deraf kunde slutte, at en Orthodox Debitor var end ikke forbundet at betale en Kietter sin Gield (a).
Da Keyseren Personligen var kommen til Modet tilligemed de tvende Anti-Pavers Gesantere, som man længe havde biet efter, tog man sig for i Begyndelsen af efterfølgende Aar at arbeide paa Kirkens Foreening. Den fornuftigste Part af Concilio holdt da for, at der var intet andet Middel til Fred, end at alle 3 Paver giorde Afstaaelse. Gregorius bød sig selv frivillig dertil, og Keyseren paatog sig at giøre en Reise til Spanien, for at bevæge Benedictum dertil. Det vanskeligste var at bringe Johannem XXIII paa saadanne Tanker; Thi han var eengang af Concilio selv bleven anHandel om alle 3 Pavers Afstaaelse.seed som rettmæßig Pave, og man frygtede, at, dersom man ikke gik varligen frem, han vilde finde Leilighed til at give Concilio Afskeed. Udi denne Tilstand forfærdigede Cardinalen af Cambray et Skrift, hvorudi han gav tilkiende, at der var intet Middel til Kirkens Fred uden alle 3 Pavers Afstaaelse, og at jo større Aarsag Pave Johannes havde til
(a)Decret. Greg. l. 5. tit. 7. cap. 16. Liberantur ab omni obligatione, qvi hæreticis tenentur adstricti.
|880at troe at han var rettmæßig Pave, jo meere var han forbunden til at antage saadant Middel. Endeligen sagde han, at, dersom bemældte Pave veigrede sig derfor, kunde Concilium tvinge ham dertil. Pave Johannis Tilhængere arbeidede strax paa at igiendrive dette, som et forargeligt Skrift, men Cardinalen blev ved sin Meening, og fik Bifald af de fleeste og fornuftigste.
Saasom Pave Johannes nu merkede, at, naar Concilium kom til at votere, han vilde staae høy Fare, arbeidede han paa en subtil Maade at bestyrke sig, først ved at giøre saadan Proposition, at ingen skulde have Rett til at votere uden Cardinaler, Erke-Bisper, Bisper, Abbeder og andre Prælater, og at de Verdslige Stænder, sampt Doctores maatte udelukkes; Thi, som de sidste vare udi stor Mængde, og ham mindst bevaagne, haabede han ved deres Exclusion dis lettere at kunne erhverve sig de fleeste Stemmer. Men de fleeste af Cardinalerne satte sig derimod, saa at dette første Anslag ingen Fremgang havde. Det andet Forslag han giorde, var, at det var best at votere ved Personer, og ikke ved Nationer, saasom han meenede, det var ham lettere at vinde Personerne i sær, end dem, som vare deputerede og befuldmægtigede af heele Nationer; men dette fandt ey heller noget Bifald, saa at det i alting saae sort ud for den gode Pave. Paa samme Tiid blev ogsaa hemmeligen præsentered et Skrift, indeholdende en Optegnelse paa adskillige Beskyldninger mod ham, og, saasom een Deel af disse Beskyldninger vare saa klare, at han ikke kunde nægte dem, fandt hans Venner for gott at overtale ham til en frivillig Afstaaelse, paa det at saadanne forargelige Ting ikke skulde komme for Lyset, hvortil han ogsaa beqvemmede sig. Men, som denne Afstaaelse var ikke saaledes indretted, som Concilium kunde være fornøyed med, forfattede man en anden Formular, som blev Paven præsentered den 18 Febr. 1415 1415. Og det paa samme Dag, som det Parisiske Universitets Deputerede ankomme tilligemed dets Cantzler Joh. Gerson.Joh. Gerson, hvilken siden blev ligesom Siælen udi dette Concilium, i Henseende til hans Forstand, Ærlighed, Dristighed og Iver, hvormed han |881distinguerede sig blant alle saa, at hans Ankomst kunde ikke være Paven meget behagelig, helst saasom ingen paa de Tiider drev meere paa Reformation og Kirkens Foreening.
Pave Joh. beqvemmer sig til Afstaaelse.Den omtalte Cessions-Formular blev udi Keyserens og de Fornemstes Nærværelse overlevered Paven ved Patriarchen af Antiochia (a). Paven tog strax imod den, og derved opvakte en almindelig Glæde og Fornøyelse, saa at Keyseren med de andre aflagde Taksigelse til ham, og Te DEum blev siungen. Derpaa blev holden den anden almindelige Session, hvorudi han med Eed bekræftede det samme, og paa nye igien blev takked af Keyseren. Men den gode Forstaaelse, som da syntes at være imellem ham og Sigismundum, varede ikke længe; Thi, saasom Paven eengang paa Concilio var erkiendt for retmæssig Pave, og han havde ikke lovet denne Afstaaelse uden med den Condition, at de tvende Anti-Paver skulde beqvemme sig først dertil, saa prætenderede han Rett til at præsidere udi alle publique Sessioner. Men dette var Keyseren og Concilium ikke fornøyed med, hvorudover de dreve paa, at hans Løfte strax maatte fuldbyrdes. Han blev i Begyndelsen derover saa ophidsed, at han med haarde Ord drev dem tilbage, som giorde denne Proposition, dog, saasom Keyseren tog sig Sagen med Iver an, beqvemmede han sig omsider dertil, og udstædede en Cessions-Bulle. Herved syntes nu den største Knude at være løsed; Men, saasom alt hvad Paven herudi havde giort, var skeed af Frygt, og ligesom med Svøben over Hovedet, saa pønsede han fra den Tiid paa en hemmelig Flugt, hvilken ogsaa skeede paa en Fest-Dag den Hans Flugt.20 Martii, og det besynderligen, ved Friderici, Hertugen af Østerrige Hielp, om hvis Venskab han i saadan Fald havde forsikret sig.
Det er fast ikke at beskrive, hvilken Forskrækkelse denne Flugt foraarsagede. Den Forhaabning man havde giort sig om Kirkens Reformation, blev derved til intet, og, saasom ingen ventede, at Concilium skulde uden Pave continuere, lavede enhver
(a)L’Enfant tom. 1. pag. 113. Hvor Formularen er indført.
|882sig til Hiem-Reisen, og Kiøbmændene lukkede deres Boder til, af Frygt for udi denne Forvirrelse at blive plyndrede. Men Keyser Sigismundi Bestandighed stillede strax denne Bevægelse, i det han forsikrede enhver om sin Beskyttelse, og at Concilium, u-anseed denne Hændelse, skulde continuere, og, saasom man ikke tvilede om, at jo Hertug Friderich havde befodret denne Undvigelse, saa blev han strax stævned til at svare for sig. Det var da ved denne Leylighed, at Johan Gerson holdt den bekiendte grundige Tale om almindelige Kirke-Moders Superioritet over Paverne, som endnu findes blant hans Skrifter. Paven derimod forsømmede sig paa sin Side ikke, men Hans Forsvars-Skrift.lod udgaae adskillige Forsvars-Skrifter, besynderligen et vitløftigt, som han skikkede til Frankrig, og som er indført i L’Enfants Historie. (a)
Herpaa bleve holdne adskillige Forsamlinger, for at overlægge, hvad man skulde foretage med den flygtige Pave, og for at examinere de Svar, som han skikkede tilbage ved een og anden, som Concilium affærdigede til ham. Og var dette det fornemste som blev handled om i den 3die almindelige Session, hvorudi man merkede af de Disputer, som da faldte, at Paven havde mange Venner.
Medens dette forhandledes, glemmede man ikke andre Sager, og arbeidede Joh. Huses Commissarier paa, at overtale ham til en Retractation, skiønt forgieves, hvorudover han blev satt under stærk Forvaring paa den Fæstning Gottleben. Nogle Dage Hieronymi Pragensis Ankomst.derefter arriverede til Costnitz den bekiendte Hieronymus Pragensis. Samme Hieronymus var een af Huses stærkeste Tilhængere, og een af de anseeligste lærde Mænd paa de Tider, saa at mange holde for, at han i Lærdom og Subtilitet i at disputere, overgik Hus selv. Da Hus begav sig paa Reisen til Costnitz, opmuntrede han ham til Bestandighed, og lovede, at, hvis han hørte, ham noget Ont vederfoer, vilde han selv komme. Dette
(a)L’Enfant Hist. du Concil. Lib. 2. pag. 135.
|883frygtede Hus for at ville skee, og derfor skrev ham til fra sit Fængsel, raadende ham, ikke at komme didhen. Men Hieronymus vilde efterleve sit Løfte, og kom til Costnitz den 24 April; Men han blev der ikke længe; Thi, da han merkede, at man nægtede Joh. Hus Audience paa Concilio, retirerede han sig hemmeligen derfra til Uberlingen, og derfra affærdigede Skrivelse til Keyseren, og de paa Concilio værende Bøhmiske Herrer, forlangende frit Leyde; Men det blev ham nægted, hvorudover han begav sig paa Hiem-Reisen igien. Kort derefter blev dog af Concilio expedered et Leyde-Brev, men det samme var saaledes forfatted, at Hieronymus kunde ikke være fornøyed dermed, saasom det gav ham Frihed at komme til Costnitz, men ikke at reise derfra igien; Og den Sikkerhed, som ham blev loved, var, saa vit som Retfærdighed og Troens Velfærd vilde tillade. Hieronymus fortsatt derfor sin Han arresteres.Hiem-Reise; Men, som han ideligen paa Veyen declamerede mod Concilium, blev han omsider angiven for Øvrigheden, paa det Sted, hvor han eengang opholdt sig, slutted i Bolt og Jern og bragt til Costnitz.
Medens dette skeede, flygtede Pave Johannes XXIII fra et Sted til et andet, og hans Beskytter, Hertug Friderich, blev erklæred i Rigets Act. Man anvendte alle Midler til at bringe Paven paa rette Vey igien, men forgieves; Hvorfore man omsider lod ham judicaliter citere, og som han ikke mødte, blev han endeligen udi den 10 almindelige Session erklæred for en Simoniacus, en forargelig Synder og Freds Paven suspenderes.Forstørrer, og ved alle Stemmer eendrægteligen suspendered. Efterat dette store Verk var forretted, skreed man til andre Sager, og tog sig for, at examinere den Lærdom om Communionen under begge Species; Thi denne Tvistighed var paa de Tider den allerheftigste, og hvorved heele Bøhmen var bragt i Bevægelse. Den samme kom ogsaa Concilium til at sveede, saasom den Brug, at communicere under een Specie, nemlig Brødet alleene, var nye og imod Christi Indstiftelse, som havde befalet alle, at drikke af Kalken, og ikke Præsterne alleene, som paa nogen Tiid havde været |884Sædvane. Tvistighed om Communionen sub utraq; Specie.En Bøhmer, ved Navn Jacobel, havde frem for andre bemøyet sig med at vise denne Misbrug. Han skulde da igiendrives. Adskillige Skrifter bleve ogsaa forfattede, hvorudi blant andet findes saadanne Argumenter, nemlig: Dersom Christus havde villet, at Læge Folk skulde participere udi Kalken med Apostlerne, havde han uden Tvil invitered til den første Nadvere Jomfru Maria, som var meere værdig dertil, end alle Apostler og Discipler. Han havde ogsaa invitered Verten i Huset, hvor Nadveren holdtes, item, Joseph af Arimathia, Nicodemum og andre, som gemeenligen fuldte ham. Men som dette ikke skeede, slutter en vis Autor, som paa samme Tiid forsvarede denne Meening, deraf, at Kalken var kun alleene for Præsterne, som Apostlernes og Disciplernes Successores. Til den Objection, at alle bydes at drikke, svarer han saaledes: At Christus vilde endda holde gode Miner med Judas, og ikke vilde udelukke ham af Kalkens Deel, paa det at St. Peder og andre ikke skulde merke, at han var en Forræder, og handle ilde med ham. Videre viser han af adskillige Forebildninger i det gamle Testamente, at det hører allene Præsterne til at communicere under begge Species; Thi Melchisedech offrede Brød og Viin, efterdi han var Præst, og Elias aad Brød og drak Vand i samme Qvalitet. Endelig, naar de gamle Kirke-Fædre sige, at Blodet øses i de Troendes Munde, siger han, at derved forstaaes den saa kaldne Concomitantia, at, hvor Legemet er, der er ogsaa Blodet. Ikke at tale om andre Argumenter, der ere ligesaa latterlige og forargelige, og hvis Elendighed bemeldte Jacobel glemmer ikke at vise, skiøndt uden Frugt; Thi de Pavelige stræbede ikke alleene at bestyrke disse oven anførte Bevisligheder, men endog ophittede nye af samme Surdey; Thi man seer, at Johannes af Ragusa siden paa det Baselske Concilio søgte at bevise af de Ord udi HErrens Bøn: Giv os i dag vor daglig Brød, hvorved han sagde Nadverens Brød at forstaaes, at Kalken var ikke fornøden udi Sacramentet, efterdi der siges ikke, giv os vor daglig Brød og Viin, men alleene Brød.
|885Man seer ellers af Historien, at bemældte Jacobel, og een ved Navn Petrus af Dresden, vare de første, som søgte at retablere Kalken i Bøhmen, og at de fare vild, som tillægge saadant Johan Hus, efterdi det passerede udi dette Aar for en nye Meening, da dog Hus havde længe siddet i Fængsel, og udi de Beskyldninger, som giortes mod ham, blev den Artikel ham ikke forekasted (a). Men, endskiøndt Hus ikke directe blev beskyldt for at have prædiket mod dem, som borttage Kalken af den hellige Nadvere, saa seer man dog, at Biskopen af Litomissel anførede det siden for Concilio, som en Suite af hans Lærdom. Efterat Theologi paa Concilio længe havde examineret den Artikel, deciderede de omsider derudi saaledes:
1) JEsus Christus haver efter Nadveren administreret Sacramentet under Concilii Decision derudi.begge Species, nemlig Brød og Viin, 2) ikke dis mindre har dog Kirken fundet for gott ikke at meddeele de troende Sacramentet efter Nadveren, uden i Nøds Fald, 3) omendskiønt den første Christne Kirke haver uddeelt baade Brødet og Viinen, saa har man dog af nødvendige Aarsager beskikked, at Præsterne allene skulde communicere under begge Species, og at Læge Folk skulde ikkun nyde Brødet, 4) denne Skik bør være en Lov, som ingen uden Kirkens Myndighed maa forandre, 5) hvo som laster den samme, bør holdes for at føre falsk Lærdom, 6) ja derfore straffes som Kiettere.6) ja derfore straffes som Kiettere.]6) ja derfore straffes som Kiettere.] ikke uthevet i A B 6) ja derfore straffes som Kiettere.] ikke uthevet i A B Saaledes seer man, at denne Skik ved en offentlig Kirke-Lov blev autorisered, endskiøndt Concilium tilstod, at den var baade mod Christi Stiftelse og den første Kirkes Brug. Og glemte da Jacobel ikke strax at give sine Betænkninger derover.
(a)L’Enfant Hist. du concil. de Constan. lib. 2.
|886Jeronimus Pragensis, efterat han var kommen til Costnitz, som sagt er, blev Hieronimus Pragensis examineres første gang.han den 23 May bragt til Examen. Han blev da blant andre beskyldet af Gerson, som tilforn havde kiendt ham udi Paris, at have scandalisered samme Universitet ved falsk Lærdom, og af en anden Doctor, at han havde foraarsaget samme Forargelse til Prag, hvortil han svarede, at hvad han havde lært, det vilde han staae ved, og hvis man kunde overbeviise ham nogen Vildfarelse, vilde han staae fra sin Meening. Og, da nogle raabte: til Ilden med ham, sagde han, at dersom hans Død var dem behagelig, underkastede han sig GUds Villie. Derpaa blev han overleveret Stadens Betiente for at sættes i Fængsel; og førte da Johan Wallenrod, Erke-Bispen af Riga, ham hemmeligen i et Kirke-Taarn, og lod binde hans Hænder bag om Halsen til en Pæl; udi hvilken jammerlig Positur han blev staaende udi 2 Dage, indtil nogle af hans Venner komme og løsede ham. Denne haarde Medfart foraarsagede, at han blev dødelig siug; Dog kom han sig igien, og forblev i Fængsel indtil hans Død, som skeede Aaret derefter. Nogle Dage derefter blev den Dom, som var fældet over Pave Johannem, exeqveret, og det udi den 12te almindelige Session. Bemældte Pave var for nogen Tiid siden falden udi Concilii Hænder, og sad i Forvaring nogle Miile fra Costnitz, hvor han med største Ydmyghed underkastede sig Concilii Gottbefindende, og skreed man derpaa den 29 May til Execution saaledes: Efterat de sidste Commissarier, som vare skikkede til Johannem XXIII, havde bragt hans endelige Svar tilbage, nemlig at han udi dybeste Submission underkastede sig Concilii Kiendelse, oplæsede Dom over Pave Johannem.Biskopen af Arras hans Dom af saadant Indhold: Det hellige Concilium, efterat det har paakaldet Christi Navn og examineret de Beskyldninger, som ere beviislig giorte imod Johannes XXIII, erklærer ved denne Sententz, at hans Undvigelse er forargelig, har forstørret Kirkens Foreening, og er imod hans Eed: Iligemaade, at bemældte Johannes XXIII er en Simoniacus, at han haver ilde admi|887nistreret saavel det Timelige som Aandelige, og ved sin afskyelige Opførsel har forarget alle Christne, hvorudover han hermed afsættes fra den Pavelige Værdighed, og alle Christne løses fra deres Troeskabs-Eed, og skal han sættes udi Forvaring, saa længe Concilium holder det for gott. Concilium reserverer sig og sin Rett til anden videre Straff.
Efterat Dommen var oplæst, sagde Cardinalen af Viviers, som præsiderede udi denne Session, at, hvis nogen havde noget derimod at sige, maatte han strax give det tilkiende. Men ingen svarede dertil, allene Cardinalen af Florence reisede sig op for at oplæse et Skrift, som man meener at have været en Protestation (a), hvorudi han blev forhindred. Derpaa blev hans Segl og Vaaben sønderbrudte, og 5 Cardinaler Betænkning derover.bleve udnævnte for at tilkiendegive ham Dommen. Saaledes blev Johannes XXIII ikke allene med Haanhed stødt fra sin Værdighed, men endogsaa arrestered som en Misdæder. Ingen kand nægte, at jo saavel hans Promotion til dette høye Embede, samt hans Regimente, havde været meget u-ordentlig; Men, naar man derimod betragter, at Paverne paa de Tiider fast ikke vare anderledes, ja at mange havde været langt værre, saa kand man derhos sige, at den Rigueur, Concilium her øvede, var temmeligen stor, helst som det selv tilforn havde erklæret ham for rettmæßig Pave, og han siden den Tiid intet Ont havde giort; Thi hvad hans Undvigelse angik, som lagdes ham saa meget til Last, da skeede den ikke førend man havde skillet ham ved all Myndighed, tvunget ham til Afstaaelse, og satt ham i Classe med de forhen afsatte Anti-Paver; saa at derfor om saadan Execution havde været skeet paa en anden Tiid, havde man bevæget Himmel og Jord derover. Men dette Seculum var ikke favorable for de Romerske Paver, og det langvarige og forargelige Schisma havde giort saadantsaadant]saadant] A B; saadan SS saadant] A B; saadan SS Skaar
(a)Du Pin. Hist. Eccl. tom. 12. pag. 19.
|888udi deres Høyhed, og saaledes formindsket de høye Tanker, man havde om det Romerske Sædes Hellighed, at man uden Skye gik i Rette mod en Pave, som imod en anden Bisp, saa at man kand sige, at denne Uheld hendede Pave Johanni ikke saa meget for hans onde Gierninger og slette Regimente, som fordi han indfaldt paa en Tiid, som Hierarchiet havde faaet en anden Form og Skikkelse, og den Troes-Artikel var bleven etablered, nemlig at Kirkens høyeste Myndighed residerede udi almindelige Conciliis.
Efterat denne store Execution var giort, lod Concilium heele Europa tilkiende Han sættes i samme Fængsel med Joh. Hus.give den samme, og blev Balthasar Cozza, fordum Johannes XXIII, efterat han havde approberet Dommen, bragt udi Fængsel til den samme Fæstning Gottleben, hvor Johannes Hus sad fangen. Det var sandelig et synderligt Spectakel, at see disse tvende Fanger paa eet Sted. Balthasar Cozza havde, som Pave, været den allerivrigste i at forfølge Hus, saa at han derfor hørte ilde hos mange, sær hos Keyser Sigismundum, efterdi han mod giorte Løfte havde ladet ham arrestere. Man kand derfore ikke tvile paa, at jo Hus har giort store Reflexioner derover. Men dette Naboelaug varede dog ikke længe, thi, saasom man merkede, at Balthasar Cozza vexlede hemmeligen Breve med sine Venner, og det i saa Maade syntes farligt at have ham saa nær ved Costnitz, lod Keyseren ham føre til Heydelberg, hvor han nød skikkelig Underholdning. Hvorvel han havde ingen at tale med; Thi, som hans Opvartere alle vare Tydske, der ikke forstode Italiensk, og han selv ikke forstoed Tydsk, maatte han give sin Meening tilkiende ved Tegn og Gebærder, hvilket kunde ikke være uden haardt og u-behageligt. (a)
Man skreed derpaa for Alvor til at forfølge Johan Huses Sag, hvilken var ikke af mindre Vigtighed, efterdi alles Øyne vare henvendte til dens Udfald, sær det heele Bøhmiske Folk, som truede med Hævn, hvis man forgreeb sig paa hans Person. De
(a)Platin. in Joh. XXIII.
|889Bøhmiske Deputerede overgave den 18 May en vitløftig Memorial udi hans Faveur, men forgieves; Thi hans Undergang var beslutted, og meenes der, at Hieronymi Pragensis Ankomst og ivrige Opførsel contribuerede ikke lidet dertil. Den 5 Junii skeede det første offentlige Forhør, da han blev bragt fra Fæstningen Gottleben til Concilium. Saa snart man begyndte at oplæse de Beskyldninger, som vare udgangne imod ham, reisede sig strax et stort Bulder, saa at Dommerne kunde ikke høre hinanden Beskyldninger imod Joh. Hus.selv, langt mindre Huses Svar. Da Allarmen var nogenledes stille, og Hus vilde forsvare sin Lærdom af Skriften og Kirke-Fædrene, udøsede man Trusler og Spotte-Ord mod ham, saa at de Fornuftigste skammede sig derved, og funde for got, at opsætte Sagen til en anden Dag. Den 7de Junii havde han den anden Audience. Da blev han beskyldet at have prædiket Wiclefs Lærdom, og ophidset det Bøhmiske Folk til at gribe til Gevæhr, for at forsvare den samme. Dette og andet blev med Fynd besvared af Hus, hvorpaa han igien blev bortført, og arbeidede da Cardinalen af Cambray besynderligen paa at bringe ham til at staae fra sin Meening.
Udi den 3die offentlige Audience, som gaves ham Dagen derefter, bleve oplæsede 26 Artikle af et Skrift om Kirken, som han selv havde tilstaaet sig at være Autor af. Af disse Artikle nægtede Hus nogle, og forklarede andre til sin Undskyldning. De fornemste, som graverede ham, vare disse: At St. Peder har aldrig været Hoved for den almindelige Christen Kirke: At den Pavelige Myndighed har sin Oprindelse af de Romerske Keysere: Omendskiønt een kand være Hoved for den Romerske Kirke, er han det derfor ikke for alle andre. En Kietter kand alleene censureres af Kirken, men ikke overleveres den verdslige Øvrighed til at straffes paa Legemet. Den verdslige Øvrighed kand tvinge Præsterne til at efterleve GUds Bud. Naar een excommuniceres af Paven eller et Concilio, og appellerer til Christum, kand saadan Excommunication ingen Skade giøre ham; Og, endskiønt Paven forbyder en saadan excommunicered Præst, at |890forrette Gudstienesten, er han ikke pligtig til at adlyde. All Excommunication er Anti-Christisk, og opfunden for at ophøye Geistligheden. Disse vare de fornemste Beskyldninger, uddragne af Huses Skrifter; Thi det, som han var beskyldet for at have lært om Transubstantiationen og andre Ting, visede han at være conform med den Romerske Lærdom, saa at hans Kietterie bestoed alleene i at have prædiket mod Pavens og Geistlighedens Magt og Myndighed. Men det samme var paa den Tiid den allerfordømmeligste Lærdom, og derfor holdtes tilstrækkeligt nok at bringe ham til Baalet. Det underligste er, at Keyseren selv var af saadanne Tanker, og sagde, da Hus var gaaen til Side, at en eeneste af disse Artikle fortienede Livs-Straf.
Ikke des mindre forsøgte man dog, at bringe ham til at retractere sin Lærdom, men han veigrede sig derfor med stor Bestandighed. Vel er sandt, at han een og anden Om Hus har retracteret.gang syntes at frygte for Døden, men han overvandt slige Fristelser, og lod see en Heroisk Bestandighed til Enden, saa at det er falskt, som nogle foregive, at han retracterede, med mindre man vil kalde Retractation, naar han lovede, at lade sig undervise, og tilbød, at forlade sine Meeninger, hvis man kunde overbevise ham Vildfarelse. Derpaa fuldte den 14de almindelige Session, hvorudi man besynderligen bemøyede sig at bringe Hus til Afstaaelse, men forgieves. Udi samme Session lod sig indfinde Gregorii XII Fuldmægtig, Cardinalen af Malatesta, hvilken paa sin Principals vegne giorde Afstaaelse. Benedictus derimod, eller Petrus de Luna fremturede i sin Haardnakkenhed, hvorudover han paa nye igien blev fordømt.
Endeligen blev holden den 15de Session, hvorudi Hus blev fordømt, og det paa saadan Maade: Den 6 Julii blev han bragt af sit Fængsel igien, for at høre sin Dom. Han kom til Kirke-Porten just paa samme Tiid som Messen holdtes, hvorudover man lod ham blive uden for saa længe, paa det at Gudstienesten skulde ikke vanhelliges ved hans Nærværelse. Efterat |891Messen var endet, blev han indladen, og oplæsede da Biskopen af Concordia tvende Sententzer, hvoraf den eene dømte Huses Bøger til at Hans Dom.brændes, og den anden Hus selv til at degraderes. Medens disse Sententzer læsedes, laae han paa Knæe, og imidlertid nægtede adskillige Ting, som bleve ham tillagde, endskiøndt man giorde alt hvad man kunde, for at hindre ham i at tale; Og da Dommen var afsagt, krævede han GUd til Vidne om sin Uskyldighed, og bad ham, forlade saavel hans Dommere som hans Anklagere. Men det havde ingen anden Virkning, end at opvække Spott og Skiends-Ord imod ham. Derpaa lod man ham iføre Præste-Klæder, og gav ham en Kalk i Haanden, hvilken man strax tog fra ham igien, og sagde disse Ord: Du forbandede Judas, vi fratage dig denne Kalk, hvorudi er Christi Blod; Hvortil Hus svarede, at han haabede, denne Dag at drikke af Christi Kalk i hans Rige. Derefter afførede man ham Præste-Klæderne, og enhver ønskede i sær Forbandelse over ham. Og, saasom man iligemaade skulde skille ham ved hans Hoved-Haar, reisede sig en Tvistighed imellem dem, om det skulde skee ved en Sax eller en Ragekniv, saa at deres Opførsel herudi kunde give Aarsag baade til Graad og Latter. Endeligen fandt man for got, at bruge en Sax dertil. Man satt derefter en Papiir-Krone paa hans Hoved, og vare paa samme Krone afmalede 3 Diævle med denne Inscription: Hæresiarch, det er, Kietteres Hoved og Anfører, hvorvel det er troeligt, at de fleeste af Concilii Lemmer ikke vidste Ordets Betydelse; Thi Reichendal, som levede paa samme Tiid og har beskrevet dette Concilium, siger, at Hæresiarch er det samme, som Hæresium Arca, eller alle Kietteriers Kiste. (a) Efterat Kronen var ham paasatt, overleverede man hans Siæl til alle Diævle, erklærede ham en læg Mand, og overleverede ham den verdslige Øvrighed til Straf.
(a)L’Enfant Præf. ad Hist. Concilii.
|892Keyseren befoel strax derpaa Pfaltz-Greven, at overlevere ham udi Stadens Øvrigheds Hænder, hvilket og skeede. Een troeværdig Skribent vidner, (a) at Pfaltz-Grev Otto Henrich, som descenderede fra denne Pfaltz-Greve, og døde uden Livs-Arvinger, pleyede at sige, at GUd straffede udi 3die Leed den Misgierning, som hans Olde-Fader havde bedrevet, ved at føre Joh. Hus til Retterstedet. Joh. Hus blev geleided til Baalet af 800 bevæbnede Mænd. Da han kom didhen, faldt han paa Knæe, Hans Execution.oplæsede nogle Poenitentzes Psalmer, og endeligen recommenderede sin Siæl til GUd. Nær ved Baalet faldt Papiir-Kronen ham af Hovedet, hvoraf han selv smiilede. Men Soldaterne satte denden]den] B, dem A; dem SS den] B, dem A; dem SS paa ham igien, sigende, at det var billigt, at de Diævle, som han havde givet sig til, opbrændte med ham. Han blev saaledes bunden til en Pæl, og Baalet strax derpaa anstukket, hvoraf han i et Minut blev qvalt. Hans Legem blev siden paa en rett Barbarisk Maade medhandled, og Asken deraf kasted i Rhinstrømmen, paa det at hans Tilhængere ikke skulde føre det som en Helligdom til Bøhmen. Men nogle Husiter (b) skrabede siden Jorden, hvorpaa han var brændt, og bragte den med sig til Bøhmen. Saadant Endeligt fik denne, saavel i Liv og Levnet, som i Lærdom fortreffelige Mand. Hans Død svarede til hans Levnet; Thi aldrig nogen Philosophus er med større Bestandighed gaaen til sin Lidelse.
Hvad hans Lærdom angik, da var den fast i all Ting overeensstemmende med den Romerske, og var det i den Henseende, at han traadsede alle at kunne overbevise ham nogen fremmed Lærdom; Men det, som styrtede ham, var, at han prædikede mod Pavens Myndighed og Geistlighedens u-ordentlige Levnet: Iligemaade dette, at han vilde ikke fordømme Wiclefs Skrifter, endskiøndt han derfor ikke approberede dem, men paastod alleene, at man først af den Hellige Skrift skulde vise den U-rigtighed, som
(a)Dan. Pareus Hist. Palatin. pag. 214.
(b)Æneas Sylv. Hist. Bohem. Cap. 36.
|893deri fandtes. Platina nævner alleene blant hans Vildfarelser denne, at han sagde, at de Geistlige efter Christi Exempel burte være fattige, og at Folk forargedes over deres Vellyst og Overdaad, og, saasom han forbigaaer andre Beskyldninger, er det øyensynligt, at hans Kietterie fornemmeligen har bestaaet derudi. (a) Nogle skrive, at han ved den Leylighed har spaaet om den paafølgende Lutheri store Reformation, og det med disse Ord: I steege i Dag en Gaas, (b) men hundrede Aar herefter skal komme en Svane, hvilken I ikke skulle kunne dræbe. Men det synes, at denne Historie er opdigted siden, efterdi hans egne Disciple, som levede paa samme Tiid, og have beskrevet hans Liv og Levnet, tale intet herom. Der fortælles ellers, at da han udi sin Ungdom læsede St. Laurentii Historie, som siges at være bleven steegt paa en Rist udi den Forfølgelse, som skeede under Keyser Valeriano, vilde han forsøge, om han havde samme Bestandighed som denne Martyr, og derfor stak sin Finger udi Ilden, men han rykkede den strax tilbage igien, og fordømmede sin Skrøbelighed. Det synes, at denne Prøve var et Omen for det, som ham forestod. (c)
Historien af Jean Petits Skrift.Medens denne Process blev ført, arbeidedes derpaa at erholde en Concilii decision udi den Tvistighed, som den bekiendte Jean Petits Skrifter havde opvakt, og hvortil Oprindelsen var denne: Hertugen af Burgundien havde udi det Aar 1407 ladet massacrere Ludovicum af Orleans, Caroli VI Broder. Dette Mord havde en Parisisk Doctor Jean Petit ladet sig kiøbe til at forsvare udi et Skrift, kaldet Justification du Duc de Bourgogne, hvorved han paa eengang opoffrede all den Reputation, som han ved sin Lærdom ellers tilforn havde erhvervet. Udi Skriftet findes blant andre saadan Thesis paa gammelt Fransk: Chascun Tiran doit & peut estre louablement & par merite occis de
(a)Plat. in Joh. XXIII.
(b)Hus betyder paa Bøhmisk en Gaas.
(c)L’Enfant Hist. du Conc. de Bâle Tom. 1. pag. 25.
|894qvelconqve son Vassal &c. Det er, en hver Tyran bør og kand med Berømmelse omkommes af sin Undersaatt, og er det en Merite at begaae saadant Mord. Og et af Jean Petits Argumenter er, at Michaël Engelen omkom Lucifer uden Ordre (Michel sans commandement qvelconqve ny de Dieu, ny d’autre, occit Lucifer) (a). Gerhard Montaigu, Biskopen af Paris, fordømte strax som Kietterier de Propositioner, som fandtes i samme Skrift, og blev Skriftet offentligen brændt i Paris den 25 Febr. 1415. Jean Petit var da allereede ved Døden afgangen, hvorudover den Burgundiske Hertugs Procureurs appellerede fra den Parisiske Biskops Kiendelse til det Costnitzske Concilium. Fæderne paa Concilio havde derudi store Vanskeligheder at bestride. Paa den eene Side frygtede de sig for Hertugen af Burgundien, og toge i Betænkning at støde ham for Hovedet: Paa den anden Side mærkede de, at de uden Forargelse og Eftertale ikke kunde lade Concilii løslige Decision.Skriftet passere. Gerson drev dog med saadan Iver paa denne Sag, at Concilium omsider udi dette Aar tog en Middelvey saaledes, at det uden at nævne Jean Petit fordømte udi Almindelighed den Proposition, som derudi fandtes, nemlig at det var en Undersaatt tilladt, at omkomme en Tyran enten aabenbare eller med List, og erklærede alle dem Kiettere, som forsvarede saadan Meening. Dog kunde Gerson med all den Umage, han giorde sig, ikke bringe Concilium til høytideligen og aabenbare at fordømme Skriftet; Thi Sagen blev af Frygt for Hertugen af Burgundien opsatt fra en Tiid til en anden, indtil Concilium blev hæved. Men ingen havde større Aarsag at fordømme saadan Meening end det Burgundiske Huus selv, efterdi Hertugen, som havde forsvaret denne skadelige Thesin, selv kort derefter følede Virkningen deraf, i det at han blev myrded paa samme Maade.
Efterat Pave Johannes XXIII var bleven afsatt og Johan Hus brændt, tog man sig for Alvor for at arbeide paa Kirkens Reformation. Da komme adskillige Skrifter for Lyset, og ad-
(a)Jean Petit. Justification du Duc de Bourgogne.
|895skillige Taler bleve holdne, som sigtede til at viise, hvorledes Kirke-Reformationen skulde foretages, og hvorvit den burte gaae. Blant dem, der ved slige Skrifter og Prædikener mest distinguerede sig, var oftomtalte Gerson, hvilken var Siælen i dette Concilio, og hvis store Iver og u-afladelige Arbeide man maa forundre sig over. Men førend saadan Kirke-Reformation rett kunde i Verk sættes, var fornødent at bringe de tvende andre Paver til en frivillig Afstaaelse. Dette havde med Gregorio XII ingen Vanskelighed; Thi han holdt hvad han ved Cardinalen af Malatesta havde forpligtet sig til, Gregorii XII Afstaaelse.og derfor blev giort til Decanus over Cardinalerne. Men Benedictus, hvis Halsstarrighed tiltog med Alderen, var ikke saa lett at bringe til Føyelighed, hvorudover Keyseren udi egen Person paatog sig en Reise til Aragonien, for at overlægge med Kongen af samme Rige, hvorledes man best kunde bringe denne gamle halsstarrige Mand til Afstaaelse. Efter at Keyseren var didhen kommen, og havde formanet Kongen af Aragonien til at assistere sig i dette Verk, begyndte man at jage efter Benedictum, og fik ham indsperret i den Fæstning Colliure. Men, da man tænkte at have ham i Sækken, fik han Leilighed til at undflye, og kom til en anden Fæstning, nemlig Peniscola, som ligger ved Søe Kanten, ikke langt fra Tortosa; Benedicti XIII Halsstarrighed.og, saasom han der fandt sig meer udi Sikkerhed, gav han ikke mange gode Ord, erklærende, at han ikke kunde kiende det Costnitzske Concilium for lovligt og u-partisk, og at Keyseren fremturede i at holde Concilium i samme Stad allene for at faae en Pave af sine Tilhængere, og derved i fremtiden at spille Mester udi Italien.
Herudover besluttede man at forfølge ham som en aabenbare Fiende; ja alle de, som tilforn havde holdet hans Parti, foreenede sig da med Keyseren, og tilligemed ham forfattede den saa kaldne Capitulation af Narbone, hvorudi Benedicto blev forelagt en vis Tiid for at møde paa Concilio, og Forsikkring blev given til dem af hans Tilhængere, som lode sig der indfinde, at tracteres som rettmæßige Cardinaler og Bisper. Kort derefter døde den |896Aragoniske Konge Ferdinand, som tilforn havde været Benedicti Beskytter. Hans Søn og Successor Alphonsus tog sig med Iver an at arbeide paa Kirkens Foreening, og conjungerede sig omsider det heele Aragoniske Parti med de andre, saa at de approberede det Costnitzske Concilium, og udi det Aar 14161416 bleve antagne til Lemmer derudi.
Medens dette forrettedes, gik Jeronymi Pragensis Proces for sig, hvilken er ikke mindre mærkværdig, end Johan Huses. Efterat Hieronymus Pragensis havde længe siddet udi et haardt Fængsel, og derudi været dødelig syg, tog man sig for paa nye igien at examinere ham, udi Forhaabning, at Johan Huses Medfart skulde giøre Hieronymus Pragensis retracterer.ham meere føyelig. Udi Begyndelsen lod han see sin sædvanlige Bestandighed; Men udi den 19de almindelige Session fik man ham til at revocere og fordømme saavel Wiclefs, som Huses Lærdom. Men u-anseed denne Retractation, holdt man ham dog i Fængsel ligesom tilforn. Ja man begyndte paa nye at chicanere, og holde hans Bekiendelse mistænkt. Da han nu saaledes merkede, hvor liden Troe og Love man Kalder sin Retractation tilbage.beviisede, begyndte han angerligen at fortryde paa den Vankelmodighed, som Frygt for Døden havde bragt ham udi, og siden den Tiid lod see en ugemeen Bestandighed i at forsvare sin forrige Lærdom, og talede imod Pavernes og Geistlighedens Tyrannie, og kunde alle de gode og søde Ord, man siden gav ham, ikke bevæge ham til at staae fra sit Forsætt. Herudover blev han udi den 21de almindelige Session fordømt, og derpaa overlevered den Verdslige Øvrighed til Straf. Executionen skeede mestendeels paa samme Maade, som med Johan Hus. Da man gav ham en Papirkrone med paamalede Dievle, kastede han selv sin Hatt blant de omstaaende Præste, og satt Kronen paa sit Hoved, sigende, at han gierne bar den for Christi skyld, som havde baaret en Torne-Krone. Da han kom til det Sted, hvor Joh. Hus havde været rettet, faldt Hans Execution.han paa Knæe, og giorde en lang Bøn. Derpaa afførede Skarpretteren ham Klæderne, og kastede et skident Linnet om ham, bandt ham siden til Pælen, og tændte Baalet an, |897hvoraf han blev hastigen qvalt, og prisede han GUd indtil yderste Aandedræt.
Adskillige anseelige Mænd, som have beskrevet hans Endeligt, vidne alle om hans store Bestandighed. Men ingens Vidnesbyrd er vigtigere end det, som Poggio Florentino giver med disse Ord: Jeg bekiender, siger han, jeg har aldrig hørt nogen, hvis Tale har nærmet sig meere til de Gamles Veltalenhed, end denne Mands: Intet er meer forunderligt, end den ziirlige Discours, han førte, item, det u-forskrækkede Mod og den Kaaldsindighed, hvormed han besvarede sine Fiender. Det er Skade, at saadant fortreffeligt Genie skulde vige fra Troen, om det ellers er sandt, som han beskyldtes for. Bemeldte Poggio opregner en Deel af den Tale, som han holdt for Retten, og som findes anført i L’Enfants Historie, (a) og siger til Slutning om hans Endeligt, at han aldrig har seet nogen meere Philosophisk Død.
Med Hieronymi Pragensis Død endtes det Aar 1416. Concilium havde da siddet udi 3 Aar, og imidlertid foretaget store og vigtige Ting: Johannes XXIII var bleven afsatt og fængsled, Gregorius XII bragt til frivillig Afstaaelse, det heele Benedicti Parti havde foreened sig med Concilio, Joh. Hus og Hieron. Pragensis vare brændte som Kiettere; Og Keyser Sigismundus var i egen Person reised til Spanien, for gandske at desarmere Benedicti Parti, og at bringe den heele Christenhed under Concilii Lydighed. Man seer herudaf, hvilken Skikkelse Kirken da havde faaet, og at dens Stat var da paa langt anden Fod, end udi Gregorii VII og Henrici IV Tiid; Thi Kirkens Souverainetet og høyeste Magt, som tilforn residerede udi Pavernes Person alleene, var nu devolvered til de almindelige Kirke-Forsamlinger, og de fleeste, som bivaanede dette Costnitzske Concilio, havde ved ad-
(a)L’Enfant Hist. de Concil. de Constance Tom. 1. Lib. 4. pag. 572.
|898skillige Reglements, som den tilkommende Pave maatte underskrive, lagt Grundvold dertil. Ved denne Forandring bleve Keyserne udi visse Maade Directeurs udi Kirke-Sager. Thi, som Concilia maatte ved deres Magt beskyttes, saa kunde det ikke andet være, end at Sagerne maatte dreye sig efter deres Villie og Samtykke. Man seer derfore, at denne Keyser Sigismundus var ligesom Siælen udi dette Concilio, og at han har haft fast samme Myndighed i Kirke-Sager, som de gamle Romerske Keysere.
1417Høystbemeldte Keyser kom i Begyndelsen af det Aar 1417 tilbage fra sin Spanske Reise til Costnitz igien, hvor de geistlige Fædre kieppedes om at bevise ham Høytid og Ære. De Engelske signaliserede sig da blant andre ved et nyt Spectacle, som tilforn Geistlige Comœdiers Invention.ikke havde været i Brug, nemlig ved en geistlig Comœdie over Christi Fødsel og de u-skyldige Børns Mord, hvilken de lode præsentere for Keyseren den 31 Januarii: Saa at disse slags Skue-Spill kand tilskrives Engelændernes Invention. Hvorvel man gemeenligen giør den bekiendte Reuchlinum, som florerede mod Enden af dette Seculo, til Stifter af saadant. En Tvistighed har derfore reiset sig mellem de Engelske og Tydske om Æren af denne Invention, og dømmer von der Hardt saaledes derudi, at de Engelske ere de første, som have indbragt slige Skue-Spill udi Tydskland, men at Reuchlinus har været den første, som har bragt dem i en ziirlig Orden. Af deslige geistlige Skue-Spill har man udi paafølgende Seculo giort stor Misbrug, og har man udi Frankrig seet en Comœdie trykt med den Titel: Christi Lidelses Historie, præsentered først til Angers, siden til Paris. (a) Item, en anden med saadan Titel: Apostlernes Gierninger, forfattede af Evangelisten Luca, den Hellig Aands Historiographo. (b) Og
(a)Le mistere de la Passion de notre Seigneur, joué à Angiers, moult triumphament.
(b)Actes des Apostres redigés en escript par St. Luc Hystoriographe, deputé par le Sainct Esperit.
|899havde dette gaaet videre, hvis Øvrigheden ikke i tide havde satt sig derimod.
Ved Keyserens Tilbagekomst begyndte man at skride til Hoved-Posterne, nemlig Kirkens Reformation og et nyt Pave-Vall, hvortil den oftomtalte Gerson ved idelige Skrifter og Prædikener banede Vey. Men, at man endda ikke havde kunnet komme til Ende dermed, foraarsagede Benedicti XIII Halsstarrighed, hvilken stedse continuerede, endskiøndt han var fast forladt af alle. At han endda ikke havde i Sinde at give noget efter, sees af det nye Gesantskab, som af Concilio udi Begyndelsen af dette Aar blev affærdiged til ham. Samme Gesantskab bestoed af 2 sorte Brødre eller Benedictiner. Da Benedictus saae dem ankomme, sagde han: Hvad monne disse Concilii Ravne ville, som nærme sig til os? Hvortil de svarede: Det er ingen Under, at Ravnene nærme sig til Aadslet, hvormed de gave tilkiende, at de saae Benedictus XIII afsættes.ham an som et dødt og raadet Legeme; Men i hvilken slet Tilstand han end var, ansaae han sig endda for Kirkens Hoved, og holdt det Costnitzske Concilium for en u-ordentlig og u-lovlig Samling. Herudover skreed Concilium omsider til hans Afsættelse, hvilken gik for sig den 26 Julii udi den 37de almindelige Session.
Medens dette skeede, var heele Bøhmen bragt i Fyr og Flamme. Thi den Ild, som Joh. Huses Død havde optændt, formeeredes overalt, da man ogsaa fik Tidender om Hieronymi Pragensis Execution. Husiterne rottede sig sammen, massacrerede Præsterne, hvor de kunde treffe nogen, plyndrede og brændte Kirker og Klostere, og raabte: Vivant Wiclef og Hus. Det andet Parti gav dem derudi intet efter, og ved deslige Executioner raabte paa Paven.
Joh. Zisca Husiternes Anfører.Husiterne havde tvende anseelige Anførere. Den eene var den forfærdelige Joh. Ziska, som regnes udi Historien blant de største Helte; Og den anden var Nicolaus de Hussinetz. |900Ziska var en fattig Bøhmisk Edelmand, hvilken længe intet got Hierte havde baaret til den Bøhmiske Geistlighed, eendeel i Henseende til deres u-ordentlige Levnet i almindelighed, eendeel ogsaa, efterdi een af hans Søstre, som var en Nonne, havde været krænked af en Præst eller Munk. Den Medfart med Joh. Hus, hvilken han ansaae som en stor Lærer, formeerede ikke lidet den Bitterhed, han havde fatted mod Præster. Der fortælles, at, da Kong Wenceslaus kort derefter saae ham at gaae i dybe Tanker og grundende paa Slots-Pladsen, kaldte han ham til sig, og spurdte, hvad det var, som han saa stærkt speculerede paa, svarede han: Jeg tænker paa den Tort, som det Bøhmiske Rige er vederfaren ved Joh. Huses Execution. Kongen, som var en underlig Herre, men derhos meget naif, sagde da: Hverken du eller jeg er i Stand at hævne saadan Spott; Men see du til, om du kand finde noget Middel til at hævne dine Landsmænd. Disse Ord glemte Ziska ikke at føre sig til Nytte, som efterfølgende Historie viser. Den anden Husitiske Anfører var en Mand af saadan Anseelse, at Kongen havde ham mistænkt at stræbe efter Kronen, og derfore skikket ham fra Prag til en anden Province. Den samme, da han fik Tidende om Huses sørgelige Endeligt, hvis store Beskytter han havde været, samlede han sammen en Hob af sit Parti, og dermed indtog det Bierg, som siden blev kaldet Thabor, hvor disse Folk holdte sin egen Gudstieneste, og brugte Sacramentet under begge Thaboriter.Species. Da han havde bragt henved 40000 Mænd paa Beenene, foreslog han dem et nyt Konge-Vall, eftersom Wenceslaus tog sig intet af Regieringen an. Men en Husitisk Præst hindrede ham udi saadant Forsætt.
Disse Bevægelser joge saadan Skræk ind udi Kongen, at han retirerede sig til en Fæstning, hvor ingen kunde faae ham i Tale. Og var det ikke uden med stor Nød, at han gav Audience til tvende Deputerede, som de Bøhmiske Herrer skikkede til ham. De samme bade ham ydmygeligen, at han vilde kom|901me til Prag igien. Men han svarede dertil: Det kunde være got nok at komme til Prag igien, hvis der ikke var en Spinca, hvorved han forstod det saa kaldede Fangetaarn, som han tilforn et heelt Aar havde siddet udi; Og seer man af dette, saavel som andet, at denne Wenceslaus, hvor slett og u-duelig Regent han end var, har han dog haft artige Indfald. Blant andet Skiemt fortælles ogsaa dette, at, da begge stridende Partier gave ham Foræringer, for at faae ham enhver paa sin Side, sagde han: Hus er en god Gaas, der lægger ud Guld-Æg for mig. Han lod sig omsider efter given Løfte om Sikkerhed bevæge at komme til Prag igien, og, saasom han gierne holdt med de stærkeste, gav han Husiterne Frihed at communicere under begge Species. Fra den Tiid vidner Theobaldus, at man aarligen holdt en Fæst, nemlig den 6 Julii, Johan Hus og Hieronymo Pragensi til Ære (a).
Anstalt til et nyt Pave Vall.Imidlertiid lavede man sig paa Concilio af all Magt til et nytt Pave-Vall. Derved reisede sig hæftige Tvistigheder: Keyseren og de fleeste Geistlige vilde have Kirken reformered, førend man skreed til saadant Vall. Cardinalerne derimod holdte for, at saadant kunde opsættes, indtil man havde faaed en nye Pave; Og blev denne Tvistighed fortsatt med saadan Iver, at man frygtede for farlige Suiter. Endeligen voxede Cardinalernes Parti saa meget til, at Keyseren omsider merkede, at han ikke kunde trænge igiennem med sit nyttige Forsæt, og derfore lod sin Paastand falde, og forlangede allene, at der maatte først giøres et Decretum, hvorved den nye Pave strax for sin Kroning skulde arbeide paa Kirkens Reformation. Men dette fandt ey heller Bifald. Thi Cardinalerne sagde, at man efter den nye Canoniske Rett ikke kunde foreskrive en Pave saadanne Love: foruden denne Tvistighed reisede sig en anden om Vallets Maade, eftersom Keyseren og det Tydske Folk meenede, at Cardinalerne ikke burdte have Part i Vallet som Cardinaler; Men alleene, som
(a)Theobal. Bell. Hussit. pag. 65.
|902andre Deputerede Lemmer udi Concilio. Over hvilket Forslag Cardinalerne bare stor Fortrydelse, og protesterede hæftigen derimod. Endeligen foreenede man sig saaledes derom, at 6 Deputerede af hver Nation skulde med Cardinalerne have Deel udi Vallet.
En nye Pave udvælges nemlig Martinus V.Endeligen traadde Vallherrerne tilligemed Cardinalerne udi Conclave udi Begyndelsen af Novembr., og udvaldte Ottho eller Eudo Cardinalen af Colonna, hvilken lod sig kalde Martinus V. Adskillige Nationer pressede da af yderste Magt paa den lovede Reformation saavel udi Henseende til Lemmerne, som til Hovedet: Men man mærkede da, skiønt alt for silde, at man havde giort ilde udi at forkaste Keyserens Forslag; Thi alt hvad den nye Pave foretog sig, vare kun Minutier, som komme Hoved-Sagen ikke ved, hvilket gav Anledning til en allmindelig Lamentation, og blev af den Aarsag af Spanierne forfatted en bitter Satire mod Paven, som M. L’Enfant vidner at være endnu udi Leipziger Bibliothec (a). Herudover merkede Pave Martinus, at han ikke kunde undgaae at foretage et Reformations-Verk. Men det samme bestod allene udi nogle Constitutioner, angaaende Beneficier og Geistlighedens Klæde-Dragt, og var dette Frugten af de mange store Præparatorier, som man havde giort til den store og vigtige Kirke-Reformation. Dette blev afgiort udi den 43de Session; Og som Skiærtorsdag fuldte strax derpaa, lod Paven see sin Iver ved at excommunicere Hedninger, Jøder, Kiettere, i sær Petrum de Luna, og alle dem, som veege en Fods-Bred fra den Romerske Religion. For at viise sin Ydmyghed toede han ogsaa Fødderne paa 12 Fattige. Hvilket altsammen dog ikke kunde fornøye dem, som havde giort sig Forhaabning om at bringe Kirken udi en bedre Tilstand. Thi dette Concilium var fornemmeligen sammenkaldet, ikke for at toe Fødderne paa de Fattige, men for at toe Hovedet paa Paverne, og at hæve de Laster, hvorved det Romerske Sæde i lang Tiid havde forarget
(a)L’Enfant Hist. du Concil. lib. 6.
|903Christendommen, og bestyrket Hedninger, Jøder og Kiettere i deres Meeninger. En solide Reformation havde haft bedre Virkning, end dislige Bandsættelser og hykkelske Ceremonier. Og efterdi dette Concilium, hvorpaa de beste og lærdeste Mænd i nogle Aar havde skrevet sig træt, og talet sig hæs, ikke havde andet Udfald i denne vigtige Post, saa kand man sige, at heele Europa blev satt i Bevægelse og kaldet til Costnitz, for at see en Tragicomœdie forestillet, hvorudi nogle bleve brændte og andre afsatte, og alting i det øvrige kom paa forrige Fod igien, allene at man i steden for en Johannes havde faaet en Martinum paa den Geistlige Throne. Hvor kaaldsindig Martinus var i at exeqvere det, som han endogsaa selv tilforn havde drevet paa, sees blant andet af den Falkenbergske Sag, hvilken var af den Beskaffenhed: En Dominicaner-Munk, ved Navn Johan Falkenberg, havde udi den Stridighed mellem Polakkerne og den Tydske Orden ladet i Faveur af Ordenen udgaae et haardt Skrift mod Kongen af Polen og Riget, saaledes, at han derudi lovede dem det ævige Liv, som vilde forbinde sig til at udrødde Polakkerne med deres Konge Jagello. Dette Skrift havde været dømt af Concilio 1417 at kastes paa Ilden; Men Polakkerne kunde ikke erholde af den nye Pave, at han vilde confirmere og exeqvere Dommen. Ellers kand ikke nægtes, at den Myndighed, som Kirke-Forsamlinger paa nogen Tiid havde tiltaget sig, jo er paa dette Concilio bleven bestyrked, saa at de efterfølgende Paver maatte beflitte sig paa at gaae lidet varligere frem. Men som den vitieuse Sæd blev tilbage, fik Kirke-Regimentet Tiid efter anden sin forrige Skikkelse igien. 1418Efterat Sagerne saaledes vare afhandlede, forlod Paven den 13 May 1418 Costnitz. Og, saasom efter hans Bortgang intet meer var at forrette, havde Concilium en Ende, Concilium ophæves.og enhver reisede hiem til Sit. Et saadant Udfald fik da dette Navnkundige Concilium, hvis Holdelse mest var sigted paa at udrødde de Laster og Misordener, som regierede udi Christendommen. Regenternes og Verdslige Stænders Forseelse var herved denne, at de overdroge saadant Reformations-Verk til de Geistlige, hvilke ikke aldeles funde deres Regning ved Lasters Ophævelse; Thi U|904orden og Vankundighed vare de Støtter, hvorpaa det Geistlige Herredømme grundede sig, hvorudover Reformations-Verket blev drevet med største Kaaldsindighed, og endeligen fik saadant Udfald, som sagt er.
Jeg har tilforn viiset Begyndelsen til den store Bøhmiske Opstand. Den samme Tilstand i Bøhmen.var i fuld Flamme, medens Concilium endda varede. Husiterne, saasom deres Tall dagligen tilvoxede, saa forlangede de af Kongen udi det Aar 1417, at dem fleere Kirker maatte indrømmes. Kongen bad om Dilation herudi, og endeligen lod dem sige, at han var meget vel intentionered for dem, men forlangede, at de til Beviis paa deres Troeskab vilde paa Slottet levere all deres Gevæhr fra sig. Nogle begyndte herudover at vakle, men Zisca, som kiendte Kongen, raadede dem at begive sig alle bevæbnede til Slottet, hvilket og skeede, og førte han dem ikke alleene selv an, men havde den Dristighed at gaae alleene ind paa Slottet, hvor han lod Kongen vide, at Husiterne havde efter Ordre ladet sig indfinde, men bevæbnede, saasom de troede, at Kongen havde i Sinde at bruge dem mod sine Fiender, og, hvis saa var, forsikkrede han ham paa samtliges vegne, at de vare færdige til at opoffre Liv og Blod for hans Majestets Tieneste. Af denne militaire Compliment blev Kongen saa indtagen, at han lod dem alle gaae bort udi Fred. Kort derefter døde Wenceslaus og blev succedered i det Bøhmiske Rige af Keyser Sigismundo, hvorvel Ziska og Husiterne arbeidede af all Magt paa at hindre ham derudi, efterdi de intet Got kunde vente sig af en Konge, der havde givet sit Samtykke til Joh. Huses og Hieronymi Pragensis Execution. Under denne nye Konges Regiering begyndte Tragœdierne at gaae for sig for Alvor udi Bøhmen.
Hvad den nye Pave Martinus V angik, da blev han fast overalt erkiendt for rettmæssig 1419Pave. Han havde ogsaa den Lykke udi det Aar 1419, at 4re af Petri de Luna Cardinaler lode sig indfinde, og erkiendte ham for Pave: Men det, som meest |905fornøyede ham var, at Balthasar Cozza, fordum Johannes XXIII, paa samme Tiid submitterede sig. Den samme, efterat han havde siddet hart ad 4re Aar udi Fængsel, Joh. XXIII frivillige Afstaaelse.formaadde Florentinerne, som stedse havde baaret Affection til ham, at intercedere for sig hos Paven. Martinus lod sig ikke finde u-villig dertil, hvorvel der meenes, at 30000 Rigsdaler, som bleve givne, udvirkede meer end Florentinernes Intercession. Og giver Onuphrius udtrykkeligen tilkiende, at det skeede ikke alleene ved Florentinernes Forbøn: Thi, han siger, at Balthasar Cozza, efterat han 4 Aar havde siddet i Fængsel, kom omsider ved en stor Sum Penges Erlæggelse paa fri Fod igien. (a) Platina fortæller dette meere omstændigen, med disse Ord: Florentinerne intercederede for ham hos Paven, og Paven lovede, at lade ham komme løs. Men medens dette forhandledes, betalede Balthasar, som ikke kunde taale at oppebie Tiden, 30000 Rdlr. (nummi aurei) til Pfaltz-Greven, og saaledes kom løs (b). Dette synes at frikiende Pave Martinum, men det er ikke troeligt, at Pfaltz-Greven dristede sig til saadant uden Pavens Vidende, eller hemmelig Commission, at lade ham komme løs ved bemeldte Sums Erleggelse. Nogle af hans Venner raadede ham da til at tage sig Pave-Titel igien. Men han fuldte ikke deres Raad: Tvertimod, han giorde en Reise alleene til Florentz, og der kastede sig for Martini Fødder, erkiendte ham for rettmæssig Pave, og bad om Naade. Hvorudaf Paven blev saa bevæged, at han antog ham blant sine kiereste Venner, og giorde ham til Decanum af Cardinalernes Collegio. Men han nød ikke længe denne Ære; Thi han døde 6 Maaneder derefter. Saa at der var ingen Anti-Pave tilovers, uden den gamle Petrus de Luna, hvilken fremturede i sin Halstarrighed indtil hans Død, som skeede nogle Aar derefter.
1420Udi efterfølgende Aar 1420 komme de Husitiske U-roeligheder paa høyeste Spidse. Den forfærdelige Ziska erholdt strax en fuldkommen Seyer over de Kongelige Tropper, Husiternes Seyervindinger.og derpaa
(a)Onuphr. in Joh. XXIII.
(b)Platina in Martino V.
|906oversvømmede alting. Keyser Sigismundus skikkede en nye Krigs-Magt til Bøhmen, for at hindre saadant; Men den blev iligemaade slagen; Og Ziska lod derpaa anlægge en nye Stad, kalden Thabor, som kunde tiene hans Folk til Retraite, i fald den nogen U-held skulde tilstøde, og blev samme Stad besatt med de allerivrigste Husiter.
Keyseren, som denne Stad var en Torn i Øyene, satt sig for, strax at overrumple den, og til den Ende skikkede et Antall Folk didhen. Men Ziska, som i tide fik Kundskab derom, beordrede Hussinetz, (a) at gaae dem i møde, hvilken erholdt en fuldkommen Seyr over dem. Ziska selv slog siden de Keyserlige udi adskillige Trefninger, bemægtigede sig den nye Prag, tilligemed andre Stæder, og tvang Keyseren selv 20de at flygte til Silesien. Derpaa oversvømmede Husiterne det heele Land, ødelagde Stæder, Klostere og Kirker, og giorde overmaade stort Bytte, hvilket Ziska deelede imellem Krigsfolket, forbeholdende sig selv alleene røget Kiød og Skinker, hvilke han gemeenligen kaldte Spindelvæve, efterdi de hange, som Spindelvæve, udi Bøndernes Skorsteene. Og, som den fornemste Religions-Artikel, hvorfore Bøhmerne stridede, var Kalkens Brug udi den hellige Nadvere, saa afmalede de allevegne Kalke, hvorudover man sagde, at Bøhmen syntes at dyrke den Gud Bacchum:
Tot pingit calices Bohemorum terra per Urbes,
Ut credas Bacchi Numina sola coli.
Ziska havde da ingen Fiender meer udi Bøhmen, som han frygtede sig for; Men han fik paa samme Tiid at bestille med en nye Sect, som reisede sig blant Husiterne, og som lode sig kalde Horebiter, ligesom Folk, hvis Troe var ligesaa hellig som Mosis Horebiter.Lov, given paa Horebs Bierg. Disse Horebiter differerede fra de
(a)Nogle holde dog for, at Hussinetz var Hoved for Husiterne, saa længe som han levede, vid. L’Enfant Bell. Husit. Tom. 1.
|907andre ikke saa meget udi Meeninger, som udi Opførsel, i det at de øvede alt for stor Haardhed mod deres Fiender. Men, som all Separation er farlig, saa ansaae Ziska dem som en Sect, hvilken man i tide maatte dæmpe, dog, som de vare Mand-stærke og dristige, understoed han sig ikke at bryde løs med dem, men maatte lade dem have deres Villie. Ziska blev siden saadan Skræk for sine Fiender, at hans blotte Navn og Nærværelse drev dem paa Flugten; Thi, da en nye Keyserlig Krigshær strax derefter nærmede sig til et Castel, som Ziska havde oprettet, og der blev vaer Ziskæ Person, overkom dem saadan Skræk, at Soldaterne forløbe deres Anførere. Dette foraarsagede, at Keyseren maatte anholde hos Paven, om at lade prædike Croisader mod Husiterne, hvilket ogsaa skeede, endskiønt Paven paa samme Tiid havde nok at bestille med sine egne Sager; Thi Staden Bologna havde for længe siden satt sig op mod det Romerske Sæde, og Florentinerne vare misfornøyede med hans Nærværelse, saa at Børn sange offentligen paa Gaderne: Papa Martino non vale un qvatrino. Mange vare og misfornøyede med denne Pave, efterdi intet blev holdet af hvad som var lovet, angaaende Kirkens Reformation; Thi de Ting, som derudi foretoges, bestode gemeenligen udi Bagateller, hvilket blant andet sees af det Saltzburgske Concilio, som blev holdet 14201420, hvorudi tillodes Forældre, i Nødsfald at døbe deres Børn; Men Præsterne alleene at smøre dem med Olie paa Brystet, og Fløde paa Hovedet. Derudi sættes ogsaa Fruentimmeret til rette for deres prægtige Klædedragt, Concilium til Saltzburg.for den Façon de brugte paa deres Huer, og deres Slæbe, som bemeldte Concilium ligner ved Slanger: Iligemaade, at Jøderne skulde distingveres i Klædedragt fra de Christne: Det eeneste, som af Vigtighed blev forbudet paa dette Concilio, var, at Præsterne maatte ikke holde Kroe udi deres egne Huse, ey heller søge andre Kroer. (a) I det øvrige var Ondskab og Overtroe paa den høyeste Spidse; Thi jeg finder, at Pave Martinus laster blant andet Nicolaum Serrurarium derfor, at han holder det for et Afguderie
(a)Labb. Concil. Tom. 12.
|908at St. Antonii Baare.dyrke St. Antonii Baare. (a) Med samme Baare havdes saadan Beskaffenhed: Saasom alle Sviin vare consecrerede St. Antonio af Padua, saa fødde Munkene nogle Sviin, hvortil de bade om Almisse, ombærende St. Antonii Baare, hvilken de dyrkede. Det er troeligt, at, saasom Sviin ere ikke kostbare at underholde, Munkene have deelt Almissen imellem sig.
Udi det Aar 1420 havde Ziska det U-held at miste sit Øye ved et Pileskud, og, som han havde kun det eeneste tilforn, blev han derover gandske blind. Denne Hændelse gav hans Fiender Forhaabning, at see en hastig Ende paa Krigen, saasom de troede, at Husiternes heele Styrke bestoed udi denne forfærdelige Mands Person; Men denne Forhaabning slog dem feyl; Thi Ziska antog Commando igien, og lod sig bære udi Krigshæren, saa at Krigen blev fortsatt, som tilforn. Imidlertiid arbeidede man paa at holde et nyt Concilium, og det i Kraft af en Slutning, som paa det Costnitzske Concilio var giort udi den 44de Session. Pavia var det Sted, som 1423dertil var benævned. Dette Concilium blev aabned til Pavia udi det Aar 1423; Men, som man sammesteds frygtede for Pest, fandt man for got at flytte det til Siena. Der bleve strax adskillige Ting foretagne, angaaende at arbeide paa Foreening med den Grædske Kirke, item, paa at forfølge de Wiclefiter og Husiter. Men der blev sammesteds intet videre foretaget, saasom Paven ikke skyttede om, at Concilium skulde continuere i Siena. Der blev derfor et Decretum giort udi det Aar 1424, hvorved Concilium blev ophæved, og forordnet, at det skulde forlægges til Basel.
Petri de Luna Død.Udi Begyndelsen af dette Concilii Holdelse døde den Navnkundige Petrus de Luna, paa den Fæstning Paniscola, hvor han længe havde opholdet sig. Det er forunderligt, at et Menneske kunde saa længe holde Stand mod den heele Christendom; Thi han var fast 80 Aar gammel, da han døde, og meenes der, at han endda havde holdet længer ud, hvis en Munk ikke havde
(a)Bulla Mart. V. apud L’Enfant Hist. du Conc. de Bâle T. 1. p. 183.
|909kommet Gift udi hans Mad. Han døde fuldkommeligen i de Tanker, at han var den eeneste retmæssige Pave, hvorvel der var ingen, som troede saadant, uden han selv og 2 Cardinaler, som endda til det yderste holdte hans Parti. Disse tvende Cardinaler, opmuntrede af den Aragoniske Konge, som fandt sin Regning ved at Schisma igien kunde fornyes, havde da den Dristighed at formere et slags Conclave, hvorudi de udvalte til Pave en Aragonisk Edelmand, Ny Anti-Pave.ved Navn Gilles Mugnos, hvilken lod sig kalde Clemens VIII. Men, saasom han intet Anhang havde, saa er det lett at slutte, at han ingen store Figurer haver giort. Dog blev han ved at føre Titel af Pave, indtil det Aar 1429, da han omsider sagde sig af dermed, og havde saaledes dette langvarige Schisma en fuldkommen Ende, efterat det havde varet udi 51 Aar.
Imidlertiid giordes store Præparatorier til det Baselske Concilium, hvilket er udi Historien ikke mindre Navn-kundigt end det forrige, som blev holdet til Costnitz. Men, førend jeg træder dertil, vil jeg tale om andre mærkelige foregaaende Ting. Keyser Sigismundus, da han merkede, at Ziska, endskiøndt han havde misted sit Syn, commanderede med sædvanlig Lykke, ja havde bemægtiget sig Hoved-Staden Prag, begyndte han at desperere om at komme vel ud af denne Kriig, og derfor under Haanden giorde Ziska Freds-Forslag, saaledes, at han betingede sig allene Titel af Bøhmisk Konge, og i det øvrige vilde overdrage Ziska det heele Riges Administration. Dette Forslag kunde Ziska ikke andet end imodtage; Men, da han gav sig paa Ziska døer.Veyen for at tale med Keyseren derom, blev han angreben af Pest, hvoraf han døde 1424den 6 Octobris 1424. Da han paa sit Yderste blev adspurdt, hvor han vilde begraves, sagde han, at man kunde kaste hans døde Legeme paa Marken, saasom han heller vilde fortæres af vilde Beester, end af Orme. Han befoel ogsaa, at man skulde flaae Huden af hans Legeme, og deraf giøre en Tromme, hvis Lyd skulde have den Kraft at jage Skræk ind i Husiternes Fiender. Hvoraf man seer, at denne store Helts |910Død svarede til hans Levnet. Man kand sige, at dette Seculum var særdeles frugtbart paa store og forfærdelige Kriigs-Helte. Kort for Ziska var Bajazeth og Tamerlan, og efter ham Procopius, Mahomed II og Scanderbeg, hvoraf den sidste allene dog Hans Characteer.meriterer at føre Titel af en Helt, efterdi hans Tapperhed var ziiret med Dyd og Mildhed; Hvad Ziska angaaer, da var han Blod-gierrig, og agtede Menneskers Liv ikke meere end Fluers. Der siges, at han ved Sværd og Ild ødelagde 550 Klostere og Kirker, og gemeenligen lod rette alle de Munke og Nonner, som derudi fandtes, saa at nogle af dem bleve kastede udi sydende Olie (a). Hans Fiender gave ham lidet derudi efter, hvilket sees af Bøhmernes Klagemaal mod Kong Sigismundum, item af den Olmutiske Bisp Johannis Historie. Den samme var Administrator til Erke-Bispedommet af Prag, hvilket han forestoed saaledes, at han nu forrettede Messe i Kirken, nu lod sig see udi Spidsen af en Kriigs-Hær (b), og siges der, at han i Feltslag omkom over 200 Husiter med sin egen Haand, hvilket sandeligen var meer end hvad man kunde forvente af nogen Bisp. Ziska blev ellers begraven heel og holden i Czaslaw, hvilket giver tilkiende, at hans Ordre om at flaaes ikke blev efterleved. Der siges, at da Keyser Ferdinandus I eengang saae hans Kølle, som hang udi samme Stads Kirke, blev han alterered derover og sagde: Det slemme Beest kand endogsaa efter sin Død indjage Skræk.
Det er ikke at beskrive, hvilken Glæde hans Død foraarsagede blant Husiternes Fiender. Men den havde dog ikke saadan Virkning, som man indbildte sig. Vel er sandt, at Husiterne derpaa deelede sig i 2 Secter, saa at nogle kaldte sig Thaboriter, andre Orpheliner eller Faderløse. De første udvaldte til Anfører den Navn-kundige Procopius, Ziskæ Successor.Procopium, hvilken var ligesaa forfærdelig, som Ziska. Orphelinerne derimod holdte ingen
(a)L’Enfant bell. Husit. tom. 1. pag. 104.
(b)Augustin. Brun. Catal. Episcop. Olumuc.
|911værdig til at succedere Ziska, og derfore aarligen valte nye Anførere. Men u-anseed denne Spliidagtighed, tabte de ikke meget af deres Styrke; Thi, naar der handledes om at agere mod tilfælles Fiender, foreenede de deres Magt, og var det udi denne Tilstand de uden synderlig Modstand udplyndrede Tydskland, Ungarn og Polen, saa at det syntes, at de bildte sig ind at kunde holde Stand mod heele Europa. Et merkeligt Exempel paa hvad Desperation og Forbittrelse kand bringe til Veye, og at undertiiden mindst agtede Folk kand ved saadan Anledning blive u-overvindelige, Hans Seyervindinger.helst, naar Kriigs-Discipline og store Anførere komme dertil. Under Procopii Anførsel sloge de totaliter Hertug Albert, Keyserens Svoger, som gik dem med en Kriigs-Hær i møde, og tvende gange den bekiendte Cardinal Julianum, som commanderede andre Tropper mod dem. Om Sommeren streiffede de overalt, og retirerede sig om Vinteren til Fæstningen Thabor. Keyseren tilbød dem derpaa Religions fri Øvelse, indtil det forestaaende Baselske Concilium blev holdet. De Husitiske Borgere toge ogsaa med Glæde mod saadant Tilbud, men Kriigs-Folket, saavel Thaboriter, som Orpheliner, forkastede det, og bleve ved uden Modstand at streiffe igiennem deres Fienders Lande, indtil Pave Martini Død. L’Enfant udi det Baselske Concilii Historie anfører tvende Prædikener, som da bleve holdne, og hvoraf Paven intet gott kunde prognosticere sig; Thi hverken Wiclef eller Joh. Hus have nogen Tiid talet med større Hæftighed mod Geistlighedens Laster. Prædikerne vare dog ikke mindre latterlige end skarpe: Thi den første Prædikant sagde blant andet, at Præsterne have declineret fra Rettfærdighed udi alle Casibus: Udi Nominativo fra Kydskhed, udi Genitivo til Overdaad og Kiøds Lyst &c. Videre siger han, at man finder blant Præsterne Aagerkarle, Kroemænd, Spillere, Hoereværter &c. Den anden Prædiken gaaer udi samme Tone, og spares derudi ikke Paven selv (a). Paven ophævede derfore dette Concilium, og blev der intet andet holdet saa længe han levede.
(a)L’Enfant Hist. du Concil. de Bâle tom. 1. pag. 225. seqq.
|912 1431Han døde udi det Aar 1431, efterat han havde siddet over 13 Aar. Udi hans Sted blev af Cardinalerne udvalt en Venetianer, ved Navn Gabriel Condolmere, Eugenius IV Pave.hvilken lod sig kalde Eugenius IV. Udi Begyndelsen af hans Regiering blev ovenmældte Cardinal Julianus, som ogsaa førte Titel af Angelo, skikked med en mægtig Kriigs-Hær til Bøhmen, hvilket giver tilkiende, af hvor liden Betydelse saavel det Costnitzske Concilii, som Martini 5 Kirke-Reformation havde været. Udi denne Kriigs-Hær vare foruden Fod-Folk over 40000 Tydske Ryttere, hvormed Cardinalen haabede at exterminere Husiterne. Men denne forskrækkelige Kriigs-Magt blev saa snart ikke Husiterne vaer, førend enhver tog Flugten, saa at den stridbare Cardinal ved intet Middel kunde holde dem tilbage. Og kunde det Romerske Hoff siden den Tiid ingen Soldater faae, der vilde lade sig bruge i Bøhmen. Det eeneste Raad man derfore vidste til at stille disse langvarige Uroeligheder var, at overtale Husiterne til at affærdige Deputerede til det forestaaende Baselske Concilium, hvor dem af Keyseren blev loved all Sikkerhed. Husiterne holdte derpaa en Sammenkomst, for at raadslaae med hinanden derom; Orphelinerne veigrede sig da for at efterkomme Keyserens Begiæring, sigende, at det vilde ikke gaae deres Deputerede bedre end Joh. Hus og Hieronymo Pragensi. Men Thaboriterne, saavelsom Borgerskabet og Folket af Prag, vare af anden Tanke, og ved de fleeste Stemmer erholdte et Conclusum, hvorved blev beslutted at affærdige en anseelig Deputation til bemældte Concilium, hvilket var berammet at skulde holdes i dette Aar 1431.
Anstalt til et nyt Concilium.Motiverne til dette store Concilii Holdelse foregaves (1) den Grædske Kirkes saavel som andre stridige Folks Foreening med den Romerske Kirke. (2) en almindelig Reformation saavel i Henseende til Hovedet som til Lemmerne, hvilken Reformation af det Costnitzske Concilio var foretagen, skiønt uden Succes, som forhen er viiset. Men det er troeligt, at Hoved-Aarsagen var denne: |913Man havde ved de tvende foregaaende Concilia giort en temmelig Forandring udi Kirke-Sager, saaledes, at den høyeste Myndighed var bleven forflytted fra Paverne til almindelige Forsamlinger. Denne Kirke-Forfatning kunde ikke holdes ved lige uden Continuation af Conciliis, og, saasom saavel verdslige Potentater, som Bispe og andre Prælater funde sig ikke ilde ved saadant geistligt Aristocratie, arbeidede de paa, ved saadant Middel at Keyser Sigismundi Motif dertil.conservere det samme. Hvad Motiv Keyser Sigismundus havde dertil, sees af den Tale, han holdt paa en Congress til Lucho udi Polen, saaledes: Jeg anholder hos Paven om et Concilio, for at reducere Bøhmerne, og for at reformere Kirken: Dersom han ikke beqvemmer sig dertil, vil jeg af egen Myndighed sammenkalde det. Man har ikke nødig at giøre sig megen U-mage med Grækernes Omvendelse; Thi de have samme Troe, som vi, undtagen Skiægge og Koner; Og kand man ikke laste de Grædske Præster derfore, efterdi de lade sig nøye med een Kone, da de Romerske Præste derimod have 10 og undertiden fleere. (a) Paverne derimod stod saadant aldeeles ikke an, hvorudover man saae Martinum V strax efter det Costnitzske Concilium at lade udgaae et Decretum, hvorved alle forbødes at appellere fra det Romerske Sædes Decisioner. Men intet tiener til større Beviis herpaa, end de efterfølgende Pavers Opførsel, da man saae alle de Intriguer, som kand ophittes og i Verk sættes, at være øvede, for at hindre deslige almindelige Moders Holdelse, hvilket efterfølgende Historie skal vise. Kort førend det Baselske Concilium blev aabned, holdtes et Mode til Nantes, af hvis Anordninger man seer, udi hvilken Stand Kirken da har været, og hvor meget den behøvede Reformation. Gudstieneste confunderes med Skue-Spill.Der forbydes at øves visse forfængelige og daarlige Skikke, bestaaende udi efterfølgende Ting: Kirke-Betientere og andre Folk havde Sædvane, den første Dag efter Paaske at gaae om Morgenen tilig ind
(a)L’Enfant Hist. du Concile de Bâle Tom. 1. pag. 290.
|914udi Huse, og der at tage dem, som de funde paa Sengen, for at føre dem nøgne igiennem Gaderne til Kirken, hvor de satte dem i den Positur paa Alteret og sloge Vand over dem. Videre ginge de ogsaa den 1 May, for at gribe Folk paa Sengen, og pante dem, saavel udi deres Klæder som Huusgeraad. Ved Juule-Tider var en Fæst, kalden Daarenes Fæst, som continuerede til den 28 Decembr. da bleve smaa Børn klædde som Paver, Cardinaler, Konger og andre høye Personer, og imiterede de samme virkelig Gudstieneste udi Collegie-Kirkerne. Nogle Præste havde ogsaa Sædvane, at prædike paa Torvet, hvor de havde ladet Theatra til den Ende oprette. (a) Disse og andre selsomme Skikke, saasom de paa dette Mode bleve forbudne, saa sees deraf, at de da maa have været practicerede; Og at Gudstieneste i mange Ting blev confundered med Skue-Spill. Dog er troeligt, at det ikke har været almindeligt. Der fandtes ogsaa i denne fordærvede Tilstand een og anden oprigtig Mand, der med Frihed igiennemheglede Tidernes Daarlighed; Blant dem kand regnes den bekiendte Carmeliter Thomas Conecte, hvilken i sine Prædikener med stor Iver lastede Geistlighedens Feyl. Den samme havde saadan Mængde af Tilhørere, at han gemeenligen maatte prædike under aaben Himmel. Hans fripostige Taler lægges ham til Roes, helst hans skarpe Prædikener mod Fruentimmerets Fontanger, hvilke Tiid efter anden opvoxede til saa mange Etager, at de saae ud som høye Træer. Men han udvirkede intet andet dermed udi Frankrig, end at forøge Fruentimmerets Lyst; Thi, da han forlod Landet, voxede Fontangerne end een Etage høyere; saa at det havde været bedre at straffe de store Synder alleene, og lade Fruentimmer-Moder passere, hvilket denne store Prædikant omsider merkede, og derfore siden prædikede meest mod Geistlighedens Laster. Men han fik derover saa mange Fiender, at han omsider blev beskyldt for Kietterie, saa at Pave Eugenius lod ham fængsle, og endeligen udi det Aar 1434 dømme til at brændes, som en Kietter; Skiøndt det er troeligt, at hans Kietterie
(a)Acta Concil. Nannet. apud L’Enfant Hist. du Concil. de Bâle Tom. 1. pag. 329.
|915bestoed alleene i at igiennemhegle Præsternes Laster, hvilket var det største paa de Tider. (a)
Det Baselske Concilium begyndes.Det Baselske Concilium blev aabned den 23 Julii 1431. Men, som der udi førstningen vare kun faa Prælater, gik en temmelig Tiid bort uden at foretage noget vigtigt, for at oppebie andre, sær Cardinal Julianum, hvilken udi Pavens Fraværelse skulde føre Præsidium, hvoraf man kunde slutte, at Paven ingen Lyst havde til at bivaane Concilio. Ja, førend den første Session blev holden, arbeidede han paa at hæve det, foregivende, at det var fornødent at forflytte det til et andet Sted, som var Grækerne nærmere, efterdi der handledes om at foreene den Grædske Kirke med den Romerske. Men dette Anslag blev forkasted, og Cardinal Julianus gik fort med Arbeidet, saa at den første Session blev den 14 Decembr. holden udi Cathedral-Kirken i Basel. Det første man tog sig for var, at reglere adskillige Ting til Concilii Sikkerhed, item at tage alle muelige Præcautioner mod Paven, i fald han vilde foretage sig at ophæve det, udi hvilken Henseende de affærdigede overalt circulaire Breve, for at opmuntre Paven søger at hæve det igien.dem, som vare paa Veyen, at blive ved deres gode Forsæt, og for at til intet giøre det Rygte, som var udstrøed om Concilii Hævelse. Hvad som bevægede de nærværende Fædre til at tage saadanne Mesures, var den Kundskab, som man havde faaet om Pavens Forehavende; Thi Eugenius havde affærdiget tvende Prælater til Cardinal Julianum, for at opmuntre ham til, enten reent at ophæve eller i det ringeste at suspendere Concilium, under Prætext, at Stedet var u-beleyligt for Grækerne, som vare saa langt fraværende. De fornyede derfore tvende Decreta, som vare giorte paa det Costnitzske Concilio, af det Indhold, at Paven skulde ingen Magt have enten at løse Concilium, eller at forflytte det fra det Stæd til et andet. Cardinalen skrev derforuden Concilium sætter sig derimod.et vitløftigt Brev til Paven, hvorudi han forestiller ham, hvilken Forargelse Concilii Dissolution vil foraarsage, og raader ham at staae fra sit Forsætt, bebreider ham iligemaade, at han ikke har
(a)Argentré Hist. de Bretagne L. 10.
|916villet gotgiøre de 30000 Rdlr., som han, nemlig Cardinalen, paa Pavens vegne har forpligtet sig til at betale for de Omkostninger, som vare giorte paa den Husitiske Kriig, sigende, at det var bedre at sælge Kirke-Ornamenter, end at søge Udflugter til Pengenes Betalning. (a) Denne Materie occuperede Concilium i de tvende første Sessioner.
Udi den 3die Session tog man sig for at overtale Eugenium til at lade sig indfinde, tilligemed de fraværende Cardinaler; Men alt uden Virkning. Ja der arriverede paa samme Tiid 4re Legater fra Paven, hvilke med Iver dreve paa, at Concilium maatte forflyttes til et andet Sted; Hvilket Concilium ikke alleene afslog, men endogsaa lod Legaterne vide, at, dersom han ikke stod fra sit Forsætt, fandt man sig tvungen til at gaae juridice frem mod ham. Og, som de frygtede, at Paven skulde sammenkalde et andet Concilium, giorde de udi den 8de Session et Conclusum, hvorved de erklærede, at der paa een Tiid kunde ikke være meer end eet almindeligt Kirke-Mode, saasom der var kun een almindelig Kirke, skiønt det Argument, som de anførede til Beviis derpaa, var ikke med de allerkraftigste. Det samme var taget af Høysangens 6, hvor der staaer: Du est min Søster, min Veninde, min Due, in singulari; Hvoraf man kand giøre sig et Portrait paa de Tiders Theologie, og nogenledes see, af hvilken Betydelse disse store Concilia kunde være. Hvad som meest opmuntrede Fæderne at fremture udi deres Forsætt, var dette, at Keyser Sigismundus ved et Edict erklærede sig en Beskytter af Concilio.
1433Udi Begyndelsen af det Aar 1433 ankomme de Bøhmiske Deputerede til Basel. De samme giorde med stor Pragt deres Indtog, havende 300 Heste i deres Følge; Og, som Bøhmerne en tidlang havde været en Skræk for alle Folk, dristede man sig ikke til at see dem an, helst Anføreren Procopium, som var med
(a)L’Enfant Hist. du Concil. de Bâle Tom. 1. pag. 331.
|917udi denne Deputation, Procopius med de Husitiske Deputerede møde til Basel.(a) og hvis Navn var ikke mindre forfærdeligt end Ziskæ. De bleve den 9 Januarii admitterede til Audience, og overleverede da 4re Artikler, hvorudi de begierede, 1) at det maatte være alle Troende tilladt at administrere Sacramentet under begge Species, 2) at store Synder, som gaae i svang, maatte hemmes og straffes, 3) at GUds Ord maatte frit prædikes, 4) at det maatte ikke være Geistligheden tilladt at øve nogen Myndighed udi verdslige Sager. Og sagde de, at derudi bestoed all den Tvistighed de havde med den Romerske Geistlighed. Disse Artikler bleve af Concilio examinerede, og een efter anden besvared, men med saadan Vitløftighed, at de Bøhmiske Deputerede kiededes derved, helst saasom Svarene bestode meest udi Formaninger til at underkaste sig Kirkens, deres Moders, Domme og Slutninger; Og, saasom man udi Svarene ofte betienede sig af det Ord Kietter, blev Procopius derover saa heed om Hovedet, at han reisede sig op af sit Sæde, og truede, at forlade Concilium. Concilium affærdige Deputerede til Prag.Efter adskillige Samtaler og Conferencer blev omsider beslutted at skikke nogle Concilii Deputerede til Prag, for at handle videre derom, hvilket og skeede. Det er ellers merkeligt, at een af dem, som paa Concilii vegne var beordred at svare Bøhmerne, var den bekiendte Henricus, som siden af Paven blev kalden til Erke-Bisp i Trundhiem.
Keyser Sigismundus, som kort derefter udi egen Person kom til Basel, affærdigede Skrivelse til Paven, hvorudi han formanede ham at staae fra sit Forsætt om Concilii Dissolution; men han fik kun et haart Svar derpaa. Paa samme Tiid ankomme ogsaa nogle Pavelige Gesantere, hvilke begiærede, at Concilium maatte forflyttes til Bologne. Disse finge ikke allene samme slette Beskeed, som de forrige; Men Concilium forordnede ogsaa udi den 11te Session, som strax derpaa blev holden, at Paverne skulde være forbundne til at holde et Concilium hvert 10de Aar, og hvis de det forsømmede, skulde de fornemste Geistlige have Rett
(a)Æneas Sylv. Hist. Bohem. Cap. 49.
|918dertil; Ja dersom Paverne i saa Fald søge at hindre de af Geistligheden sammenkaldne Concilia, skulle de suspenderes fra all Apostolisk Jurisdiction, og endeligen, om de fremture i deres Haardnakkenhed, skulle de afsættes. Conjuncturerne bleve saaledes værre og værre for Paverne, og var det i den Henseende, at han var saa villig til at paasætte Sigismundo den Keyserlige Krone; Thi han havde tilforn ikke været kronet som Keyser; men det skeede dette Aar, da han var udi Rom.
Imidlertiid vare Concilii Deputerede ankomne til Prag, hvor de giorde adskillige Forslag til Foreening; men Bøhmerne vilde til ingen Ting beqvemme sig, førend man først accorderede dem Frihed at communicere under begge Species, hvilket ogsaa blev bevilget; Men, som der vare endda adskillige Knuder tilbage at løse, arbeidede De samme sætte Splid iblant Bøhmerne.de Deputerede paa at sætte Spliid iblant Bøhmerne, i sær ved at forestille Adelen, hvor ilde de havde giort i at opsige Keyseren Lydighed, for at underkaste sig Procopii Herredom. Denne Intrigue havde meer Virkning end alle de Kriigshære, Keyseren havde skikket til Bøhmen; Thi Adelen og Borgerskabet begyndte fra den Tiid at formere et Parti mod Procopium, og det under Anførsel af tvende Bøhmiske Adelsmænd, nemlig Maynard og Rizemberg, hvilke af Concilio bleve fournerede 1434med Penge. Disse betienede sig af den Tvistighed, som efterfølgende Aar 1434 reisede sig til Prag imellem Thaboriterne og Orphelinerne, og bemægtigede sig Staden. Maynard angreb derpaa Husiternes Kriigshær, og erholdt en fuldkommen Seyer derover. Men hvad som svækkede mest Husiterne, var den store Procopii Død, hvilken Procopius omkommer udi et Slag.omkom i dette Slag, efter at han havde figtet med en fast unaturlig Tapperhed. Maynard erobrede derpaa Husiternes Leyer, saa at den største Deel af deres Fodfolk faldt udi hans Hænder. Dette Fodfolk satte man sig for gandske at exterminere; Men som dette ikke vel kunde skee aabenbare, lokkede man dem ind udi nogle Kornlader, og lode dem i Begyndelsen vel pleie, men satt siden Ild paa samme Lader. Saa at disse tappere Folk, hvis lige man ikke fandt paa de Tiider, bleve |919ganske udrøddede. Ende paa Husiternes Magt.Der siges, at deres Hud af idelige Kriige og Travailler var bleven saa haard og barked, at den kunde tiene til Cuirasser, og at deres Klæder var vilde Dyrs Skind, saa at man uden Skræk ikke kunde ansee dem. Men, endskiøndt Husiternes Magt blev saaledes svækked, havde dog denne Opstand saadan Virkning, at Concilium siden udi det Aar 1436 tilstedde Bøhmerne at communicere under begge Species. Men derved hævedes dog ikke Trætten gandske, og beskyldte begge Parter hinanden at overtræde det til Basel oprettede Concordatum, hvilket sees af den Samtale, som Æneas Sylvius havde 1451 med den Bøhmiske Herre Podiebrad. Bemældte Æneas lod selv publicere denne Samtale, af hvilken han ikke lidet brystede sig, skiønt man med Upartiskhed ikke kand sige andet, end at den er fuld af lutter Chicaner (a). Ja man skikkede siden den store Mirakelmager Capistranum til Bøhmen for at omvende Indbyggerne. Jeg finder dog ikke, at han der giorde noget Mirakel, hvor det var mest nødigt, saa at man deraf kand have Aarsag at tvile om de store Jærtegn, han siges at have giort paa andre u-nødvendige Steder. Han vexlede ellers med den Husitiske Bisp Rockisano nogle Breve, som ere fulde af Pralerie og Skiends-Ord, og som ingen Helgen ere anstændige (b).
Keyseren, saa snart han fik Kundskab om Husiternes Ødelæggelse, gav han Concilio det tilkiende, affærdigede ogsaa Gesantere til Bøhmen for at arbeide paa sin Restitution, og for at bevæge Stænderne til at antage sig, som rettmæßig Arving og Broder til den forrige Konge Wenceslaus. Udi hvilket Gesantskab han reusserede, saa at han siden kom i roelig Besiddelse af den Bøhmiske Throne. Det er ubeskriveligt, hvilken Glæde denne Forandring foraarsagede hos Concilium, hvilket saae Husiternes Ødelæggelse og Bøhmernes paafuldte Conversion an som et GUds
(a)Dialog Æn. Sylv. apud L’Enfant Hist. Conc. Basil. Tom. 2. pag. 224.
(b)Lit. Capistr. ibid. pag. 257.
|920Verk, hvorvel det gik herudi meget Menneskeligt til, saa at Husiternes Svækkelse og Bøhmens Foreening med det Romerske Sæde ikke blev til Veye bragt aldeles ved Bønner og grundig Lærdom, men med Intriguer og Penger og andre dislige Midler, som saadant helligt Concilio vare u-anstændige.
Imidlertiid havde Concilium nok at bestille med at bringe Paven til Føyelighed. Pave Eugenius approberer Concilium.Man giorde udi den 12te Session et Decretum om at citere ham Juridice til at møde. Men han casserede strax samme Decretum. Dog lod han sig af Keyser Sigismundo bevæge til lidt meere Føyelighed siden, saa at man havde Forhaabning at see ham blive foreened med Concilio. Ja han lod kort derefter ved en Bulle erklære det Baselske Concilium for lovligt og rettmæßigt, hvorpaa Concilium tilbagekaldte alle de Buller, som det havde udstædet mod Paven. Hvad som mest drev Eugenium til saadan Føyelighed, var den Kriig, som han var geraaden udi med Hertugen af Meyland, og en Opstand, som paa samme Tiid skeede udi Rom, saa at han selv maatte tage Flugten til Florentz, og derfor trængede til Keyserens og Concilii Beskyttelse.
Udi denne Tilstand havde Concilium frie Hænder at agere med, og da foretog adskillige vigtige Ting, blant andet at arbeide paa den længe forehafte Foreening med den Grædske Kirke. Derom blev handled med de Grædske Deputerede, som 1434 komme til Basel. Men det gik med det Forslag, som med de forrige, at jo meere man rørede derved, jo slettere blev Forstaaelsen, og glemte ikke Paven at føre sig slige Vanskeligheder til Nytte, for at faae Concilium forlagt fra Basel til et andet Sted udi Sætter sig derimod paa ny.Italien. Thi bemældte Pave begyndte, saa snart han havde faaet sine andre Fiender af Halsen, at spille paa den gamle Stræng igien. Til den Ende handlede han med Grækerne under Haanden, og søgte ved sine Gesantere i Constantinopel at afmale det Baselske Concilium med sorteste Farve, og endeligen magede det saa, at saa vel den Grædske Keyser, som de Geistlige, der havde giort sig færdige |921at reise til Basel, forføyede sig til Italien, ladende Concilii Galleier, som vare skikkede til Constantinopel, for at afhente dem, reise tomme tilbage.
Kalder et nytt Concilium til Ferrara.Alting blev derpaa brudt over tvers. Paven sammenkaldte et andet Concilium til Ferrara, og det Baselske Concilium erklærede ham udi det Aar 1437 for halstarrig, og besluttede at procedere formeligen imod ham; Paven derimod gik sin egen 1437Vey frem, og udstedde en Bulle, hvorudi han inviterede alle at forføye sig til det nye Concilium. De Baselske Geistlige igiendreve strax samme Bulle, men Paven fornyede den ved en anden, havde ogsaa den Lykke, at endeel Geistlige forføyede sig til Ferrara, tilligemed Cardinal Juliano, som præsiderede paa det Costnitzske Concilio. (a) Saaledes bleve Kirke-Sagerne bragte i større Forvirrelse, end de nogen Tiid tilforn havde været; Thi, i steden for at der tilforn var een Pave mod en anden, saa var nu eet Concilium mod et andet, og begge lode sig kalde almindelige Kirke-Forsamlinger. 1438Dette forbittrede saaledes Fæderne til Basel, at de 1438 erklærede Eugenium skildt ved all Jurisdiction, og udvaldte Cardinalen af Arles til Præsident udi Juliani Sted. Det Ferrariske Concilium bestoed vel af faa Lemmer, men havde en stor Fordeel frem for det andet derudi, at Paven i egen Person der præsiderede, og voxede det ikke lidet til ved den Grædske Keysers, samt den Constantinopolitanske Patriarchs og andre Grædske Prælaters Accession. Hvad som bevægede den Grædske Grækerne søge Pavens Concilium.Keyser heller at slaae sig til Paven, end til det store Concilium, var dette: Bemeldte Keyser havde af det heele Østlige Keyserdom fast intet tilbage uden Hoved-Staden Constantinopel, hvorudover han trængede til de Vestlige Potentaters Hielp mod den dagligen tilvoxende Tyrkiske Magt; Og, som hans Formænd udi slige Tilfælde stedse havde holdet sig til Paverne, saa fuldte denne derudi deres Fodspor, helst saasom han maaskee forud saae, at det Baselske Concilium udi denne Tvistighed vilde ligge un-
(a)Panormit. Hist. Concil. Bas.
|922der, hvilken Tanke og ikke slog ham feyl. Man merkede da, at det Romerske Hoff havde profiteret af Johannis XXIII U-held, og vidste bedre at bevæbne sig mod de store Kirke-Forsamlingers Myndighed, og derved foraarsagede, at ikke alleene dette store Baselske Concilium gik under, men at intet Concilium af Vigtighed siden den Tiid er bleven holdet, naar man eene undtager det Tridentinske, hvilket dog ikkun blev holdet for et Syns skyld.
Den Grædske Keyser, tilligemed Patriarchen og et stort Følge kom til Venedig den 8 Febr. 1438. Der blev han strax complimentered af Pavelige Gesantere, og af dem geleided til Ferrara, hvor Paven gik imod ham og gav ham sin Haand at kysse, hvilket var strax en Begyndelse til Foreening, saasom den største Knude bestoed Grækernes Ankomst til Ferrara.i at erkiende Paven for Christendommens Hoved. Med Patriarchen derimod gaves meere Vanskelighed; Thi, som den Grædske Kirke endda ikke havde villet tilstaae den Romerske Stoels Primatum, paastoed han tvende Ting, 1) at man skulde skikke Cardinaler mod ham, 2) at man maatte ikke tilholde ham at kysse Pavens Fødder; Hvilke Prætensioner Eugenius i denne Tilstand maatte afstaae, og det ikke saa meget for at promovere Foreenings-Verket, som for at beholde de Grædske Geistlige udi Ferrara, og derved at skaffe sit eget Concilio Anseelse. Thi det er troeligt, at Paven intet andet intenderede med dette Verk, saasom forrige Tiders Historie noksom havde lært, hvor vanskeligt det var at bringe de tvende Kirker til en bestandig Foreening, og at Keyseren havde intet andet i Sinde, end at smørre Paven om Munden, for at erholde nogen Hielp mod Tyrken; Thi der var ellers intet paa samme Tiid, som kunde bevæge ham til at foreene sig med en Kirke, hvorudi der paa eengang vare tvende stridige Disputer om Skiærs-Ild.Concilia, som med Christendommens Forargelse kieppedes om at sætte hinanden i Band. Efterat man havde reguleret Ceremonierne, og de Rangs Tvistigheder, som kunde reise sig paa Concilio, traadde begge Parter sammen, saa at Concilium blev aabned den 9 April udi St. Georgii Kirke. Det første man foretog sig var, at handle om Skiærs-Ild, men |923det faldt ud til Mundhuggerie, som heller formeerede de gamle Tvistigheder, end banede Vey til Forliig, og kunde de tvende Grækiske Talsmænd, Marcus af Epheso, og den bekiendte Bessarion, Biskopen af Nicæa, ikke selv komme overeens med hinanden udi denne Post, saasom den første holdt for, at de Afdødes Salighed blev opsatt til den yderste Dom. Den anden derimod, at der fattedes intet til Helgenes fuldkomne Salighed, end at Siælen blev foreened med Legemet igien. I det øvrige lod Bessarion see stor Iver i at forfremme Foreeningen, og derved giorde sig omsider saa mistænkt hos Grækerne, at han siden blev tilbage udi Italien, hvor han blev ophøyed til Cardinals Værdighed.
Item om det Tillæg Filioqve.Efterat man længe havde disputeret om Skiærs-Ild, skreed man til den gamle Tvistighed om det Tillæg Filioqve, hvorover 15 frugtesløse Sessioner i dette Aar 1438 bleve holdne. Endeligen begyndte Grækerne at kiedes derved, saa at de ønskede, at Concilium kunde brydes over tvers, og de derudover kunde komme hiem igien. Og var det da, at Paven proponerede Keyseren og Patriarchen Concilii Forflyttelse fra Ferrara til Florentz. Grækerne undskyldte sig i Begyndelsen derfor; Men, for ikke at støde Paven for Hovedet, samtykkede de omsider dertil.
Det Ferrariske Concilium forflyttes til Florentz.Denne Forflyttelse skeede udi Begyndelsen af efterfølgende Aar 1439, og blev den første Session holden i Florentz den 26 Febr. Der giortes da adskillige Betænkninger over denne Forflyttelse: Nogle holdte for, at det skeede af Frygt for Pest; Men, som dette var et sædvanligt Paaskud, er det troeligere, som andre meene, at det skeede i Henseende til en Sum Penge, som Florentinerne lovede Paven, hvis han vilde forflytte Concilium til deres Stad, eftersom deslige store Samlinger tilbringe Indbyggerne Fordeel i deres Næring. Der foretog man sig strax at bringe den i forrige Concilio examinerede Tvistighed til Ende. Efterat derover var hæftigen bleven disputered udi 9 Sessioner, bleve Grækerne omsider overtalede af Keyseren, som var meget for Foreeningen, at beqvemme sig til at antage Latinernes Formular, an|924gaaende den Hellig Aands Procession fra Faderen og Sønnen. At Verdslig Interesse Grækerne antoge det Tillæg Filioqve.contribuerede meer dertil end den Romerske Geistligheds Argumenter, sees deraf, at Keyseren vilde ikke underskrive, førend han havde faaet Forsikring om Hielp af Folk og Penge til Constantinopels Forsvar: Saa at man i visse Maader kand sige, at Paven tilkiøbte sig Grækernes Omvendelse for Penge. Da Contracten var slutted, underskreve alle, undtagen Marcus af Epheso, som bestandigen veigrede sig derfor.
Efterat denne Hoved-Disput var afgiort, skreed man til de andre, nemlig om Skiærs-Ild, det u-syrede Brød og Pavens Primatum; Og er det merkeligt ved den sidste Punct, at da de Romerske Prælater allegerede een og anden Expression og Talemaade, som syntes at tilkiende PavernePaverne]Paverne] Pavernes A B; Paverne Liebenberg, Pavernes SS Paverne] Pavernes A B; Paverne Liebenberg, Pavernes SS Jurisdiction over den heele Christen Kirke, svarede Keyseren heel fornuftigen, at man af pure Complimenter, som giøres, ingen Rett kand tiltage sig. (a) Dog bleve omsider alle omtvistede Poster deciderede, Item den Øvrige Romerske Lærdom.som Paven og den Romerske Geistlighed vilde have dem, og en Foreening blev slutted, som alle underskreve, undtagen ovenomtalte Marcus af Epheso, hvilken fremturede udi sin Bestandighed, hvorudover Paven forlangede af Keyseren, at han maatte straffes som en Freds-forstyrrer. Han blev derpaa stævned til at svare for sig. Men, som han frygtede for en haard Dom, bad han Keyseren med grædende Taare, at man vilde have Medlidenhed med ham i Henseende til hans høye Alder, og i det ringeste give ham nogen Tiid til at betænke sig. Keyseren lod sig deraf bevæge, og bad Bisperne, at de vilde have Taalmodighed, indtil man kom tilbage til Constantinopel igien, da vilde man obligere ham til at underskrive, hvilket dog aldrig skeede; Thi han døde udi sin forrige Meening, og befoel nyeligen førend han døde, at ingen, som havde undertegnet denne Foreening, maatte assistere ved hans Liig-Begiængelse. Efterat dette store Verk saaledes var bragt til Ende,
(a)Acta Conc. Florent. Sess. 25. An si qvis Sanctorum in Epistola honorat Papam, excipiet hoc pro privilegio.
|925tog Keyser Joh. Palæologus Afskeed og begav Grækernes Bortreyse.sig med den Grædske Geistlighed paa Hiem-Reisen igien til Constantinopel, hvor han arriverede udi Begyndelsen af efterfølgende Aar. Hvilket slet Udfald ellers denne Foreening, hvoraf Paven og det Florentinske Concilium brystede sig, havde, skal siden vises.
Medens dette forrettedes til Florentz, continuerede det Baselske Concilium ligesom tilforn, og blev af Fæderne sammesteds et Spørsmaal bragt paa Banen, om man ikke kunde erklære Eugenium for en Kietter, og det i Henseende til hans U-lydighed imod Kirkens Ordinantzer. Nogle meenede ja, andre ney: Blant de sidste var Erke-Bispen af Palermo, hvilken holdt for, at man ikke kunde holde Paven for Kietter; Men andre igiendreve ham saa vel udi deres Taler som Skrifter, saa at dette Spørsmaal Det Baselske Concilium afsætter Paven.foraarsagede stor Bevægelse. Endelig tog deres Meening Overhaand, som holdte for, at Paven kunde erklæres for en Kietter. Hvorudover man ogsaa skreed til hans Afsættelse, hvilken gik for sig udi den 34de Session udi dette Aar 1439. Og er det 1439merkeligt, at denne Afsættelse skeede just paa samme Dag, som Foreening blev slutted til Florentz. Men man merkede, at dette Concilii Foretagende blev ikke vel optaget af alle; Kongen af Frankerige besværgede sig strax derover; Og, da Concilii Deputerede lode Eugenii Deposition opslaae paa Kirke-Dørrene i Tydskland, blev den efter Førsternes Befalning nedreven igien. Kort derefter reisede sig en skrækkelig Pest til Basel, hvilken giorde et stort Nederlag paa de nærværende Prælater, saa at der var Anseelse til at Concilium vilde hæves. Og er det troeligt, at Pavens Tilhængere da ikke have glemt at afmale denne Plage, som en GUds Straf i Henseende til den formeente Vold og Haardhed, som man havde øvet mod Christi Statholder. Men u-anseed denne U-held, continuerede dog Concilium som tilforn, og det besynderligen formedelst Præsidentens, nemlig Cardinalens af Arles, Bestandighed, hvilken, da nogle af Fæderne begiærede, at de maatte retirere sig lidt ud paa Landet, indtil Plagen ophørede, afslog han dem saadant, sigende: Jeg vil heller frelse Concilium ved Fare |926af mit Liv, end mit Liv med Concilii Fare. Af hans Exempel opmuntredes de andre ikke alleene at blive tilstede, men endogsaa at giøre Anstalt til et nytt Pave-Vall, som man fandt for gott at skulle skee inden 2 Maaneder.
Da Paven fik Kundskab om hvad som forhandled var til Basel, lod han publicere et haardt Decretum imod Concilium, hvilket han kaldte en Røver-Kuule eller en Samling af Diævels Lemmer, for at ødelægge og forstyrre Kirken. Men de Baselske Fædre glemte ikke at besvare dette Decretum, og viise, at de havde rettmæßig Udvælger en nye Pave.Aarsag til at afsætte Eugenium, som de alleene kaldte Gabriel. De skreede derpaa til en nye Election og udvaldte til Pave Amadeum, Hertugen af Savoyen, hvilken paa de Tiider var i Anseelse saavel for Lærdom som Levnet. Samme Amadeus, efter at han med stor Berømmelse havde regieret udi 40 Aar, forlod han Regieringen, for at føre sit øvrige Liv som en Eremit, og blev hans Retraite paa et Sted ved den Genfiske Søe. Han var den sidste Greve og første Hertug af Savoyen, saasom han af Keyser Sigismundo havde erholdet den Førstelige Krone. (a) Dette Vall skeede Felix V. udi den 38de Session, og lod den nye Pave sig kalde Felix V. Af alt dette lod Eugenius dog ikke Modet falde, men continuerede med sit Concilio til Florentz, brystende sig af det store Verk, han havde bragt til Ende, nemlig Grækernes Foreening, og for at skaffe sig og sit Concilio end meere Anseelse, tog sig strax derpaa ligeledes for at foreene Armenierne med den Romerske Kirke.
Medens dette forrettedes paa disse tvende Conciliis, var i Tydskland stor Forandring forefalden. Den berømmelige Keyser Sigismundus døde udi det Aar 1437 efter et Regimente af 27 Aar, og blev succedered af sin Svoger Alberto Hertugen af Østerrige. Han kand regnes for den største Regent udi dette Seculo, saavel i Henseende til hans store Bedrifter som Dyder.
(a)L’Enfant. Concil. de Bâle tom. 2. pag. 24.
|927Han maatte i sin Tiid bestride mange Vanskeligheder, var ey heller fri for Huus-Sorg; Thi Keyserinden Barbara var et Mynster paa Ukydsked og Ugudelighed; Thi hun nægtede baade Himmerig og Helvede, hvilket man dismeere maatte forundre sig over, efterdi Atheismus er rar hos Qvinde-Kiøn. Da hun efter Sigismundi Død vilde gifte sig paa nye, og nogle raadede hende derfra, fremførende Turtel-Duers Exempel, sagde hun: Hvi fremfører man ikke heller andre Engle eller Dyr, som gifte sig ofte? Nogle have villet regne hende blant Kiettere, men u-forskyldt; Thi een der troer slet intet, lader sig ikke brænde for nogen Troes-Artikel. Saasom Keyser Sigismundus selv var en Lærd Herre, saa blev Lærdom i Tydskland ikke lidet forfremmed udi hans Tiid. Da blev blant andet stifted et Universitet til Rostock, hvorhen de første Magistri og Doctores bleve kaldne fra Erfurth, hvor ogsaa en høy Skole nyligen var anlagt. Det Rostockske Universitet havde dog i Begyndelsen ingen synderlig Fremgang, og Lærerne formedelst Indkomsternes Ringhed forlode det igien (a). Keyser Albertus døde kort efter Sigismundum, nemlig i det Aar 1439, hvorudover Churførsterne i Begyndelsen af det efterfølgende Fridericus III Keyser.Aar skreede til et nytt Vall, og udvaldte hans Fætter Fridericum, som iligemaade var Hertug af Østerrige. Den samme er bleven særdeles bekiendt i Historien i Henseende til hans store Fredsommelighed, hvormed han forestoed Regimentet fast udi 50 Aar. Begyndelsen af hans Regiering blev distinguered ved den store Invention af Bogtrykkerie, som gav Anledning til boglige Konsters Opkomst, saa at man fra den Tiid kand regne en nye Periodum udi den lærde Historie.
Trithemius, Sabellicus og Polydorus Virgilius holde for, at Johan Guttenberg, Bogtrykkeriets Invention.en Herremand af Mayntz, ophittede denne Konst først udi dette Aar, hvorvel andre giør Konsten yngre, og sige, at Johan Faust var første Inventor deraf udi det Aar 1462. Lomeier tillægger den Ære en Harlemmer, ved Navn Coster;
(a)Krantz. Metrop. lib. 9. cap. 22.
|928og Paulus Jovius siger, at Bogtrykker-Konsten er bragt fra China af nogle Tydske Kiøbmænd, eftersom det er kundbart, at man har haft Bogtrykkerie udi China længe førend det var bekiendt i Europa, skiøndt den gamle Chinesiske er paa langt anden Maade. Vist nok er det, at den første trykte Bog, vi have, er en Bibel in Folio ved Johan Faust 1462 (a), hvoraf endnu er et Exemplar i Paris, saa at derfore samme Johan Faust gemeenligen holdes for den rette Inventor, eller i det ringeste Inventionens første Executor; Thi det er klart, at man længe tilforn har arbeidet derpaa, og giort adskillige frugtesløse Forsøg, og det hemmeligen, paa det at andre ikke skulde faae Konsten at vide, og nyde Frugten af det, hvorpaa man havde giort store Bekostninger. De som med Johan Faust herudi vare Medvidere, siges at have været Johan Guttenberg og Petrus Opilio, og boede de alle tree udi det Huus, kaldet zum Jungen, som endnu udi Mayntz fører Navn af Bogtrykker-Huuset. Men som Konsten var stor og ubegribelig for den gemeene Mand, saa havde denne gode Johan Faustus den Skiæbne, som mange andre store Mænd, at han blev blant Almuen holden for en Troldmand, og grunder sig derpaa den Historie, som vi have om Doct. Fausto, der siges at have forskrevet sig til Fanden, og af ham at være bortført. Man begyndte først at grave Characteererne udi Træe, og er det paa saadan Maade, at det Latinske Dictionarium, kaldet Catholicon, blev trykt. Siden hittede man paa at støbe Bogstaverne: Men i Førstningen blev allene trykt paa een Side af Papiret, saa at to Blade bleve derfor sammenlimede: Og seer man deraf, hvor suurt og kostbart dette Arbeide i Begyndelsen har været (b).
Jeg har tilforn talet om den Foreening, som blev slutted mellem den Grædske og Romerske Kirke til Florentz. De Grædske Geistlige, som havde underskrevet Foreeningen, komme det
(a)Mich. Mattaire Annal. Typogr. holder dog for, at adskillige Bøger tilforn have været trykte.
(b)Mich. Mattaire Ann. Typogr.
|929Aar 1440 tilbage til Constantinopel, hvor de bleve anseede med saadan Foragt, at man ikke vilde admittere dem til nogen Geistlig Forretning, men kaldte dem Apostater, Azymiter og Religionens Forrædere. Derimod opløftede man Marcum af Epheso til Skyerne, og ansaae ham som den eeneste Troens Beskytter. Disse heftige Forfølgelser foraarsagede, at mange af dem, som havde underskrevet Foreeningen, omsadlede, og satt alt dette saadant Mod udi Marco Ephesio, at han offentligen satt sig op imod Keyseren, fordømmende ham og alle dem, som havde befodret Grækerne falde fra Foreeningen igien.Foreeningen, og øvede han saadant med des større Dristighed, efterdi der paa samme Tiid ingen Patriarch var. Man saae derpaa en Hob Skrifter komme for Lyset, hvorudi det eene Parti igiennemheglede det andet. Herudover fandt Keyseren nødigt at udvælge en Patriarch, der kunde stille denne Uroelighed. Den nye Patriarch var Metrophanes, hvilken, saasom han selv havde underskrevet Foreeningen, saa forfuldte han alle dem, som vare derimod. Men denne Forfølgelse varede ikke længe, saasom man merkede, at Keyseren blev meere og meere kaaldsindig, og det af Frygt for den Tyrkiske Sultan Amurath, der ingen Behag havde fundet i denne Foreening. Krigen fornyedes derfor igien, og Tvistighederne komme udi det Aar 1442 paa den høyeste Spidse. Midt udi denne Tumult døde Marcus Ephesius, hvilken befoel paa sit Yderste, at ingen af dem, som havde underskrevet Foreeningen, maatte bivaane hans Liig-Begiængelse. Og vare disse Frugterne af det store Verk, hvilket Paven havde anseet som et Mesterstykke. Siden den Tiid haver all Forhaabning om Foreening været udslukt; Alleene Pave Gregorius XIII haver ladet sig nøye med at stifte et Collegium for studerende Græker udi Rom med en Capital til deres Underholdning, som sloge sig til den Latinske Kirke, haabende, at samme Proselyter ved deres Hiemkomst skulde forfremme den Romerske Troe i Grækenland. Men man merker ikke, at denne Stiftelse har bragt store Frugter til veye.
De tvende Concilia continuerede stedse som tilforn, og arbeidede det eene af all Magt paa at svække det andets Anseelse. |930Det Florentinske havde den Fordeel, at alle Orientalske Folk, som søgte at foreene sig med den Romerske Kirke, søgte Florentz, som det Sted, hvor det rette Concilium og den rette Pave var; Thi foruden Græker og 1441Armenier lode sig der udi det Aar 1441 indfinde nogle Jacobitiske Deputerede. Jeg har tilforn viset, at den Grædske Kirke udi Orienten var deelt i 2 Secter, nemlig Melchiter og Jacobiter, og at de sidste havde deres Navn af en Syrer, ved Navn Jacob, som var en Discipel af Eutyche og Dioscoro, saa at disse Jacobiter vare alle Eutychianer, og havde de samme deres egen Patriarch. Efterat disse Jacobitiske Deputerede vare komne til Florentz, for at handle om Foreening, blev af Concilio giort et Decretum, hvilket de Deputerede underskreve; Og, som der paa samme Tiid ogsaa kom et Compliment-Brev fra Kongen af Æthiopien, angaaende Foreening, saa voxede det Florentinske Concilii Myndighed meer og meer til; Thi, hvorvel alle disse Religions-Foreeninger vare af ingen Betydelse, saa gave disse Forhandlinger dog tilkiende, at de Orientalske Christne erkiendte Eugenium for den rette Romerske Pave, og glemte samme Eugenius ikke at føre sig saadant til Nytte, for at bestyrke sin Myndighed mod det Baselske Concilium.
Pave Felix forsømte intet paa den anden Side at erhverve sig Tilhængere, saa at Spliid og U-eenighed voxede meer og meer til, og man omsider ikke vidste, hvilket Parti var det retteste. Udi denne Tilstand lod den nye Keyser Friderich holde en almindelig Rigs-Forsamling til Frankfurt, hvor begge Pavers Gesantere mødte. Man fandt da for got, at der var intet andet Middel til at stille disse U-roeligheder, end at begge Partier foreenede sig om at sammenkalde et nyt Concilium. Man seer ellers, at de fleeste paa dette Frankfurtske Mode erkiendte endnu Eugenium for rettmæssig Pave, hvilket indjog ikke liden Skræk udi Fæderne af det Baselske Concilio, og blev den samme hos dem forøged, da de finge at vide, at Keyseren kort derefter havde været gandske nær ved Basel, men havde ikke villet komme ind udi Staden. Herudover besluttede de at antage de Forslag, som vare giorte om et |931nyt Concilio, hvorpaa Keyseren beqvemmede sig at komme ind udi Staden. Men han vilde der ingenlunde Begge Concilia ophæves.tractere Felix som Pave, undskyldende sig dermed, at det skeede for at befodre Kirkens Fred. Endeligen ophævedes begge Concilia udi det Aar 1443. Men derved endtes 1443dog ikke Kirkens Schisma, eftersom begge Paver søgte at forsvare deres Post som tilforn. Dette varede indtil det Aar 1447, da Pave Eugenius omsider ved Døden afgik. Ved hans Død fortælles dette som noget merkværdigt, at han med Suk og Graad sagde til de Omstaaende: Det havde været bedre for min Siæls Salighed, dersom jeg ikke var bleven Cardinal eller Pave. (a) Det var ellers under denne Pave, at Cardinalernes Hoffart og Pragt kom paa den høyeste Spidse. Og er det at merke, at den, som begyndte at distingvere sig mest udi Pragt og Overdaad, var Cardinal Ludovicus af Padua, som tilforn havde været Medicus. (b)
Ved Eugenii Død tænkte Felix at spille Mester, men Cardinalerne traadde strax derpaa tilsammen udi Conclave, og udvaldte Thomam, Cardinalen af Bologna, Nicolaus V Eugenii Successor.hvilken lod sig kalde Nicolaus V, og blev erkiendt af de fleeste Nationer. Herpaa arbeidede man paa at bringe Felix til en frivillig Afstaaelse, 1449hvilken man omsider udi det Aar 1449 udvirkede, saa at Kirkens Schisma derved gandske ophørte, og Nicolaus af alle blev holden for en rettmæssig Pave, endogsaa af det Baselske Concilii forrige Lemmer, Bliver alleene Pave.hvilke nogle Aar siden deres Bortgang havde samlet sig til Lausanne, og der forblevet indtil denne Tiid, da de omsider, efterat Felix havde renuncieret, foreenede sig med Nicolao.
(a)Launojus Epist. Part. 1.
(b)Volaterr. Lib. 22. primus est ausus Cardinalium canes & eqvos alere, conviviorum, lautitiæqve & supellectilis plus, qvam ordini illi par erat, splendorem introducere.
Denne Pave holdt kort efter sin Ankomst til Regieringen, nemlig 1450 et stort Jubel-Aar til Rom, hvor der indfandt sig en u-hørlig Mængde af alle Nationer. Mod Enden af Festen gik den saa kalden Broe af St. Angelo i stykker, saa at over 200 Mennesker bleve enten druknede eller ihiel traadde under Heste-Fødder; Saa at man kand sige, at det havde været bedre, at disse gode Folk vare blevne hiemme. Det samme kand man og sige om en fornemme Nonne, hvilken Æneas Sylvius vidner at være bleven voldtagen paa samme Fæst, 1450og saaledes i steden for at blive skildt ved sine Synder, som Paven havde lovet, Jubel-Aar.blev skildt ved sin Jomfruedom. (a) Om de andre ellers komme helligere og reenere tilbage fra Rom, er vanskeligt at sige. Bemeldte Autor synes ikke at være af de Tanker; Thi han fortæller, at Friderich, Greven af Cilley, en Herre af 90 Aar, ved sin Tilbagekomst syltede sig udi alle slags Synder og Vellyster, og da man spurdte ham, hvortil det nyttede at han giorde saadan Andagts-Reise, efterdi han kom ligesaa slem tilbage, svarede han: Min Skoemager giorde ogsaa en Reyse til Rom, men ved sin Hiemkomst syer han Støvler igien ligesom tilforn. Paa denne Jubel-Fæst blev af Pave Nicolao canonisered den bekiendte Franciscaner Bernhardinus af Siena, som var Capistrani LæremesterLæremester]Læremester] A; Lærermester SS Læremester] A; Lærermester SS . Ham tillægges adskillige Miracler, blant andet dette, at, da han eengang prædikede under aaben Himmel, og der lode sig see Skyer, som truede med Regn, bad han sine Tilhørere at bie, forsikrende dem om, at der ingen Regn skulde falde, hvorpaa Skyerne skildte sig ad, og der blev klart Veyr igien: Men, siger Æneas Sylvius, som denne Historie fortæller, endskiønt saadant ofte skeer naturlig viis, blev det dog holdet for et Mirakel. (b)
(a)Æn. Sylv. vit. Frid. III.
(b)Æneas Sylv. vit. Frid. III.
|933Noget efter Felicis V Afstaaelse, nemlig 1451 døde den Tyrkiske Sultan Amurath, der i sin Tiid havde været en Skræk for den heele Christendom, og bragt det Østerlige Keyserdom til saadann Yderlighed, at de Grædske Keysere havde intet tilbage uden Constantinopel alleene. Hans Søn og Successor var den navnkundige Mahomed II, som nogle Aar derefter indtog Constantinopel med Storm og giorde gandske Ende paa det Grædske Herredom. Udi denne Mahomed var en Samling af alle store Dyder og Lyder: Han var stærk, dristig, ærgierrig og derhos underfundig, subtil og en stor Mester i at forberge sig, saa at det var ikke mindre ved hans Klogskab end ved hans Tapperhed, at han kuldkastede tvende Keyserdomme, erobrede 12 Kongeriger, og tog meer end 200 Stæder fra de Christne, saa at man fra hans Regimente kand giøre en nye Tids Udregning i Historien.
Denne store Helt, eller rettere det Menneskelige Kiøns Tyran, havde haft en Optugtelse, Mahomeds 2 Portrait.som man ikke kunde vente hos en Mahomedansk Printz; Thi han talede foruden sit Moders Maal 5 andre Sprog, nemlig Grædsk, Latin, Persisk, Arabisk og Chaldaisk. Han var kyndig udi Mathematiqve, sær i Astrologien, forstod Krigskonsten udi Grund, og havde en temmelig Læsning af Historier og store Heltes Bedrifter, hvis Fodspor han satt sig for at efterfølge. Derimod var han Blod-gierrig, ukydsk, hævngierrig, saa at han paa eengang lod skiære Maven op paa 14 af hans Pager, for at faae at vide, hvo der havde taget og opædt en Melon; Og, saasom han ingen Religion havde; (Thi han foragtede ogsaa den Mahomedanske, kaldende Mahomed en Anfører for Røvere og Banditer, naar han talede i Eenrom med sine Venner) saa havde han intet for Øyene uden egen Interesse og Høyhed. Paulus Jovius er blant andre den, som har afmalet ham som en fuldkommen Atheist (a), hvorvel andre ere ikke af saadanne Tanker, efterdi han selv foregav sig at dyrke Lykkens GUd. Saa Hans Anslag.snart han kom til Regieringen, satt han
(a)Paul. Jov. in Elog. virorum bellica virtute illustrium. lib. 3.
|934sig for at kuldkaste det Grædske Keyserdom: Dog, paa det at ingen skulde merke saadant Forsætt, fornyede han strax den Freds-Tractat, som forhen var giort med Grækerne. Men den da regierende Grædske Keyser Constantinus Palæologus forlod sig ikke derpaa, og derfore anholdt hos Paven og de andre Potentater om Undsætning, skiønt forgiæves; Thi Frankrig og Engeland vare udi blodig Kriig sammen, og Keyser Frederik var udi hans heele Regierings Tiid ikke at bevæge til nogen Kriig, og det een Deel af Fredsommelighed, een Deel og af Karrighed; Thi han satt mange vigtige Ting til Side for at spare paa smaa Omkostninger, og er det troeligt, at han opsatt sin Kroning saa længe i samme Henseende. Samme Kroning skeede til Rom udi det Aar 1452. Ingen Bekostning blev vel derpaa spared; men, som han tog allevegne Foræringer af de Italienske Stater og Førster, saa fik han Reisen meer end betalt. Ellers var Keyser Frederik en Herre af mange store Qvaliteter i andre Maader. Men Penge-Gierrighed foraarsagede, at han ingen Resolution kunde tage, som førte Bekostning med sig, saa at derfore Mahomed ikke kunde have sig meget at frygte for ham.
Og, saasom alting skulde conspirere til det Grædske Keyserdoms Kuldkastelse, saa hialp dette ikke lidet dertil, at Grækerne paa samme Tiid laae i Haar sammen indbyrdes i Henseende til Religionen, saa at Constantinopel aldrig havde været i større Forvirrelse (a); Thi Præste, Munke, Borgere og Soldater samlede sig paa Gaderne og raabte Forbandelse over dem, som havde underskrevet Foreeningen med den Romerske Kirke, og vilde de samme ikke bivaane Gudstienesten udi St. Sophie Kirke, hvilken de ansaae som et vanhelligt Sted. Imidlertiid giorde Mahomed Anfang til at i Verk sætte sit store Forehavende. Til den Ende lod han in Majo af det Aar 1452 ved Strædet af Constantinopel anlægge en Fæstning, for at hindre Skibe at komme fra den sorte Søe, item for at facilitere Transporten af sine Kriigs-Folk fra
(a)Ducas Hist. cap. 37.
|935Asia Beleyrer Constantinopel.til Europa. Denne Fæstning holdes endnu ved lige, og kaldes sorte Taarns Castel, hvorudi store Stats-Fanger sættes i Forvaring. Efterat alle nødvendige Præparatorier vare giorte, lod han sig i Begyndelsen af efterfølgende Aar 1453 see for Constantinopel med en forskrækkelig Kriigshær, bestaaende saavel af Europæiske som Asiatiske Tropper, og beleirede Staden baade til Lands og Vands. Kriigshæren bestoed af 300000 Mænd og Floden af 100 Galleier og 130 mindre Fartøy, hvortil stødte siden 70 andre Skibe, som Mahomed ved et fast u-troeligt Arbeide lod føre ved Machiner over Land, og derved indjog stor Skræk udi den beleirede Stad (a).
Staden var da kun slett forsyned med Mandskab. De som man forlod sig mest paa, vare 3000 Venetianer og Genueser, hvilke tilligemed de faa Grædske Soldater forsvarede sig længe med en ugemeen Tapperhed, hvortil de bleve opmuntrede saavel af Keyser Constantini eget Exempel, som af den tappere Genuesiske General Justiniano, hvilken i Begyndelsen af Beleyringen kom til Constantinopel. Mahomed havde i sin Leyer en Ungarsk Stykgyder, hvilken støbte ham overmaade store Canoner, blant andet een, som maatte trækkes af 2000 Mænd og 10 par Øxen. Den første Prøve dermed blev giort ved Adrianopel, hvilken gik lykkeligen af. Den blev derpaa trokken af 60 Øxen, og bleve de tvende Maaneder Februarius og Martius anvendte paa at føre den nogle faa Miile (b). Samme forfærdelige Canon, der blev ladt med store Steene, som førtes fra den sorte Søe, kunde høres nogle Miile, og giorde strax store Hull paa Stadens Muure, som baade Ducas og Chalcondylas vidne, hvorvel andre sige, at den creverede ved første Prøve. Tyrkerne grebe saaledes Staden an med stor Hidsighed, hvilken forsvarede sig med ikke mindre Bestandighed. Efterat Beleiringen en Tiid lang havde varet, og meget Blod var udøsed, giorde Tyrkerne den 29 May en
(a)Ducas Hist. cap. 37.
(b)Ducas Hist. cap. 37.
|936General-Storm. Udi denne Storm lidde de saadant Nederlag, at det var Anseelse, at de med Skamme maatte ophæve Beleyringen igien. Men midt udi Trefningen blev Justinianus saared, hvorudover ham paakom en saadan Skræk, at han forlod sin Post, og derved til intet giorde all den Ære, han tilforn havde indlagt. Hans Bortgang foraarsagede stor Forvirrelse blant Soldaterne, og glemte Tyrkerne ikke at føre sig den til Nytte, saa at de omsider trængede sig ind udi Staden.
Staden bestormes.Keyser Constantinus, der havde besluttet at døe som Keyser, seende alting at være forloren, kastede sig med Kaarden i Haanden midt iblant Fienderne, af hvilke han omsider blev traadden under Fødder. Saadant Endeligt fik Constantinus Palæologus, den sidste Grædske Keyser, en Herre, der formedelst sin Dyd og Tapperhed var en bedre Skiæbne værd. Han omkom udi hans 50de Aar, som hans Cantzler Phrantza (a) vidner, der har skrevet denne ynksomme Historie. Mahomed, som siden fandt hans døde Legeme, lod det begrave med all den Stads og Ære (b), som en Keyser tilkom. Det er ellers mærkeligt, at ligesom den første Constantinopolitanske Keyser heed Constantinus, og der var en Keyserinde som heed Helena, saa var den sidste Keyser ogsaa en Constantinus og Keyserinden HelenaHelena]Helena] A B; en Helena SS Helena] A B; en Helena SS . Efter Keyserens Død var ingen som giorde Modstand meere, hvorudover Tyrkerne uden Hinder øvede all den Vold og Grumhed, som nogen Tiid er hørt udi en erobred Stad, undtagen at den ikke blev afbrændt, og varede deres Raserie udi 3 Dage, da imidlertiid over 40000 Mennesker bleve myrdede, og meere end 60000 bleve fangne og saalte til Slaverie. Eendeel reddede sig med Flugten til Staden Pera, som ligger lige ved Constantinopel, og da var besatt med Genueser, hvilke strax efter Hoved-Stadens Erobring overgave Pera til Mahomed. Blant de Flygtige var Historie-Skriveren Georgius Phrantza, hvilken har beskrevet denne bedrøvelige Historie, og gaaer hans Krønike indtil 1461.
(a)Phrantz lib. 5. cap. 10. Chalcond. Lib. 8.
(b)Ducas siger dog, at der dreves Spott med det døde Legeme.
|937Mahomeds Opførsel efter denne Seyer.Ved Constantinopels Erobring og det Østlige Keyserdoms Ødelæggelse fik den Grædske Kirke en nye Skikkelse. Man havde vel tænkt, at Mahomed i Henseende til hans Blodgierrighed skulde strax have ødelagt Kirken tilligemed Staten; Men, som han havde i Sinde at conservere det som han havde vundet, og at udvælge Constantinopel til sit Sæde, lod han ikke alleene kalde de flygtige Christne tilbage, men gav ogsaa i sær Geistligheden gode Ord. Og, saasom det Patriarchalske Sæde paa samme Tiid var ledigt, befoel han, at man skulde vælge en nye Patriarch, og det paa samme Maade, som tilforn havde været brugeligt, hvorudover de nærværende Geistlige traadde sammen, og udvaldte den navnkundige Raads-Herre Georgium Scolarium, hvilken ellers er bekiendt under det Navn af Gennadio, og installerede Mahomed selv ham med sædvanlige Ceremonier, ja aflagde en Visite til ham udi det Patriarchalske Pallads, hvilket altsammen giver tilkiende, at Mahomed var ikke mindre Politicus end Kriigs-Helt. Men denne Gennadius blev kun nogle faa Aar i sin Værdighed; Thi, saasom han var en ivrig Forfægter af den Foreening, (a) som var slutted med den Romerske Kirke, var han ilde liidt af den Grædske Geistlighed, og derfore stod fra sit Embede. Han har efterladt sig mange Skrifter, blant andre en Apologie for det Florentinske Concilio.
Det er ikke at beskrive, hvilken Forskrækkelse Constantinopels Erobring foraarsagede over heele Europa. Den bekiendte Æneas Sylvius, Biskopen af Siena, opmuntrede ved sine Skrifter saavel Paven, som Europæiske Potentater til Kriig mod Mahomed, men forgieves; Thi de Forsamlinger, som derover bleve holdne, helst til Regensborg 1454, løbe frugtesløse af. Krigen mellem Frankrig og Engeland continuerede, og Tilstanden udi Norden var saa forvirred, at den tillod ikke Kong Christian I, som af Keyser Friderich var anmodet om Undsætning mod Tyrkerne,
(a)Ducas vidner imod de andre, at han var en hæftig Fiende af Foreeningen, førend Constantinopel blev erobred.
|938at bemænge sig med fremmede Sager, hvilket foraarsagede, at Mahomed blev ikke alleene i Possession af hvad han havde, men giorde sig og Mester af det Trapezuntske Keyserdom, samt andre Riger og Christne Stæder. Det forunderligste var, at denne mægtige Herre, der oversvømmede alting som en Flod, ikke kunde undertvinge en liden Epirotisk Første, nemlig Scanderbeg, hvilken havde holdet Stand mod den forrige Sultan Amurath, og begegnede denne Mahomed med lige Tapperhed, saa at han ødelagde een Tyrkisk Krigs-Hær efter en anden, og forsvarede sit lidet Land, saa længe han levede.
1455Anno 1455 døde Pave Nicolaus, efterat han havde siddet udi 8 Aar, og imidlertid forestaaet Kirken med en u-omskrænked Myndighed, saa at det Pavelige Herredom, Kirke-Regimentet kommer paa forrige Fod igien.som en tidlang havde været paa Knæerne, begyndte at reise sig igien. Hans Eftermænd fuldte hans Fodspor, og havde besynderligen deres Tanker dertil henvendte, at intet almindeligt Concilium meer blev holdet, hvilket og skeede, hvorudover Kirke-Regimentet kom paa forrige Fod igien, saa en Deel af de efterfølgende Paver, helst Alexander VI og Julius II uden Skye og Hinder have øvet Vold, Tyrannie og alle optænkelige Laster, hvorved de have omsider givet Anledning til den store Reformation, som udi efterfølgende Seculo gik for sig, og hvorved mange Riger og Stater ere blevne afsondrede fra det Romerske Sæde.
Cardinalerne traadde efter Pave Nicolai Død strax udi Conclave, og kom da i Forslag Cardinal Bessarion, i Henseende til hans Lærdom og Meriter. Men nogle, som misundede en Græker den Ære, foregave, at det var u-anstændigt at udvælge den til Kirkens Hoved, som faa Aar tilforn havde disputeret mod den Romerske Lærdom; Hvorudover man gik ham forbi, og udvalte een som man mindst tænkte paa, nemlig Calixtus III Pave.en Spanier, ved Navn Alphonso Borgia, hvilken lod sig kalde Calixtus III. Denne Calixtus lod strax see en stor Iver i at opmuntre Christne Potentater til at sætte sig op imod Keyser Mahomeds II tilvoxende Magt. |939Han indstiftede da Bønner og offentlige Processioner, og forordnede 1456, at man ved Middags-tider skulde klemte med alle Klokker, for at advare Folk om Tiden naar de skulde bede, og er det Oprindelsen til den Skik, som endda bruges paa de fleeste Christne Steder, endogsaa i vore Nordiske Lande. Men det blev derved, thi hverken Keyser eller Konger kunde bringes i Gevær mod Tyrkerne. Alleene ovenmeldte Epirotiske Helt Scanderbeg og den Siebenborgske Waywod Huniades holdte Stand, og var denne sidste udi dette Aar saa lykkelig, at han ikke alleene tvang Tyrkerne til at ophæve Beleyringen for Belgrad, men endogsaa overvandt dem udi et stort Slag, hvorudi 40000 af dem omkomme, og Mahomed selv blev saared. Men, som den tappere Huniades døde kort derefter, blev denne store Seyer ikke forfuldt.
1458 Calixtus III døde 1458, og blev i hans Sted udvalt den Navnkundige Æneas Sylvius, som blev kalden Pius II. Pius II Pave.Under denne Pave skulde man have Aarsag at vente en merkelig Reformation udi Kirken, eftersom han havde været en heftig Forfægter af det Baselske Concilio, og havde ladet sig bruge af Keyseren udi adskillige vigtige Ting, som vare mod Pave Eugenii IV Interesse. Han kom 1431 til det Baselske Concilium med Cardinal Dominico Capranica, hvis Secretaire han var; Han blev siden Concilii Referendarius og General-Agent, og blev brugt til mange vigtige Legationer. Midt udi disse mange Forretninger forfattede han adskillige Skrifter, blant andre dem, som forsvare Concilii Myndighed mod Paven, saa at han regnes for een af de habileste og største Skribentere udi dette Seculo. Og, som han ideligen havde ladet tilkiende give en Iver, i at indskrænke den Pavelige Myndighed, haabede man nu ved hans Ankomst til Regimentet, at see Frugterne deraf. Men man merkede, at, saa snart han blev Pave, fik han andet Sind, og tilbagekaldte han omsider alt, hvad han havde skrevet i Faveur af det Baselske Concilio: Hvilket, da man bebreidede ham, undskyldte han sig med sin Ungdom, sigende, at han nu var bedre oplysed, hvorudover man maatte ikke følge Æneæ Sylvii, men Pii II Meeninger. |940Udi Begyndelsen af hans Regiering lod han holde en stor Forsamling til Mantua, hvor de fleeste Potentater bleve inviterede, for at overlægge med hinanden om at føre Krig mod Tyrkerne. Saadan Krig blev vel beslutted, men man saae ingen Execution deraf, og Mahomed II tog imidlertid et Land ind efter det andet. Ellers skeede udi denne Paves Tiid intet synderligt mærkværdigt udi Kirke-Sager. Det fornemste var Den Pragmatiske Sanctions Historie.den Pragmatiske Sanctions Ophævelse. Derom er tilforn intet talt, hvorfore jeg her vil vise dens Oprindelse og hvad den var. Ludovicus Sanctus giorde udi det Aar 1268 en Anordning, kalden Sanctio Pragmatica, hvorved blant andet blev beskikked, at Cathedral- og andre Kirker skulde have Frihed til at udvælge Bisper og Prælater, at alle geistlige Promotioner skulde skee efter den Anordning, som fra gammel Tiid var brugelig, og som Concilia og de gamle Fædre havde fundet for got; At ingen Exaction eller Penge-Paalægg maatte skee af det Romerske Hof, uden i stor Nød, og det med Kongens og den Franske Kirkes Samtykke; Endeligen at alle Kirker og deres Betiente skulde beskyttes ved deres Friheder og Herligheder, som dem vare givne af de Franske Konger: Deraf seer man, at Bisperne i Begyndelsen vare udvalte af Geistligheden og Almuen, hvortil dette omsider kom, at Kongerne bleve ombedne at give Frihed til saadant Vall og at confirmere det samme. Medens Vacancerne varede, bemægtigede de Kongelige Betiente sig den Verdslige Herlighed af de vacante Embeder, og hævede Indkomsterne deraf. Dette varede indtil Caroli VI Tiid, da en stor Forvirrelse reisede sig saavel udi Kirken som i Staten, og den Franske Kirkes Privilegier i mange Maader af Paverne bleve violerede. Herudover tog Carolus VII sig for paa det Concilio, som blev holdet til Bourges 1431 at fornye og giøre meere fuldkommen ovenmeldte Pragmatiske Sanction, hvilken blev Aar 1438 forfærdiged, og Aaret derefter af Parlamentet verificered. Pave Eugenius stræbede af all Magt at hindre dens Execution, men Kongen vilde ingenlunde staae fra sit Forsætt.
|941Æneas Sylvius, som havde været Secretaire eller Cantzler ved det Baselske Concilium, Den Pragmatiske Sanction hæves.arbeidede, saa snart han var bleven Pave, paa at til intet giøre denne Pragmatiske Sanction, helst efter Caroli 7 Død. Ludovicus IX, Caroli Successor, holdt en Tiid lang Stand, men lod sig omsider overtale af den Pavelige Legat, Biskopen af Terni, at hæve den, og foraarsagede dette saadan Glæde hos Paven, at han lod slæbe den Pragmatiske Sanction igiennem Gaderne udi Rom. Men Parlamentet i Frankrig approberede ikke denne Sanctions Ophævelse, hvorfore den i de fleeste Ting blev i Agt tagen som tilforn. Derover reisede sig store Tvistigheder, som varede indtil Francisci I Tiid, da samme Konge efter en Samtale, som han havde holdet med Pave Leone X til Bologna, fandt for gott gandske at ophæve den Pragmatiske Sanction, Concordatum.og i dens Sted at oprette det saa kaldet Concordatum, som blev slutted 1516, hvorved Kongen beholdt sig rett til at udnævne den eller de Personer, som han destinerede til de ledige Beneficier og Geistlige Embeder, og Paven skulde have Rett til at forsyne dem dermed; Hvoraf man seer, at Capitlerne af de Cathedral-Kirker derved mistede deres gamle Vall-Rett.
Men for at komme til dette Seculi Historie igien, da forundrede alle sig over, at en Konge af Ludovici XI Caracteer vilde saaledes opoffre sin egen og den Franske Kirkes Herlighed, da han dog aldrig gav noget bort, uden han fik dobbelt igien; men, der fandtes hos denne Konge en Bizarrerie, hvorpaa anføres mange forunderlige Exempler, saa at han beskyldes baade for Overtroe og Vantroe tillige. Jeg vil forbigaae at tale om hans Qvaliteter, saasom det henhører ikke til denne Historie. Jeg vil kun anføre een af hans Stiftelser, som skeede 1478, efterdi den samme giver ikke mindre Afrisning paa Kongens, end paa dette Seculi underlige Religions-Principiis. Han overgav udi samme Aar det Grevskab Boulogne udi Souverainetet til Jomfrue Maria, saaledes, at han skulde være hendes Vasal, saa vit samme Grevskab angik. Om andre Exempler udi Kirke-Historien findes, at Regenter have givet Lande som Lehn til GUd eller Helgene |942skal jeg ikke kunne sige, vist nok er det, at adskillig Devotion paa de Tider blev øvet, som ikke var mindre u-rimelig. Kong Ludvig forbandtes ved denne Act at dyrke Jomfrue Maria paa en dobbelt Maade, nemlig først i almindelighed som Christi Moder, dernæst i særdeleshed som Souveraine af det Grevskab Boulogne.
1461Den Pragmatiske Sanctions Ophævelse skeede ellers udi det Aar 1461, hvilket Aar var sørgeligt for de Christne i Henseende til Mahomeds store Fremgang; Thi han bemægtigede sig de anseelige Stæder, Sinope og Trapezunt, og derved giorde Mahomeds 2 store Fremgang.en Ende paa det Trapezuntske Keyserdom, hvilket havde varet 257 Aar fra den Tiid, det var bleven anlagt af den gamle Keyserlige Comneniske Familie, ved Leylighed af Constantinopels Erobring af de Franske, hvorom tilforn er talt. (a) Den sidste Keyser var David, hvilken Mahomed gav til Vederlag noget Gods udi Grækenland, men lod ham siden omkomme. Paa samme Tiid skeede ogsaa en merkelig Forandring med Patriarchatet i Constantinopel; Thi da Patriarchen Joseph blev afsatt, blev af een og anden Mahomed Penge tilbuden, for at nyde samme høye Embede. Og er dette Oprindelsen til den Skik, som endnu holdes ved lige, nemlig at Patriarchatet kommer ligesom paa Auction, og gives til den Meestbydende: Udi hvilken Henseende de Tyrkiske Keysere holde det ved lige. Man seer heraf, udi hvilken elendig Tilstand den Grædske Kirke blev bragt, og hvor lidet Mahomed II agtede de Trusler og Bevægelser, som af Paven og de Europæiske Potentater bleve giorte, for at hindre hans Fremgang, seende overalt Spliid og U-eenighed saaledes at regiere blant dem, at deres Magt ikke kunde foreene sig mod ham. Enhver Konge og Første havde Øye paa sin Naboe, og Paven søgte at bringe det Romerske Sædes Myndighed udi forrige Anseelse, hvilket ogsaa skeede; Ja man kand sige, at han i visse Maader bragte den høyere, sær ved den Pragmatiske Sanctions Ophævelse at beskiære den Franske Kirke sin Frihed, hvilket ingen af hans Formænd havde kun-
(a)Chalcond. Hist. Turc. Lib. 9.
|943det bringe til Veye. Udi denne almindelige Forvirrelse saae man dog Geistligheden at plage sig med u-nyttige og subtile Disputer; 1462Thi der opreisede sig udi det Aar 1462 en Tvistighed imellem Franciscaner- og Dominicaner-Munkene om Christi Blod, som have været separered fra hans Legeme, medens det var i Graven, kunde tilbedes, Disputer om Christi Blod.og tog samme Tvistighed saadan overhaand, at den blev bragt for Paven, hvilken dog, for ikke at støde nogen af disse mægtige Ordener for Hovedet, dristede sig ikke til at decidere derudi, men ved en Bulle forordnede, at man under Straf af Kirkens Band ikke maatte disputere derom, førend han gav sin Betænkning derover.
1464Tvende Aar derefter, nemlig 1464 døde Pave Pius II, efterat han nyeligen for sin Død havde casseret alt hvad han havde skrevet i Faveur af det Baselske Concilio, og imod det Pavelige Sædes Myndighed. Han var een af de habileste Paver, som nogen Tiid haver beklædet det Romerske Sæde, blev ogsaa holden for en velsindet Mand, og gav virkelig adskillige Prøver derpaa, indtil han selv blev Pave, hvilket viser, hvor vanskeligt det var at være Romerske Bisp og en ærlig Mand tillige. Der tales om et Brev, som denne Pave skal have tilskrevet den Tyrkiske Keyser Mahomed II, hvilket har givet Anledning til store Disputer, saasom han udi samme Brev lover Mahomed Herredom over Grækenland, hvis han vil lade sig døbe, og antage den Romerske Kirkes Troe. Nogle have villet forsvare dette Brev, andre igien have holdet saadant Tilbud u-christeligt, helst saasom Mahomed med Vold og Magt havde bemægtiget sig saa mange Christne Lande; Thi, sige de, det var det samme, som at løse en Jøde, der havde giort Banqueroute, fra at betale sine Creditorer, dersom han vilde lade sig døbe. Paulus II Pave.Efter hans Død forsamlede Cardinalerne sig, og udvaldte Cardinalen af St. Marco, som var en Venetianer, ved Navn Petro Barbo, hvilken lod sig kalde Paulus II.
Førend han blev antagen, maatte han med Eed forpligte sig til adskillige Ting, blant andet inden 3 Aar at holde et alminde|944ligt Concilium; Men, da han var bleven Pave, veigrede han sig ved at efterkomme hvad han havde lovet, og for at smørre Cardinalerne om Munden med noget, og at hindre dem ikke at drive paa saadant Løftes Fuldbyrdelse, lod han distinguere dem i Klæde-Dragt saaledes, at deres Hæste-Skabrakker skulde være af Skarlagen og deres Huer røde; rett ligesom man stiller Børn, der græde, tilfreds ved at love dem Dukketøy og nye Klæder. Han havde ogsaa i Sinde ved andre Forordninger at forøge Cardinalernes Pragt; Men Platina vidner, at de selv raadede ham derfra, foregivende, at man heller burte formindske end forøge saadan Stats (a). Det er troeligt, at de merkede, at han vilde smørre dem om Munden med saadanne Ting, for at befries fra andre store Løfter. Dog tog han sig for en Ting af Vigtighed, nemlig udi Consistorio at lade examinere de saa kaldne Expectativer og Commender. Og saasom ofte udi Kirke-Historien bliver talet om Beskrivelse over de saa kaldne Commender.disse Commender, vil jeg her viise hvad de vare. Commender kaldtes, naar nogen vacant enten Tieneste eller Beneficium, som udi vanskelige Tiider ved ordentligt Vall ikke saa hastigen kunde blive besatt, imidlertiid blev betroed til en Meritered Person, der skulde forvalte og forestaae det indtil saadant Vall kunde skee, og kaldtes den, som saadan interims-Administration blev betroed, Commendatarius, saa at Oprindelsen i sig selv var god og lovlig, helst som Commendatarius var ikkun Depositarius eller Giemmer af Indkomsterne. Men deraf fløde store Misbrug; Thi deslige Commendatarii tilegnede sig med Tiiden Indkomsterne, og for at blive længe i Possession deraf, søgte at forhindre eller forhale Electionerne, hvorudover man fandt nødigt at sætte en vis Tiid, hvorlænge et Commenda skulde vare, nemlig 6 Maaneder. Men Paverne, som i all Ting vilde øve en u-omskrænked Myndighed, forlængede den Terminum, og gave undertiden slige Commender paa Livs Tiid. Og, da dette eengang var antaget, betienede man sig siden deraf for at sætte Farve paa dobbelte Beneficier, saa at det maatte heede, at man hav-
(a)Platina in Paulo 2.
|945de kun et rett og egentligen tilhørende Beneficium, men de andre i Commender. Herover vare ofte førte adskillige Klagemaal, sær udi Clementis V Tiid, hvorudover samme Pave ved en Bulle, som begynder med disse Ord: Ex supernæ providentia Majestatis tilbagekalder alle de Provisioner, som vare giorte under Titel af Commender (a), og var det samme som denne Pave i det Aar 1464 foretog sig at examinere. Nogle af Cardinalerne talede da stærkt om den Misbrug, derved var, sigende, at det var at befrygte, at alle Beneficier med Tiden vilde forvandles til Commender. Men derved blev dog intet udretted; Thi man seer, at Misbrugen deraf udi efterfølgende Seculo var paa høyeste Spidse, ja at det gik saa vidt, at Pave Clemens VII skiemmede sig ikke ved at give Cardinal Hippolyto de Medicis, sin Fetter, udi Commende alle vacerende Beneficier over den heele Christendom. (b) Og blev derfore den Materie examinered som en Hoved-Post paa det Tridentinske Concilio.
Pave Paulus II efterfuldte ellers sin Formands Exempel i at opmuntre de Christne Potentater til Krig mod Mahomed II, men med lige saa slet Frugt. Den eeneste som holdt Stand mod den Tyrkiske Magt, var ovenmeldte Epirotiske Printz Georgius Castriotus, gemeenligen kalden Scanderbeg. Men samme store Helt døde udi det Aar 1467. Han var een af de største Helte Naturen har danned, saa at ingen, hverken i gamle eller nye Historier kand lignes mod ham. Han ødelagde fast 20 mægtige Krigs-Hære, mestendeels af Tyrker, og vidne de Tiders Skribentere, at han i Striid omkom over 3000 Mænd med sin egen Haand. Hans Nidkierhed var saa stor, naar han figtede mod Tyrkerne, at Blodet flød ud af hans Øyen, og gav han sig gemeenligen saadan Titel: Georgius Castriotus, Christi Strids-
(a)Extravag. Commun. lib. 3. tit. 2. cap. 2. omnes & singulas promissiones hujusmodi per nos factas cujuscunqve ordinis revocamus, cassamus & annullamus.
(b)Fr. Paolo Hist. Concil. Trid. Lib. 2.
|946mand. (a) Herudover blev Scanderbegs Død og Berømmelse.hans Død høyligen begræded over den heele Christenhed. Det er merkeligt, at, da Tyrkerne siden bemægtigede sig den Stad, hvorudi han laae begraven, opgrove de hans Legeme, og deelede Stykker af hans Been mellem sig, hvilke de ansaae som Helligdom. Ved hans Død blev Mahomed skildt ved sin allerfarligste Fiende, og saae man ham derpaa at forøge sit Raserie mod de Christne; Thi han giorde udi det Aar 1469 et Løfte, ikke at hvile førend han havde udrøddet alle Christne. (b)
Den slette Tilstand Christendommen var bragt udi, i Henseende til Tyrkernes Fremgang, tilskrev Paven de Christnes Synder, og derfore holdt nødigt at paabyde en extraordinaire Poenitentze. Til den Ende foregav han, intet at kunne være nyttigere for de Troende, end at holde end oftere Jubel-Aar, og at forkorte Tiden, nemlig paa 25 Aar. Bonifacius VIII var den første Stifter af saadanne Jubel-Aar, og forordnede, at det skulde holdes i Begyndelsen af hvert Seculo, det er eengang hvert 100 Aar. Clemens VI forkortede Tiden, bringende det til hvert 50de Aar, og Urbanus V til hvert 33 Aar. Men denne Paulus II gik endda videre, og forordnede ved en Bulla, dat. den 19 April 1470, at Jubel-Aaret skulde holdes hvert 25 og begyndes 1475, paa det at de Christne kunde faa slige herlige Jubel-Indulgencer 4re gange hvert hundrede Aar. Men som de Pavelige Finantzer bleve ved ingen Ting meere forøgede, end ved disse Jubel-Aar, saa tvilede fornuftige Folk ikke paa, at jo deslige Stiftelser reisede sig heller af Penge-Gierrighed, end Nidkierhed for Christendommen. Af alle Misbrug, som udi Kirken havde været indført, var ingen større end den, som øvedes med Indulgentzer. Og banede samme Misbrug fornemmeligen Vey til den store Reformation, som skeede udi paafølgende Seculo.
(a)Barlet in vita Georg. Castriot.
(b)Card. Papiens. Comment. Lib. 7.
|947 1471Pave Paulus II døde 1471, efterat han havde siddet fast udi 7 Aar, og er det med hans Død, at den bekiendte Skribent Platina ender sin Historie om de Romerske Paver. Nogle Protestanter have foregivet, at han blev strangulered af en Mand, der fandt ham i Seng med hans Hustrue. Peucer skriver, at det skeede af den onde Aand. (a) Hvis alt er sandt, som af nogle Skribentere er anført om denne Mand, da har han intet eftergivet Alexandro VI udi U-gudelighed; Men det er troeligt, at en deel er ham paadigted, helst den Historie om hans Endeligt; Thi andre vidne, at han døde af Apoplexie. Og, efterdi Platina, som var hans Fiende, taler ikke anderledes derom, kand man holde det for en Digt. Cardinalen af Pavia lægger ham dette til Last, at han tvang Cardinalerne til at underskrive Ordres, som de ikke havde seet. Hans Ord ere disse: (b) Cardinalerne bleve tvungne til at underskrive hvad de ikke havde seet, og var Pavens Violence deri saa stor, at Cardinal Bessarion engang løb ud af Kammeret, for at undgaae saadan Gierning; Men Paven tvang ham, under Straf af Excommunication, at underskrive. Ingen holdt meere Stand end Cardinal Carvagial, hvilken med Frimodighed stedse veigrede sig derfor, og bad Paven, at han ikke vilde tvinge ham til at giøre noget mod sin Samvittighed. Dette har jeg fundet fornødent at anføre, for at vise saavel denne Paves U-retfærdighed, som at der udi disse fordervede Tider fandtes oprigtige og ærlige Mænd, endogsaa ved det Pavelige Hof. Efter Pauli II Død udvaldte Cardinalerne i hans Sixtus IV.Sted Franciscum de la Rovere, hvilken lod sig kalde Sixtus IV. Noget for hans Ankomst til Regieringen havde den bekiendte Franciscus de Paula stiftet den Orden, kaldet Minimi, hvilken Stiftelse Sixtus IV confirmerede 1473. Aaret derefter havde han en Visite af Kongen af Dannemark, Christiano I. Høystbemeldte Konge blev imod-
(a)Peucer. Chronic. Lib. 5.
(b)Card. Papiens. Comment. Lib. 2.
|948tagen med stor Magnificence. Cardinalen af Pavia, som paa samme Tiid var udi Rom, afmaler ham som en ikke mindre Gudfrygtig end stor Konge. Blant andet fortæller han disse Omstændigheder, at Kongen maatte give sin Meening tilkiende ved en Tolk, efterdi han ikke forstoed Latin, item, at hans Ydmyghed var saa stor, at han holdt Vandbekkenet for Paven, da han toede sig, og at han vilde ikke sidde eller bedække sit Hoved, førend alle Cardinalerne, hvorved, siger bemeldte Cardinal, han har efterladt et stort Exempel, hvorledes man skal ære Geistligheden. (a)
Aaret derefter celebrerede Paven Jubel-Aaret, efter den Anordning, som hans Formand havde giort. (b) Og lod sig da indfinde i Rom en stor Mængde Fremmede, blant andre tvende Dronninger, nemlig Catharina af Bosnia, og Charlotta af Cypro. Den første af disse, som Jubel-Aar.døde udi Enke-Stand kort derefter, testamenterede Paven sit Rige, dog med den Condition, at hvis hendes Søn, som var bleven Mahomedaner, 1475forlod det Tyrkiske Parti og omvendte sig igien, skulde Riget ham restitueres. Blant dem, som da udi Rom distingverede sig meest, var Ferdinandus, Kongen af Napoli, som Paven gav efter den aarlige Skatt, hvilken han som Neapolitansk Konge var pligtig at yde til det Romerske Sæde, dog med den Condition, at han derfor skulde aarligen give en hvid Hest til Erkiendelse, at han havde Riget til Lehn af den Romerske Stoel, og har saadan Ceremonie været i agt tagen indtil denne Dag.
Saaledes blev denne Fæst holden, hvorved Paven gav Indulgence og Syndernes Forladelse til alle dem, som vilde anvende og depensere deres Penger udi Rom. Men at de Synder, som Paven forlader, ikke alle Tider tilligemed forlades af GUd, visede adskillige store paafølgende Plager, som overginge Staden Rom; Thi Tiberen oversvømmede udi det Aar 1476 saaledes Staden,
(a)Card. Papiens. Epist. 556.
(b)Onuphr. in Sixt. IV.
|949at man frygtede for en anden Syndflod. (a) Paa denne U-lykke fuldte en Pest, hvilken dræbte en stor Hob Mennesker, og nødde Paven til at forlade Rom. For at stille GUds Vrede, ophittedes da et lige saa u-grundet Middel som det forrige; Thi Paven lod i den Henseende strax derpaa publicere en Bulle, hvorudi han accorderer de samme Indulgencer, som Urbanus IV Mariæ Undfangelses Fæst confirmeres.og Martinus V havde accorderet for Christi Legems Fæst, til alle dem, som med Devotion celebrerede Mariæ Undfangelses Fæst. (b) Og er det merkeligt, at han i samme Bulle nævner immaculatam conceptionem, og i visse Maader derved deciderer i den Tvistighed, som længe havde varet imellem Franciscanerne og Dominicanerne om Mariæ u-besmittede Undfangelse. Denne Fæst havde tilforn været holden, men uden nogen Forbindelse indtil denne Tiid. Vel havde det Baselske Concilium udsteddet en Bulle, for at forbinde den heele Christen Kirke at celebrere den samme; Men, som Pave Eugenius IV forkastede alt hvad dette Concilium anordnede, saa vilde han ey heller agte dette Decretum gyldigt, saa at derfore Fæstens rette og ordentlige Stiftelse skeede ikke førend udi dette Aar. Men, endskiønt Paven hermed deciderede udi den Stridighed, som længe havde været om Mariæ u-besmittede Undfangelse, saa continuerede dog Disputerne ligesom tilforn mellem Dominicanerne og Franciscanerne. Anledning og Oprindelse til denne omtvistede Meening er ellers denne:
Oprindelse til den Meening om Mariæ u-besmittede Undfangelse. Efterat Nestorius havde lært om Christi tvende Personer, og statueret, at Jomfrue Maria ikke kunde kaldes GUds Moder, og samme hans Lærdom var fordømt paa det Ephesinske Concilio, blev siden af Kirken vedtaget at bruge de Ord Maria Theotokos, iligemaade at afmale Jomfrue Maria med Barnet JEsum paa Armen, og at sætte det paa hellige Stæder, for at viise at JEsus Mariæ Barn tilkom Guddommelig Dyrkelse. Med denne Dyrkelse gik i Tiidens Længde saa til, at den passerede fra Bar-
(a)Card. Papiens. Epist. 642.
(b)Extravag. Commun. lib. 3. tit. 12. cap. 1. Cum præcelsa meritorum insignia, qvibus regina cœlorum, virgo &c.
|950net til Moderen, saa at Barnet blev kun anseet som en Ziirat udi Moderens Arm, for at giøre hendes Contrafey dis behageligere. Den gemeene Almue faldt først hen til saadant, og blev den siden efterfuldt af Præsterne, saa at man med Tiiden begyndte at tale meer om Mariæ end Christi Dyrkelse, og endeligen udi det Aar 1050 indstiftede det saa kaldet Officium Virginis, og deelte det udi 7 Horas Canonicas, ligesom Gudstienesten. Og, som hun blev dyrked paa samme Maade som GUd selv, holdte nogle for, at det var fornødent at befrie hende fra den arvelige Synd: Dog fandt denne Meening strax ikke Bifald, uden hos nogle faa. Men udi det Aar 1136 dristede Canonici til Lyon sig at indføre den udi deres Kirke-Officium, hvorover Bernhardus, skiønt han selv var en stor Tilbeder af Jomfrue Maria, høyligen Disputer derom.besværgede sig. Udi det Aar 1300 tog den bekiendte Joh. Scotus en Franciscaner-Munk sig for, offentligen at skrive om Mariæ u-besmittede Undfangelse, og blev hans Meening fuldt af den heele Franciscaner-Orden. Men de bleve derudi imodsagde af Dominicanerne, saa at dette blev en Hoved-Tvistighed imellem disse tvende Ordener. Franciscanernes Meening blev approbered først af det Parisiske Universitet, som da var Oraclet, og siden af det Baselske Concilio. Endelig tog denne Pave Sixtus sig fore at decidere derudi, og indstiftede foromtalte Mariæ Undfangelses Fest: hvorved dog Tvistigheden ikke blev hæved, og var det een af de Poster, som med stor Iver blev ventilered paa det Tridentinske Concilio (a). Med hvilken Hidsighed denne Tvistighed ellers er ført, sees deraf, at Dominicaner-Munkene noget for denne Tiid bleve udelukte fra det Parisiske Universitet, ja Almuen handlede ilde med dem paa Gaderne, og nægtede dem Almisse, hvilket var det haardeste, som kunde vederfares Jøder, der nægtede Christum: Thi den Dyrkelse, man havde begyndt at viise Jomfru Mariæ, var udi dette Seculo allevegne kommen paa den høyeste Spidse, saa at hendes Paakaldelse holdtes kraftigere end Christi selv. Man seer i Begyndelsen af dette Seculo, at naar de sæd-
(a)Fr. Paolo Hist. concil. Trid. lib. 2.
|951vanlige Bønner ikke vilde hielpe, fordoblede man den Devotion, som skeede til Jomfrue Maria: hvorudover den Ratzeborgske Bisp Pardamus, da han merkede, at den sædvanlige Devotion ikke vilde hielpe, for at redde hans Kirke af den elendige Tilstand, befoel han, at man udi Mariæ Officio skulde bøye Knæerne, naar man paakaldte hende med disse Ord: hielp os og frels os. Dette siger Krantzius (a) udvirkede saa meget, at Kirken kom af dens Elendighed: naar saaledes var beskaffed, kand man fatte Aarsag til Dominicanernes Forfølgelse.
1478 Udi det Aar 1478 blev stifted den forfærdelige Inqvisition i Spanien, og det ved saadan Leilighed: Kong Ferdinandus og Isabella, Inqvisitionens Stiftelse i Spanien.udi hvis Personer Castilien og Aragonien vare blevne foreenede, seende, at mange Morer og Jøder, som havde antaget den Christne Troe, forlode den ikke allene igien, men søgte ogsaa at forføre adskillige Christne, hvorudover de funde for gott at stifte en Inqvisition, og det paa saadan Maade, som endnu i Agt tages. Dette skeede ved Erke-Bispens af Sevilien Gonzale de Mendosa Tilskyndelse. Samme Inqvisition blev siden iligemaade indført udi Sicilien, Sardinien, Indien og paa alle de Steder, som komme under Spanien, undtagen Inqvisitionens Beskrivelse.udi Napoli og Nederlandene, hvor Indbyggerne satte sig derimod. Inqvisitionen er saaledes indretted: Kongen af Spanien nævner en General-Inqvisiteur, hvilken igien sætter andre paa et hvert Stæd. Paa det Sted, hvor den fornemste Inqvisiteur opholder sig, er et Senat, hvilket haver den høyeste JurisdictionJurisdiction]Jurisdiction] B, Iurisdiction A; Iurisdiction SS Jurisdiction] B, Iurisdiction A; Iurisdiction SS over alle de Sager, som angaae Inqvisitionen. Intet er forskrækkeligere end denne Rett. Saa snart man fatter Mistanke til nogen, sætter man ham udi et hesligt Fængsel, hvor den Fangne bliver nogle Maaneder, uden at man skrider til noget Examen, eller tilkiendegiver, hvorfore han er fængsled, og det for at see om han selv vil bekiende. Den Fangnes Paarørende iføre sig imidlertiid Sørge-dragt, tale om ham som en død Mand, og understaae sig ikke at intercedere
(a)Krantz. Metrop. lib. 9. Cap. 15.
|952for ham, ey heller at komme Fængslet nær, for ikke at giøre sig mistænkte. Hvis ingen Beviisligheder kand haves imod den fangne Person, kommer han løs, men uden nogen Erstatning for den Skade og Tort han har lidet. Men for at faae Beviisligheder, bruges alle optænkelige Midler indtil at udsætte andre, der anstille sig at være under lige Forfølgelse, og familiarisere sig med de Fangne, for at faae deres Tanker at vide; Pine-Bænke blive da ey heller sparede, saa at mange bekiende det de aldrig have tænkt eller giort. Naar een haver bekiendt enten tvungen eller frivillig, bliver han hented fra Fængslet, og kand man da see paa den Klæde-Dragt som han er iført, hvad Straff han vil faae. Kommer han i sine sædvanlige Klæder, er det Tegn at han bliver løsgiven, allene at han giver en Penge-Straff (a). Den som haver en San Benito, det er en Slags Kiole uden Ermer, hvorpaa er syed et rødt Kaars af St. Andrea, slipper ogsaa paa Livet, men mister sine Midler. Men den, som fører paa sin San Benito røde Flammer uden Kaars, er saadan een, som er overbeviised eengang at være falden, og som trues med Baalen, hvis han offtere falder. Men den, som foruden de røde Flammer fører sit eget Skilderie omringed med Figurer af Diævle, er dømt til Døde. Inqvisiteurerne, saasom de ere Geistlige, dømme ikke til Straff, men erklære allene de Beskyldte Skyldige, og overlevere dem til den Verdslige Øvrighed, af hvilken de blive strangulerede og brændte; Og anseer den gemeene Mand saadant med største Lyst og Begiærlighed, hvorvel den Spanske saavel som Portugisiske Almue ellers af Naturen er medliden. Hvad som synderligen herved er at laste, er Inqvisiteurernes Hyklerie; Thi, naar de overlevere nogen til den Verdslige Øvrighed, bede de indstændigen, at den Skyldige maa blive spared paa Liv og Lemmer; Men det er kun en Talemaade. Thi der er udi Kirkeloverne stiftet Excommunication mod alle Verdslige Dommere, som ikke straffe Kiettere paa Livet.
(a)Philip. a Limborch Hist. Inqvisit.
|653Pave Sixtus havde ellers hæftige Disputer med Florentinerne, hvilke han excommunicerede. Men, eftersom den Tyrkiske Magt dagligen tilvoxede, og Mahomed 1480beleirede den Øe Rhodum, forligede han sig udi det Aar 1480 med dem igien, og ophævede Excommunicationen. Aaret derefter døde den forfærdelige Mahomed, der all sin Tiid havde været et Riis for de Christne, og det paa samme Tiid, som han stod færdig til at angribe Rhodum paa nye igien; hvilket hans Grav-Skrift viiser med disse Ord: Mit Forsætt var at undertvinge Rhodum og det stolte Italien; og er det merkeligt, at samme Epitaphium taler ellers intet om hans store Bedrifter. Medens han endda levede, blev hans Historie beskreven af en Italiener, kalden Angiolello, hvilken havde bivaanet adskillige af Mahomeds Tog, særdeles det Persiske mod Ussun-Cassan, og er det underligt, at han har dristet sig til at anføre de Invectiver, som den Persiske Konge lod falde mod Mahomed og hans Fødsel. Skriftet blev dediceret til Mahomed selv, hvilken ikke glemte at belønne Autorem derfor. Ved hans Død respirerede de Christne lidt igien, saasom han efterlod sig 2 Sønner, der trættedes med hinanden om Successionen. Hvilken Skræk denne Herre havde indjaget i Christendommen, sees deraf, at Paven havde lavet sig til at tage Flugten til Avignon, saasom han troede sig ikke sikker udi Italien, item, at Sixtus IV, da han hørte hans Død, lod anordne en Taksigelses-Fest, som skulde vare i 3 Dage. (a) Platinæ Historie.Udi samme Aar døde den bekiendte Historie-Skriver Platina. Den samme fuldte udi Begyndelsen Krigen, og udi Calixti III Tiid kom til Rom, hvor Cardinal Bessarion tog ham til sig i sit Huus, og recommenderede ham til at blive Abbreviator Apostolicus under Pio II. Men just denne Faveur foraarsagede, at han blev skildt ved alle sine Beneficier under Paulo II. Platina søgte længe at faae Paven i Tale, for at klage over sin Medfart; Men, som det ikke kunde skee, skrev han ham et dristigt Brev til, hvorudi han truer at søge sin Tilflugt hos Christne Potentater, og at opmuntre
(a)Guillet Hist. de Mahomed. II. L. 7.
|954dem til at sammenkalde et Concilium, for at examinere Pavens Opførsel. (a) Dette Brev meriterer at anføres, som det findes i Platinæ Historie med disse Ord: Scripsi itaqve epistolam his ferme verbis: Si tibi licuit indictâ causâ spoliare nos emtione nostra justa & legitima, debet & nobis licere conqveri illatam injuriam injustamqve ignominiam. Rejecti â te ac tam insigni contumelia affecti dilabemur passim ad Reges, ad Principes, eosqve adhortabimur, ut tibi concilium indicant, in qvo rationem reddere cogaris, cur nos legitima possessione spoliaveris: Det er: Jeg skrev et Brev, saa lydende: Dersom det er dig tilladt at skille os uden Aarsag fra vore Embeder, er det og os tilladt at klage over saadan U-ret og Haanhed. Vi skal henflye til Konger og Førster, og skal raade dem til at paabyde et Concilium, for hvilket du skal giøre Regnskab. Paven blev derover saa fortørned, at han lod ham kaste i Fængsel, dog kom han efter nogle Maaneder løs igien. Tre Aar derefter fattede samme Pave Mistanke til ham, at han spandt paa et Forræderie, og derfore lod ham paa nye igien fængsle og torqvere, hvilket han selv giver tilkiende med disse Ord: Henved 20 Personer bleve udi 2 Dage torqverede. Jeg maatte og selv dertil. Skarpretteren laver sig til. Jeg bliver nøgen afklædt, hudflettet og pinet. (b) Og, saasom Platina paa Torturen intet vilde bekiende, lod han ham tiltale for Kietterie, beskyldende ham for, at have selsomme Meeninger om Siælens U-dødelighed. Men, som man af hans Skrifter ingen Vildfarelser kunde overbevise ham, kom han løs igien; Dog nød han intet Embede igien, førend under SixtoSixto]Sixto] A; Sixtus SS Sixto] A; Sixtus SS IV, hvilken ikke alleene rehabiliterede ham i alle sine forrige Tienester, men betroede ham ogsaa det Vaticanske Bibliotheque. Han har efterladt sig adskillige Skrifter,
(a)Brevet er skreven paa hans egne og de andre Abbreviatorum vegne, som vare casserede.
(b)Plat. in Paulo II. Ad viginti fere eo biduo qvæstioni subjecerunt: Me qvoqve ad pœnam vocant. Parantur tormenta. spolior, laceror, trudor.
|955hvoriblant det fornemste er Pavernes Historie Hans Skrifter.fra Christi Tider indtil Paulum II. Deraf ere adskillige Editioner, hvoraf den første til Venedig 1479 er den beste, men endeel andre ere forfalskede. Historien er ellers i Æstime, efterdi Platina skriver med stor Frihed. (a) De ældste Editioner ere de beste; Thi hans Continuator, Onuphrius, har udkradset meget af hans Historie, blant andet det, som Pave Pius II skal have sagt om Præsternes Ægteskab, nemlig, at hvis man har haft Aarsag til at forbyde Præsterne Ægteskab, saa har man haft større Aarsag til at tillade dem det igien. (b)
1484Sixtus IV døde udi det Aar 1484. Nogle tillægge denne Pave store Dyder: Andre store Feyl; Dog er det ikke troeligt, at han har begaaet den vederstyggelige Gierning, som Mornæus og Jurieu taler om, og som har givet Anledning til store Tvistigheder. Historien fortælles saaledes: Cardinalen af St. Lucia begierede for sig og sin Familie Frihed til at bedrive Sodomie udi de 3 heedeste Maaneder, nemlig Junio, Julio og Augusto, hvilket Paven tilstod dem, og skrev paa Suppliquen: Bevilged. Dette søger ovenmeldte Skribentere at bevise af Wesselii Groningensis Skrift de Thesaur. Eccl. indulg. men andre have viset, at Factum findes ikke i de beste Exemplarier af samme Skrift, saa at man kand have Aarsag at tvile om Historien. Der er nok at sige mod de Romerske Pavers Opførsel, uden at man har nødigt at betiene sig af løs Snak. Man kand sige det samme om den Historie, som fortælles at være skeed udi forrige Seculo Aar 1227, nemlig at Paven tilstædede den Tydske Greve af Gleichen at have tvende Hustruer paa eengang. Dette anføres af du Val, og Hondorf vidner, at hans Monument endnu sees til Erfurth med tvende Hustruer, een paa hver Side. Men deraf lærer man intet andet, end at han, maa skee, har været tvende gange gift; Hvis Historien kunde bevises, havde den
(a)Du Pin. Biblioth. tom. 12.
(b)L’Enfant Præfat. ad Hist. Concil. Pis.
|956uden Tvil været citered af Protestanterne udi Land-Greven af Hessens Sag. Hvad ovenmeldte Historie om Sixto IV angaaer, da, foruden at den ikke kand bevises af nogen troeværdig Skribent, er det i sig selv u-rimeligt, at en Cardinal skulde skriftligen forlange saadant, og at Paven skriftligen skulde accordere det; Thi Begieringen og Bevilningen kunde skee hemmeligen og mundtligen, uden at nogen af dem havde nødigt at opoffre deres Ære, og giøre sig sort og vederstyggelig for heele Verden. Det synes derfor, enten at Historien er opdigtet, eller en Vildfarelse haver givet Anledning dertil, saasom det hendte udi Pave Clementis VII Tiid, da en Begiering, fast af samme Natur, blev ham forebragt. Historien findes udi Bouchets Annales d’Aqvitaine saaledes: Tre Hof-Damer udi Francisci I Tiid, søgte for deres Sundheds skyld om Tilladelse at bruge Kiød paa de forbudne Tider, og adresserede sig til Førsten af Albanien, Pavens Favorit, for ved hans Intercession at erholde saadan Tilladelse. Førsten, enten af Misforstand eller Skiemt, foredrog Paven, at der vare 3 fornemme Damer, som forlangede Tilladelse at styre deres kiødelige Lyst, naar de funde sig fristede. Paven stønnede derved og sagde, at saadant var mod GUds Bud: Men Førsten blev ved at sollicitere, og bad, at Paven vilde høre dem selv. De bleve da indladne til Audience, og med Knæfald bade, at hans Hellighed, i Henseende til deres slette Constitution, vilde bønhøre dem i den Begiering, som de ved Hertugen af Albanien havde ladet foredrage, og at saadant maatte bevilges dem 3 Dage om Ugen i Fasten. Paven fortørnedes da, og svarede: Ville I at jeg skal tilstæde eder at bedrive U-kydskhed 3 gange om Ugen i Fasten? Heraf merkede de Pavens Vildfarelse, og Hertugen undskyldte sig saaledes, at han havde meenet, at de forlangede levende Kiød. (a)
Saaledes kand det og være tilgaaet med Sixto IV; Thi, endskiønt der tillægges ham store Feyl, saa er det dog ikke troeligt, at hans egen Ambition tillod ham at bedrive saadan heslig Gier-
(a)Bouchet Annales d’ Aqvitaine folio 270.
|957ning. Han var ellers en lærd Herre, og erhvervede sig Reputation ved adskillige Skrifter, indrettede ogsaa det Vaticanske Bibliotheque, hvorover han satt den lærde Platina til Bibliothecarium, og lod udcopiere Grædske, Latinske og Hebraiske Manuscripter, saa at han med sine mange Feyl ogsaa havde mange Dyder.
Efter hans Død opvaktes stor Tumult udi Rom, hvor Almuen, som hadede hans Paarørende, Jeronimo Riario, stormede til hans Pallads, og tvang ham til at tage Flugten. Efterat Oprøret nogenledes var stilled, traadde Cardinalerne i Conclave, Innocentius VIII.og udvaldte J. Baptista Cibo, hvilken lod sig kalde Innocentius VIII. Begyndelsen af denne Paves Regimente var merkværdig formedelst den store Decouverte af Vest-Indien ved Christophorum Columbum. Derom vil jeg intet videre tale, saasom Vest-Indien opfindes.det henhører alleene til den Politiske Historie. Den Mængde af Guld og Sølv, som fandtes udi denne 4de Deel af Verden, satt Spanien i den Stand, at det blev en Skræk for heele Europa. Samme Rige havde tilforn ikkun været af liden Anseelse, endeel efterdi det hidindtil havde været under tvende separerede Regieringer, endeel ogsaa, efterdi Morerne havde endda en anseelig Part inde udi Spanien. Men under den da regierende Konge Ferdinando blev først ved hans Giftermaal med den Castilianske Princesse Isabella, Castilien og Aragonien foreenede. Dernæst toge begge sig for, med deres foreenede Magt at kuldkaste de Morers Herredom, hvilket ogsaa gik Morernes Regiment endes i Spanien.for sig udi det Aar 1491, da Ferdinandus med en Krigs-Hær af 50000 Mænd beleyrede den vigtige Stad Granada, som da var de Moriske Kongers Residence, og een af de anseeligste Stæder i Europa. Beleyringen varede over 8 Maaneder, indtil Begyndelsen af 1492, da maatte Staden formedelst Hunger overgive sig. Ved denne Erobring fik det Moriske Regimente en Ende i Spanien, tilligemed den Mahomedanske Troe, og Ferdinandus samt Isabella finge af Paven Titel af de Catholske Konger, hvilken Titel Kongerne af Spanien endnu føre. Af hvilken Vigtighed Sta|958den Granada ellers var, sees deraf, at man der regnede 60000 Huuse, foruden en stor Hob prægtige Bygninger, som Bulhagix, Kongen af Granada, med u-hørlig Bekostning havde ladet anlægge (a). Morernes Regimente havde varet udi 700 Aar. Deres Konger havde imidlertiid anlagt mange Stæder, som endnu have Arabiske Navne; ligesom det nu brugelige Spanske Sprog er blandet med mange Arabiske Ord. Den Mahomedanske Troe fik saaledes et stort Stød; Thi de Morer, som bleve tilbage, lode sig efter Haanden bevæge til at antage Christendommen: Nogle ved Tvang og Løfter, nogle frivilligen. Blant de sidste var den bekiendte Joh. Andreas, hvilken ikke allene lod sig døbe, men endogsaa skrev en Bog paa Arabisk, kalden den Mahomedanske Sects Confusion, af hvis Læsning Øyene bleve aabnede paa mange Mahomedaner, som Autor selv vidner (b). Dette Skrift bliver gemeenligen citered af alle dem, som skrive mod Mahomeds Lærdom.
1492Pave Innocentius VIII døde 1492. Udi hans Tiid var Roelighed i Italien, hvoraf han berømmes. Derimod lægges ham til Last, at han var den første Pave, der brystede sig af at have u-ægte Børn (c). Han var en velskabt Mand, forsynede Staden overflødigen med Levnets-Midler for billig Priis, holdt Tyve og Røvere i Ave, var høflig og beleven; men derhos gierrig, u-lærd og af liden Forstand. At han har haft 16 u-ægte Børn, nemlig 8 Sønner og 8 Døttre, viiser efterfølgende Epigramma
Octo nocens pueros genuit totidemqve puellas,
Hunc merito poterit dicere Roma patrem.
Og sandelig; det var meer end man kunde forvente af nogen Huus-Fader, end sige af en Bisp. Efter hans Død var ikke min-
(a)Mariana Hist. Hisp. lib. 25.
(b)Joh. Andr. præfat. operis.
(c)Volaterran. lib. 22. Pontificum primus fuit, qvi novum exemplum introduceret palam liberos nothos jactandi.
|959dre U-orden i Rom, end efter hans Formand: Alle Gader vare fulde af Røvere og Mordere, saa at Cardinalerne maatte lade sig geleide af bevæbnede Folk, og plante Canoner for deres Paladser. Endeligen faldt Alexander VI.Vallet paa Rodrigo Borgia, en Mand, der formedelst sit u-ordentlige Levnet ikke meriterede at være udi noget Geistligt Embede; Thi han havde udi sin Cardinal-Stand avlet 4re u-ægte Sønner, blant hvilke Cæsar Borgia, som saa meget er bekiendt i Historien, og en Dotter ved Navn Lucretia, hvilken han selv siges at have haft Omgiængelse med. Han lod sig kalde Alexander VI. Begyndelsen af hans Regimente var som Neronis, nemlig fuld af Moderation og fornuftige Anordninger. Men det varede ikke længe, førend han tog Masqven af, og lod see, at han i alle Maader svarede til de onde Tanker, mange havde om ham, blant andre den Napolitanske Konge Ferdinandus, hvilken faldt udi Graad, da han fik Tidender om hans Vall (a). Udi det samme Aar, som han kom til det Romerske Sæde, døde Laurentius de Medicis, hvilken, endskiønt han ikkun var en Borger i Florentz, var dog i Henseende til hans store Qvaliteter og Rigdom udi Kongelig Anseelse. Han kand i visse Maader regnes for Boglige Konsters Stifter udi Italien; Hvorudover hans Død blev begrædet af alle, sær af Lærde Folk. Den Æstime, som han var udi, gik saa vidt, at ikke allene Europæiske Potentater, men endogsaa den Tyrkiske Keyser og Ægyptiske Sultan søgte hans Venskab. Med de store Qvaliteter, som han havde, var han dog vellystig, og holdtes for at have megen liden Religion. Dog vidner Paulus Jovius, at han havde et Christeligt Endeligt, og blev assistered paa hans Yderste af den Navn-kundige Hieronymo Savonarolla, hvilken paa de Tiider var i stor Anseelse, og holdes for een af de forunderligste Mænd, som dette Seculum har bragt til Veye.
Savonarollæ Historie.Denne Hieronymo Savonarolla var af Adelig Herkomst, og født til Ferrara. Han blev i det Aar 1475 sine Forældre u-
(a)Guicciardin. Hist. lib. 1.
|960afvidende
en Dominicaner-Munk til Bologna, hvor han lagde først Vind paa Philosophie, og siden paa den Hellige Skriftes Læsning, øvede sig og saaledes i at prædike, at han blev holden for den største Prædikant udi Italien. Herudover blev han udi det Aar 1492 skikked til Florentz, for at berede Laurentium de Medicis til Døden. Udi denne Stad formeeredes hans Reputation, som han var kommen udi, endeel ved hans Prædikener, endeel ved hans Spaadomme; Thi han prætenderede at have Himmelske Aabenbaringer. Men som han ideligen igiennemheglede Geistlighedens u-ordentlige Levnet, til Veye bragte han sig mange Fiender, hvilke omsider styrtede ham. Han spaaede blant andet, at Italien forestoed en stor Ulykke, og, som samme Land kort derefter blev oversvemmed af de Franske, verificeredes derved hans Prophetie, saa at de fleste holdte ham for en inspirered Mand. Den Tale, han holdt til Kong Carl VIII udi Faveur af Florentinerne, er merkelig; Thi den samme havde saadan Virkning hos Kongen, at han stod fra sit Forsætt, og meenes der da, at han spaaede den unge Dauphins Død, som skeede kort derefter. Han var saaledes udi Florentz en Tiid lang anseed som en hellig Mand og Prophet, der talede af GUds Indskydelse, saa at Florentinerne intet foretoge sig uden hans Raad. Men disse høye Tanker forsvandtes i en Hast, og det ved saadan Leilighed: Saasom han ved sine skarpe Prædikener mod Geistligheden havde opvakt sig mange Fiender, saa satte nogle af dem en Franciscaner-Munk ud paa ham, hvilken ideligen censurerede Savanarollæ, saavel Levnet som Prædikener. Adskillige andre Munke giorde oggiorde og]giorde og] A B; giorde SS giorde og] A B; giorde SS det samme, hvoraf Hieronymo lod sig dog ikke forskrække, men blev ved sine Prædikener som tilforn, og sparede han derudi ikke Paven selv (a). Men det samme foraarsagede, at Pave Alexander erklærede ham for en oprørsk Mand, forbød ham at prædike, og citerede ham at møde for sig. Dertil vilde Savonarolla ikke bequemme sig, hvorudover han blev excommunicered og erklæred for en Kietter, og, som Florentinerne endda
(a)Memoire de Philipp. Comines. lib. 8.
|961favoriserede ham, truede Paven dem med samme Straff, hvis de bleve ved at beskytte ham. Herudover blev han af Stadens Øvrighed befalet, at holde sig fra at prædike, hvilken Befaling han og underkastede sig.
Hans Fald og Endeligt.Hvad som ellers mest befodrede hans Fald var dette: En Franciscaner-Munk bød sig til at gaae igiennem Ilden, for at beviise at Savonarolla var en falsk Prophet, men med Condition, at Savonarolla enten selv eller nogen af hans Tilhængere skulde giøre samme Prøve. En Dominicaner antog dette Tilbud, men vilde ikke gaae i Ilden, uden man tillod ham, at bære et Stykke consecrered Brød med sig. Men, som den anden saadant ikke vilde tilstæde, blev intet af med samme Prøve. Dette Gøglerie gav Anledning til Savonarollæ Fiender, at opægge den heele Almue imod ham, og at udnævne Commissarier af hans største Fiender, for at examinere hans Levnet og Lærdom, og, som der intet Ont kunde overbeviises ham, lagde de ham paa Piine-Bænken, hvor han da siges, at have bekiendt adskillige Misgierninger, hvorvel mange holde for, at man derudi ikke haver gaaet redeligen til Verks imod ham. Hvorom alting er, saa blev han dømt til døde, og først hængt, siden brændt. Denne Execution skeede 1498. Der ere ellers faldne mange Domme over denne Navn-kundige Mand: Nogle have anseed ham som en Bedrager: Andre med større Grund, som en ivrig og geistriig Theologus, der ikke skyede sig ved at sige Sanden, og at afmale Paven og Geistligheden med rette Farve, saa at han kand ansees som en Forløber for den paafuldte store Reformation. Blant dem, som have forsvaret hans Levnet og Lærdom, er Franciscus Pico af Mirandola, en Søn af den berømte Joh. Pico.
Medens dette skeede, forefulde adskillige andre merkelige Ting. Keyser Frederic 1493døde 1493, efterat han havde regieret meere end 53 Aar, og blev succedered af sin Søn Maximiliano, som udi Faderens Live havde været erklæred Romersk Konge. Udi Begyndelsen af hans Regiering kom Christophorus Columbus tilbage |962fra sin første Vest-Indiske Reise, over hvilken han gav en Relation til det Spanske Hoff. Ferdinandus og Isabella erkyndigede strax Paven om denne store Decouverte, og af ham bleve erklærede rettmæssige Eyere af alle de Vestlige Lande, som enten vare fundne eller i fremtiden kunde opdages. Men paa den samme Tiid, som Paven bortskiænkede den 4de Deel af Verden, oversvømmede den Franske Konge, Carl VIII, heele Italien, bemægtigede sig Rom, og tvang Paven til at indslutte sig udi Castellet St. Angelo. Man skulde vel have tænkt, at Pave Alexander i denne Tilstand skulde have betient Det store Franske Tog til Italien.sig af de samme Gevær, som hans Formænd stedse havde brugt, og skreedet til Excommunication. Men, som han, maa skee, merkede, at deslige Torden-Straaler ikke vilde have den Virkning som i gamle Dage, søgte han at bestyrke sig med den Tyrkiske Keysers Alliance, og til den Ende affærdigede et Gesantskab til Sultan Bajazeth, hvilken han anmodede om Hielp, beraabende sig paa det store Venskab, som da var mellem det Pavelige Sæde og det Tyrkiske Hoff, saa at man derfore kand sige, at de Christne Potentater, som siden saa meget ere blevne lastede for at have indladt sig i Forbund med Christendommens Fiender, have intet andet giort, end at efterfølge Pavens Exempel. Man seer ellers, at der har været stort Venskab imellem Pave Paven giør Forbund med Tyrken.Alexander og denne Tyrkiske Keyser, ja at det samme gik saa vit, at Bajazeth recommenderede een og anden til Cardinals Værdighed, hvilket Romerske Skribentere selv tilstaae, (a) og kand intet være u-troeligt hos denne Pave, hvilken var heller et Monstrum end et Menneske, saa at hvad de værste Paver for ham havde giort hemmeligen, bedrev han uden Skye og aabenbare, hvortil kand blant andet tiene til Beviis dette, at han udi det Aar 1497 bevilligede Biskop Joh. Giglis af Worcester Ræt og Frihed til at forlade alle Synder, og tillade enhver at beholde andres Gods og Formue, paa hvad Maade han end kunde have faaet saadant i Hænder, naar han deraf gav endeel til de Pavelige Commissarier. (b)
(a)P. Daniel. Hist. de France Tom. 4.
(b)Hist. Episcop. Worcest. apud Wharton.
|963Imidlertid spillede de Franske overalt Mestere udi Italien, hvor fast ingen Modstand giordes. Caroli VIII Krigs-Hær bestoed af Franske og Svitzere, hvilke førte Krig paa en gandske anden Maade, end som Italienerne vare vante til; Thi Machiavellus vidner udi hans Florentinske Historie, at der havde været holdne store Feltslag, hvorudi ikke en eeneste Mand var omkommen, derfore saae de nu Svitzere i denne Krig an som u-raisonnable Folk, efterdi de med store Slag-Sværd giorde saa store Skaar. Aarsagen til denne Krig var ellers Caroli VIII Prætensioner paa det Kongerige Napoli. Han bemægtigede sig 1494 den største Deel af Italien, tilligemed Staden Rom. Og, som Paven da sluttede sig ind udi Castellet St. Angelo, gave nogle Kongen det Raad, at formere ham Process. Dette kunde ikke staae Alexandro VI vel an; Thi, saasom hans heele Levnet var en Kiæde af U-ordentligheder og Misgierninger, kunde han lett giøre sin Regning, hvorledes Processen vilde falde ud, fandt derfor 1495 for got at slutte et Forliig med Kongen, og at indrømme ham sine beste Stæder til Forsikring. Een af Freds-Conditionerne var denne, at Paven skulde overlevere Kongen den Tyrkiske Keysers Broder, Zizim, som var flygted til Rom, hvilket og skeede; Men han døde strax derefter, og meenes der, at han er forgiven af Paven, førend han blev overlevered. En vis Autor siger, at Kong Carl da af Paven blev erklæred Keyser af Constantinopel. Spondanus (a) taler og om et Instrument, som skal være funden i Capitolii Archiv, og datered Aaret førend Kongen kom til Rom, hvorudi Andreas Palæologus, sigende sig rettmæssig Arving til det Grædske Keyserdom, cederer sin Ræt til Carl VIII. Men, som andre Skribentere intet melde om dette, kand man ingen Troe fæste dertil.
Efterat Forliget var stifted, forlod Kongen Rom, og rykte ind udi det Kongerige Napoli, hvilket han i stakket Tiid erobrede. En merkelig Historie fortælles ved Leylighed af dette Tog: En Præst foregav, at St. Cataldus, som holdes for at have levet hen ved
(a)Jean du Tillet apud Spond.
|9641000 Aar for denne Tiid, aabenbarede sig for ham, og befoel ham at opgrave en Kiste, som var skiuled paa et vist Sted, og hvorudi laae et Skrift, som han havde forfærdiget om Himmelske Hemmeligheder, og tilligemed visede de U-lykker, som det Napolitanske Rige vilde styrtes udi, uden Kong Ferdinandus efterlevede de Formaninger (a), som samme Skrift indeholdt. Saasom den Neapolitanske Konge var henfalden til adskillige Laster, saa kand denne Præste-Invention regnes inter pias fraudes. Comineus (b) vidner, at Kongen lod brænde Skriftet, saa at den eeneste Virkning af denne Invention var, at en skimled Helgen, som ingen tænkte paa, kom i Reputation igien.
Kong Carl giorde sig i en Hast Mester af det Neapolitanske Rige, men mistede det ligesaa hastig igien, efterdi Kongen fik saa mange Fiender paa Halsen, at han maatte forlade Italien, og blev endeligen efter lang Kriig og megen Blods Udgydelse det Kongerige Napoli den Spanske Konge Ferdinando Catholico til Bytte. Frugten af dette Tog var, at de Franske bragte med sig den saa kaldede Napolitanske Sygdom, som siden udspreedede sig fra Frankrig til meere Nordlige Lande, hvor den kaldes Frantzoser. Udi Frankrige fik den Navn af Pelade, eller den skalded giørende Syge, efterdi Haarene derved faldt fra Hovedet: Og meenes, at dette er Oprindelse til Perukers Brug i Europa, hvilke i Begyndelse bestoede alleene udi nogle faa Haar om en Calot, for at skiule det skaldede Hoved. Den Spanske Konge Ferdinandus Catholicus spillede en stor Rulle i dette Seculo, og lagde Grundvold til det Spanske Monarchies Opkomst, som han befodrede ikke mindre med List end med Sværdet. Efterat han havde giort Ende paa Morernes Herredom i Spanien, oprettede han den Jøderne uddrives af Spanien.forfærdelige Inqvisition, hvorom tilforn er talt, og derpaa udi det Aar 1492 lod udgaae en Forordning, hvorved alle Jøder befoeles inden 4 Maaneder at flygte af Riget, eller at antage
(a)Spondan. Annal. Eccl. ad annum 1492.
(b)Comines Lib. 7. Cap. 11.
|965den Christelige Troe. Dette blev efterleved, og viser den Spanske Skribent Mariana, at 70000 Familier eller 800000 Mennesker forlode Spanien, i Kraft af denne Forordning. Jøderne selv giøre Tallet end langt større, og sees deraf, udi hvilken Mængde disse Folk have været i samme Rige. Og hvad deres Midler angaaer, da hvor meget Spanierne end giorde sig Umage at beholde det meste deraf, saa practiserede dog Jøderne 30000 Millioner Ducater bort udaf Landet med sig (a). De fleste af dem vare de saa kaldne Babyloniske Jøder, hvilke udi de store Forfølgelser under de Persiske Konger vare flygtede til Europa og havde faaet Frihed at boe i Spanien. Blant disse Flygtige var den bekiendte Lærde Abrabanel, hvilken havde været udi stor Naade hos Ferdinandum og Isabellam. Den samme regnede sig af Davids Familie, og var anseed frem for andre Jøder, i Henseende til sin store Rigdom og de vigtige Betieninger han stod udi; Thi han forvaltede de Kongelige Financer udi Spanien: Samme Mand holdes for een af de stærkeste Jødiske Skribentere, og bryste Jøderne sig deraf, at han har givet de Christne Objectioner, som de ikke have kunnet besvare. Hans Commentarier over de Bibliske Bøger ere mange, og bortdrev han heele Nætter paa Studeringer. Han døde til Padua, og blev geleided til Jorden af mange Venetianske Edelmænd, hvilket viiser, i hvilken Estime han har været. Det er fast ikke at beskrive, hvilke Ulykker disse flygtige Jøder udstode: Nogle lidde Skibbrud, andre døde af Hunger og andre af Pest, og de overblevne komme enten til Portugal, Africa eller Italien. Alle forundrede sig over, at en saa Politisk Konge, som Ferdinandus, kunde begaae saadan Statsfeil i at depeuplere sine Lande, og uddrive saa mange rige og arbeidsomme Folk. Man tilskriver det ellers Cardinal Ximenis u-tidige Nidkierhed.
(a)Banage Hist. des Juifs lib. 9. cap. 25.
|966Kong Johannes II af Portugal søgte ved denne Leilighed at profitere af Spaniens Skade, og derfore gav de fleste Frihed, at boe i sine Lande, hvorvel ikke uden paa haarde Conditioner. Hans Successor Emanuel tracterede dem bedre i Begyndelsen, og løsede dem ud af et Slaverie, som Kong Johannes havde satt dem udi. Men det varede ikke længe; Thi, som han fik Ferdinandi Catholici Dotter, og den Spanske Dronning Isabella vidnede, at hun ingen Svieger-Søn vilde have, hvis Lande vare fulde af GUds Fiender, saa maatte han skille sig ved dem. Men denne Nidkiærhed brugtes ikkun til en Prætext; Thi den rette Aarsag var, at Spanien misundede Portugal Item af Portugal.den store Rigdom, som Jøder og Morer havde bragt med sig (a). Emanuel, som ikke vilde lade et saa fordeelagtigt Parti gaae sig af Hænderne, opoffrede derfor baade Jøder og Morer, foresættende dem en vis Tiid, inden hvilken de skulde forføye sig af alle hans Lande. Hvad Morerne angik, da blev den sikker Retraite, som dem var loved, holden. Men fra Jøderne tog man alle Børn, som vare lidt over 14 Aar, hvilket drev dem til saadan Fortvilelse, at nogle omkomme sig selv, andre myrdede deres egne Børn. De som lode sig døbe, forbleve i Landet: Men deres Omvendelse havde ikke meget at betyde, hvilket Portugiserne vel vidste, og derfore ved een og anden Leilighed massacrerede mange af disse Nyeomvendte. Den haarde Forordning mod 1496Jøder og Morer gik ud 1496, og er det merkeligt, at den Spanske Skribent Mariana heftigen declamerer derimod (b). Denne Medfart med Jøderne saavel i Spanien, som Portugal regne de for de største Forfølgelser de have udstaaet siden Keyser Adriani Tiid, saa at de derved glemmede de forrige mange haarde Persecutioner, som de havde været underkastede paa alle Tiider og alle Stæder, og som ingen synderlig Ziirat er udi den Christne Kirke-Historie; Thi, hvor slette Tanker man end haver om Jøderne, saa kand man dog ikke uden Medlidenhed læse Historien af saa mange Sørge-Spill og
(a)Banage Hist. des Juifs tom. 9.
(b)Mariana Hist. Hisp. lib. 26.
|967idelige Massacres. Hvad som i mine Tanker allermest har befodret disse U-held, var deres Meening om Messiæ Ankomst, saa at de lode sig forlede af falske Propheter, Betænkning over de Jødiske Forfølgelser.og spidsede Ørene ved hver merkelig Forandring, som skeede; som for Exempel, da Tartarerne havde den store Fremgang udi Ungarn og Tydskland, bildte de sig ind, at de vare Descendenter af de 10 Israëlitiske Stammer, og at deres Messias var iblant samme Folk, hvorudover de corresponderede med dem, og forsynede dem med Gevær: I den Henseende bleve de paa ingen Steder anseede som gode Undersaattere; Thi de Folk, som ideligen vente Forandring og et nytt Herskab, kand ingen Regiering forlade sig paa. Dertil contribuerede det store Had, de bare til de Christne, item den idelige og u-taalelige Aager, som de dreve, saa at man ikke kunde fortænke Christne Potentater, om man tracterede dem med meere Strænghed end andre Undersaattere; Men at slagte Mennesker ligesom Qvæg, og paa hver løs Historie at anrette almindelige Blod-Bad, er noget, som aldrig kand sættes Farve paa. Jeg siger paa hver løs Historie, saasom der er ingen Tvil paa, at de Beskyldninger, som ere giorte mod dem at slagte Christne Børn, jo ere ilde grundede, hvilket en Rabbi i vor Tiid (a) har blant andet viiset deraf, at saadanne Beskyldninger have aldrig været giorte mod dem udi de Mahomedanske Lande, hvorvel de der blive værre medhandlede end blant Christne. Dette er dog merkeligt, at Jøderne have været tracterede paa anden Fod udi Æthiopien, Jødernes Tilstand udi Abyssinien.end i noget andet Land. Aarsagen dertil er, at de Christne Æthiopier have meget tilfælles med dem udi Religionen; Thi de i Agt tage Omskiærelsen, hellig holde Sabbathen, og have Afskye for Svine-Kiød ligesom Jøder; Deres Konger troe ogsaa, at de nedstamme fra gamle Jøder (b). De havde ogsaa heele Provincier blant nogle Bierge til Eye, hvorudi de levede en Tiid lang under deres egen Øvrighed, beskyttende deres Frihed imod de Æthiopiske Konger, og havde nogle deraf taget Leilighed til at
(a)Manass. Ben Israel apolog. pro Jud.
(b)Ludolf. Hist. Æthiop. lib. 3. cap. 1.
|968viise, at Scepteret var endda hos Juda, skiønt Argumentet er saa slett, at det fortiener ikke at igiendrives. De conserverede endda denne Independence indtil det Aar 1611, da den Æthiopiske Konge Susneus endeligen forcerede Passagen til Biergene, og drev dem reent ud deraf, saa at de siden den Tiid have leved adspredet blant de Abyssinske Christne. Efterat Jøderne, som sagt er, vare fordrevne af Spanien, arbeidede den Neapolitanske Geistlighed paa at uddrive dem af Neapolis; Og, som Kong Ferdinandus dertil ey var at formaae, foregav en Præst sig at have fundet et Skrift af den hellige Cataldo, hvorudi Kongen formanes til at udrødde Jøderne. Men Kongen blev vaer, at det var en Digt, og derfore ikke efterlevede Helgenens Formaning. Hvorudover Præsten blev saa forbittred, at han paa Prædikestoelen fnysede mod Kongen og det heele Rige, ja sparede ikke Cataldum selv, efterdi han havde ikke bedre gaaet ham til Haande. Dette Cataldi Skrift maa være det samme, hvorom tilforn er talt.
Jeg har tilforn viset, at Pave Alexander havde adskillige naturlige Sønner. 1497Den eene af dem, som var Hertug af Gandia, blev ihielslagen Aar 1497. Den anden, som er den navnkundigste, nemlig Cæsar Borgia, var bleven Cardinal. Men, som det Geistlige stod ham ikke an, insinuerede han sig hos Kong Ludvig XII af Frankrig, og af ham blev giort til Hertug af Valentinois, og, saasom samme Konge agtede at giøre lige saadant Tog til Italien, som hans Formand, meenede han at kunde betiene sig af samme u-roelige Mand, for at bringe Landet i Forvirrelse, hvilket og skeede. 1499Kongens Tog gik for sig 1499, og bemægtigede han sig strax det Meylandske. Dette, hvorvel det satt heele Italien i Forvirrelse, hindrede dog ikke Paven fra at holde Jubel-Aar. Han inviterede dertil alle Christne, og lovede dem, som selv ikke kunde komme til Rom, samme Indulgencer og Synders Forladelse, som til de Nærværende, naar Jubel-Fest.de betalede en vis Sum Penge. Jubel-Fæsten blev aabned Jule-Aften, og vidne troeværdige Skribentere, at alle de Synder og Vellyster, som |969kunde optænkes, ginge da i Svang og bleve øvede udi Rom. Og er det ved denne Jubel-Fæstes Aabning, at jeg vil slutte dette 15de Seculum, hvorudi sees adskillige Præludia til den forestaaende Det 15te Seculi Tilstand.store Reformation. Deriblant kand man regne 1) Bogtrykkeriets Invention, hvorved mange gode Skrifter, som hidindtil havde været rare og u-bekiendte, komme i alle Folkes Hænder, 2) de mange lærde Mænd, fornemmeligen Reuchlinus, der excolerede det Hebraiske Sprog, og banede Vey for andre at beflitte sig paa Originalens Læsning, 3) de store Forandringer Kirken havde været underkasted, og de Tragœdier, som vare spillede med de Romerske Paver; Thi, endskiønt de efter det Baselske Concilii Præludia til Reformationen.Hævelse komme til forrige Høyhed igien, saa vare dog Øyene blevne aabnede paa mange, medens de tvende store Concilia varede, da enhver havde Frihed at tale og skrive mod Paverne, og at vise, hvor ilde grunded deres Herredom var, 4) Johan Huses Lærdom, som frem for andre banede Vey til Reformationen. Endeligen kand man hertil lægge de mange fornuftige Keysere, som dette Seculum producerede, sær Kayser Sigismundus og Fridericus III, item, de u-ordentlige og forargelige Paver, sær Alexander Sextus, der overgik alle sine Formænd udi Ondskab, og derved foraarsagede, at Rom blev heller anseed som et Babylon, end som en hellig Stad. Hvad Tanker man havde om denne Pave, sees af det bekiendte Vers:
Vendit Alexander claves, altaria, Christum,
Vendere jure potest, emerat ille prius.
Sextus Tarqvinius, Sextus Nero, Sextus & ille,
Semper sub Sextis perdita Roma fuit.
Pavernes saavel som de andre Geistliges U-ordentlighed foraarsagede, at Bispe og Præste komme i Foragt blant den gemeene Almue; Man saae derfore blant andet et Skrift komme for Lyset, kaldet Altercatio Rusticorum, eller Bøndernes Klagemaal, som indeholdt haanlige Ting imod Geistligheden, og strakte dette sig indtil de Nordlige Lande, hvor man i Dannemark saae Bøn|970derne traadse imod den Geistlige Øvrighed, og i Norge Almuen færdig til at renuntiere paa Religionen; Udi Engeland saae man i Henrici V Tiid Bønder at Kron-rage sig, og paatage Geistlig Habit, som Præste og Munke, for at drive Spott med Geistlige Embeder. (a) Ja dette gik saa vidt, at Borgerne i Magdeburg, for at drive Spott med Erke-Bisp Friderich, lode 1460 omføre en Mand udi Bispe-Habit paa et Esel. En saadan Foragt havde de Geistlige ved deres slette Liv og Levnet opvakt imod sig, sær Munke og Nonner, hvorpaa citeres mange store Exempler af dette Seculi Historie. Man seer blant andet af Gamaldoli Hodoeporicon eller Reise-Beskrivelse, som efter Pave Eugenii Ordre skeede udi det Aar 1431, for at efterforske Munkers og Nonners Levnet udi Italien, i hvilken Tilstand han da fandt Klosterne; Thi han vidner, udi et Kloster, alle Nonnerne at have været aabenbare Skiøger. (b) Saa at derfore alle Retsindede dreve paa Reformation, helst paa de tvende store Conciliis, hvor man saae Keyser Sigismundus, saavel som andre, med Hænder og Fødder at arbeide derpaa, skiøndt deres gode Forsætt blev ved Pavernes og Cardinalernes Intriguer forhindret; Saa at det Costnitzske Concilium, hvortil alles Øyne vare henvendte, ikke alleene i den Fald løb Frugtes-løs af, men endog udi visse Maader kand siges at have giort meere Ont end Got, i sær ved det forargelige Decretum om den hellige Nadvere, da det ved en offentlig Lov autoriserede den Misbrug, som havde indsneeget sig i Kirken, at communicere Læge Folk Brødet alleene.
Boglige Konsters Opkomst.Ellers begyndte udi dette Seculo Boglige Konster, som nogle 100 Aar havde lagt i Dvale, at blomstre igien. Orienten derimod og Grækenland forfaldt under Tyrkernes Herredom til yderste Barbarie, og flygtede de fornemste lærde Mænd ved Constantinopels Erobring fra Grækenland til andre Europæiske Stæder, hvor de contribuerede ikke lidet til Studeringers Forfrem-
(a)Walsingh. in Henrico V.
(b)Hodœp. pag. 26. Omnes ferè *πόρνας ειναι
|971melse. Da bleve stiftede store Bibliotheker, som til Rom, Florentz, Heidelberg, Wien, Buda og andre Stæder. Det Grædske Sprog blev indført og læret af Manuel Chrysolora, Bessarion, Chalcondyla og andre. Udi det Latinske Sprog excellerede Laurentius Valla, Leonardus Aretinus, Poggius, Joh. Picus af Mirandola, Marsilius Ficinus &c. Og Johannes Reuchlinus excolerede det Hebraiske Sprog. Men intet contribuerede meere dertil, end de tvende anseelige Florentinske Herrer Cosmus og Laurentius de Medicis, der anvendte deres store Rigdom paa at opmuntre lærde Folk. Ved Sprogenes Cultivation saae man ellers, som gemeenligen skeer, Skribentere at falde fra een Extremitet til en anden; Thi, ligesom man forhen udførte alting udi en Barbarisk Stiil, saa forfaldt man ved denne Reformation til saadan Scrupuleusitet, at for Exempel intet Latin holdtes for antageligt, uden det var Ciceroniansk. Og er det i den Henseende, at Bembo kalder den Tyrkiske Keyser Rex Thraciæ, Hertugen af Meyland Rex Mediolani, og Kong Ludvig af Frankrig Aloisius: Ja, at han i steden for at sige: at Paven er udvaldt af GUds Naade, (Dei Gratia) siger Deorum immortalium beneficiis, item, kalder Jomfrue Maria Gudinde (Deam). Det var ikke alleene til dem selv, men endogsaa til deres unge Disciple, de gave lærde Romerske Navne, for at opmuntre dem til at imitere de Autores, som de opkaldtes efter. Men een af dem havde nær kommet ilde an dermed: Thi Pave Paulus II, som var mistænkelig, meenede, at under saadan Navnes Forandring noget andet laae skiult, lod ham engang gribe, og stærkt examinere. (a) Dette gik saa vit, at een og anden Ciceroniansk Pedant undsaae sig ved at føre Bibliske Navne, alleene fordi de ikke findes hos Ciceronem, og seer man blant andre den bekiendte Lætus at forandre sit Fornavn Petrus til Pomponius. Hvis det er sandt, som fortælles om den bekiendte Hermolao Barbaro, at
(a)Plat. in Paulo II. Rogatus, cur nomina adolescentibus immutaret? Respondet: qvid si mihi fœniculi nomen indo, modo id sine dolo aut fraude fiat.
|972han havde Tilflugt til de onde Aander, for at forstaae et vanskeligt Ord, nemlig *εντελέχεια hos Aristotelem, kand man sige, at dette Seculi Accuratesse gik heel vidt; Thi, at give sig Fanden i Vold for et eeneste Ord er alt hvad man kand anføre til Beviis paa en Philologi Curiositet. (a) Det samme kand man og sige i Henseende til det som anføres om ovenmeldte Petro Bembo, hvilken raadede sine Venner fra at læse Pauli Epistler, at de ikke skulde fordærves i Sproget.
Adskillige Universiteter bleve da stiftede, som til Leipzig, til Løven, til Rostok, til Gripsvald, til Basel, Ingolstadt, Tübingen og Freiburg. Af Fester bleve stiftede Mariæ Skribentere.Undfangelses-Fest og Christi Aabenbarelses-Fest. At opregne alle dette Seculi Skribentere vilde blive for vitløftigt. De Fornemste blant dem vare den bekiendte Cardinal Pierre d’Ailly.Pierre d’Ailly, hvilken præsiderede udi den 3die Session paa det Costnitzske Concilio, og forfærdigede 3 Skrifter, eet om Kirkens Reformation, et andet de duodecim Thomas a Kempis.honoribus B. Josephi, og det 3die om Maaden at udvælge en Pave. Thomas à Kempis, en Tydsk Prior af et Augustiner-Kloster, hvis fortreffelige Skrift om Christi Efterfølgelse er endnu i alle Folkes Hænder, og findes oversatt paa de fleeste Europæiske Sprog, saavel som paa Tyrkisk og Arabisk. Man maa des meere forundre sig over dette Skrifts Herlighed, efterdi det er bleven forfatted af en Munk, og udi et Seculo, da Theologien var ikke andet end en Blanding med Hedensk Philosophie, og Aristotelis Ethica blev forklared paa Prædikestolen, saa at Texter deraf Joh. Gerson.bleve tagne, i steden for af Bibelen. Johan Gerson, eller Charlier, den Parisiske Kirkes og Universitets Cantzler, hvilken var dette Seculi Orakel, i Henseende til hans Lærdom og Oprigtighed, og var anseed ligesom Siælen af det Costnitzske Concilio, hvor han med saadan Iver talede og skrev mod Paverne, at han derudover udi sine sidste Dage maatte udstaae store Forfølgelser. Paa sin Tilbagereise fra bemældte Concilio blev han arrestered
(a)Petr. Crinitus de honesta disciplina Lib. 6. Cap. 9.
|973til Lyon, hvor han døde 1429, da han havde opnaaet en Alder af 66 Aar. Hans Iver udi at prædike mod Pavens Myndighed gik saa vidt, at han udi et Skrift viisede, at Kirken vel kunde være uden Pave (a). Foruden Paverne fik han det mægtige Burgundiske Huus paa Halsen, og det i Henseende til den i Historien omtalte Jean Petit, hvis Skrift han fordømte: Af hans Theologiske Skrifter, som bestaaer mestendeels af Prædikener, ere mange Editioner; Nogle tillægge ham ogsaa det store Skrift kaldet Imitatio Christi, som ellers tilskrives Thomas Nic. de Clemangiis.à Kempis; (b) (Nicolaus de Clemangiis) en Parisisk Doctor og Benedicti XIII Secretaire, blant hvis Skrifter det er meest berømt, som handler de corrupto Ecclesiæ statu; Han regnes blant de Tiiders oprigtige Skribentere: Det er merkeligt, hvad han blant andet siger om Cardinalerne, nemlig at hvis en Skildrer vilde giøre et Portrait Vincentius Ferrerius.over Hoffmod, kunde han ikke giøre bedre end afmale en Cardinal.Cardinal.]Cardinal.] Cardinal A B; Cardinal SS Cardinal.] Cardinal A B; Cardinal SS (c) (Vincentius Ferrerius) en ikke mindre ivrig Theologus, hvis Skrifter handle ogsaa om Geistlighedens fordervede Tilstand. (Alfonsus Tostatus og Dionysius Rikel) hvis Forklaringer Jacobellus.over Bibelen ere store og vidtløftige. (Jacobus Misnensis) gemeenligen kalden Jacobellus, hvis Skrift om den hellige Nadveres Fornødenhed under begge Catharina Bononiensis. Species, saa meget blev omtvisted paa det Costnitzske Concilio. (Catharina Bononiensis) en Nonne af St. Claræ Orden, hvis Spaadomme vi endnu have: Hun er i Leonard. Aretinus.efterfølgende Seculo bleven canonisered. (Leonhardus Aretinus), blant hvis Historiske Skrifter findes 12 Bøger om Florentinske Sager. Det er ellers merkeligt, at han har under sit eget Navn udgivet 4 Bøger om de Gothiske Kriige, hvilke dog ere ikke andet end Procopii. Han maa vel distingueres fra Petro Aretino, hvilken censurerede med saadan Bitterhed Regen-
(a)Gerson de Auferibilitate Papæ, og er det af alle hans Skrifter, som har giort mest Opsigt; Hvorvel han derved ikke meenede, at Kirken gandske kunde undvære en Pave, men allene i Nødsfald, item, at en Pave kunde afsættes af et Concilio.
(b)Vid. du Pin Biblioth. Ecclesiast.
(c)Nic. Clemang. de corrupto Ecclesiæ statu.
|974teres Feil, at adskillige gave ham Pensioner for at tie, hvorudover man kaldte ham Flagellum Principum. At man ellers gemeenligen holdt ham for Atheist, viiser saadant hans Gravskrifft.
Condit Aretini cineres Lapis iste sepultos,
Mortales atro qvi sale perfricuit.
Intactus Deus est illi, causamqve rogatus
Hanc dedit: ille, inqvit, non mihi notus erat.
Eendeel holder ham for Autor til det Skrift, de tribus Impostoribus. Der findes dog adskillige, som tvile om hans Atheismo, holdende for, at han fik den Titel, efterdi han saa stærkt igiennemheiglede Geistlighedens Laster. Han var sig selv ellers u-liig; Thi undertiiden hyklede han ligesaa stærkt som han lastede. Undertiiden var han og ligesaa frygtsom, som han ellers var u-forsagt; Thi da Petr. Strozzi, over hvilken han havde giort et Vers, truede ham med Hugg, holdt han sig længe af Frygt i sit Kammer. Denne sidste Aretinus kand heller henføres til efterfølgende Seculi Skribentere. Poggius.(Joh. Franciscus Poggius,) der ogsaa har skrevet adskilligt angaaende den Florentinske Historie, item om Hieronymi Pragensis Død. Laurentinus Valla, Valla.een af det Latinske Sprogs Restauratores, hvis fornemste Skrift er nogle Bøger om det Latinske Sprogs Ziirlighed. Han oversatt ogsaa paa Latin nogle Grædske Autores, som Herodotum og Thucydidem. Men, som hans Lærdom giorde ham overmodig, saa at han talede med Foragt om andre, blev han tvungen til at forlade Rom, som var hans Føde-Sted. Og, saasom han omsider ogsaa tog sig for med Frihed at tale om Religionen, blev han af Inqvisitionen anklaget at forplante falsk Lærdom om den hellige Trefoldighed, item om Menneskets fri Villie. Inqvisitionen dømte ham til Døde, saa at det var ikke uden ved den Neapolitanske Konges Alfonsi Protection, at han Æneas Sylvius.undgik denne Fare. (Æneas Sylvius) som siden blev Pave Pius II. Han har skrevet foruden det Baselske Concilii Acta den Böhmiske Historie, og nogle 100 Breve. Ficinus.(Marsilius Ficinus) en stor Philosophus, der blant me|975get andet har skrevet 18 Joh. Pic. de Mirandola.Bøger om Siælens Udødelighed. (Joh. Picus) Hertugen af Mirandula, een af dette Seculi lærdeste Mænd saavel udi de Orientalske, som i det Grædske og Latinske Sprog. Acciajoli.(Acciajoli) en Mand af saadan Oprigtighed og Ærlighed, at Florentinerne paa Stadens Bekostning besørgede hans Døttres Giftermaal. Hans Skrifter ere nogle Commentarier over Aristotelem, en Oversættelse af en Deel af Plutarcho, item Caroli Magni Liv og Levnet; Dette har forledet Georgium Wicelium at giøre Plutarchum Trithemius.til Autor af Caroli Magni vita (a). (Joh. Trithemius) der har skrevet adskillige Theologiske og Historiske Skrifter. Samme Mand havde den U-held i Henseende til sin store Lærdom og sine Videnskaber af curieuse Ting, at han blev agted for en Troldmand. (Socinus Marianus) en anseelig Jurist. Den samme opholdt med sine Lectioner, da han var bleven gift: Hvorudover nogle foreholdt ham, at Socrates, endskiønt han havde taget sig en Hustrue, blev derfore ved at docere. Dertil svarede Socinus, at hvis Socrates havde i steden for en grum Xantippe faaet saadan kiøn Dame som sin, havde han ogsaa faaet andet at bestille, end at læse publice. Af denne Mariano nedstige de tvende Socini, som have stiftet den Socinianske Sect. Gaguinus Reuchlinus.(Gaguinus) en Kongelig Fransk Bibliothecarius: Han har blant andet skrevet Franske Annales, som gaae indtil 1500. (Reuchlinus) eller Johannes Capnio, en stor Hebræer, som først begyndte at excolere det Hebraiske Sprog blant de Christne. De store Forfølgelser han udstod og de Tvistigheder han havde med den omvendte Jøde Pfefferkorn, henhøre til efterfølgende Seculum. Blant de Grædske Skribentere vare Joh. Lascaris.de fornemste (Joh. Lascaris) af den Kayserlige Lascariske Familie: Laurentius Mediceus skikkede ham til den Tyrkiske Sultan Bajazeth, for at anholde om nogle rare Grædske Manuscripter, hvoraf han erholdt en stor Mængde. Han holdes først at have fundet eller i det ringeste retableret de store Grædske Bogstaver, det er de saa kaldne literas Capitales udi Alphabetet, hvorpaa han udi det Aar 1494 skrev
(a)Vossius de Hist. Lat. pag. 624.
|976nogle Moralske Sententzer og Vers, hvilke han dedicerede til Petr. Mediceo. Disse store Georg. Curopalates.Bogstavers Figur havde han eftersøgt udi gamle Grædske Medailler. (Georgius Curopalates) en Historicus, der har skrevet om de Grædske Keysere. (Gennadius) Gennadius. den første Patriarch efter Constantinopels Erobring, Ducas.som har blant andet skrevet en Troes-Bekiendelse. (Ducas) der har skrevet den Constantinopolitanske Historie fra 1341 til 1462. (Bessarion) som antog den Romerske Bekiendelse og blev siden Cardinal: Bessarion.Samme Bessarion kom formedelst sin Lærdom og Skikkelighed i saadan Credit, at han var engang nær ved at blive Pave, og havde Vallet faldet paa ham, hvis nogle Cardinaler ikke havde hindret det ved at forestille de andre, at det var haanligt for det Romerske Sæde at beklædes af en Græker, der for faa Aar siden havde forfægtet den Grædske Kirkes Vildfarelser. Endeel tilskriver denne Exclusion den bekiendte Nicolao Perot, og det saaledes: Da Conclave varede, komme 3 Cardinaler, for at tilkiende give Bessarion, at de vilde have ham til Pave; Men Perot, som da var Conclavist, bildende sig ind, at det var kun for at anholde om hans Votum, og vilde ikke hindrehindre]hindre] A; hinde SS hindre] A; hinde SS Bessarion i hans Studeringer, tillod dem ikke at faae ham i Tale: Hvorudover de ginge vrede bort, og udvaldte en anden. Da Bessarion siden fik saadant at vide, sagde han med sin sædvanlige Kaaldsindighed til Perot: Du har hindret mig at giøre dig til Cardinal. Samme Perot var ellers een af dette Seculi store Skribenter. Det lægges ham til Last, at han giorde Commentarier over en saa u-blue Skribent som Martialis, hvilket var en Erke-Bisp u-anstændigt. Bessarions Skrifter bestaae mestendeels udi adskillige Breve. Han døde 1472, og testamenterede til Regieringen af Venedig sit Bibliothek, hvorudi var en stor Hob Grædske Bøger, som han selv havde bragt med sig til Italien efter Constantinopels Erobring. (Georgius Trapezuntius) Sguropulus.der har oversatt adskillige gamle Kirke-Fædre. (Sylvester Sguropulus) der har skrevet Historien af det Florentinske Concilio, som han selv bivaanede, men paa en Maade, som ikke behagede dem, der forsvarede den Romerske Kirkes Lærdom, og som vare for at befodre |977Foreeningen, hvorfore han bliver besvared af Georgio Phranza.Scholario. (Georgius Phranza) den sidste Grædske Keysers Secretaire, hvilken har skrevet meere end 200 Aars Grædske Historier, sær Constantinopels Erobring, hvortil Chalcondylas.han var øyensynlig Vidne. (Laonicus Chalcondylas) en Athenienser, hvilken har skrevet den Tyrkiske Historie udi 10 Bøger, nemlig fra 1300 til 1463, og regnes blant dette Seculi beste Historie-Skrivere. Blant de Byzantinske Skribentere er han den mindst høytravende; Thi fast alle de andre gaae ligesom paa Stylter, og opfylde deres Historie med u-rimelige og affecterede Expressioner, saa at endskiønt mange af de Byzantinske Historier ere tilforladelige, og de fleeste ere forfattede af høye Stands-Personer, Printzer og Keysere selv, saa kand man dog i Henseende til Stiilen, ikke læse dem uden Latter. Som for Exempel, den nys oven-omtalte Skribent Ducas, naar han vil rose Johannis Palæologi Hustrues Skabning, siger han, at hun saae ud fremmen til som Fasten, og bag til som Paasken, og naar han paa et andet Sted vil sige, at Mahomed ved sin Død efterlod Riget til sin Søn Amurath, siger han, at Mahomed, ved at nedstige til det Sted, hvorfra ingen igien opstiger, efterlod &c. (a) Saadanne Talemaader finder man overalt hos disse Skribentere; Men i sær hos Simocatta.
Man seer saaledes at Lærdom og Konster udi dette Seculo tog til at florere, og den gamle Barbarie efter Haanden at udrøddes, saa at dette Seculum kand regnes for et polered Seculum i Henseende til de foregaaende, hvorvel der enda hos de fleeste regnerede en slet Goût, hvilket er viset, saavel af de slette og u-nyttige Materier, hvorom disputeredes, som af de selsomme Prædikener, der bleve holdne. Gabriel Barlettes Prædikener, som holdtes mod dette Seculi Udgang, og som ere trykte udi tvende Tomer, kand tiene til Beviis herpaa. Den samme, endskiønt han formedelst sine Prædikener var i saadan Agt, at det var bleven til et Mundheld i Italien: Qvi nescit Barlettare, nescit præ-
(a)Ducas in Joh. & Manuel Palæolog. cap. 20 & 22.
|978dicare, saa har han dog fremført saa mange U-rimeligheder, at hans Ordens-Brødre, Dominicanerne, have med all deres Konst ingen Farve kunnet sætte derpaa. Blant hans U-rimeligheder anføres denne, at han giorde et Spørsmaal, hvi den Hellig Aand allerførst lod sig see nogle Dage efter Christi Himmelfart, og svarer, at det skeede af Frygt at Jøderne skulde handle lige saa ilde med ham, som med GUds Søn, (a) iligemaade, at den Hellig Aand lod sig see som en Vind og Ild, at Jøderne ikke skulde faae fatt paa ham &c. Naar en saadan Prædikant var udi Agt og Ære, kand man ikke giøre sig høye Idéer over dette Seculi Smag, og ikke ligne det med de tvende efterfølgende.
Den underlige Smag Folk var befænged med, og den Superstition, som Eenfoldige vare nedsiunkne udi, foraarsagede, som gemeenligen skeer, at mange, der aabnede Øyene, fulde til en anden Extremitet, forkastede det Gode med det Onde, og styrtedes hen til Atheisterie: Saaledes fortælles om Calderino, som var Secretarius Apostolicus, at han sagde, naar han gik til Messen: Lader os gaae til den almindelige Vildfarelse. Eamus ad communem errorem. Man merker, at Pave Alexander VI, og Julius II aldeles ingen Troe havde. Den bekiendte Angelus Politianus, som florerede mod Enden af dette Seculo, beskyldes at have talet u-gudeligen om den Hellige Skrift, sigende, at han ingen Tiid havde anvendet u-nyttigere end paa Bibelens Læsning; item, at der udi Davids Psalmer vare vel mange skiønne Sager, men paastoed, at de samme vare bedre udførte af den Grædske Poët Pindaro. Vossius, som herudi tager Politiani Forsvar, holder for, at saadant er u-troeligt, efterdi Politianus var Præst og Canonicus udi Florentz, (b) ligesom det var en U-muelighed, at en geistlig Mand kunde forfalde til U-gudelighed. Politianus døde da han spillede paa Luth og sang et Vers, som han havde giort over Laurentius de Medicis, saa at hans Endeligt svarede til hans
(a)Altamara Biblioth. Ord. Prædic. pag. 519.
(b)Vossius de Poëtis Latinis.
|979Levnet. Pomponatius, som levede paa samme Tiid, siges at have holdt publique Lectiones mod Siælens U-dødelighed. Laurentius Valla fortælles at have sagt, at han havde Piile, hvormed han kunde fælde Messiam selv. Dette haver jeg anført for at vise, at Verden staaer ikke større Fare for at falde til Atheisterie, end naar Overtroe er kommen paa den høyeste Spidse, og, ligesom alt for megen Tvang føder Ryggesløshed, og alt for stor Barbaries Pedanterie, saa leder ogsaa Overtroe lige til Vantroe, hvilket besynderligen sees af dette Seculi Historie, da Folk toge sig for at udrødde Overtroe og Barbarie udi Sproget, som var kommen paa den høyeste Spidse, og derved styrtedes i deslige sørgelige Extremiteter.
 
Icon Kommentarer        icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx