Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis      Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Det Vte SECULUM.
Keyserdommets Deeling i Østen og Vesten.Efter den store Keysers Theodosii Død blev Keyserdommet deelet mellem hans tvende Sønner Arcadium og Honorium, saaledes at Arcadius fik Østen, og Honorius Vesten. Og kand man fra denne Deeling sætte en nye Epocha eller Tiids-Regning, efterdi det Romerske Herredom aldrig blev foreened igien.
Kort for det 5te Seculi Begyndelse, nemlig 397, døde den navnkundige Meylandske Ambrosii Død og Characteer.Bisp Ambrosius, hvilken formedelst sin Veltalenhed, Lærdom og Bestandighed var udi stor Anseelse blant alle de Tiders Geistlige. Hans Skrifter, hvoraf endnu haves de fleeste, bestode mestendeels udi Forklaringer over den Hellige Skrift, og ere de derudi at berømme, at de gaae meere ud paa Praxin end paa Tvistigheder. Hans Liv og Levnet er beskrevet af Paulino, hvilken tillægger ham meer end menneskelige Qvaliteter. Han recommenderede paa sit Yderste Simplicianum, hvilken og blev Bisp i Meyland efter hans Død. Kort derefter blev den Constantinopolitanske Bispe-Stoel ledig ved Nectarii Død, og den bekiendte Johannes Chrysostomus blev Biskop i hans Sted igien.
Denne nye Bisp er bleven udi Kirke-Historien ikke mindre bekiendt end Ambrosius; Thi hans Veltalenhed var saa stor, at han deraf fik Navn af Chrysostomus, Chrysostomi Historie.eller Guld-Mund; Og gav han strax i Begyndelsen Prøver paa den Fermetet og Bestandighed, hvoraf han er bleven saa navnkundig. Eutropius, en anseelig Mand, der fast regierede alting under den nye Keyser Arcadio, faldt i U-naade, og tog sin Tilflugt til en Kirke udi Constantinopel. Der søgte hans Modstandere at udtage ham |292med Magt, meenende sig desmeere dertil at være berettiget, efterdi Eutropius selv havde været Autor til en Lov, som nægtede de Skyldige Beskyttelse udi Kirkerne. Chrysostomus satt sig af al Magt derimod, og ved en kraftig Tale frelste Eutropii Liv. Men han havde nær derover befordret sit eget Fald; Thi denne hans Gierning blev udtolket som en Gienstridighed, og hans Tale holden oprørsk. Dog kunde alt dette ikke bevæge ham til at overgive Eutropium, saa at han denne gang slap, skiøndt han siden igien blev andensteds greben og halshuggen.
Af dette Exempel lærede man strax hvad Chrysostomus førede i sinsin]sin] A; sit SS sin] A; sit SS Skiold, og bestyrkedes Folk i den Tanke, de havde fattet om ham, af hans øvrige Opførsel, som var at reformere og til rette sætte Geistligheden, hvilken Opførsel opvakte ham mange Hans Lærdom og Dyder.og store Fiender, (a) som ikke aflode førend de styrtede ham; Dog conserverede han sig længe formedelst den Yndest, han havde hos Almuen formedelst sit skikkelige Levnet, sin Medlidenhed mod Fattige, og sine kraftige og bevægelige Prædikener, saa Geistligheden med Magt intet kunde formaae, men maatte en Tidlang taale at han holdt dem Tommelfingeren paa Øyet. Hvor fornøden ellers Geistlighedens Reformation paa samme Tiid var, sees af Chrysostomi da holdne Prædikener, hvorudi han taler om de Qvinder og Jomfruer, Præsterne havde Omgiængelse med under det Navn af Søstre eller Contubernales: item mod deres Løsagtighed; Han betienede sig blant alle Bibliske Bøger meest af Pauli Epistler, hvoraf han tog sine Texter. (b) Og var det ikke mindre med sit Levnet end Lærdom han undervisede; Thi han førte selv saadant et Levnet, at han ofte, for ikke at forsømme sit Embede, holdt sig heele Dage fra Mad og Drikke, og saasom hans Legems Constitution tillod ham ikke at æde all slags Mad, og han ey heller kunde fordrage Viin, spisede han gierne allene uden Selskab, (c) hvilket siden af hans U-venner blev lagt ham til Last, og forklared som en Hoffærdighed.
(a)Socrat. Hist. Eccl. Lib. 6. Cap. 4.
(b)Georg. Alexandrinus in Vita B. Chrysostomi apud Photium.
(c)Ibidem.
Tvistighed om Origenis Skrifter.Strax i Begyndelsen af dette Seculo opreisede sig store Tvistigheder, angaaende Origenis Skrifter og Lærdom, hvilke satte Kirken udi stærk Bevægelse, varede længe, gave onde Mennesker Prætext til Forfølgelser, og omsider toge saadan Overhaand, at man maatte sammenkalde et almindeligt Concilium for at dæmpe de samme. Begyndelsen dertil var denne: Den bekiendte Rufinus af Aqvileja publicerede 397 en Latinsk Oversættelse af Pamphili Forsvars-Skrift for Origenes, oversatt ogsaa siden Origenis bekiendte Skrift *περι αρχων, og lod adskillige Exemplarier deraf udstrøe til Rom. Dette blev af adskillige lagt Rufino til Last, og beskyldede man ham for at Hieronymi Forfølgelse mod Rufinum, Origenis Oversætter.have af Ondskab udstrøet Origenis Vildfarelser, for at forføre Folk udi den Latinske Kirke. Een af hans fornemste Modstandere var Jeronimus, hvilken tilforn havde været Rufini fortroelige Ven, og derforuden selv en flittig Læser af Origenis Skrifter, saa at det synes, at det var for at udslætte den Mistanke, han havde bragt sig udi, nemlig at være hengiven til Origenismum, han opvakte Forfølgelse mod Rufinum, beskyldende ham for, at have forfalsket Origenis Skrifter, og derpaa tog sig selv fore at giøre en nye Oversættelse; Men den samme er nu omstunder ikke meere til, saa at vi have ikke uden Rufini Version tilbage. Sigtet af Jeronimi Oversættelse var ellers at lægge alle Origenis Vildfarelser for Lyset, paa det at de uden Betænkning kunde fordømmes, da derimod Rufinus havde corrigeret nogle, for at hindre, at de øvrige ikke skulde censureres.
Den Romerske Biskop Anastasius citerede Rufinum adskillige gange til Rom, for at svare mod de Beskyldninger, som giortes mod ham, men han kom ikke, ladende sig allene nøye med at skikke sin Troes Bekiendelse, og at tilkiendegive, at han ingen Forfægter var af Origenis Lærdom, men allene en Oversætter af hans Skrifter. Men dette fornøyede ikke Anastasium, saa at han skreed til at fordømme ham som en Kietter, og tilligemed forbød Origenis Skrifter at læses, efterfølgende derudi den Alexandrinske Biskops Theophili Exempel, hvilken var den første, som ret for Alvor fordømte Origenis Skrifter. Samme Theo|294philus var en stolt, hævngierig og ambitieux Mand og en hæftig Kietter-Forfølger, saa at intet bliver lagt ham til Roes uden hans Orthodoxie; Men denne Mand, hvis heele Liv bestod i at støve efter Kiettere, blev paa samme Tiid uformodentligen af de Ægyptiske Munke giort til Kietter selv, og det ved saadan Leilighed:
Theophili Tvistighed med de Ægyptiske Munke.Iblant de Ægyptiske Munke vare nogle, som toge Bibelens Ord formeget efter Bogstaven, og troede at GUd havde Hænder og Fødder og Menneskelig Skikkelse. Denne Lærdom søgte Theophilus strax at bestride, og til den Ende lod udgaae et Skrift, hvorudi han forklarede, at GUd var en Aand, som intet Legeme havde, men derved fik han en heel Skare hidsige Munke paa Halsen, hvilke vare færdige at gaae i Døden derpaa, at GUd havde Hænder, Fødder og andre Lemmer, grundende deres Meening paa Skriftens Talemaader, item derpaa, at Adam siges at være skabt efter GUds Lignelse, og derudover bleve kaldne Anthropomorphiter. Ja en gammel Mand ved Navn Serapion, da man havde overtalet ham til at forlade sin Vildfarelse, og troe, at GUd var en Aand, og han derpaa en gang skulde giøre sin Bøn, faldt han i Graad og raabte: Man har taget min GUd fra mig, og det, efterdi han havde ingen Skikkelse eller Figur at stille sig for Øyene. Saasom nu Origenes udi sine Skrifter tydeligen havde viiset, at GUd var en Aand, som intet Legeme havde, saa beskyldte de Theophilum og alle dem for Origenismum, som lærte det samme. Ja deres Bitterhed gik saa vidt, at de komme Trop-viis fra deres Klostere til Alexandria, og truede Biskopen paa Livet, hvilket indjog ham saadan Skræk, at han for at stille dem tilfreds, fordømte Origenis Lærdom saa vel udi en Synodal-Skrivelse, som udi sine Circulaire Paaske-Breve, hvilke de Alexandrinske Bispe efter det Nicæniske Concilii Anordning, alle Aar lod udgaae strax efter Hellig 3 Kongers Fæst, for at give de andre Bispe tilkiende, paa hvilken Dag Paasken skulde holdes.
|295Men da Faren nu var forbi, fandt Theophilus siden Leilighed til at hævne sig over nogle af disse, og ved den Ægyptiske Gouverneurs Hielp, fordrev adskillige af dem af deres Klostere, blant hvilke vare Dioscorus, Ammonius, Eusebius og Euthymius, De lange Brødre.hvilke udi historien (a) ere bekiendte under det Navn af de lange Brødre; Og, da de komme til Alexandria for at besværge sig derover, tracterede han den ældste Ammonium saaledes med Ørefigen, at han gik blodig fra ham.
Efterat de forfulte Munke havde længe omflakket fra et Sted til et andet, retirerede de sig omsider til Constantinopel, søgende Beskyttelse hos Johannem Chrysostomum. Men denne gode Biskop var da selv udi en meget vanskelig Situation, og det i Henseende til den Keyserlige General Gainas (b), hvilken efter Eutropii Fald spillede Mester under Arcadio. Den samme var af Geburt en Gother, og havde tilligemed de fleeste af sine Landsmænd antaget Arii Lærdom (c), hvorudover han forlangede af Keyseren, at en Kirke udi Constantinopel maatte indrømmes Arianerne. Arcadius, som intet torde nægte denne mægtige Mand, raadførede sig da med Chrysostomo; men Chrysostomus satt sig med saadan Iver (d) derimod, at Gainas maatte staae fra sit Forsætt (e) og Arianerne maatte, som tilforn, lade sig nøye med at holde deres Gudstieneste uden for Staden. Men, som de i lang Tiid havde været vante til at spille Mestere udi Constantinopel, kunde de ikke lætteligen fordøye saadan Foragt, søgte derfor alle Leiligheder til at forstyrre de andres Gudstieneste, og eengang overfaldt dem om Natten, da de ginge udi Procession. Men dette tienede til intet andet end til at indskrænke deres Magt end meere.
(a)Georg. Alex. in Vita B. Chrysost. apud Photium.
(b)Socrat. Lib. 6. cap. 6.
(c)Sozom. Lib. 8. cap. 4.
(d)Theodor. Lib. 5. cap. 32.
(e)Georg. Alexandrinus in Vita B. Chrysost. apud Photium.
|296 Deres Klage over Theophilum for Chrysostomo.Saaledes var Tilstanden i Constantinopel, da de lange Brødre, hvorom tilforn er talt, indstillede sig tilligemed en stor Deel andre forfuldte Munke for Chrysostomo, og med grædende Taare begiærede hans Bistand mod deres Forfølger Theophilum. Chrysostomus, som var en god og medliden Mand, ynkedes over at see saa mange graa og ærværdige Mænd udi saadan Tilstand, og derfor ved en Skrivelse til Theophilum søgte at stille ham tilfreds, men forgieves; Thi denne hidsige Mand blev ikke allene ved sit Forsætt at forfølge Munkene, men søgte ogsaa at hævne sig over deres Beskytter. Til den Ende betienede han sig af Epiphanio, Biskopen af Cypro, hvilken han formaaede ikke allene til at holde et Mode udi Cypro, for at fordømme Origenis Lærdom, men endogsaa at paatage sig en Reise til Constantinopel, for at forfølge Epiphanii underlige Opførsel.Sagen sammesteds imod Chrysostomum selv, der havde taget Munkene i Beskyttelse. Epiphanius opførte sig ved sin Ankomst til Constantinopel paa en Maade, som lidet passer sig paa en Helgens Characteer, thi, da Chrysostomus inviterede ham til at tage Qvarteer udi et Geistlig Huus, veigrede han sig derfor, vilde ey heller tale med ham selv. Tvertimod han forsamlede paa sin egen Haand nogle Bisper, som fandtes i Constantinopel, viisede dem, hvad som var forrettet paa det Cypriske Concilio, og forlangede deres Underskrivelse, hvortil den største Deel dog ikke vilde beqvemme sig, foregivende, at det var ikke tilladt at fordømme en Mand saa lang Tiid efter hans Død; Thi det var ikke andet end tilligemed at fordømme de gamle Fædre, der havde holdet Origenem for en stor Lærer, og levet i Communion med ham.
Dette ophidsede Epiphanium end meere, saa at han slog sig aabenbare til Chrysostomi Fiender, og satt sig offentligen for, udi det heele Folks Paahør at fordømme Origenem med hans Forfægter Dioscoro, og at laste Chrysostomum, som en Tilhænger deraf. Men, som han blev advaret, at saadant vilde giøre Almuen oprørsk, som elskede Chrysostomum, holdt han inde dermed. Efter saadan Opførsel forlod Hans Død og Characteer.Epiphanius Constantinopel, |297og døde kort derefter udi en høy Alder. Han var paa de Tiider holden for en Mand af stor Lærdom, og har efterladt sig mange Skrifter, blant hvilke hans Kietter-Historie er det fornemste. Hans ordentlige Levnet, samt den Iver han lod see i at forfægte den herskende Troe, har givet ham Sted blant Helgene; Skiønt Historien viiser, at han var ikke fri for store Passioner, og desidereres udi hans Skrifter saa vel Upartiskhed som Skiønsomhed.
Men ved Epiphanii Bortreise endtes ikke Trætten, thi Theophilus, som af Keyseren Theophili Bitterhed mod Chrysostomum.var forskreven til Constantinopel, kom kort derefter didhen, geleidet af en stor Deel Ægyptiske Bispe, og var hans Opførsel mod Chrysostomum end slettere end Epiphanii; Thi han veigrede sig ikke allene for at tage Qvarteer udi hans Huus, men endogsaa for at have ringeste Omgiængelse med ham, og, endskiøndt Chrysostomus giorde ham en kierlig Invitation efter en anden, vilde han dog ingen Tiid svare ham. Imidlertiid anholdte de Land-flygtige Munke om Rett imod Theophilum, som de beskyldte for at have øved adskillig Vold imod dem. Men Chrysostomus, endskiøndt han af Keyseren fik Befaling at kiende i Sagen, undskyldte han sig dog derfor, eendeel af Ømhed for Theophili Person, eendeel og for ikke at overtræde Kirke-Lovene, som forbøde at kiende udi en Sag udenfor den Anklagtes Province.
Men Theophilus, langt fra at bevæges af Chrysostomi Høflighed, arbeidede Dag og Nat paa at styrte ham. Og, som Chrysostomus ved sine skarpe Prædikener mod Geistlighedens u-ordentlige Levnet, havde bevæbnet en stor Deel imod sig, var det ham ikke vanskeligt at faae et temmeligt Anhang udi Constantinopel, han hvervede ogsaa andre paa andre Stæder, sparende hverken Penge eller Intriguer, og lod inqvirere om Chrysostomi Ungdoms Forhold udi Antiochia. Da han havde forsynet sig med en Hob falske og slette Beskyldninger, begyndte han at formere ham en Proces, stolende paa nogle Hof-Betientere, som han havde bestukket, men i sær paa Keyserindens Eudoxiæ Bi|298stand, saasom samme Keyserinde var Chrysostomo lidet bevaagen, og i sær var bleven ophidset af en Prædiken, som han havde holdet mod Qvinde-Kiønnet i Almindelighed, og som nogle havde udtydet paa hende. Efterat alting var Synodus ad Qvercum.tillaved, lod han med sine Tilhængere holde et Concilium udi en Forstad af Chalcedonien, og didhen lod stævne Chrysostomum, som udi Stævningen allene bliver kalden Archi-Diaconus af Constantinopel, ligesom Bispe-Sædet allereede var blevet ledigt. De Beskyldninger, som giortes mod ham, vare enten falske eller af liden Betydelse, hvilket sees deraf, at ham blant andet blev lagt til Last, at han badede sig og spisede udi Eenrum for sig selv.
Men, medens dette Concilium blev holdet ved Eegen (ad Qvercum) holdt Chrysostomus et andet Concilium udi Constantinopel med 40 Bispe. Da man var midt udi Arbeide, med at examinere Theophili Sag, lode sig nogle anmælde som Deputerede fra Theophilo. Da de bleve indladne, og adspurdte, hvad deres Ærinde var, overleverede de et Brev fra deres Concilio, hvorved de stævnede Chrysostomum med nogle andre at møde, for at svare til de Beskyldninger, som giortes mod dem. Men, da Brevet var læset, bleve de Deputerede tilbage skikkede med Protestationer mod Theophili u-ordentlige Forhold. Chrysostomus allene tilbød sig gierne at ville møde, naar nogle af dem, som vare hans aabenbare Avinds-Mænd, traadde ud af deres Forsamling. Men de Deputerede vare saa snart ikke bortreisede, førend der kom en Notarius fra Keyseren, med Ordre, at han strax skulde forføye sig til Theophili Forsamling ved Eegen, for der at lide Dom, og, da nogle af de nærværende Bispe forestillede Chrysostomi første Landflygtighed.Ubilligheden deraf, bleve de slagne og ilde medhandlede. Chrysostomus selv blev kasted i en Baad, og bragt hen til et u-bekiendt Sted. Efterat man 4re gange forgieves havde stævnet Chrysostomum, skreed man til Sagen, og bleve da 19 Beskyldninger mod ham forebragte, hvoriblant nogle vare latterlige, nemlig at han udi |299Badstue badede sig allene, (a) item at han aad visse Kugler, præparerede af Rødder, (Pastillos) og andre, som heller tienede til at vise hans Duelighed og Iver i hans Embede, nemlig at han plagede Præsterne med strængt Arbeid, det er at sige, straffede deres Dovenhed, og holdt dem til at forrette deres Embede. (b) Hvorpaa Paulus, Hans Dom.Biskopen af Heraclea, som præsiderede paa dette Mode, samlede Stemmerne, og blev Dommen saaledes, at Chrysostomus skulde sættes fra sit Embede. Denne Dom blev strax exeqvered af Keyseren; Thi Chrysostomus blev af Krigs-Folk slæbet igiennem Staden, kasted i et Skib, og bragt om Natten over til Asien.
Men hans Landflygtighed varede ikkun een Dag. Theodoretus siger (c), at Natten derefter paakom et Jordskiælv, hvilket ogsaa bekræftes af Biskopen af Alexandria, GeorgioGeorgio]]Georgio]] A, Gregorio B; Georgio Liebenberg, Georgios SS Georgio] A, Gregorio B; Georgio Liebenberg, Georgios SS , --> (d) men Socrates (e) og Sozomenus (f) tale intet om saadant Jordskiælv, men sige allene, at der skeede en offentlig Opstand udi Constantinopel, hvilken jog saadan Skræk ind udi Hoffet, at man lod strax hente ham tilbage, og skrev Keyserinden Eudoxia ham selv et særdeles kierligt Brev til. Alle Folk, Mænd og Qvinder, og smaa Børn løbe ud af Staden, for at imodtage ham, og med Sang og brændende Hans triumpherende Tilbagekomst.Fakler førte ham ind udi Hoved-Kirken. Og holdt han da den merkværdige Tale, som vi endnu have, hvorudi han ligner sin Kirke ved Sara, og Theophilum ved den Ægyptiske Konge. Uanseed alt dette, continuerede dog det andet Concilium ved Eegen; Men der reisede sig omsider saadan Tvistighed blant Bisperne, at nogle bleve saarede, og man truede Theophilum at kaste ham ud i Havet, hvilket indjog ham saadan Skræk, at han om Natten flygtede til Alexandria, hvorpaa Chrysostomus og den Constantinopolitanske Kirke kom i Roelighed igien.
(a)Acta Concilii illegitimi ad Qvercum apud Photium.
(b)Ibid. qvod appellet clericos viles & corruptos.
(c)Theod. Lib. 5. Cap. 34.
(d)Georg. Alexandr. in vita B. Chrysostomi apud Photium.
(e)Socrat. Lib. 6. Cap. 16.
(f)Sozom. Lib. 8. Cap. 18.
|300Men denne Fred varede ikke uden 2 Maaneder, da opvaktes nye Forfølgelser mod Chrysostomum igien, og det ved saadan Leilighed: Der blev udi Constantinopel Nye Forfølgelse mod Chrysostomum.opreyset en Støtte, Keyserinden Eudoxiæ til Ære, Anno 403. Samme Støttes Indvielse skeede med stor Stats og med Ceremonier, som lugtede af Afgudsdyrkelse, saa at Chrysostomus udi sine Prædikener talede haardt derimod, og derved paa nye ophidsede Eudoxiam imod sig, saa at hun besluttede at sammenkalde et Concilium imod ham. Dette betog ham dog ikke Modet; Thi han fremturede med sine Straffe-Prædikener, og var det ved den Leilighed han holdt den bekiendte Tale, som han begyndte med disse Ord: Herodias raser endnu, og vil endnu have Johannis Hoved. Keyserinden bevæbnede derfore alle hans Modstandere imod ham, og udvirkede, at der et nyt Concilium blev holdet til Constantinopel igien, hvor man actionerede Chrysostomum, besynderligen efter en Lov, giort udi det Antiochiske Concilio, at en Bisp, som eengang paa et Mode er afsat, maa ikke bemænge sig med Kirke-Sager. Chrysostomus holdt derimod paa sin Side et andet Concilium, af 42 Bispe, men udrettede intet dermed; Thi hans Fiender, som havde Medhold af Hoffet, udvirkede en Befalning fra Keyser Arcadio til Chrysostomum, at han skulde forføye sig ud af Kirken. Men Chrysostomus sagde, at han ikke kunde forlade sin Post, og vilde blive udi Kirken indtil man med Magt førte ham ud, saa at hans Fiender derover bleve tvilraadige, og vidste ikke hvad de skulde giøre, thi en stor Deel af Geistligheden, og den heele Almue stod ved Kirken, for at beskytte deres Bisp. Endeligen brøde nogle Hans anden Forfølgelse og Fængsel.100 bevæbnede Mænd en Paaske-Nat ind udi Kirken, og der øvede stor Vold. Dette foraarsagede, at Chrysostomus, efterat han fik en nye Ordre fra Keyseren igien, beqvemmede sig omsider til at vige, saa at han med grædende Taare tog kierlig Afskeed med sine Venner, og lod sig føre til et Skib, som bragte ham til Bithynien.
|301Men strax efter hans Bortgang tildrog sig en synderlig Hændelse, som gav Leilighed til Chrysostomi Fiender, til at fortale og forfølge ham til det yderste; Thi der reisede sig u-formodentligen en Ildebrand udi Hoved-Kirken, hvoraf den blev fortæred tillige med en Deel af Staden: Alle Retsindede ansaae dette som en GUds Straf i Henseende til den Vold og U-ret, som øvedes mod Chrysostomum: Hans Fiender derimod sagde, at hans Tilhængere af Hævngierighed havde satt Ild paa Kirken, og derfore lode nogle hudstryge og pine, men ingen kunde bekiende, at have været enten Stifter af denne Ulykke eller Medvidere derudi.
Nogle Dage efter Chrysostomi Bortgang udvalte hans Modstandere een ved Navn Arsaces til Biskop i Constantinopel. Men de andre, som vare af Johannis Chrysostomi Parti, vilde ikke erkiende ham derfor, men holdt deres Forsamlinger Hans haarde Medfart.for dem selv, hvorudover de bleve kaldne Johanniter. Hvad den Land-Flygtige Bisp angik, da blev han først bragt fra Nicæa i Bithynien til Grændserne af Cilicien, og blev han paa Veyen ilde medhandled; Thi man gav ham ingen Hvile hverken Dag eller Nat, skiøndt han havde et Legeme, som af idelige Sygdomme var udmatted. Den stedsvarende Uroe, det besværlige Veyr, og den Frygt han ideligen svævede udi at falde udi de Isaurers, et røversk Folks Hænder, foraarsagede ham en hæftig Feber, som holdt ham indtil han kom til sit Landflygtigheds Sted. Der kom han dog nogenledes til Roelighed igien, og fandt adskillige medlidende Folk, som beviisede ham alt Gott. Der skrev han adskillige Breve til sine Venner, og derudi fortæller sine Lidelser, hvilke opvakte saadan Medynk over ham, at man arbeidede paa hans Tilbagekomst. Dog gik den Romerske Bisp saavel som adskillige andre varligen frem derudi, saa at de levede udi Communion med begge Partier, det er: saa vel med Chrysostomo, som med hans Successor Arsaces, skiønt de holdte den første for den rettmeßige Bisp, og derfor med Iver toge sig hans Sag an. Men det andet Parti var for sterkt, hvorudover al deres Arbeide var forgieves.
|302Medens Chrysostomus levede i Landflygtighed var han ikke ørkesløs, men arbeidede ideligen paa at bestyrke Folk i Troen, og omvende Hedninger, hvilket sees af hans mange Epistler, han da skrev, og som vi endnu have. De samme Epistler viise ogsaa de Uleiligheder, han udstod i et kaalt Land, og den Fare han var udi for at falde i de Isaurers Hænder, som streiffede igiennem Landet.
Medens dette forhandledes i Orienten, havde de tvende andre store Kirke-Lærere, Jeronimus og Augustinus, nok at bestille udi Vesten: Jeronimus hvessede da sin Pen mod en ved Navn Vigilantius, der førte samme Lærdom som Jovinianus, og lastede adskillige antagne Kirke-Ceremonier, som han sagde lugtede af Hedenskabet. Augustinus derimod havde Donatisterne paa Halsen, hvilke, sær de iblant dem, som kaldtes Circumcelliones, øvede stor Vold mod andre Christne, hvilket foraarsagede, at Keyser Honorius udgav et skarpt Edict mod dem. Samme Edict (a), som findes udi Codice Theodosiano, er datered til Ravenna 405, som da var den Vestlige Keysers Residence. Det blev gemeenligen kaldet Unions-Edict, efterdi Donatisterne under Straf tilholdtes at foreene sig med Kirken. Men Augustinus giorde dem større Skade med sin Pen, sine Prædikener og Conferencer, som han holdt med de Fornemste, saa vel af dem, som af andre Kiettere udi Africa, hvilket sees af de merkelige Samtaler med Fortunius og Felix, hvor af den første var en stor Donatist, og den anden en Manichæer, af den Classe, som kaldtes de Udvalte eller Illuminerede, og havde han den Lykke at bringe den sidste paa sin Meening.
Forgieves Arbeid paa Chrysostomi Tilbagekomst.Anno 405 døde den nye Bisp til Constantinopel, og i hans Sted blev udvalt Atticus, een af Chrysostomi største Fiender. Dette Døds-Fald gav Anledning til Chrysostomi Venner at drive paa hans Tilbagekomst igien, og begave sig til den En-
(a)Cod. Theod. de Hæret.
|303de adskillige Bispe, sær fra Italien, udi Deputation til Constantinopel. Men, da de komme nær ved Staden, bleve de af den Keyserlige Garde anholdne, og ilde medhandlede, og meenede man ved denne slette Medfart at tvinge dem til at communicere med Attico, men forgieves, hvorudover de bleve slæbede til et Skib, og bragte tilbage igien. Adskillige Orientalske Bispe, som vare i samme Ærinde, bleve end værre medhandlede, thi mange af dem bleve skikkede udi Landflygtighed. Da Chrysostomus fik Tidende om disse Forfølgelser, græmmede han sig hierteligen derover, som sees af hans Epistel: Men hans Uvenner toge Leilighed af disse Bevægelser, som bleve giorte i hans Faveur, at formaae Keyseren til at skikke ham end længer bort, hen til den sorte Søe, som var en besværlig Reise af 3 Maaneder. De Uleiligheder, som han Hans Død og Characteer.udstod paa Veyen, vare saa store, at han døde deraf 407. den 14. Septemb. Faa Kirke-Fædre have udstaaet større Forfølgelser, og man kand sige, at faa havde mindre fortient dem, thi hans heele Liv var en Kiæde af alle Christelige Dyder. Hvorudover end de, som i vore Tiider giøre sig en Ære af at igiennemheigle de gamle Kirke-Lærere, spare fast ingen uden Joh. Chrysostomum og Greg. Nazianzenum. Han var een af de meest veltalende Mænd paa de Tiider. Og bestaae hans efterlatte Skrifter mest udi Homilier og Epistler.
Aaret efter Chrysostomi Endeligt døde Keyser Arcadius, efter at han havde regieret udi 13. Aar med liden Berømmelse; Thi han havde ideligen ladet sig lede af Gildinger, saa at han havde intet uden det blotte Navn af Regent. Det samme kand ogsaa siges om hans Broder Honorio, hvilken stedse stod under andres Formynderskab, og førte den bekiendte Stilico da Regimentet. Men den samme blev i dette Aar 408 beskyldet for at have lokket adskillige Barbariske Nationer ind udi Keyserdommet, og derfore efter Keyserens Ordre blev omkommen. De Nationer, som da oversvemmede det Vestlige Keyserdom, vare Vandaler, Alaner, Qvader, Sarmater, Heruler, Saxer og andre, som alle vare fra Norden. Men de farligste af dem alle vare de Gother, hvilke |304Aar 409. foreenede sig under den Navn-kundige Alarico, og beleirede Rom, saa at man med Penge maatte kiøbe ham til at ophæve Beleyringen. Kort derefter blev arbeidet paa et Forliig mellem ham og Keyser Honorium, som laae ørkesløs udi Ravenna og ansaae alt dette; Men som Forliiget blev til intet ved Keyserens Uforsigtighed, kom Alaricus for Rom igien 410, indtog og udplyndrede denne mægtige Stad, som tilforn havde været Herskerinde over den største Deel af Verden. Der fortælles, at da Honorius fik Tidende om Roms Ødeleggelse, blev han meget bedrøvet, saasom han meenede, at det var en Høne, som han elskede, og havde ladet kalde Rom; Men, da han hørte, at det var Staden Rom, gav han sig tilfreds igien (a).
Udi Africa finge Donatisterne, som saa længe havde ilde huseret, og hvis voldsomme Opførsel man forgieves ved Forordninger havde søgt at hemme, paa samme Tiid et Stød, hvoraf de siden aldrig rett kunde reise sig igien. Thi der blev holdet et Concilium til Carthago, hvorpaa lode sig indfinde 269 Donatistiske Bispe enten udi egen Person eller ved Fuldmægtige; Hvoraf man seer, hvor Tall-rig denne Sect har været, og synes det, at de da bragte denne store Mængde Bispe til Veye, for at over-balancere Ende paa Donatisternes Herredom.de andre: Men Udfaldet var saa, at deres Lærdom blev fordømt, og, da de siden vilde appellere til Keyseren,  udkomme  stærke Forordninger mod dem 412, hvorved de befoeles at pakke sig ud af Africa, og overlade alle deres Kirker til den Nicæniske Troes Bekiendere. Dette udvirkede saa meget, at de i Hobetall foreenede sig med Kirken. Og har denne store Sect siden den Tiid været udi liden Anseelse, er meer og meer aftagen, og endeligen gandske forsvunden.
Udi samme Aar døde den navnkundige Alexandrinske Biskop Theophilus, Chrysostomi store Forfølger. Han forestoed sit Embede udi 27 Aar med stor Myndighed; Hvorudi han havde
(a)Procop. Bell. Vand. Lib. 1. Cap. 2.
|305bedre Lykke, end Chrysostomus, skiønt Historien viser, at han var ikke nær saa god Mand. Hans Haardhed og Hade-fulde Sind sees deraf, at han aldrig vilde tilstede, at Chrysostomi Navn maatte indføres udi de hellige Diptycher eller Kirke-Cataloger. Men saadant skeede dog nogle Aar derefter, saa at Chrysostomi Navn ikke allene blev indført udi Bispernes Liste, men han selv er ogsaa bleven regnet blant Helgene.
Efterat Donatisternes Magt saaledes var svækked, som sagt er, opreisede sig en nye Sect, som gav Augustino lige saa meget at bestille som Manichæer og Donatister. Pelagii Historie.Autor til denne Sect var en Munk, ved Navn Pelagius, som var fød udi Store-Britannien: Jeronimus kalder ham derfor Canem Albinum, eller den Albinske, det er: Britanniske Hund, og afmaler ogsaa hans Legemes Skikkelse, som var tyk og fæd og af særdeles brede Skuldre, (Milonis humeri). Hans rette Navn var Morgan, hvilket han forandrede til Pelagius; Thi Morgan betyder paa gammel Britannisk en Søe-Mand, og meener man deraf den Province Bretagne i Frankrig at have været kalden Armorica, eller en Arm af Havet. Samme Pelagius var i stor Anseelse, saavel i Henseende til sit Levned som Lærdom, og var særdeles æstimered af den store Kirke-Lærer Hans Lærdom om Naaden.Augustino, som sees af hans eget Vidnesbyrd derom (a). Han havde opholdet sig en Tidlang i Rom, og havde distingvered sig ved adskillige lærde Skrifter. Da han var udi Rom, faldt han til en egen Lærdom om Naaden, hvortil han siges, at have været forledet af en Syrer, ved Navn Rufinus, som Anno 400 bragte først den Lærdom med sig til Rom, hvilken han ikke selv dristede sig til at publicere, men ophidsede Pelagium dertil. Pelagius begyndte offentligen at disputere om Naaden Aar 405, og hans Lærdom fik strax Fremgang.
(a)Augustin. de gest. Pelag. Cap. 22.
|306 Cælestius.Hans fornemste Discipel var Cælestius, hvilken gav Pelagio intet efter, hverken i Forstand eller Subtilitet, skiønt han var meere fri og dristig end hans Mester. Begge forlode Rom 409, og komme over til Africa, hvor Cælestius strax begyndte at forplante sin Lærdom, og derudover blev anklagen for Aurelio, Biskopen af Carthago, hvilken udi det Aar 412 lod samle et Mode, for at examinere Cælestii Lærdom, hvilken man havde forfattet udi 7 Artikler, nemlig: 1) at Adam var skabt dødelig, saa at han skulde have døed, endskiønt han ikke havde syndet. 2) At hans Synd strakte sig ikke til andre Mennesker. 3) At Børn, som fødes, ere i samme Stand, som Adam Cælestius excommuniceres.for Synde-faldet. 4) Mesten af samme Indhold, som den anden. 5) At Loven viser til Himmerig, ligesaavel som Evangelium. 6) At der have været Mennesker uden Synd. 7) At Børn kand blive salige uden Daaben. Af disse Artikle tilstod han nogle, og nægtede andre, hvorudover han af Concilio blev excommunicered. Det er ellers merkeligt, at den sidste Artikel blev holden for Kiettersk, da Praxis dog nyeligen tilforn havde været overalt, at opsætte Daaben til det yderste.
Augustinus, som man var vant til at hidse mod Kiettere, maatte da hvesse sin Pen igien. Og, som Pelagii Hoved-Lærdom gik ud paa, at udbrede Menneskets fri Villie, saa søgte han i sine Skrifter at indskrænke den samme, hvorved han meenes, Anmerkning over Augustini Skrifter mod Pelagianerne.at være falden udi en anden Extremitet, saa at, hvor megen Umage man end har giort sig siden, og endnu giør, for at vise at han har taget en Middel-Vey udi disse Tvistigheder imellem dem, som giøre Menneskets Villie udi det Aandelige til intet, og dem, som med Pelagianer giøre formeget deraf, saa har man dog haft stor Møye med, at giøre saadant bevisligt, iligemaade at conciliere hans forrige Lærdom med denne, som han drev paa mod Pelagianerne. Mange holde derudover for, at han i denne Disput er gaaen forvidt, saa at han har indført Fatum Stoicum og betaget Mennesket al Frihed. Og var det Aarsag, at nogle Geistlige udi Gallien, hvilke siden bleve kaldne Semi-Pelagianer, holdte fornødent, at gaae en Middel-Vey imellem ham og Pelagium. Hvad angaaer |307de Svar, som Cælestius gav paa de mod ham giorte Beskyldninger, da kand ikke noget tilstrækkeligt derom siges, saasom vi have ikke uden nogle Fragmenta derom udi Augustini Bøger, det er, intet, uden hvad hans Modstandere have antegnet. (a) Af det som ellers anføres sees, at han har disputeret med stor Subtilitet; Thi han siger: Først maa jeg adspørge dem, som sige, at Mennesket kand være uden Synd, hvad Synd udi almindelighed er, om det er en Ting, som man kand evitere eller ey. Hvis man ikke kand evitere den, saa er det ingen Cælestii subtile Maade at disputere paa.Brøde at bedrive den. Og, hvis man kand evitere den, saa følger deraf, at Mennesket kand være uden Synd. Nu strider det imod al Fornuft og Retfærdighed, at kalde det Synd, som man paa ingen Maade kand evitere. Man kand derforuden spørge, om Mennesker bør være uden Synd. Dertil svares uden Tvil, at det bør saaledes at være; Dersom nu Mennesker bør være uden Synd, saa kand det og være uden Synd, og dersom det ikke kand, saa er det ey heller pligtigt. (b) Med saadan Subtilitet raisonnerede Cælestius, hvoraf sees, at han gav sine Modstandere nok at bestille.
Man seer, at Keyser Honorius har stedse bemænget sig saavel udi disse som andre Religions-Tvistigheder, hvorvel Keyserdommets Tilstand kunde have givet ham andet at tænke paa; Thi en stor Deel af Occidenten, sær Gallien og Spanien, blev oversvømmed af adskillige Nordiske Nationer, som huserede ilde overalt, og var det ved den Leilighed, Hedningene begyndte ret at udøse deres Galde mod de Christne, tilskrivende Anledning til Augustini Skrift de Civitate Dei.alle disse U-lykker Religionens Forandring, og den gamle Afguds-Dyrkelses Afskaffelse. Disse haarde Bebreidelser foraarsagede, at den Keyserlige høye Officier Marcellinus opmuntrede Augustinum at skrive til Troens
(a)August. de Pecc. Orig. Cap. 3.
(b)Usser. Britan. Eccl. Antiqvit.
|308Forsvar mod Hedningene, hvortil han ogsaa lod sig overtale, og til den Ende sammenskrev det navnkundige Verk de Civitate Dei, eller om GUds Stad, hvorudi han først viser det gamle Romerske Afguderies U-rimelighed, og derefter den Christelige Troes Herlighed, og holdes samme Verk for det ypperligste og solideste, som denne store Kirke-Lærer har skrevet. Man betienede sig saaledes af Augustini Pen til at forsvare Troen og igiendrive Kiettere. Hans Decision forlangedes ogsaa udi alle vanskelige Casibus. Dog tildrog sig en Ting paa samme Tiid, hvilken var af den Vanskelighed, at han ikke dristede sig til at decidere derudi. Casus var denne: En vis Mand, der ikke kunde betale sin Skatt, blev af Borgemesteren Acindyno derfore fængslet, og trued paa Livet, hvis han ikke betalede inden en vis Tiid. Udi denne Beængstelse tilbød sig en riig Mand at betale saadan Sum Penge til den Fangnes Hustrue, hvis hun vilde accordere ham en Natt. Hustruen spørger sin Mand herom til Raads, og faaer hans Samtykke. Sagen blev siden ved en Hændelse kundbar, og man forlangede at vide Augustini Meening derom: Men han understoed sig ikke at dømme derudi, sigende: Enhver kand decidere derudi som ham lyster. (a)
Imidlertid spreedede den Pelagianske Lærdom sig meer og meer ud. Pelagius var da selv udi Palæstina, hvor Johannes, Biskopen af Jerusalem, lod ham stævne til en Conference, som blev holden udi Jerusalem 415 for at forklare sin Lærdom. Han blev da strax tilspurdt, om han tilstod at have ført den Lærdom, som Augustinus havde besvaret. Han svarede dertil: Hvad har jeg at bestille med Augustino, og derved Pelagius frikiendes paa et Mode til Jerusalem.opvakte stor Fortrydelse hos alle dem, som venererede samme Kirke-Lærer. Men Biskop Johannes gav ham u-formodentligen Sæde blant de andre Præste, og bad derpaa hans Anklagere, at fremføre hvad de havde at sige imod ham. En kort Samtale blev da holden mellem
(a)Augustin. de Sermone Domini Lib. 1. Cap. 16. Nihil hic in alteram partem disputo; liceat cuivis æstimare qvod velit.
|309ham og den bekiendte Orosium, og vidste da Pelagius at forstille sig saa konstigen, og at distingvere med saadan Subtilitet, at han af alle Nærværende blev frikiendt, og Orosius blev mistænkt for Kietterie. Det samme blev siden confirmered udi et Concilio, som blev holdet til Diospolis, hvor Pelagius tilstod de fleeste Vildfarelser, som ham vare tillagde, men forklarede Ordene saaledes, at hans Lærdom blev fordømt, men han selv absolvered.
Cyrillus Biskop udi Alexandria.Efter den Strid-bare Alexandrinske Biskops Theophili Død blev udvalt igien til Biskop i samme Stad Cyrillus, hvilken udi Myndighed gav intet sin Formand efter, og overgik ham vidt i Lærdom. Det er ellers den samme Cyrillus, som formedelst sin Arbeidsomhed og Iver mod Kiettere er bleven saa bekiendt i Historien, og som er bleven canonisered efter hans Død. Hvad denne Mand førte i sin Skiold, gaves strax i Begyndelsen tilkiende. Der opreisede sig 415 en hæftig Disput udi Alexandria mellem Christne, og Jøder, hvilken gik saa vidt, at de angrebe hinanden om Natten paa Gaderne, og adskillige bleve omkomne. Dagen efter at saadan U-orden var bedreven, begav Cyrillus sig med en stor Skare af Folk til de Jødiske Synagoger, hvor han uddrev Jøderne, bemægtigede sig deres Gods, og tvang dem gandske til at Hans hidsige Opførsel.forlade Alexandria. Over dette bar den Keyserlige Gouverneur Orestes Fortrydelse, saa at han strax erkyndigede Keyseren om Biskopens voldsomme Foretagende. Cyrillus tilbød sig derpaa til Forliig; men Orestes, som maaskee vilde oppebie Keyserens Svar, veigrede sig derfor, hvorudover han fik en Hob Geistlige, sær de Ægyptiske Munke paa Halsen, hvilke udøsede Skiends-Ord mod ham, og kaldede ham en Hedning; ja det gik saa vidt, at een af dem, ved Navn Ammonius, slog ham med en Steen i Hovedet, saa at det blev gandske blodigt. Samme Munk blev vel derpaa greben og rettet, men Cyrillus lod hans Legeme om Natten hederligen begrave i Kirken, gav ham Navn af den ypperlige, og vilde regne ham blant Martyrer, hvilket og var skeed, hvis ikke nogle af hans Venner havde raadet ham derfra. Saasom de Geistlige nu havde en fornemme Dame, ved Navn Hypa|310tia, mistænkt at ophidse Orestem mod dem, rottede nogle af dem sig sammen, og omkomme hende paa en Barbarisk Maade, saa at de huggede hendes Legeme i Stykker, og opbrændte det paa et Sted kaldet Cinaron. Denne Gierning, siger Historie-Skriveren Socrates, gav Cyrillo stor Eftertale (a), men jeg seer ikke, at nogen rykkede et Haar af hans Hoved derfor, tvertimod faa Bispe have været udi større Agt og Anseelse end han; Thi han var i det øvrige Orthodox, og troede alt hvad hans Formand havde troet. Hvilket paa de Tiider var nok ikke allene til at conservere ham i hans Embede, men endog at sætte ham paa Helgenes Liste efter hans Død, hvilket og skeede.
Man meener ellers, at denne Hendelse gav Aarsag til en Lov, som Keyser Theodosius den yngre lod udgaae Aaret derefter 416. mod de saa kaldne Parabolanos, der vare af ringeste Orden blant Geistligheden, som have Omsorg for de Syge, sær udi smitsomme Tiider, og derfore kaldtes Parabolani, det er, de som vove sig. Ved denne Theodosii Lov blev den heele Geistlighed, men i sær disse Parabolani, forbudet at bemænge sig med Publiqve Sager, og bleve de indskrænkede til et vist Tall; men, som Staden Alexandria besværgede sig over denne Lov, blev den siden til deels revocered.
Theodori Mopsvestani Lærdom.For at komme til Pelagium igien, da, efter at han var frikiendt, som sagt er, udbredede han videre sin Lærdom, og fik mange anseelige Tilhængere, blant hvilke Theodorum, Biskopen af Mopsvesto, hvilken nogle holde for at være første Stifter af den Lærdom, som Pelagius førte. Bemældte Theodorus skrev da 5 Bøger mod dem, som forfægte den arvelige Synd, og sige, at Mennesket synder ved Naturen, og beskylder en ved navn Haram, som synes at være den samme, som den bekiendte Jeronimus, at have bragt den Lærdom om den arvelige Synd ind udi Orienten; item at have fabriqveret det 5te Evangelium,
(a)Socrat. Lib. 7. cap. 14.
|311sigende sig at have fundet det udi Eusebii Cæsareensis Bibliothek, hvilket maa være Matthæi Ebraiske Evangelium, som de Nazaræer brugte, saasom man seer, at Jeronimus ofte citerer det samme mod Pelagianerne. Saaledes beskyldte denne Mand tilligemed Pelagio Jeronimum, for at have været første Opfinder af den Lærdom om den arvelige Synd, og dristede sig til at sige, at den Lærdom var gandske nye. Pelagius brystede sig af sin Frikiendelse paa Concilio til Diospolis, lod allevegne udspreede, at 14. Bispe paa samme Mode havde approbered hans Lærdom, dog dristede han sig ikke til at publicere Concilii Acter, eftersom han derved havde røbet sig. Men Augustinus fik siden samme Acter udi Hænderne, og lod dem publicere tilligemed sine Betænkninger derover. Hvorved Øyene bleve aabnede paa mange, saa at Pelagius og Cælestius bleve paa adskillige Stæder erklærede Kiettere.
Dette gik dem meget til Hierte, hvorudover de arbeidede af yderste Magt paa at Den Romerske Bisp Zosimus favoriserer Pelagianerne.til intet giøre den Mistanke, man havde fattet om dem. Cælestius reisede til den Ende til Rom, hvor han søgte ved en Troes Bekiendelse, som var satt paa Skruer, at forføre den Romerske Bisp Zosimum til at tage sit Parti. Han udvirkede ogsaa ved sin Habilitet saa meget, at han af Zosimo og det heele Romerske Clericie blev frikiendt. Pelagius selv skikkede ogsaa kort derefter en Troes Bekiendelse til Rom, hvilken iligemaade blev funden rigtig, saa at Zosimus begyndte at ansee dem begge med andre Øyen, skrev adskillige Breve til deres Berømmelse, og lastede deres Modstandere, som dem der søgte at beskylde retskafne og gode Christne. Blant andre, som Zosimus tilskrev i Faveur af Pelagio, vare de Africanske Bispe. De samme bade ham, at han Pelagianismus fordømmes i Africa.vilde suspendere sit Judicium indtil videre Examen, og derpaa Aar 417 forsamlede sig til Carthago to hundrede og fiorten Bispe udi Tallet, og, efter at de havde examinered Pelagii Opførsel, og viiset at han havde søgt at stikke Øyene ud paa een og anden ved sminkede Bekiendelser, som ikke komme overeens med den Lærdom, som han havde udstrøet i sine |312Skrifter, skreede de til en Sententz, og fordømte 8 Artikler, som de havde udtrækket af Pelagianernes Skrifter.
Medens dette skeede, havde Zosimus faaet bedre Oplysning om Sagen, og merket at han var bleven bedragen, og derfore besluttede at examinere Cælestium paa ny, for at faae en nøye Bekiendelse af ham. Cælestius havde ingen Lyst dertil, og derfor flygtede fra Rom, hvilket foraarsagede, at Zosimus og den Romerske Geistlighed underskrev Item udi Italien.den Dom, som var fældet til Carthago 417, og bleve alle de Italienske Biskoper, som ikke vilde samtykke i Pelagianernes Fordømmelse, satte fra deres Embeder, og efter Keyserlige Forordninger drevne ud af Italien. Mange foreenede sig med Kirken igien, men 18 bleve bestandige i deres Meening.
Da Pelagius blev erkyndiget om alt dette, søgte han paa ny at retfærdiggiøre sin Lærdom, og fordømte offentligen dem, som holdte for, at GUds Naade ikke var fornøden i alle vore Gierninger, bekiendte ogsaa, at Børn annamme Daaben til deres Synders Forladelse, og derved tilstoed den arvelige Synd. Man raadførte sig derfor derom med Augustino, som var Oraclet paa de Tider. Og skrev han da de bekiendte Augustini Skrifter mod Pelagium.tvende Bøger, een om JEsu Christi Naade, og en anden om den arvelige Synd, og viser, at Pelagius erkiender kun det blotte Navn af Naaden, saasom han siger, at den gives os i Henseende til vore Fortienester, (a) og at alt det, som han havde til sin Forsvar, kunde føres didhen. Hvad den arvelige Synd angaaer, da viser han, at Pelagius udi sit Skrift om Menneskets fri Villie siger: At det Gode og det Onde fødes ikke med os, men det er vi selv, som giøre det, hvilket Augustinus udi den anden Bog refuterer. (b)
(a)Augustin. de Gratia. Cap. 12.
(b)Augustin. de pecc. Orig. Cap. 33.
|313Det var ungefehr ved disse Tider at en Præst, ved Navn Lucianus, udi Jøde-Land, foregav, at Gamaliel havde aabenbaret sig for ham, og tilkiendegivet et Sted, hvor St. Stephani den første Martyrs Legeme laae begraved, hvorudover Legemet blev opgraved, og bragt først op paa Sions Bierg, og siden ført til Constantinopel. Der foregaves ogsaa, at man havde fundet samme Helgens Blod udi en Flaske, og at det samme kaagede eengang om Aaret, nemlig den 3 Augusti, hvilken var St. Stephani Lidelses Dag. Samme Blod siges endnu at forvares udi Neapolis, hvor det kaager den 13 Augusti, fra den Tiid Pave Gregorius corrigerede de gamle Calender. Og hvis saa er, kand ingen tvile paa, at den Gregorianske Stiil jo er approbered og antagen i Himmelen.
Kort derefter, nemlig mod Udgangen af det Aar 418 418døde den Romerske Bisp Zosimus. Der ere adskillige Domme bleven fældede over hans Opførsel mod Pelagium og Cælestium, efterdi han først approberede deres Lærdom, og siden fordømmede den. Augustinus stræber saa meget som mueligt, at sætte Farve derpaa, sigende, at Zosimus frikiendte Cælestium allene, efterdi han tilkiende gav Villie til Forbedring; Men man seer klarligen af Zosimi egne Breve, at han approberede Lærdommen i sig selv. Da Geistligheden samlede sig, for at vælge en Bisp i hans Sted, bemægtigede Eulalius, som var Archi-Diaconus, sig u-formodentligen den Lateranske Kirke, og der agtede at forblive i to Dage, indtil næste Søndag, da hans Anhang havde i Sinde at ordinere ham. Men den største Deel af Geistligheden og Almuen udvaldte imidlertid Tvistighed om den Romerske Bispe-Stoel.Bonifacium. Herudover blev et Schisma i den Romerske Kirke. Enhver af disse blev ordinered af sit Anhang, og Eulalius havde Medhold af den Romerske Gouverneur Symmacho, hvilken og overtalede Keyser Honorium til at erklære sig for ham. Men ingen af Parterne vilde give efter, hvorudover det kom til Slagsmaal og Blods Udgydelse, og blev Eulalius udi denne Tumult dreven ud af Staden. Endeligen blev Keyseren bedre informeret om Sagen, og derfor erklærede |314sig mod Eulalium igien, og holdt Bonifacii Vall for lovligt og Canonisk, og endtes Tvistigheden dermed.
Noget efter den Tiid døde den navnkundige Kirke-Lærer Jeronimus, udi en høy Alder, nemlig af 91 Aar. Han er bleven regned blant Helgene, og hans Fest helligholdes Jeronimi Død og Skrifter.den 30. Sept., hvilken var den Dag han døde 420. Han giorde stedse Profession af Munke-Levned, og vilde ikke bemænge sig med Forretninger, for ikke at tabe sin Tiid til Studeringer. Blant hans mange og store Skrifter er hans Version af Bibelen paa Latin den fornemste, og er det den samme Version, som kaldtes Vulgata, og er brugt i den Romerske Kirke. Han var ellers den eeneste, som var beqvem til saadant Verk paa de Tider, efterdi han havde lagt stor Vind paa det Ebraiske Sprog, som overalt udi Christendommen var forsømt, saa at, naar man undtager ham og Origenem, har ingen været af de gamle Lærere, der har haft Kundskab om samme Hoved-sprog. Dog var denne Jeronimi Latinske Version ikke den første; Thi man havde en tilforn, kalden den gamle Italienske, men som da kom af Brug. Man seer ellers, at Jeronimus har haft nogen Handel med Augustino, i Henseende til den Bibliske Version, som Augustinus raadede ham fra, og at Jeronimus udi samme Disput har tracteret Augustinum som een, der ikke var Mand nok til at dømme om slige Sager, og ikke værd til at skiærpe sin Pen imod. (a) Jeronimus havde ellers adskillige selsomme Meeninger, som: at de gode Engle kunde synde, at Soel og Stierner havde Liv, at GUds Forsyn strakte sig allene til Mennesker; Men, som han var en ivrig Forfægter af det herskende Parti, saa har det andet ikke kunnet hindre hans Canonisation.
Den Christelige Religion blev paa samme Tiid heftig forfuldt udi Persien, saa at mange flygtede af Landet og søgte Protection hos den unge Keyser Theodosium. Til denne Forføl-
(a)du Pin Biblioth. Tom. 3.
|315gelse var saadan Anledning: Abdas, en Biskop i Persien, dristede sig til, i sin Iver at nedrive et Persiansk Tempel. Over dette bar Kongen Fortrydelse, og befoel Abdas at oprette samme Tempel igien. Biskopen veigrede sig derfor, endskiønt Christendommen derover blev trued med en total Undergang. En heftig Forfølgelse derudover blev opvakt mod de Christne, og var Abdas en af de første, der maatte sætte Livet til, hvorfor han ogsaa blev anseet som en Martyr. Men man har Aarsag at tvile paa, at han fortienede saadant Titul: Thi udi Kongens Forlangende var en naturlig Billighed, nemlig at erstatte den giorte Skade, og kunde intet være lemfældigere af en Konge imod sin Undersaat. At veigre sig for saadant, var at give en slet Idee om sin egen Religion, helst saasom han saae hvilken u-bodelig Skade derpaa vilde følge, saa at han og alle de, der paa saadan Maade ere blevne Martyres, have kun slet Adkomst til deres Canonisation. Keyser Theodosius blev i denne Forfølgelse anmodet om Undsætning. Han tog sig ogsaa disse betrængte Folks Sag an, erklærede Persianerne Krig, og erholdt en stor Seyer over dem 421, saa at de maatte giøre Fred paa billige Conditioner. Denne Keyser Theodosius havde associered sig udi Regieringen sin Søster Pulcheria, en særdeles devote Princesse, hvilken lod Theodosii 2 slette OptugtelseOptugtelse]Optugtelse] Optugelse A Optugtelse] Optugelse A .Keyseren, hendes Broder, opdrage heller som en Præst, end som en Regent, og indprentede ham, som en Hoved-Artikel af en Regents Pligt, at ære Bispe og Munke, at faste og gaae i Chor hver Dag med sine Søstre. Og var det i den Henseende, at denne Keyser bliver saa meget berømmed af de Tiders Scribentere, skiønt man af hans Historie klarligen seer, at han af denne Optugtelse blev giort gandske u-beqvem til Regieringen, saa at han havde ikkun det blotte Navn af en Regent. Hvad Virkning Pulcheriæ Lærdom og Optugtelse havde giort hos ham, sees blant andet deraf: En Munk begierede engang en Faveur af ham, og, som han ikke kunde accordere ham den samme, excommunicerede han ham. Keyseren i steden for at straffe Munken, som var en Regents Pligt, slog sig til Sorg, og vilde ikke spise, førend Munkene ab|316solverede ham igien. Saa at det var ingen Under at see en forderved Geistlighed under en saadan Regent.
Keyser Honorius, som regierede i Vesten, havde *moxen 423samme Qvaliteter, hvorfore adskillige angrændsende Nationer toge Anledning af hans slette Regimente at Keyser Honorii Død.oversvømme det Vestlige Keyserdom. Han døde 423, efterat han havde regieret udi 28 Aar. Blant de Love, som han tillige med Arcadio udgav, er denne merkelig, at Oprindelsen til de Geistliges Jurisdiction.Bisperne ikke meere skulde være Dommere udi civile Sager, saasom de havde giort Misbrug af deres Jurisdiction. Herved er at merke, at de første Christne under de Hedenske Keysere ikke kunde lade deres Tvistigheder komme for de Hedenske Rette, og derfore anordnede deres egne Dom-Huse, som bestode af Præste, og bleve kaldne Presbyteria. Men disse geistlige Dom-Huse differerede gandske fra de verdslige Rette; Thi Dommen bestod kun i Formaninger og at overlade Hevnen til GUd. Disse Domme fulde siden ud til at paalegge Poenitentze, og at afsondre de Halstarrige fra Kirkens Communion. Bisperne præsiderede udi disse Rette, og deres Meening blev gemeenligen fuldt. Men dette foraarsagede, at, da Geistligheden siden forværrede sig, Bisperne tilegnede sig Jurisdictionen allene, og oprettede Dom-Huse, som gemeenEpiscopales Audientiæ.ligen bleve kaldne Episcopales Audientiæ, saa at det blev holdet for en Formastelighed at citere nogen Geistlig for en verdslig Rett, og hvilken Geistlig der underkastede sig verdslige Dommere, dersom han var udi en ringe Orden, blev straffet med 39 Pidske-Slag, var han i en høyere Orden, maatte han indsluttes udi 30 Dage; (a) Og forordnede Constantinus Magnus, at deres Domme skulde være uden Appel, item at, naar een af Parterne, endogsaa udi civile Sager, skiød sig ind til den Geistlige Rett, skulde den anden ogsaa være forbunden til at underkaste sig den samme. Men, som Bisperne deraf siden giorde Misbrug, kaldte Arcadius og Honorius den
(a)Decret. p. 2. qvæst. 1. Causa 9. Si minor fuerit, uno minus de qvadraginta ictus accipiat, si honoratior, 30 dierum inclusione mulctetur.
|317Forordning tilbage, som sagt er. Men den blev siden igien fornyed, og Bisperne extenderede deres Jurisdiction meer og meer, end ogsaa over læge Folk, under Prætext, at Tribunal Mixtum.deres Sager vare Geistlige. Derforuden inventerede de ogsaa en anden Slags Rett, kalden Tribunal Mixtum hvorudi en Bisp kunde dømme læge Folk, saa vel som den verdslige Øvrighed, og det ved et Middel, kaldet gemeenligen Prævention, det er, ved at trække Sagen først til sig. Endeligen da det Pavelige Monarchie blev stiftet, giordes de Romerske Bispe til almindelige Dommere, end ogsaa over Konger og Førster, og maatte det da heede, at Christus havde givet dem, som St. Petri Successores, saadan Jurisdiction, i det han sagde til Apostelen: Fød mine Faar. De Midler, som Geistligheden ellers fornemmeligen betienede sig af, bestoede een Deel i Personerne, een Deel i Sagerne. Hvad det første angaaer, da søgte de at regne til den geistlige Titulaire Geistlige.Classe utallige Mennesker, som de intet havde med at bestille, og det ved at give dem Titel af Geistlige, saa at der bleve ligesaa mange titulaire som virkelige, helst saasom Tienere og Huus-Folk maatte befattes under samme Jurisdiction, som deres Herrer. Hvad Sagerne angaaer, da bemøyede de sig enten at giøre dem alle til Kirkesager, eller at have Rapport dermed: Saaledes for Exempel, efterdi Egteskab var et Sacrament, maatte alle de Ting, som flyde deraf, nemlig Morgengaver, Testamenter, Legata &c. henhøre til det Geistlige Forum: og naar alting slog feil, tillagde man de anklagede Personer Kietterie. Alt saadant var des lettere at komme igiennem med, efterdi læge Folk da vare saa dumme, at faa kunde skrive deres egne Navne, hvorfore Hvoraf det Ord Clericus kommer.store Herrer maatte antage Geistlige til Haandskrivere, Rentemestere og Fuldmægtige. De samme maatte ogsaa agere Notarier og Advocater. Heraf kommer det, at Procuratorum Fuldmægtige og Copiister, endnu paa mange Steder, kaldes Clerici eller Clerker.
Efter Honorii Død lod en ved Navn Johannes, som var hans Primicerius eller øverste Secretaire, sig udraabe Keyser ef|318ter hans Død. Men Keyser Theodosius Valentinianus 3.satt sig derimod, og understøttede Honorii Søsters Placidiæ Børn, saa at Johannes blev overvunden og omkom 425, 425og Valentinianus 3. Placidiæ Søn, blev Keyser i Vesten. Udi denne Valentiniani 3. Tiid gik det saa bunted til, at de Romerske Keysere beholdte af det Vestlige Keyserdom intet tilbage uden et Stykke af Italien. I Begyndelsen af hans Regiering blev det bekiendte Vendiske Rige opretted i Africa, og det ved saadan Leilighed: Den Keyserlige General Bonifacius giftede sig med en Det Vandaliske Rige udi Africa.Dame, som var i Forvantskab med de Vendiske eller Vandaliske Konger. Dette gav Anledning til en anden høy Officier Aëtius at giøre ham Suspect til Hove, som den, der ved fremmed Hielp vilde giøre sig til Eenevolds-Herre i Africa. Til et Beviis paa, at hans Angivelse var rigtig, bad han Keyseren forsøge paa at forskrive Bonifacium til sig, for at see om han vilde adlyde. Derimod lod han som udi Fortroelighed Bonifacio paa den anden Side viide, at, om Keyseren skrev efter ham, skulde han ikke komme, efterdi man havde Ont i Sinde med ham (a). Da han nu veigrede sig for at komme, blev Keyseren bestyrked i sin Mistanke, og erklærede ham Kriig. Bonifacius, seende sig trued med Kriig, indlod sig i Forbund med nogle Vendiske Førster udi Spanien, og handlede om at deele Africa med dem. Herudover komme Venderne ind udi Africa, hvor de bemægtigede sig det heele Land, og under deres Konge Genserico oprettede et nyt Rige, som varede indtil Justiniani Tiider. Dette skeede Aar 428.428
Denne merkelige Forandring i Keyserdommet blev efterfuldt af en end skadeligere Forandring i Kirken, saa at dette Aar 428 fortiener at tegnes med sorte Bogstaver; Thi, ligesom da det nye Vandaliske Rige blev opretted i Africa, saa blev ogsaa Grundvold lagt til et Kietterie, som næst det Arianske har foraarsaget størst Bevægelse, sær udi Orienten, hvor det har varet indtil denne Dag. Autor til denne nye Lærdom var Nestorius Bisp udi Constantinopel.Nestorius, hvilken udi
(a)Procop. Bell. Vand. Lib. 1. cap. 3.
|319dette Aar blev Biskop i Constantinopel. Samme syntes heel ivrig i Troen, og giorde Profession af at imitere Chrysostomum i alting. Han havde en herlig Stemme, og en flydende Tunge, men de som vare Kiendere af Veltalenhed, dømte at han talede meere ziirlig end grundig, af hvilke Tanker Socrates er, som holder ham for at have været u-lærd (a). Almuen, som indtages af det Udvortes, venererede ham for hans ærbare og bleege Ansigt og hans alvorlige Gang og Opførsel. Hans Characteer.Kort at sige, han var een af de anseeligste Mænd paa de Tiider formedelst hans Dyd og Veltalenhed, og var hans Iver mod Kiettere saa stor, at han i hans første Prædiken, som han holdt udi Constantinopel, sagde til Keyseren: Giv mig Jorden rensed fra Kiettere, og jeg skal give Eder Himmelen: Ødelæg Kiettere med mig, og jeg skal ødelægge Persianerne med Eder. Han forfuldte ogsaa strax efter sin Ordination de Kiettere, som vare i Constantinopel med saadan Hidsighed, at Keyseren selv maatte moderere hans Iver.
Saaledes var denne Mand danned, der blev en Hoved-Kietter selv, og Autor til den nye Lærdom, som er bekiendt under det Navn af Nestorianismo, og som havde saadan Begyndelse: Nestorius havde bragt med sig fra Antiochia sin Syncellum, som kaldtes Anastasius; samme Anastasius lod eengang udi en Prædiken, som han holdt udi Constantinopel, falde disse Ord, at man maatte ikke kalde Jomfrue Maria GUds Moder; Thi hun var kun et Menneske, og det var umueligt, at GUd kunde fødes af et Creatur. Over dette forargede sig saavel Geistligheden som Almuen (b), Hans Lærdom om tvende Personer i Christo.men end meere da de hørte, at Nestorius selv forsvarede samme Lærdom udi adskillige Prædikener, blant hvilke den første blev holden den 25. Decembr. udi dette Aar, da han sagde: Har GUd en Moder, saa ere Hedningene ogsaa at und-
(a)Socr. Hist. Eccl. Lib. 7. cap. 32.
(b)Evagr. Hist. Eccl. Lib. 1. cap. 2.
|320skylde, som tillægge saadant deres Guder, og Apostelen Paulus har ikke talet Sanden, efterdi han siger, at Christi Guddommelighed er uden Fader, uden Moder og uden Slægt: Maria har ikke kundet føde en GUd; Thi et Creature kand ikke føde Skaberen. GUd har vel paataget sig Kiød, men er ikke død. Den allene er død og opstanden, hvis Kiød han har paataget &c. Af hvilke Ord man kunde ikke andet slutte, end at han holdt for, at der udi Christo vare tvende Personer, nemlig den Guddommelige og den Menneskelige. Saasom han nu continuerede med samme Talemaader, fik han den største Deel af Stadens Indbyggere paa Halsen: nogle skieldede ham for en Photinianer, andre sagde, at han opkaagede Pauli Samosateni Kietterie; men den oft-citerede Historie-Skriver Socrates (a), som var paa samme Betænkning over hans Lærdom. Tiid i Constantinopel, og havde Omgiengelse med Nestorio, vidner, at han var hverken udi Pauli eller Photini Vildfarelse, saasom han nægtede ikke, at der i Christo var en Guddommelig Person, men allene havde Afsky for den Talemaade GUds Moder (Θεοτώκος). Og meene nogle derfor, at hvis Passioner og Hidsighed ikke havde regieret for meget blant de Geistlige, men man med Sagtmodighed havde gaaet til Verks med Nestorio, havde det ikke kundet være saa vanskeligt at bringe ham fra hans Vildfarelse og haarde Talemaader; Thi begge vare eenige derudi at Christus var baade GUd og Mand, allene Forskiællen var, at Nestorius kaldte tvende Personer, det som de andre kaldte tvende Naturer, og naar Nestorius sagde, at Christus, saa vidt han var GUd, var ikke født af Jomfru Maria, saa sagde de andre, at Christus, GUd og Mand, var fød, død og opstanden, men ikke saa vidt Guddommeligheden eller den Guddommelige Natur angik. Kort at sige Nestorius sagde, at udi Christo vare to foreenede Personer, og de andre, at udi Christo vare to foreenede Na-
(a)Socrat. Lib. 7. cap. 32.
|321turer. Saa at det synes, at man ved sagtmodige Conferencer, lett havde kundet bringe Nestorium til at blive ved de gamle Talemaader, og kalde Natur det han kaldede Person, hvorved saa mange store Ulykker havde været forekomne. Men om dette kand undskylde Nestorium, derom maa andre dømme.
Adskillige begyndte da at separere sig fra Nestorio, anseende ham som en Kietter, og en Biskop ved Navn Proclus holdte paa en vis Fest-Dag en Prædiken, hvorudi han vidtløftigen igiendrev Nestorii Lærdom og beviisede, at det er rett at sige, at GUd har lidet og er død for os, og at Jomfrue Maria bør kaldes Θεοτώκος, eller GUds Moder. Denne Prædiken jo meere den behagede Tilhørerne, jo meer ophidsede den Nestorium, saa at han udi 3 andre Prædikener strax derpaa stræbede at refutere Proclum igien, dog uden at nævne ham. Disse Prædikener bleve siden samlede udi en Bog, og allevegne omskikkede, saa at der reisede sig Disputer derom, saa vel udi de Vestlige som Østlige Provincier, og mange bleve heel ivrige i denne nye Lærdom. Blant Nestorii Modstandere var den største Cyrillus, Biskopen af Alexandria, hvilken strax hvessede sin Pen mod ham, ja lod ham viide, at han ikke kunde være udi Communion med ham, med mindre han stod fra sin Lærdom.
Men dette altsammen kunde ikke bringe ham fra hans Meening, helst saasom han havde Medhold af Hoffet og Øvrigheden udi Staden, ved hvis Hielp han handlede ilde med dem, som der dristede sig til at sige ham Sanden, og foragtede alle de Formaninger, som bleve ham giorte saavel af Cyrillo, som af den Romerske Bisp Cælestino og andre. Herudover lod Cyrillus sammenkalde et Mode til Alexandria Aar 430. Og affærdigede da den forsamlede Geistlighed et Synodal-Brev til Nestorium, hvorudi de lode ham viide, at, dersom han inden 10 Dage, efterat samme Brev var indhændiget, ikke stod fra sin Vildfarelse, vilde de ikke meere erkiende ham for Biskop. Samme Synodal-Brev indeholder en Troes Bekiendelse tilligemed 12 |322Forbandelser, Cyrilli 12. Anathemata mod Nestorii Lærdom.kaldne Cyrilli 12. Anathemata mod Nestorii Lærdom om de tvende Personer i Christo. Saasom nu Tvistigheden var saa vidt kommen, at den ved Breve, Formaninger, Skrifter og Trusler ikke kunde dæmpes, fandt Keyser Theodosius for got, at sammenkalde et almindeligt Concilium, og det efter begge Parters Begiæring; Thi Nestorius, endskiøndt han vel vidste, at de fleeste vilde være ham imod, saa stolede han dog paa den Anseelse han var kommen udi, og det store Anhang han havde i Constantinopel. Patentet, som da udgik, var datered den 19. Novembr. 430. og Stedet, som til almindeligt Concilium blev benævned, var Ephesus.
Blant andre, som bleve stævnede til dette Concilium, var Augustinus, hvilken i henseende til hans store Reputation blev Navn-given frem for andre: Men førend Brevet kom, var han død. Han døde udi Hippona, som da af Venderne var beleired, Augustini Død og Skrifter.430 den 28 Augusti, efterat han havde levet udi 76 Aar, og imidlertiid i henseende til hans Forstand og Lærdom havde været et Orakel blant de Christne. Dog har han ikke været fri for alles Censure, hvilket sees af det Portrait, som han gives af du Pin saaledes: Han havde mindre Lærdom end Forstand. Han havde liden Kundskab udi Sprog og gamle Skrifter. Han skrev med Facilitet og Netthed; Dog er han ikke alle Tiider puur udi sine Expressioner. Han betiener sig ofte af KlyfterKlyfter]Klyfter] A B; Klygter SS Klyfter] A B; Klygter SS og artige Talemaader, men repeterer de samme Argumenter tit hundrede gange (a). Mange holde for, at hans Lærdom om Naaden er den selv samme som Calvini og Jansenii, hvorvel det Tridentinske Concilium har fordømt de sidste og recommenderet den første. Om hans u-afladelige Arbeide vidne de mangfoldige Skrifter han har efterladt sig, og som vilde blive for vidtløftigt her at opregne. Hvorvel han var Bisp udi Hippona, førdte han dog et strængt Munke-Levnet, og er han Stifter til den bekiendte Augustiner-Orden, som endnu florerer. Hans Liv og Levnet er beskreven
(a)Du Pin. Bibl. tom. 3.
|323af Possidio, som udi 40 Aar havde Omgiængelse med ham, og har samme Possidius givet en Liste paa hans Skrifter. Man kand sige, at det Skrift de civitate Dei, eller om GUds Stad, er det fyndigste af alle. Saasom han udi samme Skrift har at bestille med Hedninger, explicerer han sig paa nogle Stæder med en Fripostighed, som af ivrige Orthodoxis kunde lægges ham til Last: Saaledes, naar han taler om de 3 Guddommelige Personer udi eet Væsen, siger han (a): Philosophi bruge frit de Talemaader, som synes dem beqvemmest. Men det er os ikke tilladt, at tale uden efter en vis Regel, af Frygt, at frie Talemaader ikke skal føde ugudelige Meeninger, endogsaa udi de Ting, som have saadan Betydning. Saaledes, naar vi tale om GUd, sige vi ikke 2 eller 3 Principia, som det er os ikke tilladt at sige, at der ere 2 eller 3 Guder, hvorvel, naar vi tale om hver af dem i sær, sige vi, at en hver af dem er GUd. Hans sidste Tiid var fuld af Sorg eller Bekymring over de Ulykker, som Africa blev styrted udi; Thi Venderne, som sagt er, havde bemægtiget sig fast det heele Land, og Staden Hippona, hvorudi Augustinus residerede, var da haardt beleired. Mange have lagt ham til Last en Persecutions-Geist, og at han udi Skrifter foregav, at det var tilladt at forfølge Kiettere. (b) Nogle have ogsaa holdet for, at, saasom han forstod allene det Latinske Sprog, og derfor ikke kunde læse de fleeste Originaler, saa kunde han heller passere for en habil Scribent, end for en grundig Theologus. Om de haarde Forfølgelser, som den Africanske Kirke maatte udstaae af Venderne, og af deres Konge Genserico, som var en ivrig Arianer, skal tales videre siden.
(a)August. de civit. Dei lib. 10. Liberis verbis loqvuntur Philosophi. Nobis autem ad certam regulam loqvi fas est, ne verborum licentia etiam in rebus, qvæ in his significantur, impiam gignat opinionem. Nos autem non dicimus duo vel tria Principia, cum de Deo loqvimur, qvamvis de unoqvoqve loqventes, etiam singulum qvemqve Deum esse fateamur.
(b)Augustin. 93 Epist. ad Vincent.
|324 Det Ephesinske Concilium, som var det tredie almindelige. Udi Begyndelsen af det efterfølgende Aar 431 gave Bisperne sig paa Reisen til Ephesum, hvor Concilium skulde holdes. Cyrillus ankom, geleided af 50 Bisper, og Nestorius havde i Følge, foruden en stor Deel Geistlige, ogsaa en Mængde af Hof-Folk, med tvende Grever Candidiano og Irenæo. Men Johannes, Biskopen af Antiochia, biede længe med sit Følge, og undskyldte han sig ved Skrivelse, at han ikke kunde komme til bestævnte Tiid. Hvilken Undskyldning man dog ikke holdt for gyldig, tvertimod man havde ham mistænkt for at holde Nestorii Parti, og at han derfore søgte ved sin Udeblivelse at hindre Concilii Fremgang. Efterat man havde biet en tiidlang forgieves efter ham, og der allerede vare 200 Bisper samlede, besluttede man strax at procedere udi Sagen, og affærdigede den 21 Junii 4 Bispe til Nestorium, med Forlangende, at han Dagen derefter vilde lade sig indfinde i Forsamlingen. Men Nestorius protesterede derimod, foregivende, at man maatte oppebie Johannem af Antiochia, og blev denne hans Protestation underskreven af 68 Bisper, som vare af hans Parti. Greve Candidianus arbeidede ogsaa af all Magt paa, at Sagen maatte opsættes indtil Johannis Ankomst.
Nestorius citeres af Concilio.Men u-anseed alt dette, begyndte de andre strax at aabne Concilium, og skikkede paa ny 3 Biskoper, for at give Nestorio det samme tilkiende; Men Candidianus med Krigsfolket hindrede dem at faae ham i Tale, saa at de uden Svar maatte reise tilbage. Endelig skeede den 3die Citation, men med lige Success, hvorudover man skreed til Sagens Examen, og da strax lod oplæse ovenomtalte Cyrilli Brev til Nestorium, hvilket af hans Modstandere var udraabt som Kiettersk, og blev samme Brev erkiendt at være overeensstemmende med den Nicæniske Bekiendelse. Derefter bleve nogle af Hans Dom.Nestorii Skrifter læsede, og raabte de alle med høy Røst: Forbandet være Nestorius og hans Lærdom! Da dette var skeed, skreed man til Dommen, som saaledes blev forfatted: Saasom Nestorius har veigred sig for at ad|325lyde vor Citation, (a) og han er bleven overbeviised af hans Breve, Skrifter og Tale, som han har nyeligen holdet i denne Stad, u-gudelig Lærdom, saa haver JEsus Christus ved dette Concilium declareret, at han skal skilles ved sit Biskopelige Embede og udstødes af Kirkens Samqvem. Denne Dom blev underskreven af meere end 200 enten Bisper selv eller deres Fuldmægtige, og lod man den Dagen derefter forkynde for Nestorio med saadan Fortale: Det hellige Concilium forsamled udi Epheso, lader Nestorio, den anden Judas vide &c. Fem Dage efter Nestorii (b) Afsættelse ankom Johannes af Antiochia med de Asiatiske Bispe; Og blev ved hans Ankomst Scenen meget forandred; Thi han veigrede sig strax for at conferere med Concilii Deputerede, som ham bleve tilskikkede, og med Nestorii Parti anrettede et separered Collegium, hvorudi Cyrilli Lærdom og Opførsel skulde examineres. Greve Candidianus begyndte da at fremføre Beskyldninger mod Cyrillum og Memnon, Biskopen af Epheso, visende deres u-ordentlige Opførsel, og at de af Had til Nestorio havde iilet med Concilio, førend de Asiatiske Bispe kunde komme til Ephesum, at de have foragtet Keyserens Breve, saavel som hans, nemlig Grevens, Formaninger, og skredet saa hastig til Dom, paa det at Nestorius ingen Forsvar maatte have, og der ingen skulde være, som kunde examinere Cyrilli Kietterske Lærdom, som han havde udstrøet i de oven anførte 12 Artikle, og skikked til Constantinopel, hvilke nærmede Cyrillus afsættes igien af Nestorii Parti.sig til Arii, Apollinaris og Eunomii falske Lærdom. Efterat Candidianus havde udtalt, svarede Johannes af Antiochia strax derpaa, at Cyrillus og Memnon, som Stiftere af denne U-orden, som den Keyserlige Forordnings Foragtere, og som Kiettere, burde afsættes og excommuniceres, hvilket ogsaa skeede, og blev deres Dom underskreven
(a)Evagr. Hist. Eccl. Lib. 1. Cap. 4.
(b)Evagr. Libr. 1. Cap. 5.
|326af 43 Bispe. Begge Parter skikkede Acterne til Keyseren, og besværgede sig heftigen over hinanden. Men Keyseren havde ladet sig indtage af Candidiani Beretninger, og holdt for, at Cyrilli Parti havde U-rett.
Udi denne Tilstand ankomme Deputerede fra den Romerske Bisp Cælestino, hvilke strax erklærede sig for det Ephesinske Concilio, og underskreve den Dom, som var fældet mod Nestorium, hvilket ikke lidet bestyrkede Cyrilli Parti, efterdi de Romerske Bispers Decisioner da allerede vare af stor Vægt. Nestorii store Protector Johannes blev da ogsaa adskillige gange stævned til at møde, og, da han stedse veigrede sig derfor, fældede man Dom over ham og nogle andre Orientalske Bispe, saaledes, at dem skulde ikke være tilladt at øve nogen Geistlig Myndighed, indtil de stode fra deres Forsætt, og bekiendte deres Forseelse. Men det andet Parti holdt endda længe Stand, saasom det var understøtted af Hoffet. Dog begyndte Keyseren efter Nestorii Parti gaaer under, og Concilium ophæves.Haanden at faae meere og meere Oplysning om Sagen, saa at han omsider forlod Nestorium, og endeligen ophævede det Ephesinske Concilium saaledes, at Cyrillus og Memnon skulde forblive i deres Embeder, iligemaade Johannes af Antiochia og de andre Orientalske Bispe, og enhver skulde begive sig til sin Bispe-Stoel igien. Saaledes endtes dette Concilium, hvorved Cyrillus er bleven censurered i tvende Henseender, (1) efterdi Nestorius blev tvende gang citered, hans Skrifter examinerede, og han selv af 200 Bisper blev fordømt udi en eeneste Session, hvilket var at gaae alt for hastigen til Verks. (2) Beskyldes han af nogle at have bestukket en Hof-Betient, for at bringe Keyseren til at approbere Concilium, og falde fra Nestorii Parti. Den sidste Beskyldning er den stærkeste, men den kand være ham paadigted af hans Fiender (a).
(a)Du Pin. Bibl. tom. 3. part. 2.
|327Men førend Concilium blev ophæved, skreed man til at udvælge en Biskop i Nestorii Sted, og faldt da Vallet paa en Præst ved Navn Maximianus, hvilken blev ordinered 4 Maaneder efter Nestorii Afsættelse. Johannes af Antiochia forligede sig siden med Cyrillo igien; Men en stor Deel af de andre Orientalske Bisper fremturede i deres Vildfarelser. Hvad Nestorius angik, da blev han indslutted udi et Kloster ved Antiochia, hvor han forblev udi 4 Aar, indtil 436, da blev han efter Nestorii Endeligt.Keyserlig Ordre bragt til en Ørk nær ved Ægypten. Der blev han fangen af nogle røverske Folk, hvilke dog lode ham løs igien. Evagrius vidner sig at have fundet et Skrift, hvorudi Nestorius selv har beskrevet sin Skiæbne (a). Theodorus Lector siger, at han blev fortæred af Orme, som avledes i hans Legeme (b), og en anden ubekiendt Skribent, som citeres af Evagrio, siger, at hans Tunge blev allene fortæred. Dette synes at være en Digt, hvorvel hans Fiender have moraliseret derover, som en GUds Straf formedelst hans vrange Lærdom. Af hans Skrifter haves ikke uden nogle Fragmenta, saa at det er gaaet dem, som fast alle Kietterske Skrifter, nemlig, at de af de Tiiders Orthodoxe Lære-Fædre ere blevne til intet giorte. Man maa troe, at saadant er skeed udi got Forsæt, nemlig at Efterkommerne ikke skulde forføres af slige Skrifters Læsning; Hvorvel det er uvist, om Kirken har haft meer Nytte end Skade af Kietterske Skrifters Suppression; Thi at undertrykke sine Modstanderes Argumenter, er at giøre sin egen Sag suspect. Den Christelige Religion, som grunder sig paa stærke Beviis og den sunde Fornuft, trænger aldeeles ikke til saadanne Midler. Den kand lægge sin egen Lærdom for Dagen, og tilligemed uden Skye anføre sine Modstanderes Skrifter. Det er kun ilde-grundede Religioner, der behøve at bruge deslige Præcautioner. Mahomeds Tilhængere, hvis Lærdom ved mindste Anstød vakler, maae af Fornøden-
(a)Evagr. Lib. 1. cap. 7.
(b)Theod. Lect. Lib. 2.
|328hed brænde og ødelegge alle Skrifter, som modsige dem; Ligesaa trænge og det Pavelige Herredoms Forfægtere til at bruge samme voldsomme Midler.
Anledning til de fleeste Kietteriers Opkomst.Hvad Nestorium ellers angaaer, da er den fornuftigste Betænkning, man kand giøre over hans Lærdom og Opførsel denne: Man seer, at mange store Mænd ere forfaldne til falsk Lærdom ved at disputere for hidsigen imod Kietterie. Arius, der stødte sig over den Alexandrinske Bisps Talemaader, som syntes at nærme sig til Sabellianismum, henfaldt ved hidsig Disput til den Extremitet at nægte Sønnens GUddom. Apollinaris ivrede sig saaledes mod Arii Lærdom, at han henfaldt til den Daarlighed at sammenstøbe Christi tvende Naturer, og paastaae, at der udi Ordet var kun en eeneste Natur, som havde paataget sig Kiød, og synes det, at Cyrillus siden af samme Motiv samtykkede denne Apollinaris Talemaade. Den som allerheftigst satt sig op imod Apollinaris Lærdom var Theodorus Mopsvestanus, hvilken med Fliid bemøyede sig paa at distinguere Christi tvende Naturer; Og Nestorius, som havde studeret under ham, blev ved efter sin Læremesters Exempel, at bestride Apollinaris Vildfarelse, og derudover stødte sig over den Titel af Θεοτώκος eller GUds Moder, som gaves Jomfrue Maria, og endeligen dreves til den Lærdom om Christi tvende Personer; Siden fordybede Eutyches sig saaledes i den Tvistighed, han begyndte mod Nestorium, at han henfaldt til en anden Extremitet, og lærede, at det var kun een Natur i Christo; Saa at man seer, at en alt for stor Hidsighed mod Kietterie har ofte avlet langt farligere Kietterie, end det man tager sig for at bestride.
Hvad man ellers kand sige til Nestorii Forsvar er, at han fordømmede den Talemaade mest i Henseende til den Misbrug, Apollinaristerne giorde deraf, saasom de holdte for, at Jomfru Maria havde fødet saavel den Guddommelige som Menneskelige Natur; Thi de troede, at ved det Skriftens Sprog: Ordet er bleven Kiød, forstoedes, at Ordet var bleven forvandlet til Kiød. |329Vel er sandt, at han beskyldtes for at have lært, at der vare tvende Personer i Christo; men det er u-vist, om han meenede det saaledes, eller om det allene var en Conseqvence, som Cyrillus og andre giorde af hans Talemaader, for at giøre ham til Kietter, og at sværte det Constantinopolitanske Sæde, hvis Høyhed de Alexandrinske Bispe ansaae med skeele Øyen, fra den Tiid Patriarcherne erholdte Fortrin for de andre; Thi deraf reisede sig til deels de Forfølgelser, som Cyrilli Formand Theophilus øvede mod Chrysostomum. Det sterkeste, som anføres til Nestorii Forsvar, er et Brev, som han skrev til Cælestinum Biskopen af Rom, hvorudi han forklarer sig saaledes: at saasom han havde fundet nogle, der med Ario og Apollinare confunderede de to Naturer udi Christo, saaledes, at de sige den Guddommelige Natur at være fød af Jomfrue Maria, og at Christi Kiød er forvandlet til hans Guddommelighed, og paa det Fundament give Jomfrue Mariæ Titel af GUds Moder, saa har jeg holdet fornødent saadan Meening at bestride. Saa vidt Nestorius (a), og kand man sige, at hvis Orthodoxi have paa det Fundament kaldet Jomfrue Maria GUds Moder, han ikke uden Aarsag har satt sig derimod. Men det er Skade for ham, at Orthodoxi saadant ikke vilde tilstaae; Thi de fordømte Apollinaris Lærdom ikke mindre end Nestorius. Jeg paastaaer herved ikke at undskylde Nestorium, helst saasom han var en Ær-giærrig og en egensindig Mand, men holder allene for, at, hvis Cyrillus ikke havde fundet sin Regning ved at erklære ham Kietter, der enten intet Kietterie havde blevet, eller Nestorius ved sagtmodige Conferencer havde kundet bringes til at bruge andre Talemaader.
Endeligen døde denne Navn-kundige Mand, udmatted af Alder, Svaghed og Fortræd; Men hans Lærdom uddøede ikke med ham: Tvertimod, den haver meer og meer tiltaget, og varer endnu, saa at der udi Orienten findes en stor Hob Nestorianer, som
(a)Du Pin Tom. 3. part 2.
|330venerere hans Navn, og ansee ham som en Apostolisk Mand. Efter Nestorianernes Foretagende.Nestorii Død betienede hans Tilhængere sig af en Subtilitet, for at bestyrke deres Lærdom, saaledes, at de ginge Nestorium forbi, efterdi han var fordømt paa det Ephesinske Concilio, og holdte sig til tvende ældre Bispers, Theodori af Mopsuesto og Diodori Lærdom, efterdi samme Bisper vare døde udi Kirkens Communion, da de dog havde ført samme Lærdom, som Nestorius. Saasom nu Theodorus af Mopsuesto havde været udi stor Anseelse i Orienten, og de bevisede klarligen af hans Skrifter, at Nestorius intet havde lært uden hvad som fandtes i de samme, fik Cyrilli Parti en haard Nødd at knække, og de Vanskeligheder, som reisede sig deraf, kunde ikke hæves uden ved et almindeligt Concilium, hvorom siden skal tales.
Medens dette tildrog sig i det Østlige Keyserdom, blev den eene Province i Vesten efter den anden Barbariske Nationer til Bytte. Jeg har tilforn viset den store Forandring udi Africa, hvor Venderne under deres Konge Genserico oprettede et nyt Rige. Samme Gensericus, efterat han havde bemægtiget sig Hoved-Staden Carthago, med mesten heele Africa, sat han sig for der at rodfæste den Arianske Lærdom, og til den Ende drev i Landflygtighed, og grueligen forfuldte Bisperne af den Nicæniske Arianismus faaer Overhaand i Vesten.Bekiendelse. Thi det er at merke, at ikke allene de Vandaler eller Vender, men endogsaa de fleeste andre Nordiske Folk, som da oversvømmede Keyserdommet, vare befængede med Arii Lærdom, saa at Arianismus, som var udrøddet i Østen, begyndte at tage til i Vesten, og det saaledes, at den ved disse Nationers Middel blev den herskende Troe paa de fleeste Stæder.
Det er ungefehr ved disse Tiider, at den oft citerede Historie-Skriver Socrates ender sin Kirke-Historie, som er deelt udi 7. Bøger, og indeholder en Tiid af 133. Aar, nemlig fra 306. til 439. Den anden Kirke-Skribent Sozomenus har ogsaa udført sin Historie til samme Tiid; men den sidste Deel deraf er bort|331kommen, saa at vi have ikke uden de 9. Bøger, som gaaer fra Constantino Magno indtil Aar 411.
Cyrilli Død.Den Navn-kundige Cyrillus, efter at han havde triumpheret over sine Modstandere, levede han siden i stor Agt og Ære indtil det 444Aar 444, da han døde, efter at han havde forestaaet den Alexandrinske Kirke udi 32. Aar. I hvor stor Anseelse han var, sees deraf, at de Grædske Bispe lærede uden ad hans Homilier. Foruden hans Homilier efterlod han sig mange andre Skrifter, saasom hans Samtaler om Tilbedelse i Aand og Sandhed, hans Commentarier over Mosis Bøger, over Esaiam og de 12. smaa Propheter, over Johannem, adskillige Tractater om den hellig Trefoldighed, Hans Skrifter.om Christi Manddoms Paatagelse, og et Skrift mod de saa kaldne Anthropomorphiter, som var det sidste, og adskillige andre. Den Iver han havde ladet see mod Kiettere, sær mod Nestorium, foraarsagede, at han var anseed som en Støtte for Troen, iligemaade, at han blev canonisered efter hans Død; Thi den samme udslettede hos de Tiiders Folk alle andre Feil; Thi han besadd ikke den Ydmyghed, som en Apostolisk Mand tilkommer; hans Persecutions-Geist viiser noksom hans Historie, og om hans Hidsighed vidne hans Skrifter saavel mod Kiettere, som mod Keyser Julianum, hvis Skrifter mod den Christelige Troe han igiendriver. Hvo som ellers vil videre informere sig om hans Conduite mod Nestorium, kand henvises til du Pins Bibliotheqve (a), hvor adskillige stærke Beskyldninger anføres, saa vel imod hans, som imod det heele Concilii hidsige og u-ordentlige Opførsel; De samme besvares vel af bemældte du Pin, men med svage Argumenter.
Eutychis Historie.Næst denne Alexandrinske Bisp var blant Nestorii Modstandere den største en ved Navn Eutyches, hvilken i henseende til hans Iver imod samme Kietter høyligen berømmes af den Romerske Pave Leo. Men det gik med denne Mand, som med mange andre, der gaae for hidsig til Verks, og derved falde udi
(a)Du Pin Bibliot. des Auteurs Eccl. tom. 3. part. 2.
|332en anden Extremitet, thi han ivrede sig saa meget mod den Lærdom om de tvende Personer i Christo, at han faldt til at statuere, at der udi Christo var kun een og den samme Natur, saa at hvor Hans Lærdom.den eene foer vild i ati at]i at] B, i A; i SS i at] B, i A; i SS adskille, foer den anden vild i at sammenblande. Nogle af hans Venner, blant hvilke Eusebius Biskopen i Phrygien, merkende hans Vildfarelser, søgte strax at bringe ham paa rette Vey igien, men forgieves, hvorudover bemældte Eusebius selv paa et Mode, som holdtes til Constantinopel 448. af 30. Bisper, blev hans Anklagere, og udgav et Skrift, som indeholdt hans Vildfarelser, hvorudover man affærdigede nogle Deputerede til hans Kloster, hvor han var Abbed, med Begiæring, at han vilde møde for at svare imod Beskyldningen. Men Eutyches undskyldte sig, sigende, at han havde giort et Løfte aldrig at gaae ud af sit Kloster, men Han citeres at møde for det Constantinopolitanske Mode.erklærede derhos, at han altiid var færdig til at underskrive den Nicæniske Bekiendelse, iligemaade den Lærdom, som var stad-fæsted paa det Ephesinske Concilio, saa vidt som de komme overeens med den hellige Skrift, hvilken han holdte for sikkere Regel at følge, end hvad Fæderne paa de store Moder have besluttet. Og var hans Lærdom denne, at der udi Christo var kun een Natur.
Da dette Svar blev bragt til Concilium, lod man ham anden gang stævne, men han undskyldte sig atter igien, og skikkede en anden at svare for sig. Dermed var Concilium ikke fornøyed, og derfor lod ham citere 3die Gang, da kom Eutyches omsider geleided af en stor Hob Munke og Krigs-Folk; Thi han var en Mand af stor Anseelse i Constantinopel. Da blev der længe og heftig disputered om den Materie, og havde man stor Umage at udlokke en tydelig Bekiendelse af ham. Endeligen tilstod han, at Christus havde tvende Naturer for Foreeningen og Kiødets Paatagelse, men siden een alleene; og meenede at beviise saadan Lærdom, endogsaa af Athanasii og Cyrilli Skrifter selv. Efter saadan Bekiendelse fældede man en Dom, saaledes lydende: Eutyches, fordum Præst og Archi-Mandrit, er fuldkom|333meligen overbeviised at være forfalden udi Valentini og Apollinaris Vildfarelse, hvorfore han som en Kietter dømmes fra hans Embede og udelukkes fra vor Samfund.
Eutyches lod sig ikke nøye med denne Dom, men gav strax tilkiende, at han vilde appellere til et større Concilium. Herpaa affærdigede han Forsvars-Skrifter til den Det andet Ephesinske Concilium.Romerske Bisp Leonem og andre; Hans Modstandere forsømmede sig ey heller paa deres Side, saa at Kirken kom i lige saa stor Bevægelse, som i Nestorii Tiid. Det gik da Eutychi lige som Nestorio, at han i Begyndelsen havde Medhold af Hoffet. 449Keiseren lod udi det Aar 449 sammenkalde et nyt Concilium til Ephesus igien, hvor da lode sig indfinde 130 Bispe af Ægypten, Orienten, Asien, Ponto og Thracien, og som paa samme Mode præsiderede den Navnkundige Alexandrinske Bisp Dioscorus, der favoriserede Eutychis Lærdom, fik Sagen andet Udfald, end man havde ventet. Man merkede strax, hvortil denne mægtige Mand sigtede, og at de fleeste og sterkeste bleve trokne paa hans Side, saa at, da begge Partier vare forhørte, og man kom til Votering, raabtes der over alt: Forbandet være den, som siger 2 Naturer. Og blev der omsider saadan Slutning, at Eutyches frikiendtes, og hans Anklagere Eusebius og Flavianus bleve fordømte og fængslede. Saadant Udfald fik dette andet Frikiender Eutychem.Ephesinske Concilium, som gemeenligen kaldes det falske, for at distingvere det fra det første; Dioscorus beskyldes derved ikke alleene at have brugt List, men end ogsaa Vold, og at have betienet sig af Krigs-Folk for at intimidere de andre, som protesterede imod Dommen, og var samme Opførsel siden Aarsag til hans Fald. Eutychianske Skribentere derimod tale om dette Mode, som et ordentligt og Guddommeligt Concilio, og tillægge Dioscoro stor Berømmelse, hvilket sees af Johannis Ægeatæ Kirke-Historie (a).
(a)Joh. Ægeatæ Hist. Eccl. apud Photium.
|334Dette Concilium, hvorved falsk Lærdom aabenbare var bleven stadfæsted, foraarsagede stor Bevægelse, og anholdte de Bispe, som fordømte Eutychis Meening, sær Theodosii Død.den Romerske Bisp Leo, hos Keyseren Theodosium om et almindeligt Concilii Sammenkaldelse, men samme Keyser, efterdi han var en Ynder af Eutyches, vilde ikke beqvemme sig dertil. Men, som han døde udi det Aar 450, 450og hans Successor Marcianus var af det andet Parti, kom alting i en anden Skik, og kort derefter blev Anstalt giort til et stort almindeligt Mode. Men det samme kunde ikke holdes førend Aaret derefter, og det formedelst de haarde Krige det Romerske Keyserdom var foruroeliget med, sær ved de Hunners forskrækkelige Indfald, hvilke havde udplyndret Thracien, Illyrien, Grækenland, og tvunget de Østlige Keysere at betale dem Skatt. Endeligen efterat de havde samlet sig 150000. Mænd stærke under deres grumme Konge Attila, brøde de 451 igiennem Pannonien ind udi Gallien, hvor han allevegne udplyndrede Landet, indtil han af den Romerske Feldtherre Aëtio, som havde foreenet sig med de Gother og Franker, blev overvunden udi et stort Feldtslag, og maatte forlade Gallien igien. Denne Attila var med all den Barbarie, som ham tillægges, en subtile og underfundig Mand, hvilken Characteer gives ham af Jornande (a). Det lægges ham til Roes, at han intet Hyklerie kunde taale, var naadig mod dem, som ydmygede sig for ham, og piqverede sig af at holde ubrødeligen sit Løfte. Der siges, at han arbeidede paa at bringe det Gothiske Sprog i Flor, og at han kaldte Sprogmestere til Italien, for at underviise Indbyggerne i det Gothiske Sprog, hvilket viiser, at han ikke har været saadant Monstrum, som han udraabes for. Hans Afskye for Hyklerie gik saa vidt, at, da den Calabriske Poet efter Aqvilejæ Erobring offererede Attilæ en Lov-Sang, hvorudi han fører hans Slægte-Register fra GUd, blev han derover saa fortørned, at han befoel Skriftet at brændes.
(a)Jornand de reb. Gothicis: Homo subtilis, anteqvam bella gereret, arte pugnabat.
|335Efter at man længe havde været betænkt paa et Stæd til et Concilium, fandt man omsider for gott dertil at beskikke Nicæa i Bithynien, og bleve i dette Aar 451 Keyserlige Circulaire Breve udstædte til alle Bispe, for at invitere dem dertil. Men, Concilium Chalcedonense det fierde almindelige.da de vare samlede, bleve de af Keyser Marciano ombedne at give sig over til Chalcedon, hvor han oftere fra Constantinopel kunde komme til dem, saasom hans Nærværelse var meget fornøden. Dertil beqvemmede Bisperne sig, saa at dette 4de allmindelige Concilium blev holdet til Chalcedon, og af samme Stad er bleven kaldet det Chalcedonensiske. 451Udi Concilii Acter findes Bispernes Tall at have bestaaet af 360, og Samlingen blev holden udi St. Euphemiæ Kirke, som laae uden for Staden. Om de Mirakler, som da skal være skeede ved St. Euphemiæ Grav udi Kirken, vil jeg her intet melde, men henviise til Evagrium (a) og andre, som tale derom.
Det første, man foretog sig, var at examinere det sidste Ephesinske Concilium, og i sær Dioscori Forhold. Den forfuldte Eusebius var da hans fornemste Anklager. Den samme overgav et Skrift, hvorudi han beskyldte Dioscorum at have brugt Vold, u-rettfærdigen forfuldt ham og andre, og stadfæstet Eutychis Kietterie. Den bekiendte Syriske Bisp Theodoretus, som havde været udelukt fra det sidste Ephesinske Concilio, blev da ogsaa indladt med Dioscori og de Ægyptiske Bispers største Forskrekkelse, hvorudover de raabte overlydt, at han ikke burte antages. De andre Bispe derimod raabte end sterkere for ham, og continuerede det eene Parties Skrigen og Raaben længe imod hinanden, indtil de, som vare sterkeste udi Tallet, overdøvede de andre, og seer man saadan u-ordentlig og u-anstændig Opførsel at have været gandske brugelig paa disse hellige Forsamlinger, saa at de Keyserlige Officiers tit have forarget sig derover, og formanet Bisperne til Sagtmodighed og Skikkelighed. Aarsagen, hvorfor Theodoreti Nærværelse opvakte denne Bevægelse, var, ef-
(a)Evagr. Hist. Eccl. Lib. 2. cap. 3.
|336terdi han havde været anseet som en Nestorianer i henseende til et Skrift, han havde ladet udgaae mod Cyrillum, hvilken han beskyldte udi de Disputer, han havde med Nestorio, at være falden i en anden Extremitet. Men hans øvrige Opførsel og Lærdom vindicerede ham fra den Mistanke at favorisere Nestorii Lærdom, hvorfore ogsaa den Romerske Bisp Leo og andre, som ikke vare af Eutychis Parti, havde frikiendt ham. Det er ellers den samme Theodoretus, som jeg saa ofte har citeret, og hvis Kirke-Historie gemeenligen følger næst efter Socratis og Sozomeni. Hans Historie er deelt i 5 Bøger, og gaaer fra Constantino Magno indtil Theodosium 2, og seer man af den Berømmelse, han tillægger Theodoro Mopsvestano, hvilke høye Tanker han har haft om samme Mand (a).
Efter at Acterne af det sidste Ephesinske Concilio vare oplæste, raabte mange af de nærværende Bispe, at de havde været tvungne til Underskrivelse, og at Dioscorus havde brugt Magt og Truseler dertil. Een efter anden kom derpaa frem med KlageEutychis Lærdom fordømmes.maal af samme Indhold, og bleve de to første Sessioner dermed, saavel som med at examinere Eutychis Lærdom, bortdrevne. Udi den 3die Session blev Dioscorus adskillige gange citered, og, som han ikke vilde komme, skreed man til hans Afsættelse, hvilken strax derpaa blev ham forkyndet, og Dommen blev publicered over den heele Stad. Hvad derimod de andre Bisper af hans Parti angik, da, saasom de bade om Naade, saa beholdte de deres Værdigheder. Og de udi forrige Concilio fordømte og afsatte Mænd komme udi forrige StandStand]Stand] B, Stad A Stand] B, Stad A igien. Udi den 5te Session blev en Troes Bekiendelse læset og approbered, hvorudi bleve indførte disse Ord, at man bør bekiende en eeneste og den samme JEsum Christum udi tvende Naturer, uden Confusion og tilligemed uden Separation, hvorved saa vel Eutychis, som Nestorii Lærdom blev fordømt. De efterfølgende Sessioner bleve bortdrevne med adskillige andre Sager, og var da den vanskeligste Knude at løse i
(a)Theodoret. Lib. 5. cap. Ult.
|337henseende til de tvende Bispe Theodoretus og Ibas, efterdi de samme havde skrevet imod Cyrillum, og giort sig suspect for Nestorii Lærdom, men, saasom de udi dette Concilio fordømte baade Eutychem og Nestorium, og den Forfølgelse, de havde lidet af Dioscori Parti, opvakte Medlidenhed mod dem, da saae man igiennem Fingre med deres forrige Opførsel, og erklærede dem begge fri: Og har jeg fundet fornødent at tale i sær om disse Mænds Restitution Dette Concilium erklærer det Constantinopolitanske Sæde for det andet i Værdighed.og Frikiendelse, eftersom deraf siden reisede sig store Tvistigheder. Til Slutning bleve giorte adskillige Canones, hvoriblant den mærkeligste var denne, at det Constantinopolitanske Sæde skulde agtes næst efter det Romerske; Hvorved det, som var sluttet paa det andet almindelige Concilio, blev bestyrket og fleere Herligheder tillagde. Fra den Tiid blev Kirken kalden Qvinivertex eller den Fem-Hovede, hvilket Grækerne exprimerede ved det Ord Carai, som betyder Constantinopel, Alexandria, Rom, Antiochia, Jerusalem; Men da Tvistigheden siden tog overhaand mellem den Grædske og Romerske Kirke, betegnede Grækerne ved den Bogstav R Rysland i Stæden for Rom, efterdi Rysserne siden antoge den Grædske Lærdom (a). Men denne Canon foraarsagede siden stor Allarm og Protestationer af det Romerske Sæde, hvilket giver tilkiende, at man hidindtil ikke havde rettet sig efter den Lov, som var giort paa det Constantinopolitanske Concilio under Nectario, og at man derfor i visse Maader kand regne Constantinopels Høyhed og Fortrin fra denne Tiid.
Saaledes endtes det Chalcedonensiske Concilium, som regnes for det 4de almindelige Concilium, og som hidindtil er antaget og holdet canonisk af alle, endogsaa af dem, som efter Lutheri Reformation have afsondret sig fra den Romerske Kirke, saa at de saa kaldne Protestanter regne 4re store lovlige Concilia, nemlig det Nicæniske, det Constantinopolitanske, det Ephesinske, og det Chalcedonensiske, og rette sig efter den Lærdom, som der er
(a)Philipp. Cyprius Chron. Eccl. Græcæ.
|338stadfæsted. Derimod haver dette Chalcedonensiske Concilium lagt Grundvold til Spliid mellem den Latinske og Grædske Kirke; Thi alle Ægyptiske Bisper protesterede derimod, en stor Deel andre veigrede sig ogsaa for at underskrive det, ja man saae det offentligen siden at blive fordømt af Keyser Basilisco.
Hvad ellers de Stridigheder med Eutychianerne angaaer, da findes der de, som holde for, at de have bestaaet meere udi differente Talemaader end i Virkelighed, at Eutyches bekiendte, at der udi Christo var kun een Natur alleene, efterdi han ingen klar Idee havde giort sig over Ordets Betydelse, og at derfore, hvis det Chalcedonensiske Betænkning over de Tvistigheder med Eutyche og Nestorio.Concilium i steden for at nævne 2 Naturer, havde allene sagt, at Christus var sand GUd og sand Menneske, uden Confusion og Sammenblanding, Eutychianerne da gierne skulde have underskrevet med de andre. Vel er sandt, at Eutyches sagde, at Guddommelighed var fød, havde lidet, og var død; Men mon det ikke derfor være skeed, efterdi han ikke haver vidst at distingvere mellem Abstractum og Concretum, men confunderet GUd med Guddommelighed, og at Nestorianerne og Eutychianerne skieldede hinanden for Kiettere, efterdi de første forstode det samme ved Person, som de sidste ved Natur. Saaledes derfore, hvis man havde spurt Nestorium, om Christi Guddommelighed og Menneskelighed ikke componerede et vist Totum, som man kalder Theanthropon, eller GUd og Mand, havde han uden Tvivl svaret jo dertil. Og hvis man paa den anden Side havde adspurdt Eutychem, om efter Guddommelighedens og Menneskelighedens Foreening, nogen af begge havde mistet deres væsentlige Egenskaber, havde han uden Tvivl svaret ney. Saaledes raisonnerer blant andre Ludolf, for at undskylde Abyssinerne i hans Æthiopiske Historie. Dette vil jeg dog lade ved sit Værd, men allene sige, at hvis i steden for Passioner og Bitterhed, som et Parti ofte har mod et andet, man traadde i Conference allene af Begierlighed til Fred og Foreening, havde Kietternes Catalogus eller Liste ikke bleven nær saa stor, som den findes at være, thi det synes at mange Moder og Concilia bleve holdne, ikke for at sø|339ge Oplysning udi Tvistigheder, men allene for at exeqvere det Forsæt, det eene Parti har haft at giøre det andet til Kietter.
Misfornøyelse over det Chalcedonensiske Concilium.Det Chalcedonensiske Concilium havde stor Vanskelighed med at blive imodtaget udi Provincierne. Udi Vesten protesterede den Romerske Bisp Leo heftigen mod den Canon angaaende den Constantinopolitanske Biskops Rang, og seer man af bemeldte Leonis Protestations-Skrivelse, at han holder den forhen giorte Canon under den store Theodosio ugyldig, og siger, at den aldrig har været det Romerske Sæde communicered. Han tilstaaer gierne, at Constantinopel maa have sin Fordeel, efterdi det er en Keyserlig Stad; Men at det ikke kand være et Apostolisk Sæde. (a) Saaledes begynder denne Bisp paa en subtile Maade at distingvere mellem Metropolitanske og Apostoliske Bispe, da dog Bispe-Stolernes Værdighed tilforn regnedes efter Stædernes Anseelse, og de Romerske, Antiochiske og Alexandrinske Bispe vare de Fornemste, efterdi de residerede udi de største Stæder, og ikke fordi samme Stæder havde haft Apostoliske Stiftere; Thi hvis Fortrinned reisede sig af den sidste Aarsag, maatte Smyrna nødvendigen have Fortrin for Alexandria, og en Smyrnisk Bisp være saa meget større end en Alexandrinsk, som Apostelen Johannes var anseeligere end Marcus. Det er derfor troeligt, at, saasom denne habile Romerske Bisp Leo merkede, at Rom dagligen tog af, Constantinopel derimod dagligen tilvoxede, han da fandt fornødent, at bygge de Romerske Bispers Rang paa et andet Fundament, hvorudi hans Efterkommere troeligen have efterfuldt hans Fodspor, saa at dette har blant andet ikke været liden Motiv til hans Canonisation. Men man kand sige, at hvis Christendommen siden ikke havde blevet nedsiunken udi saadan U-videnhed, kunde de Romerske Bispe gandske have fordervet deres Rett ved denne Distinction. Man finder kun eet Exempel paa at en har søgt at betiene sig heraf, for at dræbe de Romerske Paver med deres eget Sværd. En Antiochisk Patriarch udi det
(a)Leonis Epist. 78 seqv.
|34013de Seculo disputerede de Romerske Paver deres Fortrin paa det Fundament: Den samme raisonnerede saaledes, hvis Sædernes Værdighed skal regnes efter Stifterne, da bør Antiochia have Fortrin for Rom, efterdi Peder udi 7 Aar forestoed den Antiochiske Kirke, førend han kom til Rom, og efterdi han udi den første var lige saa meget agtet og æret, som han blev forhaaned udi den sidste. (a)
Udi Orienten fandt dette Concilium end meere Modstand; Og hvor megen Umag Keyseren end giorde sig for at exeqvere det samme, saa kunde han dog ikke trænge Bisperne i Ægypten og Palæstina sætte sig derimod.igiennem dermed udi Palæstina og Ægypten. Den afsatte Alexandrinske Biskop blev vel bragt udi Landflygtighed til Paphlagonien, og Protenius blev i hans Sted udvalt, men den største Deel af Indbyggerne vilde ingen anden Bisp have, saalænge Dioscorus levede, saa at der blev Spliid udi den Alexandrinske Kirke, og Oprør i Staden. Ligesaadan Tvistighed var imellem Euthymium og Theodosium i Jerusalem, og Munkene over heele Palæstina vare i fuld Bevægelse.
Man seer af nogle Tvistigheder, som i det Aar 454 reisede sig, 454angaaende Paasche-Fæstens Helligholdelse, at, endskiøndt derom almindelige Anstalter vare giorte ved det Nicæniske Concilium, saa dog vare der endda adskillige Knuder at løse, og havde man hidindtil rettet sig efter de Alexandrinske Bispers Anstalter og Gotbefindende, eftersom samme Bisp giorde deslige Udregninger, og aarligen ved Circulaire Paasche-Breve gave tilkiende, paa hvilken Dag Paaschen skulde helligholdes, hvorefter den Romerske Bisp Leo udi dette Aar ogsaa maatte rette sig. Dog, paa det at man udi Victorii Canon Paschalis.fremtiden ikke blindt skulde dependere af de Alexandrinske Bispers Myndighed, lod han ved den bekiendte Victorium forfærdige en nye Paasche-Canon, og viise Aarsagen til Stridighederne mellem de Latinske og Grædske Kirker. Bemældte
(a)Matth. Paris ad ann. 1238.
|341Victorius var en Gallier af Geburt. Han fandt, at den Maanens Cyclus af 19. Aar, som Grækerne betienede sig af, var beqvemmere end den, som Latinerne brugte, og ved at multiplicere den ved Solens Cyclum af 28 Aar giorde en Paasche-Canon af 522 Aar, hvilken stedse siden blev brugt i den Latinske Kirke, og i Chronologien er bekiendt under det Navn af den Victorinske Cyclo.
Aaret derefter, nemlig 455, blev den Vestlige Keyser Valentinianus 3. ihielslagen. Han var den sidste af den store Theodosii Afkom. Een ved Navn Maximus, som var hans Banemand, kom i hans Sted, men blev kort derefter omkommen af sine egne Tienere i samme Aar. Nogle Dage efter hans Død, kom den Vandaliske Konge Gensericus Det Vestlige Keyserdoms slette Tilstand.til Italien, hvor han indtog Rom, og udplyndrede den i 14. Dage. Maximus blev succederet af een ved Navn Avitus, som døde kort derefter, og seer man af alt dette, udi hvilken elendig og forvirret Tilstand det Vestlige Keyserdom haver været, og at det lakkede til dets Undergang. Det er ellers ved Roms Erobring og Udplyndring, at den Skribent Prosper ender sin Krønike, som begynder fra Verdens Skabelse, og gaaer indtil Aar Christi 455, og er deelt udi tvende Parter. Han havde foruden denne Krønike ogsaa skrevet adskillige Poëmata og en Samling af Sententzer, uddragne af Augustini Bøger, og holdes han for at have været den Romerske Biskops Leonis Secretaire.
Jeg har tilforn fortaalt, at den største Deel af de Nordiske Folk, som havde oversvæmmet Keyserdommet, havde antaget Arii Lærdom, og at de Vandalers Konge Gensericus Orthodoxi forfølges i Africa.var en ivrig Forfægter deraf. Da nu samme Konge havde oprettet et nyt Rige udi Africa, opvakte han en gruelig Forfølgelse mod Geistligheden sammesteds, saa at adskillige efter haarde Piinsler bleve omkomne, og andre reddede sig med Flugten til andre Stæder. Disse Forfølgelser bevægede Keyser Marcianum til at paaføre Venderne Kriig. Men denne berømmelige Keyser døde udi Tilberedelsen Anno 457, 457og en Thracier, ved Navn Leo, blev Keyser i hans Sted. Udi denne Keysers Tiid begyndte det Eutychianske Parti at reise Hovedet i Veyret igien, sær udi Alexandria, hvor Timotheus, en Eutychianer, anmassede sig Bispe-Stoelen, og betrængte de Ægyptiske Bisper saaledes, at mange af dem flygtede til Constantinopel, for at søge Keyserens Beskyttelse, saa at han i Begyndelsen af sin Regiering fik nok at bestille.
Styliternes Begyndelse.Man kand ellers henføre til denne Keysers Tiid, de saa kaldne Styliter Munkes Opkomst. En Eremit, ved Navn Simeon, holdes for Fader til de samme. Denne Simeon, saasom han formedelst sin Hellighed var kommen i saadan Anseelse, at alle strømmede til Ørken, for at see og tale med ham, lod han giøre sig en stor Støtte, hvorpaa han fæstede sin Boepæl staaende, og derudover blev kalden Simeon Stylita, Simeon Stylita.af det Grædske Ord ςύλη eller Støtte. Dette selsomme Paafund, som reisede sig en Deel deraf, at han vilde undgaae den store Mængde af Folk, som dagligen søgte ham, eendeel ogsaa af Hellighed, saasom han ikke lod sig nøye med de sædvanlige Midler, man havde at plage sine Legemer med, men vilde distinguere sig ved et nyt Slags Martyre, dette siger jeg foraarsagede saadan Forargelse i Begyndelsen hos de andre Eremiter, at de vilde excommunicere ham, (a) som den, der faldt til en u-rimelig og fast u-menneskelig Devotion, hvilken vilde opvække Latter og Foragt, og som GUd ingen Behag kunde have i; Men de vænnede sig dog omsider dertil, ja adskillige andre efter hans Død søgte at giøre det samme. Og have de saa kaldne Styliter saadan Oprindelse. Simeons daglige Forretninger paa denne Støtte vare, foruden de Taler, Hans Devotion og Opførsel.han holdte til de Omstaaende, at bøye sig ideligen, og det saa dybt, at han undertiiden rørede med Panden sine Fødder, og merker man, at hans Hoved-Devotion maa have bestaaet i disse Buk og dybe Complimenter, efterdi man eengang saae ham bøye sig
(a)Evagr. Hist. Eccl. Lib. 1. cap. 13.
|343saaledes tolv hundrede og fire og fyrretyve gange efter hinanden. Undertiden, sær ved store Fæster, blev han den heele Natt staaende med udstrakte Arme, og søgte han ved deslige selsomme Ophævelser at erhverve sig et Navn af Hellighed frem for andre. Saasom nu hans Skikkelse og Klædedragt svarede til hans Geberder, thi han havde et langt strit Skiæg, og var skiulet med et Kalveskin, som gik ham ned til Fødderne, er det ingen Under, at Folk i Begyndelsen bleve bestyrtzede over saadant Syn, og at Munkene udi hans Naboelaug, hvor underlige Lader de end selv havde, vilde excommunicere ham. Simeon continuerede med disse Ophævelser indtil det Aar 461, da han døde paa sin Støtte; Og, efterdi han havde spillet sin Rulle saa vel, tog man ikke i Betænkning at sætte ham i Classe med de allerstørste Helgene, og ansee ham som de Tiiders Apostel, skiønt det er ingen Tvil paa, at, hvis han havde øvet saadant Skuespill strax efter Christi Tiider, Apostlerne selv jo havde excommunicered ham, om ellers Excommunicationer havde været saa brugelige, som de siden bleve. I det Betænkning derover.Øvrige, hvad end denne Simeon eller hans Efterfølgere kand bryste sig af, saa have de dog ikke bragt det saa vidt, som visse Mahomedanske eller Hedenske Eremiter, af hvilke der findes nogle, som vælte sig paa Hovedet igiennem heele Provincier, saa at, om det skal være en Merite at skabe sig om til Dyr og Muldvarpe, saa have de sidste et stort Fortrin i Hellighed for Styliterne. Man seer ellers heraf, hvortil Mennesker kand forfalde, naar man vil konstle paa Religionen, og at Christi Lærdom, som lærer Socialitet og indeholder det sundeste Morale, ved deslige Ophævelser er bleven giort gandske ukiendelig.
Den Romerske Bisp Leonis Død.Kort for denne Simeonis Afgang døde den Navn-kundige Romerske Bisp Leo, hvis Myndighed udi Kirke-Sager var saa stor, at han derved banede Vey til sine Efterkommeres Høyhed. Han efterlod sig mange Skrifter, hvoraf vi endnu have 96 af hans Prædikener over de fornemste Fæste, og 141 Breve. Ham tillægges adskillige Mirakler, blant andet dette: En devot Dame blev ved Paasche-Fæsten admittered til at kysse hans Haand. Leo, |344som derudaf fandt en ublue Bevægelse, lod samme Haand afhugge; men, som han derudover maatte holde sig fra at sige Messen, og det Romerske Folk begyndte at knurre derover, erhvervede han af GUd, at hans Haand blev ham restituered igien. Og skrive nogle, at denne Hændelse gav Anledning til den Skik, som siden blev indført, at kysse de Romerske Bispers Fødder, ligesom samme Fristelse ikke kunde overkomme ogsaa ved Fode-Kys. Det synes, at Baronius selv holder denne Historie for en Fabel; Gierningen synes og ikke at komme overeens med Leonis Fornuft og Skiønsomhed. Fornuftige Scribentere holde og for en Fabel det Mirakel, som siges at være skeed ved det Gesantskab til Attila. Da Attila havde husered saa skrekkeligen paa nogle Steder udi Italien, og nærmede sig mod Rom, gik den Romerske Bisp Leo ham i møde, og ved en bevægelig Tale bragte ham til at staae fra sit Forsæt; Anderledes fortælles Historien ikke af Prosper, som samme Tiid var i Rom, ey heller af Leo selv udi hans Prædikener: Men siden er smeedet den Fabel, at Attila, da Biskopen holdt denne Tale, saae en gammel Mand med et dragende Sværd, der truede ham paa Livet, hvis han ikke gik tilbage. Tingen kunde skee uden Mirakel, efterdi Leo var en venerabel og veltalende Mand, og jeg har viset paa et andet Sted, at Attila var ikke saa u-menneskelig som han gemeenligen afmales. Hvad som lastes hos denne store Bisp, var dette, at han approberede Forfølgelse og Livs-Straf mod Kiættere, og rosede Keyser Maximum formedelst den Haardhed han øvede mod Priscillianum, (a) hvilken dog blev fordømt af St. Martino og andre. Hans Successor var Hilarius, som var Archi-Diaconus udi den Romerske Kirke. Foruden disse Mænd døde paa samme Tiid adskillige andre af Anseelse, som Juvenalis Biskopen af Jerusalem, Basilius af Antiochia, og Anatolius af Constantinopel, saa at fast alle de store Sæder paa eengang bleve ledige. Da døde ogsaa Eudocia, Theodosii 2. efterladte Enke, hvilken var i stor Anseelse formedelst hendes Lærdom og Nidkierhed i Religionen. Hun oversat en
(a)St. Leo Epist. 95.
|345Deel af den Hellige Skrift paa Heröiske Vers, men de samme ere nu omstunder ikke meere til.
Theodorus Lector fortæller, at Keyser Leo blant andet forordnede, at man ikke maatte arbeide om Søndagene (a). Hvilket synes at viise, at Søndagen tilforn maa være slet i Agt tagen. Den samme Autor berømmer Patriarchen Gennadium deraf, at han ingen tog udi Geistlig Orden, uden han kunde alle Psalmerne uden ad, og viiser dette, udi hvilken Tilstand Theologien da maa have været. Det allerselsomste er, at denne Theodorus Lector taler om en Skildrer, der paa samme Tiid afmalede Christum udi Lignelse af Jupiter, og at hans Haand derpaa visnede; Ved denne Leilighed viiser han, nemlig Theodorus, hvorledes man ret bør afskildre Christum, nemlig med klare og krusede Haar. (b) Og haver jeg ikke kunnet forbigaae at anføre det, saavel for at give Portrait paa Skribenten, som paa Tiderne.
Keyser Leo levede indtil det Aar 474, da han 474omsider efter en Regiering af 17 Aar døde, og en ved Navn Zeno blev Keyser i hans Sted. Denne Zeno førdte saadant slett Regimente, at han kort derefter blev tvungen til at tage Flugten til Isaurien. Basiliscus, som efter hans Flugt blev satt paa Thronen, var ikke bedre. Han lod sig af sin Hustrue Zenodia overtale til at antage Eutychis Lærdom og at fordømme det Chalcedonensiske Concilium, saa at der udi hans Tiid var stor Bevægelse udi Kirken, Tvistighed om det Chalcedonensiske Concilio.og var det for at imodsætte sig denne Keysers Foretagende, at den Navn-kundige Daniel Stylita, som efterfuldte Simeonis Levnet, forlod sin Støtte, og kom til Constantinopel, hvor denne forunderlige Mand jog Skrek i det heele Keyserlige Hoff. Men denne Kirkens Tilstand varede ikke længe; Thi Zeno kom kort derefter tilbage, og bemægtigede sig Thronen igien, hvorpaa Kirke-Sa-
(a)Theod. Lect. Lib. 1. apud Niceph. Callist.
(b)Theod. Lect. Lib. 1. apud Niceph. Callist.
|346gerne finge en anden Skikkelse igien, dog saaledes, at man faldt fra en U-orden til en anden.
476Det Vestlige Keyserdom var udi en end ynkeligere Tilstand: Efter at adskillige Keysere i kort Tiid med stor Forvirrelse havde regieret efter hinanden, kom en ved Navn Romulus, gemeenligen kalden Augustulus paa Thronen. Udi hans Tiid, nemlig 476, Ende paa det Vestlige Keyserdom.giorde et foragted Folk, nemlig de Heruler, under deres Konge Odoacro sig Mester over Rom, og tilligemed Ende paa det Vestlige Keyserdom; Thi ingen førdte siden Keyserlig Titul, og han selv giorde Ravenna til sin Residentze. Resten af det Vestlige Keyserdom var undertvungen af adskillige andre Folk, Africa af de Vender, Spanien og een Deel af Gallien af de Gother, det øvrige i Gallien af Burgundier og Franker, af hvilke sidste det heele Land er bleven kaldet Frankrige; og eendeel af Store Britannien var undertvungen af de Anglo-Saxer.
Medens Barbariske Nationer saaledes deelede Keyserdommet, var Kirken udi fuld Fyr og Flamme udi Orienten, og det i henseende til det Chalcedonensiske Concilium, som nogle havde antaget og andre forkastet. For at stille de Stridigheder, som Zenonis Henoticon.deraf havde reiset sig, fandt Keyser Zeno for got efter nogle Geistliges Raad, at udgive det Navn-kundige Foreenings-Edict, kaldet Henoticon, som de Ægyptiske Bispe skulde underskrive. Samme Henoticon fordømmer vel baade Nestorii og Eutychis Lærdom, det er, saa vel dem der adskille Christi Personer, som dem der confundere Christi Naturer, men forkaster derhos det Chalcedonensiske Concilium, hvorudover Stridighederne heller formeeredes end formindskedes ved dette Foreenings-Edict, og Dets Virkning.Keyseren blev anseet som en hemmelig Eutychianer. Man hørte derfor i nogle Aar intet uden hæftige Disputer derom, og nogle skreve for, andre imod Zenonis Henoticon. Keyseren derimod ansaae alle som Kiettere og Rebellere, der ikke vilde antage det. De fornemste Forfægtere deraf vare Acatius, Biskopen af Constantinopel, og Petrus Mongius, Biskopen af Alexandria, med hvilke der|347for de fleeste andre Bispe ingen Communion vilde have, hvorudover, da den Romerske Bisp Felix skikkede tvende Legater til Constantinopel, og de samme lode sig forføre til at communicere med bemældte tvende Bispe, bleve de siden afsatte og excommunicerede. Disse Uroeligheder varede saa længe, som Keyser Zeno levede, saa at dette Foreenings-Edict fortienede heller at kaldes Formula Discordiæ end Concordiæ.
Imidlertiid udstod den Africanske Kirke haarde og gruelige Forfølgelser under de Vendiske Konger. Gensericus, som døde 477, blev succederet af sin ældste Søn Huneric, hvilken i Begyndelsen opførdte sig mild og naadig mod den Nicæniske Troes Bekiendere, tilladende dem Frihed igien at samle sig, iligemaade at forsyne Carthago med en Bisp, efterat samme Stads Sæde havde været ledigt udi 24 Aar. Men han faldt siden til saadan Haardhed og Forfølgelse, at han derudi langt overgik sin Fader. Det heele Land blev opfyldt med Skarprettere, nogle bleve piinede og henrettede, andre drevne i Landflygtighed; mange flygtede til Udørkener, hvor de omkomme af Hunger og Frost. Da fortælles adskillige Mirakler at være skeede, og vidner Procopius, at Huneric lod skiære manges Tunger af, men at de samme ikke desmindre talede ligesom tilforn (a). Andre sige, at de som vare stumme tilforn, finge efter saadan Execution deres Mæle igien. Disse Plager varede saa længe Huneric levede, men ophørede ved hans Død, som skeede 485.
De Uroeligheder derimod, som havde reiset sig i Østen formedelst Zenonis Henoticon, ophørede ikke ved samme Keysers Død 491491; Thi hans Successor Anastasius, saasom han selv ikke var rigtig udi Troen, saa søgte han heller at holde ved lige end bilægge den Spliid, som var udi Kirken. Kort efter hans Ankomst til Regieringen ankomme Gesanterne til Constantinopel fra Theodorico, den nye Gothiske Konge i Italien, med Begiæ-
(a)Procop. Bell. Vand. Lib. 1. cap. 8. Hans Ord ere disse: Han lod rive Tungerne af mange, som jeg dog siden udi Constantinopel har seet med Talens fuldkomne Brug.
|348ring om Fred og Venskab, hvilket ogsaa Anastasius villigen accorderede ham. Denne Theodoricus havde været satt til Gissel hos Keyser Leo og var opdragen i Constantinopel, hvor Keyser Zeno siden ophøyede ham til de største Æres-Poster, og giorde ham til Consul. Saasom nu de Heruler under deres Konge Odoacro havde bemægtiget sig Italien, bad han Keyseren om Frihed at føre sine Ost-Gother til Italien, for at uddrive de Heruler igien. Da denne Frihed blev ham given, brød han ind udi Italien, overvandt de Heruler i 3 Feltslag, og tvang Odoacrum at indslutte sig i Ravenna, hvilken Stad han efter 3 Maaneders Beleiring erobrede 493, og lod Odoacrum omkomme. Saaledes faldt Herredommet i Italien af en Barbarisk Nation i en andens Hænder, fra de Heruler til de Ost-Gother.
De Ost-Gothers Rige udi Italien.Theodoricus, hvorvel han tilligemed de andre Gother havde antaget Arii Lærdom, forfuldte han dog ikke det andet Parti, ja hans Moderation og Rætfærdighed var saa stor, at han udi Tvistigheder undertiiden dømte Arianerne selv imod, naar de havde U-rett, saa at, hvorvel Hoffet og Regieringen i Italien i hans Tiid var Ariansk, saa kand man dog sige, at den herskende Religion var af den Nicæniske Bekiendelse. Udi Africa var Religionen ogsaa u-anfægted efter Hunerici Død, og Forfølgelserne ophørede under hans Successor Gontamondo. Udi Gallien spillede de Franker, et Tydsk Folk, Mester, hvorudover Landet siden blev kaldet Frankerige. Disse Franker Frankrige, hvor af saa kaldet.vare Hedninger, indtil deres Konge Clodovæus antog den Christelige Troe. Samme Clodovæus lod sig døbe 496, og de fleeste Franker, efterfølgende hans Exempel, antoge iligemaade Christendommen. Om det store Mirakel, som skeede ved hans Daab, nemlig at en Flaske med Olie blev bragt ned fra Himmelen til Rheims, for at salve ham, vil jeg intet tale; Thi, endskiøndt Flasken kand endnu vises paa hellige Steder i Frankrig, saa har man dog Føye til at tvile, saavel om dette som andre Mirakler, der fortælles at være skeede ved hans og adskillige af de andre Nordiske Kongers Omvendelse, helst, saasom Historien viser, at alting er foregaaet udi |349fuld Galop, uden tilbørlig Forberedelse, saa at deres Christendom har bestaaet allene i en hastig Resolution at lade sig døbe, og det udi adskillige verdslige Henseender, hvorpaa saavel denne Clodovæi, som efterfølgende Nordiske Kongers Conversioner vise store Prøver, og hvorom ved denne Leilighed videre skal tales, helst udi Historien af det 8de, 9de og 10de Seculo, Betænkning over Kong Clodovæi Omvendelse.da Christi Lærdom var bleven saa fordærvet, at Christendommen bestoed allene udi det pure Navn. Hvorudover man seer, at een lod sig døbe for at vinde en Jomfrues Gunst, en anden for at føye sin Hustrue, og den 3die bevæget af et slags Koglerie, og faa bekymrede sig om at vide hvad de skulde troe, og hvad der udfodredes af en ret Christi Navns Bekiender. Vil nogen herimod sige, at udi Apostlernes Tider skeede ogsaa hastige Conversioner og udi Hobetal, saa kand dertil svares, at de samme ikke skeede uden efter foregaaende grundige Prædikener og paafølgende Mirakler, saa at de første Proselyter have vidst Hoved-Posterne udaf Christi Lærdom, og fuldkommeligen været overbevisede om dens Sandhed, førend de lode sig døbe.
Hvad Clodovæi Omvendelse angaaer, da fortælles den saaledes: Da Kongen vilde føre Krig imod de Allemanner, giorde han efter Dronningens Tilskyndelse et Løfte, at blive Christen, hvis han kunde erholde Seyer: Efterat han havde erholdet Seyer over sine Fiender, lod han sig af Dronning Crotechilde overtale til at antage Daaben til Rheims, og blev han da tilligemed 6000 Franske døbt paa en Paaske-Dag. At dette ikke er skeed efter foregaaende Undervisning, ja at Kongen kun megen liden Idee har haft om den Lærdom, som han antog, sees deraf, at, da strax derpaa Passions-Historien blev læset for ham, og han hørte, hvor ilde man havde handlet med Christo i Jerusalem, blev han heftig ophidset mod Jøderne, og sagde, hvis han med sine Franske Soldater der havde været tilstede, skulde han nok saadant have hindret: Og viser denne hans Nidkierhed, siger Fredegarius som fortæller denne Historie, at han var en retskaffen Christen. (a)
(a)Hist. Francorum Epit. per Fredegarium Cap. 21.
|350Man kand ellers heraf slutte, hvor vidt de andre 6000 Franskes Christendom har strakt sig, som paa samme Tiid lode sig døbe.
Fra denne Clodovæi Omvendelse regnes en nye Epocha, eller Tiids-Merke udi den Franske Historie, og vil jeg hermed slutte dette 5te Seculum, hvorudi man seer, hvad Skiæbne Religionen har haft saavel i det Østlige, som Vestlige Keyserdom, og Det femte Seculi Tilstand.at nu eet, nu et andet Parti, nu Nestorianer, nu Eutychianer, nu Orthodoxi have dominered. Kirke-Regimentet kom ellers i dette Seculo i stor Anseelse. Da seer man de 5 store Bispe-Sæder, nemlig til Rom, Constantinopel, Alexandria, Antiochia 5 Patriarcher.og Jerusalem, at tage sig Titler af Patriarchater, og de andre Bisper i Provincernes Hoved-Stæder at kaldes Erke-Bisper og Metropolitani. De mindre Geistlige efterfuldte Bispernes Exempel, hvorudover der ideligen tales om Archimandritis eller Abbeder, Proto-presbyteris, eller Erke-Præster &c. sær kom det Romerske Sæde udi stor Anseelse under den navnkundige Biskop Leone, hvilken erholdt af Keyser Valentiniano den 3die en slags Jurisdiction over heele Occidenten, og har jeg tilforn viset, at samme Biskop ikke kunde taale, at det Constantinopolitanske Sæde blev tillagt den anden Rang, ja at han i visse Maader var den første, der begyndte at regne Bispe-Stolernes Høyhed efter Stifternes Værdighed, saa at, da det tilforn heed, at de Romerske Bispe havde Fortrin for de andre, efterdi Rom var den gamle Hoved-Stad, saa Jomfrue Mariæ Dyrkelse.maatte det nu heede, at saadant skeede, efterdi dens Bispe-Stoel var stiftet af Petro, den fornemste Apostel. Til dette Seculum henføre ogsaa nogle Jomfrue Mariæ Dyrkelse, og sige, at Biskopen af Antiochia, Petrus Fullo, var den første, som lod indføre hendes Navn i Kirke-Bønner. Da finder man 40 Dage bestandigen at være beskikkede til den store Faste for Paaske. Af de Tvistigheder, som Jeronimus havde med Vigilantio, sees, at have været en Skik, som gave Anledning til Forargelse: Det var brugeligt paa visse store Fæste at blive den heele Natt udi Kirkerne. Derved gaves Anledning til U-kydskhed og Galanterier, og var det i denne Henseende, at Vigilantius saa heftigen taler mod |351slige Natte-Forsamlinger. Jeronimus derimod paatog sig at skrive til deres Forsvar. Men Udgangen visede, at Vigilantii Advarsel var ikke ilde grunded; Thi man blev omsider tvungen til at ophæve saadan Skik. Videre var og en Sædvane at æde og drikke ved Martyrernes Begravelser. Denne Devotions-Act faldt ud til Fraadserie og Drukkenskab, og seer man, at den har været i fuld Drift udi Africa i Augustini Tiid, skiøndt den havde været afskaffed paa de fleeste andre Steder.
Man seer, at de Geistlige i Begyndelsen af dette Seculo have drevet Handel og Vandel, og derved haft den Fordeel frem for andre, at de vare befriede fra den Told, som betaledes hvert 5te Aar, og kaldtes Lustralis Collatio, eller Chrysargyrum. Det samme varede indtil Valentiniani 3die Tiid, hvilken forbød Geistligheden at drive videre Handel, helst saasom de ikke trængede dertil som tilforn. Thi de levede i de første Tider allene af Meenighedens Gaver, men siden bleve begavede med fast Gods og Eyendom, De Geistliges Indkomster.og tilligemed vare befriede fra de tvende almindelige Paalæg, hvoraf det eene var en Kop-Skatt, og kaldtes Census Capitum, og det andet en Land-Skyld, og kaldtes Census Agrorum. Dog findes mange der meene, at de Geistlige havde større Indkomster da de levede af Offer og Gave allene, saasom Meenighederne vare meget liberale, og den Gavmildhed ophørede, da de Geistlige finge visse Indkomster udi Gods og andet.
Prædestinatianer.Jeg haver udi Historien talet om de fornemste Kietterier, som reisede sig udi dette Seculo, foruden de samme henføre nogle til dette Seculum de saa kaldne Prædestinatianer, hvilke lærede, at nogle Mennesker vare skabte til Salighed, andre til Fordømmelse, og er det merkeligt, at den Begierlighed de havde til at disputere med Pelagianerne styrtede dem udi den Extremitet. De beraabte sig i sær paa Augustini Skrifter, og foregave, at han var af Meening med dem. Udi de Disputer, som vare med Pelagianerne, fandtes nogle, som vilde gaae en Middel-Vey mellem Augustinum Semi-Pelagianer.og Pelagium: De samme bleve kaldne Semi-Pelagia|352ner. Johannes Cassianus var den første, som til Marseille i Frankerig udstrødde den Meening, hvorfore hans Tilhængere ogsaa bleve kaldne Massilienses. Der fandtes ogsaa nogle, som ginge Acephali.en Middel-Vey mellem Eutychem og Nestorium, og bleve kaldne Acephali, udaf hvilken Sect Keyser Anastasius var. St. Augustinus taler om en Sect, som skal have reiset sig i Keyser Arcadii Tiid, kaldet Abelianer: De samme forkastede ikke Ægteskab, men holdte for, at det burde bestaae allene udi Hierternes Foreening uden Legemlig Omgiengelse. Udi saadant Ægteskab antoge de fremmede Børn, som de erklærede deres Arvinger, foregivende, at Abel havde levet udi saadan Ægtestand, og derfor Abelianer.lode sig kalde Abelianer. (a) Det er troeligt, at denne Sect ikke har været stor, saasom faa har villet underkaste sig saadant Non Plus Ultra, og ansee deres Hustruer som Kundskabets Træer, som de ikke maatte røre. Prøven er sandelig saa stor at Robert de Arbriscellis i sin Tiid ansaae det som et Martyrium, at han havde bortdrevet Nætterne med Kloster-Jomfruer, uden at røre dem. Det er u-rimeligt at fordømme Ægteskab, men, langt u-rimeligere at approbere det samme uden at opfylde Ægteskabs Hoved-Punct: Derfor haver den Franske Poët ikke u-rett, som siger:
Boire, manger, coucher ensemble,
C’est mariage ce me semble.
Blant dette Seculi Kiettere regne ogsaa nogle Vigilantium, skiøndt hans Lærdom synes fornemmelig at have bestaaet derudi, at han de Devotions-Forsamlinger, som holdtes om Natten udi Kirkerne, har fordømmet, iligemaade, at han har lastet adskillige Ceremonier, Helgenes Tilbedelse, og andet, hvilket hans Modstandere efter Sædvane have giort til farlige Kietterier, og seer man, at Jeronimus tracterer ham som en Samaritan og Jøde, og siger, at han fortienede at hans Tunge skulde afskiæres. Der var ellers en særdeles Fiendskab mellem Jeronimum og Vigilantium, og hav-
(a)Augustin. de Hæres. Cap. 87.
|353de den sidste beskyldet den første for Origenismus. Vigilantius havde ellers mange Tilhængere; Men denne Sect varede dog ikke længe.
Jødernes Tilstand.Hvad Jøderne angaaer, da havde de i lang Tiid under de Christne Keysere været adskillig slags Skiæbne underkastede, ligesom een Keyser favoriserede dem meere end en anden. Under de tvende Theodosier og Juliano var deres Tilstand maadelig god, under andre Keysere derimod levede de udi Foragt, og seer man, at det bekiendte Concilium af Elvire forbød Christne at have Omgiængelse, og at spise med dem. (a) Ikke desmindre florerede dog deres Academier, og de havde deres egne Patriarcher, der levede under Keysernes Beskyttelse, og ofte blive omtalte i de Romerske Love. Udi Begyndelsen af dette Seculo reisede sig en stor Forfølgelse mod dem, og det ved saadan Leilighed: Blant deres høytidelige Fæste var een, som blev celebrered til Erindring om deres Befrielse ved Dronning Esther. De Ceremonier, som derved brugtes, var at opreise en Galge, hvorudi deres Forfølger Haman blev hængt udi Effigie. Dette ansaae de Christne længe som Spill og Leeg, der gik dem intet an. Men, da Jøderne siden forandrede Galgen til et Kors, begyndte mange at fatte Mistanke derom, Jøderne forfølges.at det sigtede til at bespotte Christum; Herudover forbød Keyser Theodosius II. dem at opreise saadanne slags Galger oftere. Paa visse Steder blev saadant Forbud efterlevet, paa andre Steder derimod continuerede de dermed, hvorudover de Christne satte Ild paa adskillige af deres Synagoger, og forfuldte dem saa heftigen, at Keyseren ved Forordninger saadant maatte hæmme. Men, som nogle Aar derefter blev udspurdt, at Jøderne havde ladet hænge en ung Christen udi Hamans Galge, begyndte Krigen igien, og meget Blod blev udøsed, indtil de Skyldige bleve straffede. Dog, saasom udi Theodosii Love intet tales om det ophængte Barn, men allene om Jødernes Fremturenhed i at opreise Hamans Kaars, og at opbrænde det, synes Historien at
(a)Concil. Elib. Canon 50.
|354være grunded paa et falskt Rygte. (a) Jeg har tilforn talet om den Allarm, som udi Cyrilli Tiid opreisede sig mellem dem og de Christne. Udfaldet derpaa var saaledes, at de bleve drevne reent ud af Alexandria, hvor de havde boet fra Alexandri Magni Tiid. Ellers lode Jøderne paa den Øe Creta, nu Candia, sig forføre af en Bedrager, hvilken lod sig kalde Mosen, og overtalede dem til at styrte sig ned af et Bierg udi Havet, lovende, at de, ligesom Israels Børn i gamle Dage, skulde gaae tørre der igiennem. Men u-anseed den Forfølgelse de leede, havde de dog deres Skoler Gemara forfærdiges.og Synagoger allevegne, og fuldfærdigedes i det 4de Seculo af Jochanan, den Jerusolymitanske Gemara, iligemaade den Babyloniske. Den sidste havde været begyndt af Rabbi Asce, og blev fuldfærdiged af Rabbi Jasi, og er udi langt meere Anseelse, end den første. Jeg har tilforn viiset, at Gemara og Mischna befattes under det Navn af Talmud. At Gemara ikke er ældere, vises af Ord, som findes i den Jerusolymitanske, som Borgheni af det Gothiske eller Vendiske Ord Burg. (b) Men hvad som giorde en merkelig Forandring udi deres saavel Stats- som Kirke-Sager, var Det Jødiske Patriarchats Ophævelse.Patriarchatets Ophævelse. Dette Patriarchat, hvorom tilforn ikkun løsligen er taelt, havde saadan Beskaffenhed: Endskiønt Jøderne regne Patriarcher længe for Templets Forstyrrelse, saa synes det dog, at de allerførst ere opkomne under Keyser Adriano. De samme havde stor Myndighed, men ikke nær saa stor som Rabbinerne foregive, og det besynderligen udi den Henseende, at, naar de Christne vise dem Spaadommens Fuldbyrdelse om deres Regiments Undergang ved Messiæ Ankomst, at de kand vise et slags eget Regimente, som bestod i disse Patriarcher af Davids Stamme; Men foruden at det er dem vanskeligt at vise, af hvilken Stamme deres første Patriarcher udspiire, dependerede de som andre Undersaatter af de Romerske Keysere, og endeligen udi dette Seculo bleve gandske ophævede. Een, ved Navn Gamaliel, holdes for at være antagen til den første Patriarch, kort efter Jøder-
(a)Banage Hist. des Juifs Lib. 8. Cap. 6.
(b)Banage Hist. des Juifs Lib. 3. Cap. 6.
|355nes sidste Ødeleggelse under Adriano. Han saavel som hans Efterkommere residerede alle til Tiberias, indtil det Aar 429. Da denne Værdighed, som havde varet henved 300 Aar, endtes udi en anden Gamaliel. De merkværdigste blant disse Patriarcher var Juda den Hellige, Juda Sanctushvilken er Autor til den foromtalte Mischna, som indeholder Jødernes Verdslige og Geistlige Rett. Rabbinerne sige, at han blev opammet med Antonino, som siden blev Keyser, men Antoninus var over 40 Aar ældere. Ingen Nation confunderer meere Chronologien, end den Jødiske: Derpaa kand gives u-tallige Exempler. Man seer, at de paa samme Tiid ogsaa tale om en Keyser Antipa, som siges at have haft stor Naade for Juda den Hellige, da dog intet saadant Navn findes paa Keysernes Liste. Ja, det som meere er, de sige, at Keyser Constantinus regierede paa samme Tiid, som Antoninus, og at den eene af dem favoriserede Jøderne, den anden de Christne. (a) Hillel 2.Den anden merkværdige Patriarch var Hillel 2, hvilken stiftede et nyt Æra eller Tiids-Regning, nemlig fra Verdens Skabelse; Thi Jøderne havde tilforn andre Tiids-Regninger, saasom fra Folkets Udgang af Ægypten, fra Lovens Givelse paa Sinai Bierg, fra Templets Indvielse, fra Jødernes Tilbagekomst fra det Babyloniske Fængsel &c., saa at man fra den Tiid begyndte at datere fra Verdens Skabelse, ligesom de Christne siden ved den Epocha, som Dionysius Parvus udfandt, have haft deres Regninger fra Christi Fødsel. Herved er at mærke, at, saasom der var en Spaadom blant Jøderne, at Messias skulde komme 4000 Aar efter Verdens Skabelse, saa have de forkortet Aarene, for at vise, at de Christnes Messias var kommen over 200 Aar for Tiden, og derfore ikke kunde være den rette Christus, hvilket vore Tiders Jøder endnu paastaae, hvorvel de nu omstunder maae tilstaae, at deres egen forventede Messias har allereede biet nogle 100 Aar efter Tiden; Men det er dem nok, at efter deres Formeening de Christnes Messias er kommen for tilig. De Christne Scribentere have derover haft heftige Disputer med Jø-
(a)Banage Hist. des Juifs Lib. 3. Cap. 3.
|356derne, hvorvel det ikke har været U-magen værd; Thi Christi Ankomsts Tiid grunder sig ikke paa visse Aars-Tall, men paa andre foregaaende merkelige Ting, som Propheterne have forud sagt. Videre blev under denne Patriarch satt en Cyclus af 19 Aar, hvorved Solens Lob er conciliered med Maanens. Jødiske Primater.Efter Patriarchatets Afskaffelse bleve antagne andre mindre Øvrigheds Personer, kaldne Primater, hvoraf vare mange paa eengang. Til dem aflagde Jøderne den Skatt, som Patriarchen tilforn hævede, og varede det indtil Theodosii den Yngres Tiid, da Skatten blev bragt til det Keyserlige Skatt-Kammer. (a)
Man seer ellers af dette saavel som af forrige Seculi Historie, med hvilken Hidsighed Kiettere bleve forfuldte. Dette havde tilforn af de første Christne været høyligen lasted, men siden blev det holdet for en Christens Pligt, og bliver der saaledes omtalt udi Jure Canonico. Intet kand være elendigere end den Distinction i samme Rett mellem den Forfølgelse, som øves af Orthodoxis, og den, som øves af Kiettere. Kiettere siger den, ere som den ypperste Præstes Svend, der var bevæbned imod den Catholske Kirke, det er Christi Legeme; men Orthodoxi ere som Petrus, der figtede for Kirken, og afhuggede dens Fiende et Øre. (b) Det er ellers at forundre sig over, at Jøder og Hedninger, som nægtede og bespottede Christum, paa samme Tiid vare u-anfægtede. Thi Keyserne, som publicerede de haardeste Forordninger mod Arianer, Macedonianer, Luciferianer og andre, toge Jøderne udi Beskyttelse. Ja de, som mindst differerede fra Orthodoxien, bleve ofte haardest medhandlede, saa at man Hvi Christne Kiettere bleve meer forfuldte end Jøder og Hedninger.derfor har Aarsag at falde paa de Tanker, at deslige Forfølgelser ingen gode Motiver havde, men at de heller reisede sig af Jalousie end af Kierlighed til Religionen; Thi dersom de troede, at det var GUd behageligt at forfølge Kiettere, som troede at Christus var Verdens Forløser, saa maatte de nødvendingen troe, at det var ham meer behageligt at for-
(a)Banage Hist. des Juifs Lib. 3. Cap. 3.
(b)Decret. p. 2. Causa 23. qvæst. 3.
|357følge Jøder og Hedninger, som bespottede GUds Søn. Den rette Aarsag dertil var uden Tvil denne: Bisperne vare ikke bange for at Jøder og Hedninger skulde trække mange Christne fra deres Meenigheder, ey heller faae Regieringen nogen Tiid paa deres Side: Men saadan Frygt svævede dem ideligen for Øyene i Henseende til andre Kiettere, helst dem, som nærmede sig meest til Orthodoxien, hvilke ofte ved den Verdslige Øvrigheds Faveur havde spillet Mestere. Og var det i den Henseende, at Donatisterne, som fast i ingen Ting differerede fra den herskende Troe, bleve afmalede med allersortest Farve. Til videre Beviis herpaa tiener dette, at man udi dette Seculo tog ikke i Betænkning, at giøre en Platonisk Philosophum, nemlig Synesium, til Bisp af Ptolemais, endskiønt samme Synesius gav tilkiende, at han ikke kunde antage de Articler af den Christelige Troe, som stridede mod Platonis Philosophie. Man seer ellers udi hvad Tilstand Christendommen da var allerede bragt, og hvor meget de Christne havde vanslægtet fra de første Seculis, dog var Fordervelsen endda ikke saa stor, at man jo i almindelighed kand sige, at der da fandtes lige saa mange retskafne som onde Christne. Men af de Laster, som allerede havde indsneget sig, og af den U-videnhed, som ved Barbariske Nationers Indfald havde oversvæmmet Keyserdommet, kunde man forestille sig, hvorledes Tilstanden i fremtiden vilde blive. En Gregorius Nazianzenus, en Chrysostomus, en Augustinus og andre hemmede endda ved deres Levnet og Lærdom mange Laster, og er det troeligt, at de Romerske Meenigheder under en saa fornuftig og skikkelig Biskop, som Leo, have været tilholdne at i Agt tage deres Christendoms Pligt.
Dette Seculi Kirke-Skribentere.Om dette Seculi fornemste Skribentere er talt udi Historien; Foruden de samme florerede Philostorgius en Ariansk Scribent, hvis Kirke-Historie haver haft samme Skiebne, som alle Arianske Bøger, at den er ikke meere til, undtagen en Extract deraf Philostorgius.hos Photium. Philostorgius roser og opløfter til Skyerne Aetium, Eunomium, Eusebium af Nicomedia og andre Arianer, og kalder han den sidste en stor Mand. Det er dog merkeligt, at i hvor |358meget han igiennemheigler Orthodoxos, saa taler han dog intet ont om Gregorio Nazianzeno (a), hvilket viiser, at samme Mand har Orosius.haft en almindelig Approbation. Paulus Orosius, hvilken har skrevet en almindelig Historie udi 7 Bøger. Nogle holde for, at han selv har givet dette Verk saadan Titel: De Miseria Hominum eller om Menneskets Elendighed, og det ikke uden Aarsag; Sid. Apollinaris.Thi at skrive Historie, er at viise Menneskets Elendighed. Sidonius Apollinaris, som har skrevet en stor Mængde af Epistler og Poëmata, hvoraf endeel er endnu i Cassianus. Behold. Cassianus, hvilken er Fader til de saa kaldne halve Pelagianer, hvis fornemste Vincentius Lirinensis.Skrifter ere mod Nestorium. Vincentius Lirinensis, hvilken ogsaa har skrevet mod Kiettere, og har haft samme Lykke som Cassianus, at han er bleven holden for Calaber.en Semi-Pelagianer. Qvintus Calaber en Grædsk Poët, som har skrevet et Supplementum til Homeri Ilias, hvilket Cardinal Bessarion først har bragt for Lyset. Men Sulpitius Severus.den Navnkundigste af dem alle er Sulpitius Severus, hvilken paa ziirlig Latin har skrevet en Kirke-Historie, som endnu er udi Estime. Han har ogsaa derforuden tilligemed andet skrevet den bekiendte Biskop Martini Historie; Og seer man deraf, hvilke Mirakler tillægges samme hellige Mand, og, som han maa skee selv havde villet giøre Stræg over, hvis Skriftet havde kommet for hans Øyne. Thi det synes, at denne Martinus har heller søgt at bestride Overtroe, end at bestyrke Mennesker derudi. Sulpitius Severus giver selv derpaa saadant Exempel: For at vænne Folk fra en Dyrkelse, som skeede paa et Sted, hvor nogle Martyrer sagdes at ligge begravne, foregav han, at een af samme Steds Begravne havde aabenbaret sig for ham og givet tilkiende, at han var en Misdæder, som var bleven halshuggen for sine Misgierninger; Hvorved han foraarsagede, at Dyrkelsen paa samme Sted ophørede. Hvis andre derudi havde fuldt St. Martini Exempel, kunde megen Overtroe derved have bleven afskaffed. Endeel af disse Mirakler derfor, som tillægges denne Helgen af Sulpitio Severo,
(a)Philostorg. Hist. Eccl. apud Photium.
|359ere ham u-anstændige, efterdi de heller have Anseelse af Koglerie, saasom da han eengang tvang den onde Aand at gaae ud af et Menneske igiennem den anden Ende, og andet deslige (a). Sulpitius Severus giør ellers saadant Væsen af Martini Mirakler, at han siger, hvis Homerus oplevede igien, skulde han med all sin prægtige Skrive-Maade ikke kunne udføre dem som de fortienede. Men det synes, at de, som have skrevet hans Levnet, hvorvel de ere langt neden for Homero i at skrive, saa dog have de udi denne Historie langt overgaaet ham i at exaggerere, og skrevet meer end de burte. De Mirakler, som fortælles at være giorte efter hans Død, ere ikke mindre. Hans Reliqvier bleve engang baarne igiennem heele Frankrig, og omsider bleve førte til Auxerre, hvor de bleve nedsatte udi St. Germani Kirke ved samme Helgens Kiste. Saasom nu ved samme Tiid skeede store Mirakler, opvaktes Tvistighed, om saadant skulde tilskrives St. Germano eller St. Martino. For at dømme derudi, fandt man for got at lægge en Spedalsk mellem begge Kister: Og saasom samme Spedalske blev læget paa den Side alleene, som vendte mod St. Martini Kiste, sluttede man, at Miraklerne maatte tilskrives den sidste; og var der ingen anden Udflugt for Indbyggerne udi Auxerre, for at frelse deres Helgens Reputation, end at dette skeede ved St. Germani Tilladelse og af Høflighed til den fremmede Helgen, som beærede hans Huus med en Visite. Og er det saaledes, at Baronius deciderer i denne Sag, for ikke at støde St. Germanum for Hovedet (b). Thi man seer, at der udi efterfølgende Seculis havde reist sig store Tvistigheder mellem Stæder og Societeter om hver Helgens Meriter, og har den eene ikke villet, at hans Helgen skulde give den andens noget efter.
(a)Sulpitius Severus vita Sti Mart.
(b)Boursault Lettres nouvelles pag. 397.
 
Icon Kommentarer        icon clearLukk
 
 
 
xxx
xxx