Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Men for at vende tilbage til emnet: Mit legemlige velbefindende var fortræffeligt, men *der var smalhans i huset. Jeg fandt det under min værdighed at tjene mit brød via den sædvanlige indtægtskilde og virke som skolelærer i mit hjemland, hvor jeg nylig havde levet så flot. Kort sagt: Jeg var på én gang fattig og blæret. Men endelig, da jeg *var helt på hælene, fandt jeg på en nobel idé til at afskaffe min pengenød uden ridser i renommeet. |38Mit studerekammer kaldte jeg et auditorium, mine elever tilhørere, og min stol fik besked på at være kateder; og derpå indbød jeg i lærde opslag på latin regensianerne til forelæsninger. Jeg lovede ikke undervisning i sprog, men – som det hedder i nutidens universitetsjargon – et skatkammer af udenlandske sager; og jeg docerede ikke, jeg dikterede. Lokket af disse prangende overskrifter, væltede studenterne ind i mit auditorium, lyttede begærligt til, hvad jeg dikterede, og gjorde deres notater. Men da honoraret for mit slid skulle falde, var de alle pist væk; så jeg måtte sukke med poeten:
*Sæden ej afgrøde giver, og jorden ej foder mig yder.
Det eneste udbytte, jeg havde af mit slid, var, at desertørerne fra mit lille universitet i lange tider efter tog hatten af og hilste ærbødigt på mig, når jeg mødte dem på gaden – utvivlsomt et vidnesbyrd om deres taknemmelighed, men for en fattig mand en ringe trøst.
Omsider opgav jeg mit gamle snobberi, der nær var blevet min maves død, og begyndte at filosofere, som folk her til lands plejer van at gøre, når de intet håb har om at komme til at rage op, og de ser, at adgangen til profitable poster er dem spærret. Da jeg således var blevet filosof, i det mindste udi egen indbildning, foretog jeg en afstikker og iførte mig en skolemesters kostume; ved denne, ganske vist ikke særlig ærefulde, håndtering lindrede jeg så nogenlunde min nød. |39Længe udøvede jeg nu ikke lærergerningen; tidligere etatsråd *Poul Vinding – som kort tid efter gik bort – havde nemlig besluttet at sende den yngste af sine to sønner, *Andreas Vinding, til Tyskland, og da man stod og manglede en rejseledsager, gik denne opgave til mig, selv om jeg var ukendt.
Vi tog direkte til Dresden. Der skulle Vinding blive boende hos Hans Excellence *friherre von Løvendal, til hvem han var blevet anbefalet; og af den grund gav han mig på en pæn måde min afsked. På turen derned oplevede vi ikke noget særligt, bortset fra at vi ved afrejsen fra *Braunschweig en morgen tidlig glemte vores kuffert, der var fuld af tøj; men den blev efter nogle ugers forløb returneret til Vinding i Dresden, ganske uantastet. Da vi på denne rejse måtte holde os vågne adskillige nætter igennem, blev vi til tider overmandet af så dyb en søvn, når der undtes os en times hvile, at man havde et værre besvær med at *få os rusket vågne igen. Så jeg undrer mig over, at vores øvrige bagage ikke led samme skæbne som kufferten – ja, at vi ikke også glemte bukserne.
De fleste, der rejser med postvogn i Tyskland, må man frem for alt råde til at drikke kaffe. Den plejer at *holde selv sovetryner vågne, medmindre de da er så store eksperter i sovekunsten, at ikke |40engang vognenes evige rumlen og puffen kan fratage dem søvnen, *hvad vi så hos kuskene, hvem *øvelsen – alle tings læremester – har lært at hoppe i sædet og snorksove på én og samme tid. Tryg søvn bevilges nemlig ikke på noget tidspunkt af rejsen; for der gøres ikke forskel på nat og dag.
Da jeg som allerede nævnt havde sagt farvel til hr. Vinding, tog jeg til Leipzig, hvor jeg traf en landsmand af mig ved navn *Fleischer, som nu er provst i Altona. Da han var en uhyre vittig gut, var det ham en smal sag at overtale mig til at udskyde min afrejse for hans skyld; *vid og bid er jo min største glæde i livet.
Vi to brugte tiden på at frekventere universitetsforelæsninger, ikke som tilhørere, men som tilsynsførende, for når forelæsningerne var ovre, gik vi hjem og holdt i ungdommelig kådhed festforelæsning over professorens forelæsning. Derfor fulgte vi med særlig glæde *magister Stivelius’ forelæsninger, som nemlig var i særklasse latterlige og underlige; således søgte han ud fra Den Hellige Skrift at bevise, at de salige ville få både frokost og aftensmad i Paradis. Jeg mindes, at nævnte magister engang forelæste vidt og bredt over sine handsker, om hvilke han frimodigt og på det sirligste latin påstod, at de var blevet ham fralistet af studenterne dagen før. – Alt seværdigt ved dette navnkundige universitet mærkede vi os omhyggeligt. Vi besøgte de fleste af stedets lærde, blandt andre |41*Cyprian, *Rechenberg, *Börner og *Mencke, hvis døre altid stod os åbne. Så gæstfrie er Tysklands videnskabsmænd, at de alene af den grund ikke noksom kan berømmes.
Da jeg havde forladt Leipzig, begav jeg mig til *Halle, hvor jeg var i tidnød og derfor af professorer kun kontaktede den vidt berømte *Thomasius. Hans lærde studerekammer forlod jeg imidlertid nedslået og lidet opbygget; han talte kun korteligt om årstiderne, det onde vejr og andet irrelevant. Han anså det nok for tidsspilde at tage filosofiske emner op med et ungt menneske.
Da jeg var tilbage i Braunschweig, oplyste man, at den *kuffert, vi havde glemt der, var blevet eftersendt til Dresden; men de mindre værdifulde genstande fandt jeg i god behold og urørte i værtshuset, deriblandt mine bjørneskindsforede støvler. De var mig til vældig trøst i den usædvanlig hårde vinter, det nu blev. Da jeg tog fra Hamborg, *var vinteren begyndt at strenges så stærkt, at selv om vi hver især havde rustet os med fire kjortler, fire skjorter, fire par bukser og lige så mange par strømper, så
*brænder kulden sig gennem det hele.
Under vægten af alt det kluns var især jeg, med mit spinkle legeme, tynget til jorden, så jeg mere lignede et monster end et menneske. Men ingen af mine rejsekammerater led mere under den bidende kulde end |42en svensk kaptajn, som nys var arriveret fra Paris i et noget feminint kostume, men som nu forbandede sin silke- og organzadragt, som han hellere end gerne ville bytte bort for en tyk sibirisk rejsevams eller
*skind af den hårrige løve.
Denne kaptajn var en asocial kværulant. Resten af selskabet ænsede han ikke, kun for mig smiskede han, alt imens han var den, jeg skyede mest af alle; hans mavesurhed, kombineret med hovenhed og moralsk blær, *både æklede og ærgrede mig. For resten var han ikke uden kultur, for nu og da glimtede visse finheder frem, som viste, at nogen plebejer var her ikke tale om. De galante sprog talte han godt, i musik var han yderst velbevandret, og heller ikke blottet for en vis viden om historie; af et par anakronismer, jeg fangede ham i, fremgik det dog, at denne viden var ret overfladisk og slet fordøjet.
Jeg husker således, at da vi engang hen ad aften havde fået lov af kusken til at raste lidt og for at forslå tiden sad og passiarede i en kro, og talen faldt på de gamle romeres heltedyder, så sagde kaptajnen, for også at give sit besyv med, *om Marcus Curtius’ tapperhed: “Qvintus Curtius Rufus, som har berettet om Alexander den Stores bedrifter, stod i heltemod ikke tilbage for den makedoner, hvis historie han har skrevet. Hør blot! Da jorden engang havde åbnet sig midt på torvet og slået en uhyre revne, og oraklet havde svaret, |43at jorden ikke ville lukke sig, medmindre en styrtede sig ned i gabet, da betænkte Curtius sig ikke på at ofre sit liv til det fædreland, der havde skænket ham det. Op sprang han på sin hest, viede sit liv til Underverdenens guder og styrtede sig ned i hulen.”
Lillebælt fandt vi *så stærkt tillagt med is, at vi uden fare kunne gå over til Middelfart på Fyn, hvorimod isbroen på Storebælt var mindre sikker. Vi blev derfor hele otte dage i Nyborg i håb om, at isen i mellemtiden enten skulle brække eller bære. Men til sidst blev vi trætte af at vente og lejede isbåde, i hvilke vi af matroser blev trukket, først til Sprogø – en tur, vi *brugte en hel dag på – og næste dag videre til Korsør, en havneby på Sjælland.

*Selv om det strider mod min plan at slå ind på sideveje i form af stedsbeskrivelser og peppe dette tørre, lille skrift op ved hjælp af fængslende ekskurser, vil jeg dog på dette sted – da geograferne har forsømt Sprogø – foretage en lille afstikker for at beskrive denne ø og se, om den svarer til sit navn og rygte. For når danskerne ønsker en ulykke over deres fjender, siger de gerne: *“Gå ad Sprogø til!”
Sprogø ligger midt mellem Nyborg og Korsør. Om øens frugtbarhed kan jeg intet sikkert melde, |44da den på det tidspunkt lå dækket af sne og is. Midt på øen ligger hovedstaden – én husstand høj. Bortset fra en gammel kone og to ungmøer mindes jeg i alt fald ikke at have set nogen moders sjæl. Selve vicekongen, jeg mener: husstandens overhoved, var bortrejst ved den tid, ellers kunne jeg måske af ham *være blevet oplyst om regeringsformen og andre af denne øs ejendommeligheder. Og for nu fuldt ud at røgte mit hverv som geograf må jeg også sige et par ord om indbyggernes naturel: Da de lever fjernt fra samkvem med andre mennesker, ser man her *en sej trofasthed mod det gode, gamle bondesind. For den ene pige, som dog gik for at være mere poleret end sin søster, modtog mig med disse ord: *“Sådan en hund! Han pisser op ad muren!”
*Hvad kan være mere betegnende for den gammeldags landlige ligefremhed end disse ord! Jeg opfattede dem som et vidnesbyrd om den oldgamle, i Nordens historie så hyppigt lovsungne bramfrihed, som jeg antog endnu holdt skansen hos dette folkefærd, der lever isoleret fra andre og følgelig intet kender til vore dages forstillelse. Det varede dog ikke længe, inden de viste sig mere erfarne og civiliserede end selv franskmænd og italienere; for de betingede sig to daler for én seng. Denne bestemmelse forekom den svenske kaptajn at være et stift stykke; og som ordfører for vor fælles sag gennemheglede han, med opbud af al sin veltalenhed, kællingen på den konto.
*Men det stridbare kvindemenneske, |45som blev yderligere ophidset af hans hvasse tale *(vrede er jo modets slibesten), gav ham et sådant svar på tiltale, at han måtte afblæse sin arrigskab og skrive under på hendes betingelser. Under denne dyst vandt øens to jomfruer også stor hæder for deres krigeriske dyder, for de stod troligt ved deres moders side, mens hun som et mandfolk afviste kaptajnens stormløb. Jeg tror virkelig, de havde deres jomfrudom ukrænket i behold, dels på grund af deres bidskhed, som af nogle anses for et bevis på kyskhed, dels også fordi de, selv om de havde villet, ikke havde kunnet forlise en jomfrudom på denne øde ø. Vi fik ikke andet at spise end ænder, både stegte og kogte, derude.
I hele dette logi var der kun én seng, som en ung dame, der hørte til vores selskab, udbad sig. Vi andre lagde os hulter til bulter i noget halm, bortset fra en finurlig ung hollænder, en købmandssøn fra Amsterdam, som fandt det bekvemmere at overnatte på en bænk. Ved midnatstid vågnede han imidlertid med hovedpine og ømme lemmer og smuttede så lige så stille op i den unge dames seng. Der lå han med ægte hollandsk koldsindighed og sov lige til daggry, hvor pigen vågnede og fandt ham snorksovende endnu. Hun blev, som rimeligt var, forskrækket over en så gyselig nærkontakt og sprang, *ærbar som en Vestalinde, ud af sengen. Hollænderen gjorde intet forsøg på at trække desertøren indenbords, men frydede sig tværtimod over, at han ved hendes flugt havde fået bedre plads til at strække sine mødige lemmer.

|46Tidligt næste morgen forlod vi Sprogø og begav os til Korsør. Undervejs kom den svenske kaptajn i yderste livsfare; sure folk oplever jo normalt mest modgang, på samme måde, som tab følger den aggressive spiller og døden den mest nervøse person. Han ville vise sit mod og spadserede rundt langt fra isbåden, men faldt så på hovedet i en våge. Matroserne fik ham trukket op til overfladen med deres bådshager, og straks derefter blev han, skønt halvdød af kulde, tvunget til at klæde sig nøgen og tage lodne, men tørre klæder på. Som følge af dette uheld blev han i København angrebet af en ondartet feber, men efter at have genvundet sit helbred rejste han hjem til Sverige.
 
 
 
xxx
xxx