Jeg mærkede, at mine kræfter svigtede paa grund af min flittige forfattervirksomhed. Jeg tænkte derfor paa at søge de varme bade i Aachen, og udstyret med kongeligt pas begav jeg mig af sted *først i juli 1725.

Jeg havde haabet, at legemlig motion vilde gavne mig mere end badene; men mod forventning bemærkede jeg, at min sundhed tog skade af den legemlige motion, der nok havde hjulpet mig i min ungdom, da jeg var vant til at leve lidt mere ubundet, men skadede mig i min nuværende alder, da jeg er nødsaget til at følge de strengeste maadeholdsregler.

Vejret var det aar saa umildt, at jeg – skønt min rejse begyndte først i juli – dog uophørligt maatte trækkes med kulde og storm. Jeg blev ogsaa paa begge Bælter udsat for det barske hav, og det var ikke uden livsfare jeg passerede Lillebælt. Jeg overstod dog disse farer og naaede omsider Haderslev. Indbyggerne forekom meget tjenstvillige og artige. Lidt mindre omgængelige fandt jeg flensborgerne, der ikke tager mod fremmede med samme venlighed. Blandt samtlige |146beboere af hertugdømmet Slesvig anses de for at være de mest økonomiske.

Der gaar tre veje til Amsterdam; man kan rejse enten over Osnabrück *med den agende post, der paa grund af sin langsomhed kaldes Ochsenpost, eller *med smaaskibe, der sejler til bestemte tider, eller over Bremen og Oldenborg. Jeg valgte den sidste vej som den bedste og af de fleste bedst anbefalede. |148Efter to dages rejse kom jeg til Bremen; jeg var syg, med stivfrosne lemmer og *i en kappe, der drypped’ af regn. Vejret var saa umildt, og det regnede og blæste saa kraftigt, at vi var bange for, at træerne, som de rasende vindstød rev op med rode, skulde falde ind over vognen. Vi var ogsaa næsten døde af kulde og maatte tænde op i hver eneste kro. *Det skete endda altsammen midt i juni maaned.

Indbyggerne i Bremen bryder sig ikke om forlystelser, men fører et strengt og alvorligt liv. Der opføres ikke teaterstykker, gives ingen offentlige skuespil, bortset fra dem, som paa en bestemt tid af aaret maatte blive opført af omrejsende skuespillere. *Bremerne gaar ikke ud for at se og ikke heller for selv at ses. Den, der ønsker at tilbringe sine dage i ro, behøver derfor blot at tage bolig i denne by, hvor man lever som i en afkrog. Uroligheder og optøjer finder kun sjældent sted, lige saa lidt som tyverier og røverier. Paagribelsen af en tyv fik næsten hele byen til at styrte af sted for at se ham, saa usædvanligt er tyveri der paa stedet. Angaaende regeringsformen saa jeg, at *Bremerne har det meste fælles med det tyske kontor i Bergen i Norge. *Begge byer har deres oldermænd, deres achteiner, deres schötinger, saa at vort hanseatiske kontor i Bergen ser ud til at være en efterligning af det i Bremen. Man har ogsaa de samme øvrighedspersoner, |149de samme raadsmøder, de samme ceremonier, ja de samme navne, saa at vort hanseatiske kontor paa alle punkter har efterlignet forholdene i Bremen.

Man rejser rigtig bekvemt og med ringe bekostning til Amsterdam gennem hertugdømmet Bremen og grevskabet Oldenborg, hvis man har rejsefæller. Da jeg rejste alene, kom jeg snart til at fortryde, at jeg havde paabegyndt denne rejse. Da der ikke fandtes agende post, maatte jeg ene mand leje vogne, der paa tysk kaldes *Ordinantzie Wagens. Jeg blev nogle dage i Oldenborg, og jeg maa indrømme, at jeg intetsteds har haft det behageligere, saa elskværdigt blev jeg modtaget af *overlanddrosten i grevskabet Hans Excellence Hr. Sehested, der – uden nogen form for hovmod – alene skiller sig ud fra menigmand ved sin høje moral, klogskab og elegante levemaade. I hans hus kom der dengang saa mange lærde, at det lignede et universitet eller et gymnasium. *Middags- og aftensbordet udmærkede sig ved lærde samtaler, saa at nydelserne krydredes med nytte. *Man kan spise mere delikat hos andre, men aldrig mere enkelt, mere fornøjeligt og mere utvungent. Heraf kan man let slutte, at jeg kun nødigt forlod Oldenborg.

Resten af vejen fører gennem *Ostfriesland direkte til *Nieuwe Schanz, og den er lige saa besværlig som kostbar. Her |150faar vanskelighederne dog ende; *man rejser bekvemt videre med trækskøjter, tilmed for en ganske lav betaling, især hvis man ogsaa vil overnatte om bord. Det plejer de fleste at gøre, dels for at fremskynde rejsen, dels ogsaa for ikke at falde i hænderne paa kroholdere, der flaar de vejfarende jammerligt. Værtshusene er vidt og bredt over hele Holland lige saa dyre som ubekvemme. Overalt møder man prægtige byer og pragtfulde huse. Selv i ganske tarvelige huse hersker der en overordentlig sirlighed. Men *det er mere en fryd for øjet end for sindet. Da de fleste kroholdere ogsaa har andet erhverv, modtager de ikke de rejsende med samme venlighed som værterne i Frankrig og Italien. Værelserne er tilmed *hospitalsstuer med flere senge, man kommer op til ad stiger, og man maa ofte sove eller rettere – for ikke at miste livet – vaage sammen med tyve og røvere. Selv den sirlighed, hollænderne er saa stolte af, kan regnes med til ubekvemmelighederne. Den gæst, der enten

*Om hollændernes renlighed dømmer jeg saaledes: *de er sirlige i smaating, men urenlige i det store: de vasker gulve, men ikke hænder; de spiser ogsaa af et fælles fad, som de undertiden stikker fingrene i, hvad der maa faa det til at kvalme for en, især hvis man til bordfælle har en beget skipper, noget der ofte hænder, da den slags mennesker agtes højt hos hollænderne. *Der findes næsten intet folkeslag, hvis skæbne gør mig mere ondt. Trods store rigdomme lever de i fattigdom; de bor i store palæer og dog snevert, fordi der ingen gaardspladser findes og kun sjældent haver. Jeg tænkte derfor ofte for mig selv:

Den slags ubehageligheder bliver rejsende udsat for; men de opvejes dog af forskellige udmærkede indretninger og nyttige love, som drager endog de fjerneste folkeslag bort fra deres hjem og lokker dem til Holland, som maa anses for et fælles fædreland for folk fra hele verden. Hollænderne er ogsaa retskafne og meget oprigtige. |152Da mine venner i Amsterdam fik grunden til min rejse at vide, raadede de mig allesammen til at ændre mine planer. En tid lang tog jeg ikke hensyn til dem; men da de kendte min konstitution, lod jeg mig tilsidst overtale af deres argumenter og opgav mit forehavende. Da jeg lige havde overstaaet en saa besværlig rejse, forekom det mig dog uklogt at vende hjem om efteraaret. Jeg besluttede først at tilbringe vinteren i Bruxelles, men ombestemte mig tilsidst for Paris. Jeg gik derfor i Amsterdam om bord paa en skøjte, der skulde til Rotterdam. Jeg nævner denne skøjte, for at andre mennesker kan tage sig iagt for den. Den ser ud til at være meget bekvem, navnlig for folk, der medbringer bagage; men hvis man vil benytte dette fartøj, maa man i tide leje skipperens kahyt, med mindre man vil tilbringe en søvnløs og ubehagelig nat, hvad der netop hændte mig. Da skipperens kahyt var lejet af andre, blev jeg nødt til at overnatte i et andet rum, der var fælles for passagererne. Det var fuldt af søfolk, der lige var kommet fra Indien og *skulde videre til Zeeland. De tog næsten livet af mig med deres beskidte snak, fagter og ækle viser. Selv ved middagstid famlede jeg om i mørke; saa tykke skyer havde tobaksrøgen frembragt, at man ikke kunde se en haand for sig; man kunde have troet, at det var Ætna eller Vesuv, der røg. *Alt det tog jeg dog med sindsro; men da jeg hørte, |153at der paa et passagermøde forelaa et forslag om, at ingen maatte sove et øjeblik den ganske nat, rejste haarene sig paa mit hovede. Jeg haabede ganske vist, at denne folkebeslutning – truffet som den var under bægerklang – vilde gaa i glemme, naar rusen var dampet af. Men da de tilbragte hele natten med at drikke brændevin, blev loven omhyggeligt iagttaget, *og naar jeg var ved at nikke af søvnighed, skubbede de til mig med armene og holdt mig vaagen. Jeg kom derfor ilde tilpas paa sjæl og legeme til Rotterdam, hvor jeg blandt andre udviklede min skæbne *for en fransk oberst ved navn Caneau; han var kort før kommet fra Spanien og havde døjet en lignende nat som jeg paa samme skøjte. Jeg fik denne oberst til rejsefælle; han var en venlig, retskaffen og fint dannet mand, der søgte at bistaa mig paa enhver maade. Man kan paa tolv timer sejle til Antwerpen, hvis man har medvind; men jeg brugte et helt døgn paa denne tur. Naar man kommer fra Rotterdam til Antwerpen, glider man fra den ene yderlighed over i den anden. Da Rotterdam er Hollands næststørste handelsstad, er det en meget støjende by. I Antwerpen er der derimod ganske stille. Dér møder man *rigdom, her *fattigdom. Dér er befolkningen uciviliseret, her er borgerne fint kultiverede og meget artige. Dér finder man forskellige sekter og trosbekendelser, *her sværger man alene paa den romerske paves ord. *I Flandern og Brabant, |154hvor man er vant til at leve under spansk overhøjhed, har man stadig ord for at være mere rettroende end selv italienerne. *Byer, forstæder, landdistrikter og korsveje er saa fulde af kapeller og guddomme, at man vil have lettere ved at træffe en gud end et menneske. Fra Antwerpen tog jeg til *Mecheln, hvor jeg maatte vente nogle timer paa en ny vogn. I mellemtiden gik jeg rundt i byen i ro og mag. Jeg mødte en franciskanermunk, der gav mig adgang til sit kloster; *i følge med ham gik jeg omkring i alle klostrets kroge. Der er en smuk have; men da alle gangene er fulde af helgenbilleder, er det en besværlig spadseretur, især for en kætter. Inde i kirken ser man paa forskellige malerier en gengivelse af den hellige Franciscus’ hele levned. Min fører røbede den tykkeste uvidenhed, idet han forklarede et af malerierne saaledes: *Paa dette maleri ser man den hellige Frans gøre bod; han afsvor det kalvinistiske kætteri, som han havde været smittet af, og kaster sig for fødderne af sin fader, der irettesætter ham strengt. I Bruxelles tilbragte jeg nogle dage og tog derfra til Paris. Den berømte by frembød da et bedrøveligt syn. *Knapheden paa korn var saa stor, at eet pund brød kostede ti sous. Det brede folk fortvivlede, og det kom til uroligheder, som kun henrettelsen af to borgere bragte til standsning. Paa samme tid blev en kvinde, der led af blodgang, helbredt paa en mirakuløs maade. |155Fortællingen om dette mirakel var trykt og blev falbudt overalt. Fattigfolk, der kun tænkte paa at faa sulten stillet, brød sig dog ikke om saadanne mirakelhistorier, som de ellers køber ivrigt. Jeg hørte nogle mennesker indbyrdes mumle: Dette aar er mere frodigt paa jertegn end paa korn, eller: Mens miraklerne gror, dør vi af sult. Præsteskabet var meget optaget af dette mirakel og troede, at det var nok til at omvende dem, der ikke sluttede sig til den katolske tro. *Der er ingen grund til at tvivle paa fortællingens sandhed. Samtlige naboer vidner, at konen virkelig i adskillige aar havde været plaget af blodgang, og den pludselige helbredelse skete i hele folkets paasyn; støttet til en stok og under strømme af blod fulgte hun efter dem, der bar hostien; men da hun forlod kirken, var hun sund og tør. Jesuitterne og lægerne var de eneste, der betvivlede dette mirakel. De førstnævnte anførte en daarlig begrundelse for deres tvivl: det kunde, sagde de, ikke tænkes, at Gud vilde lade et mirakel ske, naar *den præst, der bar hostien, *var mistænkt for jansenisme. Lægernes beviser var bedre; de troede, at hændelsen paa naturlig maade kunde afledes af indbildningskraften alene, hvorpaa de fremførte i hundredevis af eksempler. Men det lader jeg nu bero og vender mig til mig selv.

Jeg lejede et værelse i Rue Saint Jacques i nærheden |156af le Jardin de Luxembourg, som jeg paa grund af den sunde luft foretrækker for de andre offentlige parker. Jeg fandt det dog ubekvemt at spadsere der, fordi alle gangene vrimlede med tiggere. Jeg kunde neppe bare mig for latter, naar jeg saa fint klædte mennesker tigge enhver, de mødte, om en almisse, og naar jeg hørte mange, hvis vældige parykker var fyldt med mel i skæppevis, og *som dryppede af parfume fra morgentoilettet og duftede

Det er de ulemper, jeg har været udsat for i Paris; men ikke desmindre findes der knap nok nogen by, hvor jeg befinder mig bedre. Jeg lever nemlig intetsteds mere sundt, |161*og jeg behøver heller ikke her – som andetsteds – motion eller at skærpe sulten ved anden legemlig bevægelse; saa udmærket er min appetit. Om det skyldes den velgørende luft eller knapheden paa korn, har jeg svært ved at svare paa, da alt tildeles efter maal og vægt. Sikkert er det, at overflod i sig selv frembringer madlede hos mig, siden jeg ofte hjemme i Norden forlader de fineste middags- eller aftenselskaber uden at have rørt en bid, hvor man ser

Kort efter opsøgte jeg den navnkundige *pater Tournemine, som er noget af det mest stadselige, mest veltalende, mest belevne, man kan tænke sig. Man skulde have troet, at han var hofmand og ikke medlem af et kollegium, saa elegant var hans optræden. Det eneste, der skiller ham fra hofmanden, er den skat af lærdom, han sidder inde med, og som røber ham som eneboer. Han talte længe og lærd med os; nogle tyske studenter havde nemlig indfundet sig paa samme tid *i selskab med den danske legationspræst hr. Cruse. Da denne takket være sin lærdom og sin behagelige optræden kendte de fleste videnskabsmænd, fik jeg ved hans hjælp let adgang til alle. Tournemine viste os sit privatbibliotek, hvor man blandt de danske historikere ogsaa fandt *Torfæus’ Norges Krønike. Blandt andre sjældenheder *i sit eje viste han os et 800-aar-gammelt haandskrift af Det nye Testamente. *Heri mangler et vigtigt sted hos Johannes |164– ligesom tilfældet er i de fleste græske haandskrifter, og ogsaa *i det berømte nye haandskrift, der forvares i St. Victors bibliotek. Pater Tournemine troede, at de, der havde gennemset bibelen, *Eusebius, *Lucianus og *Hesychius med vilje havde udeladt dette sted, da de var mistænkte for *Arianisme. Jeg svarede, at Arianismen havde spredt sig ret vidt i Vesten, og at til trods herfor *dette sted ikke desmindre fandtes i næsten alle latinske haandskrifter; desuden havde de ortodokse kirkefædre ikke paaberaabt sig dette vidnesbyrd overfor Arianerne. Derpaa svarede han blot køligt. Senere førte han os ind i *Huets bibliotek, som denne højlærde biskop havde testamenteret Jesuiterkollegiet. Tilsidst kom vi ind i kollegiets fællesbibliotek, hvoraf en stor del udgøres af *Gilles Ménages bøger, som var en gave fra den højlærde forfatter. Ogsaa Tournemine er en meget fornøjelig mand. Paa mit spørgsmaal om pater Castels *farveorgel – paa den tid experimenterede Castel med et nyt instrument, der ved fremførelse af farver skulde kunne virke paa synet paa samme maade som det almindelige orgel paa ørene – smilede Tournemine og sagde, at han selv experimenterede med et smagsorgel, og at han havde meddelt sin plan til den bekendte musiker *Marchand, der |165syntes udmærket om denne idé, som vilde være meget nyttig for en forsulten musiker. Ikke længe efter opsøgte jeg pater Castel selv for at faa at vide, om han mente det alvorligt, eller det blot var et spøgefuldt indfald; han bedyrede, at det skulde forstaas bogstaveligt og forklarede mig *alle enkeltheder. Jeg er dog saa tungnem, at jeg til den dag i dag ikke forstaar, hvad den begavede mand vilde med sin idé. Hvis instrumentet ikke frembringer nogen anden virkning end de pudsige instrumenter, omrejsende markedsgøglere kalder et *Spielwerck, kan jeg ikke anerkende ham som opfinderen.

Jeg besøgte ogsaa den navnkundige *Fontenelle, *der i sin alderdom ikke alene ikke er uvirksom eller sløv, men altid har noget i tankerne, og som digteren siger, han

Man tager ikke fejl, naar man mener, at der findes flere biblioteker i Paris end andetsteds i hele riger. Foruden de tre offentlige: Mazarins, St. Victors og Juristernes *kan ethvert kloster, ethvert kollegium glæde sig over eget bibliotek, som man takket være en enestaaende velvilje let kan faa adgang til. Jeg havde i sin tid ofte besøgt Bignons velforsynede bibliotek; men det var nu forsvundet tilligemed bibliotekaren. Biblioteket var blevet købt af den berømte Law og sendt til England. Bibliotekaren var sat i statsfængsel, hvor han havde hensmægtet nogle aar. Jeg veed ikke bestemt, hvad Bormans forseelse bestod i. Dog gjorde denne mands skæbne mig ondt for det danske folks skyld, da jeg var bange for, at den navnkundige Bignon skulde tænke ilde om det, især da kort tid senere en anden af vore landsmænd ved navn *Matthias Bagger, der ved Bignons indflydelse var blevet sprogkyndig medarbejder ved Det kongelige Bibliotek, havde hævet sin løn forud og uden videre var forduftet. Denne omvandrende ridders levned burde offentliggøres |167som eksempel paa det mest omskiftelige og ustadige sind. Jeg vilde gerne selv gøre det, hvis jeg blot sad inde med de nødvendige oplysninger; men jeg kender kun nogle faa enkeltheder om denne vor danske Tigellius’ bedrifter; de giver dog et godt eksempel paa en uberegnelig og omskiftelig karakter og viser, at han skifter bopæl, religion, humør, beskæftigelse, optræden, som man skifter tøj, og er et billede paa et sandt perpetuum mobile.

Da jeg for ti aar siden var i Paris, troede jeg, at der kun fandtes to offentlige biblioteker der i byen. Paa det tidspunkt kendte jeg ikke Juristernes Bibliotek, der nok er lille, men ligger meget bekvemt midt i byen, og er saaledes indrettet, at man selv kan hente bøgerne. Det havde to bibliotekarer, en ung mand paa omtrent 17 aar og en gammel kone, der sad og spandt, medens de besøgende læste. Da jeg gik gennem biblioteket, spurgte den gamle kone mig, hvilken bog jeg søgte. Jeg var lige ved at le og svarede, at det skulde jeg nok selv sige bibliotekaren; men da hun blev ved med at spørge, nævnede jeg, hvilken forfatter jeg søgte. Til min forundring tog hun bogen ned og rakte mig den. Bibliotekaren ved St. Victor hed *Bonamy og svarede til sit navn; jeg fandt ham meget imødekommende |168og tjenstvillig. En pudsig hændelse gjorde os til gode venner. Da jeg blandt de danske historikere saa en bog med titlen *Ludovici Reqvesenzii Historia Danica, henvendte jeg mig til bibliotekaren og *bad ham lade mig se denne bog, som jeg paa grund af titlen var meget mistroisk overfor. En forfatter ved navn Ludvig Reqvesenz var mig ganske ubekendt. Da jeg aabnede bogen, blev fejlen afsløret. *Det var Meursius’ Danmarks Historie; men i samme bind var indbundet Ludovicus Reqvezensius’ levned af samme forfatter. En lige saa latterlig titel saa jeg engang i det bodleianske biblioteks katalog: Friderici II Imperatoris Constitutiones Hafniæ.

Bibliotekaren viste os en skat af haandskrevne bøger, hvoraf der var en stor og udsøgt samling; jeg fulgtes dengang med *gehejmeraad Thotts søn Hans Højvelbaarenhed *Thott, en mand, der udmærkede sig lige saa meget ved sin uangribelige livsførelse og sin solide lærdom som ved sin fornemme slægt. Bortset fra de private og offentlige biblioteker, der staar aabne for fremmede, findes der et utal lærde selskaber, hvori alle og enhver, blot de er udstyret med en smule anbefaling, let bliver optaget. Jeg sluttede mig til et selskab, der mødtes hver søndag hos en pater af *Oratorieordenen. Der blev oplæst nogle |169bemærkelsesværdige smaa arbejder, som i ugens løb var blevet samlet af medlemmerne. De tilstedeværende fremkom hver for sig med sin vurdering og gennemgik skriftet ganske grundigt, baade som helhed og i enkeltheder. Man skulde have troet, man var i et protestantisk selskab, saa stor var talefriheden, saa ringe hensyn tog man til paven i Rom, som man talte om med stor bitterhed. Jeg besøgte ogsaa til tider et selskab, der *med særlig ret blev kaldt det skønne. Man holdt møde paa et sted, der i almindelighed kaldes *le Cafée des beaux esprits. Jeg siger »til tider«, for at man ikke skal tro, at jeg ved at komme der oftere stræbte efter at faa navn af skønaand. Værtinden i dette hus var en gammel kone, der hed Marion. Stedet blev derfor i spøg kaldt le Cafée des Marionettes. Den berømte *de la Mothe, der har et stort navn indenfor de skønne kunster kom der *næsten daglig og saa ud til at være formand. Naar jeg tænker paa det og andet af samme art, undrer det mig ikke, *at der hvert aar udkommer saa mange fremragende værker i Frankrig, siden man i saadanne sagkyndige selskaber læser bøgerne højt, vurderer, retter og pudser dem af før offentliggørelsen.

De parisiske videnskabsmænd indrømmer selv, at det i dette aarhundrede er gaaet i ikke ringe grad tilbage for de frie kunster. Den navnkundige Tournemine anførte tre grunde til denne tilbagegang: Ungdomsopdragelsen, som præsterne i nutiden |170for størstedelen forbeholder sig. Da de hader filosofien, anser de det for tilstrækkeligt for en vordende gejstlig, at han forstaar smukt at bøje knæ, at løfte hostien og at mumle, medens han celebrerer messen, ligesom ansøgerne om præsteembeder i sin tid i Rusland kun behøvede at *udslynge ordene *hospodi pomilio ti gange uden at trække vejret. Det var dog min opfattelse, at pater Tournemine ikke var upartisk, da *de højærværdige jesuitterpatere ønsker al undervisning forbeholdt dem alene. Den anden grund, han fremførte, var ungdommens slappe moral og svigtende maadehold. Heller ikke denne aarsag tilfredsstillede mig helt, selvom jeg maa indrømme, at Bacchusdyrkelsen forekom mig mere udbredt i Paris nu end for ti aar siden. Den tredie grund, han fremkom med: formindskelsen af stipendierne, forekom mig den vægtigste. Sikkert er det, at opmuntringerne er blevet mærkbart forringede siden Ludvig XIV’s død.

Pariserne forekom mig mindre ivrige end tidligere for at udbrede den katolske tro og omvende kættere, medens al den tid, jeg *for 10 aar siden tilbragte i Paris gik med at disputere; men dengang var jeg kun en ung mand, som de maaske – paa grund af min alders manglende fasthed – *lettere mente at kunne faa i deres garn. Kun een gang havde jeg paa det religiøse omraade besvær med en gammel mand, der led af en umanerlig |171disputerekløe. Jeg spurgte ham, *før jeg rustede mig, om han havde noget nyt at anføre, som ikke allerede var trykt. Hvis han kun vilde bruge de samme vaaben som andre forfægtere af den katolske lære, behøvede han ikke at ulejlige sig, da deres bevisgrunde var mig vel bekendt. Men da han nægtede det, bad jeg ham indtrængende om at *skaane vore stemmer og lunger; det var jo det taabeligste af alt, sagde jeg, at indlade sig paa et nyt krigsspil efter saa mange kampe og saa megen kiv, som de allermodigste stridsmænd havde spildt tid og flid paa. Da jeg mærkede, at hans fingre alligevel kløede, og da jeg ikke saa noget tilflugtssted, angreb jeg min modstander paa en ny og uvant maade. Jeg gik ud fra, at de fleste af de trosartikler, protestanterne bekender sig til, var problematiske, da skriften kan fortolkes forskelligt, og at det derfor var muligt, at de undertiden greb fejl; men selve fejltagelserne, sagde jeg, kunde ikke være Gud ukærkomne. Da alle de tilstedeværende studsede og ønskede at faa at vide, hvad min hensigt var med disse gaadefulde ord, begyndte jeg: Katolikerne tror, at alle gode gerninger er fortjenstfulde, og det er de maaske ogsaa; men protestanterne tror med større tryghed, at de ikke er det. En fyrste harmes jo dog ikke paa en undersaat, der – selvom han har udført mange straalende bedrifter – dog ikke mener at kunne tilskrive sig selv æren for dem og yderligere erklærer, |172at de belønninger, der tillægges ham paa grund af veludført arbejde, kan han ikke modtage som betaling af gæld, men kun af fyrstens naade. Paa samme maade kan denne fejl hos protestanterne, der lægger saa megen ydmyghed for dagen, kun være Gud velbehagelig. Katolikerne tror paa skærsilden; og maaske findes der et sted mellem himmel og helvede, hvor synder sones; men protestanterne tror med større tryghed, at man straks efter døden maa aflægge regnskab for sin livsførelse. De paalægger følgelig menneskene forsigtigt og forudseende at gøre deres regnskab op her i livet og at dø fromt, da der ikke efter døden er noget haab om syndsforladelse. Katolikerne paakalder helgenerne, som de anser for mæglere, og det er de maaske ogsaa; men protestanterne undlader med større tryghed at anraabe dem; skulde de nemlig fejle, kan denne fejl hverken være Gud eller helgenerne ukær; ikke Gud, som kun kan modtage dem naadigt, der søger lige til kilden, da han selv paalægger os at komme til ham og siger, at han ikke trættes af mange bønner, – og ikke helgenerne selv, i hvis spor vi følger omhyggeligt og lydigt som de bedste førere paa vejen, naar vi anser verdens frelser som den eneste mægler. Hvis helgenerne skulde vredes over, at vi paakalder Gud alene, hører de jo op med at være helgener. Katolikerne dyrker billeder, og maaske er dyrkelsen af dem uskyldig; men protestanterne rækker med større tryghed og efter helgenernes eget eksempel deres hænder mod himmelen; thi selv om |173vi skulde indrømme, at katolikernes billeddyrkelse er vidt forskellig fra hedningernes, saa ser det dog ikke ud til, at den, der kaster sig paa jorden foran *St. Christoffers kolossalstatue og samtidig fordømmer kinesernes billeddyrkelse, adskiller sig meget fra den drukne, der med rørende ord taler imod mangel paa maadeholdenhed. Katolikerne tror, at altergang med baade vin og brød ikke er nødvendig, og den er maaske ikke altid nødvendig; men protestanterne hævder med større tryghed nødvendigheden af begge symboler, da modstanderne jo heller ikke nægter, at dette sakramente er blevet helligholdt af selve den guddommelige stifter under begge former. Katolikerne lukker paradisets porte for de smaa børn, der er døde før daaben; protestanterne aabner dem med større tryghed, for at Gud ikke skal synes at ramme de uskyldige; thi de som lader ham straffe de uskyldige, maa nødvendigvis samtidig mene, at verden ikke regeres af en retfærdig, klog og barmhjertig styrer, men af skæbnen. Vægten af dette argument indrømmer katolikerne selv i deres stridigheder med jansenisterne om forudbestemmelsen. Katolikerne forbyder lægmænd at læse den hellige skrift; de hævder, at den giver anledning til vildfarelser, og det gør den maaske ogsaa; men protestanterne giver dem med større tryghed tilladelse dertil, da en vildfarende tro er bedre end ingen; thi de, der tror uden undersøgelse, tror intet, medmindre de mener, at man her kan anvende den juridiske grundsætning: |174hvad man gør ved hjælp af en anden, anses man for selv at have gjort, og at det at tro ved stedfortræder er det samme som, hvis man selv tror; men jeg er bange for, at en italiensk eller spansk lægmand regner galt, naar han tænker sig, at Gud, der kræver regnskab for hans tro, vil nøjes med dette svar: Jeg troede punktligt alt, hvad de troede, der bor i samme gade som jeg; den bog, der indeholder trosreglerne, har jeg aldrig haft lejlighed til at se, men det er mig nok, at nogle af mine bysbørn har set den. Jeg tror, at andre lettere kan undskylde deres vildfarelse med følgende ord: Det er, hvad jeg efter undersøgelse og alvorlig overvejelse har ment at maatte tro. Da min modstander forstummede og kløede sig i nakken, fortsatte jeg: I ser, hvor taalsom jeg er. Jeg indrømmer, at det meste af det, man tror, er usikkert; jeg indrømmer, at det er vanskeligt at fortolke Guds lov, eller rettere, at hele skriften – som I paastaar – er saa dunkel, at vi – al undersøgelse til trods – ikke altid kan forstaa Guds vilje, og jeg siger ikke, at vi er fejlfri, men at hvis vi fejler, saa fejler vi uden fare; hvis katolikerne derimod vandrer i mørke, saa er det et mørke med truende afgrunde. Hvis gode gerninger ikke er fortjenstfulde, og hvis Gud vil frelse os alene af naade, saa kan katolikerne ikke frikendes for en anklage for overmod og hoffærdighed, |175naar de hævder, at de har krav paa noget, der kun gives af naade. Endvidere: hvis dogmet om skærsilden kun er et menneskeligt paafund, kan der ikke fremføres nogen undskyldning for vildfarelse, da det indebærer en vis ufuldstændighed i Kristi fyldestgørelse, til hvis bistand man har opdigtet dette mellemled, for slet ikke at tale om denne læres virkninger, der er ligesaa ødelæggende for menneskeslægten paa grund af den sikkerhedsfølelse, der naturligt følger deraf, som gavnlige for prælaternes pengeskrin takket være de grænseløse rigdomme, de indbringer dem. Hvis de fejler ved at paakalde helgenerne, saa fejler de ogsaa alvorligt, da andre faar del i den dyrkelse, der tilkommer Gud alene. løvrigt er de helgener, de paakalder, enten virkelig helgener eller indbildte væsener, der aldrig har været til, eller falsknere. Hvis de virkelig er helgener, ophæves faren ikke ved, at man skælner mellem dyrkelsen af Gud og af mennesker; thi ved at indvie kirker til dem, ved at love, ved dagligt at bede til dem, ved at dyrke deres billeder gør de dem i det mindste til halvguder. Hvis de ikke er til i virkeligheden, som f. eks. de 10.000 martyrer, St. Almanachus og andre, hvis navne de mere forstandige katoliker selv har strøget af helgenlisterne, saa er dyrkelsen af dem taabelig og latterlig. Hvis de har været falsknere, er dyrkelsen af dem værre end indianernes dyrkelse, da de kun ofrer til onde aander, medens man her ofrer til forbryderiske mennesker. Endvidere: hvis billeddyrkelsen |176er en vildfarelse, kan katolikerne neppe undgaa at blive stemplet som afgudsdyrkere, og de har ingen grund til at anklage hedningerne; det spiller nemlig ingen større rolle, om jeg dyrker Gud i skikkelse af en tyr eller af et gyldent billede. Hvis de farer vild ved at fordømme udøbte børn, farer de for anden gang alvorlig vild, da en retsindig dommer ikke maa dømme uskyldige. Endelig: hvis altergang er nødvendig under begge former, gør man sig skyldig i tyveri, og hvis læsning af den hellige skrift er nødvendig, saa er troen, som intet er uden viden, landflygtig blandt lægmænd. Heraf er det klart, sagde jeg, at Henrik IV ikke har tænkt tilstrækkeligt paa sin egen tryghed, da han – for i en usikker situation at slutte sig til den stærkeste part – gik over til katolicismen. Jeg fremførte dog ikke alt dette i sammenhæng; min modstander kom nemlig nu og da med nogle bemærkninger om romerkirkens ælde, om lutherdommens sene fremkomst, om umuligheden af vildfarelser, om løftet til St. Peter og andet af den slags, som man plejer at anbringe, *naar det kniber mest. Men da jeg var sikker paa sejren, lod jeg mig ikke lokke paa afveje. Jeg nøjedes med at opfordre ham til at undersøge, om protestanternes fremdragne vildfarelser stred mod Guds retfærdighed og barmhjertighed, om de gjorde skaar i det højeste væsens majestæt, om de overflødiggjorde gudsfrygt og fromhed. Da han ikke havde noget at svare dertil, gik jeg min vej med disse ord: Hvorfor forfølger I saa med ild og sværd de mennesker, der nok farer vild, men dog gaar den tryggeste vej.

|177Da denne strid var overstaaet, blev jeg ikke senere forulempet af nogen i Paris af religiøse grunde. Men da jeg tilfældigvis paa tilbagevejen i nærheden af Bruxelles sad mellem en snakkeglad kaptajn og en overtroisk kælling, begyndte kaptajnen at fortælle, hvordan nogle protestantiske soldater i hans kompagni paa en mirakuløs maade var blevet omvendt. Da han hørte, at jeg ikke fæstede samme tiltro til hans fortælling, som de andre passagerer, formodede han, at jeg var protestant, og stillede sig i kampstilling. Jeg bad ydmygst om fred, idet jeg undskyldte mig med hovedpine, da jeg ansaa det for uklogt at stige ned paa arenaen til en dyst med dem,

Jeg havde besluttet at tilbringe vinteren i Paris, da jeg af erfaring vidste, at klimaet der paa stedet er meget gavnligt for mit helbred. Hertil kom, at jeg for tidsfordriv *havde oversat to af mine komedier til fransk, og at mine venner ansaa det for umagen værd at prøve, hvilken skæbne de kunde faa ved en opførelse paa et parisisk teater. Der viste sig imidlertid forskellige hindringer, som førte til, at jeg opgav mit forsæt. For det første var i slutningen af september begge komedietruppene blevet kaldt til Fontainebleau, hvor de blev lige til jul. Da jeg var nødt til at forberede min afrejse, lod jeg sagen fare, |179da den knappe tid ikke tillod mig at gaa i gang med et arbejde, der i det mindste krævede nogle maaneder. Jeg nøjedes med gennem en ven at sende en indholdsangivelse af Den politiske Kandestøber til Fontainebleau for at høre den italienske trups mening om denne komedie. Truppens leder *hr. Lelio svarede mig, at han fandt komedien meget morsom og vittig (tutta meravigliosa); men kort efter lod han mig i et andet brev vide, at komediens indhold var saa vægtigt, at han var bange for, at det vilde medføre skumlerier, som om det var en satire mod bestemte fornemme personer, paa hvem man kunde anvende digterens ord:

Den anden hindring var parisernes fordærvede smag, *der ofte ødelægger talentfulde forfattere og digtere som med et pust fra en pestbefængt stjerne. Af den grund *har i adskillige aar ingen sund komedie set lyset. Alle er enige om, at der nuomstunder fældes saa vrange domme, at hvis Molière selv havde været blandt de levende, vilde den af hans komedier, der anses for den bedste, være blevet pebet ud, og at de fleste af dem kun kunde have klaret sig i kraft af deres ælde. Jeg veed af erfaring, at man har ret, da jeg saa, at teatret stod sørgeligt tomt i en hel maaned, skønt man spillede de bedste komedier, men at tilskuere strømmede til i hobetal, naar man gav den fuldkommen taabelige komedie, der hedder le Roi des Coqvaignes, som paa grund af sine danse, viser og tryllekunster er et misfoster og fortjente at blive forvist til markedsgøglernes boder.

|181For det tredje: Den skinsyge, der raader mellem de to truppe, var blevet til aaben krig i Fontainebleau, saa at de ved deres tilbagekomst til Paris hudflettede hinanden med ækle og skarpe satirer. Til spot for italienerne opførte franskmændene en komedie, der hedder Impromptu de la folie, og som – svarende til parisernes smag – var sammensat af overdrevne gestus, sange og danse. Til gengæld var italienerne ikke sene til at hævne den dem tilføjede tort med to komedier af næsten samme beskaffenhed. Denne krig varede næsten en hel maaned.

Yderligere hindredes jeg i mit forehavende af nogle taabelige teaterregler, som franskmændene i vore dage har gjort til deres: 1. at en moralsk eller kritisk komedie ikke maa fylde mere end een akt, medens alle mine strækker sig over fem eller i det mindste over tre akter, 2. at ingen person af ringe stand maa optræde paa scenen. Hvis derfor Den politiske Kandestøber skulde spilles, maatte jeg omskabe haandværkerne til lærde folk, advokater og andre bedre stillede personer. I saa fald vilde denne komedie, hvis brod *er rettet mod *den ringeste folkeklasse, miste al saft og kraft, da lærde folk, advokater og andre mennesker af den slags undertiden skønner grundigt og forstandigt om statssager, og da selv fyrster og statsstyrere ofte benytter sig af deres bistand. |182Den anden hensigt med dette stykke: at vise hovmodet og evneløsheden hos de mennesker, der af skidt kommer til ære, vilde blive til det rene ingenting. At iføre dette stykke pariserdragt vilde derfor ikke være andet end at lave et baade morsomt og moralsk stykke om til en langtrukken og flov forestilling. At disse regler, som pariserne har gjort til deres, ikke hviler paa et fornuftigt skøn, men paa tilskuernes fordærvede smag, fremgaar af den omstændighed, at man ikke anser det for upassende at lade tjenere og bønder optræde paa scenen.

Det gaar pariserne paa samme maade som folk, der til stadighed spiser agerhøns og ender med at væmmes saadan ved dem, at de har svært ved at taale den blotte lugt af dem. En komedie, der bestaar af fem akter, som hænger godt sammen og har en udmærket slutning (katastrofe), vrænger de ad. Kort og godt, jo større harmoni, der er imellem de enkelte afsnit, des mere disharmonisk og ildelydende forekommer den dem. Hvis jeg vilde undersøge de fleste nyere komedier, kunde jeg let bevise ikke alene, at de er vanskabte, men end ikke har den fjerneste lighed med en komedie. Under mit ophold i Paris fremkom der to stykker af forskellige forfattere (le Babillard og l’Indiscret); men de stemmer langtfra med Aristoteles’ regler – protasis, epitasis, katastrofe er for nutidens forfattere et ukendt land – de skildrer ikke engang den karakter, |183de stiller i udsigt, medmindre man tror, at man kan give et sandt billede af en snakkesalig, ved kun at indføre en person, der en eneste gang under en samtale plager folk med sin snakkesalighed, eller med mindre man tror, at man kan skildre en aabenmundet person, hvis han kun et par gange røber, hvad der er ham betroet under tavshedsløfte. Det bør kun være indholdet af een eneste scene. Den sande karakter skildrer man, hvis man fremstiller hovedpersonen saaledes, at hverken frygt eller vold eller vanry kan helbrede hans dumhed, der omsider medfører den løsning, tilskuerne længe har ventet spændt paa. Men i denne komedie hører man kun den snaksomme een gang sladre løs blandt sine venner, indtil en tjener eller en ven kommer ind og fortæller, at den snaksomme har forsømt lejligheden til at gøre sin lykke ved at spilde tiden med unyttig talen. Disse komedier forekommer mig dog straalende i sammenligning med andre; de efterfølgende: Impromptu de la folie og les amusemens de l’automne ansaa fornuftige bedømmere ikke for værdige til opførelse paa et saa berømt teater og med saa fremragende skuespillere, der kan henrive tilskuerne til beundring, saa ofte de anstrenger sig.

Skuespillerne i den italienske trup er ikke at foragte, naar de spiller paa italiensk; men naar de spiller paa fransk, bliver tilskuerne misfornøjede. Bortset fra |184Lelios hustru er der ingen i hele truppen, der taler et nogenlunde taaleligt fransk. Den Harlekin, de har for tiden, kan kun spille fæhoveder; hvis komedien skal opføres med held, maa hovedpersonen følgelig være et fæ. Alle øjeblikkets komedier maa derfor være gjort over samme læst, og de er af samme beskaffenhed som f.eks. les amans ignorans, Arleqvin poli par l’amour, Arleqvin sauvage, Timon Mesantrope osv. Af samme grund kan ingen af de gamle italienske komedier opføres med held. Den herværende trup har langtfra saa gode pantomimikere, som den gamle Harlekin og Scaramuccio; den nuværende Harlekin spiller ikke bedre end de omvandrende truppes Polichinel’er. Dette teater bæres dog oppe af parodierne paa de nye franske tragedier; nogle af truppens medlemmer efterligner nemlig aldeles udmærket de franske skuespilleres gestus og stemmer. Parodierne er et ganske morsomt paafund, som har moret mig meget. Men for tiden overdriver parodimagerne og bevirker, at denne genre som følge af den store mængde parodier sygner hen. Hele staden – den indre by, forstæderne, teatrene og torvene – genlyder i vore dage af parodier. Mange mennesker er derfor forlængst blevet saa lede og kede af dem, at de rynker paa næsen, blot man nævner en ny parodi. |185Behandlingen af de parisiske teaterforhold har imidlertid ført mig for langt bort. Deres Højvelbaarenhed venter maaske, at jeg ogsaa skal fortælle lidt om livet ved hoffet. Hvis De var ung eller hofmand, vilde jeg *punkt for punkt udvikle alt, hvad der har med hoffet at gøre; jeg vilde give Dem en omhyggelig skildring af kongens og dronningens, de kongelige prinsers og andre hoffolks udseende og egenskaber, jeg vilde fortælle om hoffets forlystelser, ceremonier og andet af den art, som jeg aldrig har faaet at se, for at man maaske ikke skulle bebrejde mig, at jeg ikke har set mig ordentlig om i Paris og forsømt det, der alene faar andre til at rejse hjemmefra og drager dem til Frankrig; men da dette brev er beregnet paa en ven og tilmed en filosof, betænker jeg mig ikke paa aabent at tilstaa, at jeg ved denne lejlighed hverken har besøgt Versailles eller Fontainebleau. Det være dog sagt under tavsheds løfte. Hvis en anden skulde kræve noget af den slags, vilde jeg sige, at jeg syntes kongen var smuk, munter og kraftig, dronningen venlig, gudfrygtig og mild, hertugen af Bourbon mørkladen og alvorlig, hertugen af Orleans sin faders udtrykte billede. Hvem kunde nemlig beskylde mig for at fare med usandhed; Det er jo sandt; men jeg veed kun, hvad rygtet fortæller.

Efter at have tilbragt vinteren i Paris tænkte jeg paa hjemrejsen. Næsten en hel maaned før opbruddet var jeg meget urolig, |186som om jeg skulde til Indien. Naar jeg husker paa de besværligheder, der fulgte med, hver for sig, fortjener de knap at nævnes; men naar jeg tænker paa dem under eet, var de slet ikke saa ubetydelige og viser, at jeg havde ret i mine forudanelser. For det første: da jeg skulde til at bryde op, blev der udstedt en kongelig forordning, der – under streng straf – forbød at udføre franske eller fremmede penge, og at alt guld og sølv skulde indleveres til Det kongelige Skatkammer med tab af en fjerdedel. De penge, jeg havde bestemt at bruge paa rejsen til Amsterdam, skrumpede derfor saa meget ind, at jeg var bange for, at jeg skulde blive saa blottet for penge, at jeg maatte pantsætte min kjole undervejs. Jeg blev altsaa nødt til at fremskynde min afrejse fra Paris, og midt i februar tog jeg med vogn til Artois. Der er to ting, som en rejsende, der ikke er velbeslaaet, især maa befrygte undervejs: kapucinermunkene og unge damer. De lever nemlig paa deres medrejsendes bekostning, munkene i kraft af deres ordens, damerne i kraft af deres køns forrettigheder. Da jeg steg til vogns, fik jeg øje paa to ualmindeligt smukke unge kvinder, som jeg skælvede ved synet af, navnlig da jeg saa, at der lige overfor dem sad to kaptajner, hvis nik og blinken med øjnene og smigrende bemærkninger til de unge damer truede mig med tabet af endnu en fjerdedel af min kasse; da jeg yderligere |187af erfaring veed, hvor forekommende Mars er overfor Venus, og hvor nidkært disse guder dyrkes af militæret, anede jeg, at vore kaptajner ikke ville tilstede, at disse ædle skabninger skulde betale deres del af udgifterne. Det slog heller ikke fejl. De tog med glæde imod indbydelse til middag eller aften; men naar regningen kom, antydede de deres køns forrettighed enten ved at gaa deres vej eller ved at lade som ingenting. Vort samfund hvilede i to dage paa disse bestemmelser; men da jeg gjorde min kasse op og saa, at jeg ikke længere kunde være med i fællesskabet, medmindre regeringsformen blev ændret, oplyste jeg den ene af kaptajnerne om min kasses tilstand. Det førte til, at den gamle bestemmelse blev trukket tilbage og en ny indført, der gik ud paa, at hver skulde betale for sig. Vi var naaet frem til en landsby i nærheden af Peronne, da jeg ved at flytte et bord hen til ildstedet nær havde knust en finger. Man skulde have troet, det var en fælde, der med vilje var lavet saadan, at man ved berøring maatte lemlæste en finger; det var som om min ringfinger sad i klemme under en ambolt, saa at den ikke kunde trækkes ud; medens mine rejsefæller ledte efter en økse til at hugge bordet itu med, døjede jeg i næsten et kvarter de samme smerter, som man lider paa pinebænken. Da jeg kort efter steg af vognen for at fortsætte til fods ad en sti, kusken anviste mig som genvej, |188for jeg vild. Efter at jeg havde flakket længe om og ikke vidste mine levende raad, traf jeg omsider en bonde, der førte mig tilbage til stien. Jeg blev derfor nødt til at leje hest helt til Bapaume; jeg fik en, der var mager og afpillet og saa ud til at skulle sendes til trædemøllen, men jeg fandt den saa fyrig, at jeg var bange for, at den hvert øjeblik skulde kaste mig af og fra rytter gøre mig til en hinkende gaagænger. Af den aarsag mærkede jeg neppe en frygtelig nordenstorm, der var begyndt at blæse op, da jeg svedte angstens sved og var bange for med skam og skændsel at blive udstødt af den ridende stand. Langt om længe naaede jeg Bapaume, hvor jeg fandt mine rejsefæller, som jeg gav en rørende skildring af mine genvordigheder. Og ikke nok med det: Ved min ankomst til Amsterdam var et brev, jeg ventede hjemmefra, endnu ikke naaet frem. Blottet for penge tilbragte jeg derfor otte dage der fuld af uro. Tilsidst traf jeg dog en gammel ven, der laante mig nogle gylden. Da jeg havde opholdt mig to uger i Amsterdam, kom der endelig et brev, men et helt andet end det, jeg havde ventet. Det var fra en ven, der raadede mig til at fremskynde min rejse, da mine fjender var ved at lægge baghold for mig i mit fravær. Alt dette fortæller jeg kun for at vise, at de genvordigheder, der hænder mig, altid er sammenkædede, *og at den ene ærgrelse fører den anden med sig. |189Det kunde jeg fremdrage talløse eksempler paa, der nok er tilfældige, men dog ikke ser ud til at være det. Naar man rejser fra Paris til Bruxelles, tager man i reglen over Mons i Hennegau; man tror nemlig at spare penge ved at forkorte rejsen; men man rejser langt bekvemmere og billigere over Lille. Paa den vej passerer man ogsaa flere byer, der er værd at se som Bapaume, Arras, Douai, Lille, Kortrijk, Menin, Gent, der kun ligger nogle faa timers rejse fra hinanden. Da jeg ikke har mindre glæde af at se andre mennesker end andre landskaber, rejser jeg med større fornøjelse over Lille, da man hver dag kører med ny vogn og træffer nye rejsende. Snart følges jeg med franskmænd, snart med englændere, spaniere og tyskere, snart med officerer, snart med studerede folk. I hele to dage fulgtes jeg med en gammel mand, der i 14 aar havde drevet sørøveri i Vestindien – den slags mennesker kalder man Flibustiers eller Boucaniers. Den gamle mand fortalte mig indgaaende om dette samfund, og han meddelte mig meget, der enten savnes i trykte historieværker eller ikke fremstilles klart nok. Da jeg forundret spurgte ham, hvorledes en retskaffen og hæderlig mand – det saa han ud til at være – havde kunnet føre et saa forbryderisk liv, svarede han, at han havde sluttet sig til dette samfund som dreng, |190da han ikke vidste, hvad der var ret, anstændigt og tilbørligt; men da han var kommet til skels aar og alder, havde han opgivet dette liv. Paa samme rejse mødte jeg engang en anden vogn ved middagstid. Vi gik allesammen ind i en kro for at faa noget at spise. Med den anden vogn rejste der to tyskere, lige saa mange franskmænd og een spanier. Tyskerne forlangte alt, hvad der fandtes i køkkenet af kogt eller stegt kød, franskmændene fik blot nogle æg; men *spanieren gik hen til vinduet og tog til takke med luften. Saaledes afslørede de hver for sig deres folks karakter; spanierne har det lige som engle, der hverken drikker eller spiser. Jeg tilbragte hele tre uger i Amsterdam, og i den tid levede jeg som eneboer i denne vrimlende havneby; da man her kun dyrker Mercur uden at bryde sig om Minerva, maa en dyrker af videnskaberne føre et trist liv der. Jeg opsøgte dog to gange den navnkundige *Jean Leclerc. Skønt han var højt oppe i aarene fandt jeg ham usvækket, baade paa legeme og sjæl. Den ene gang blev vi lukket inde af en tjenestepige, og jeg maa tilstaa, at ingen indespærring har været mig mere kærkommen. Medens vi ventede paa, at hun skulde komme tilbage og lukke op for os, førte vi en lærd samtale. Selv i den bydel, hvor denne store lærde boede, var hans navn ukendt. |191Det ærgrede mig; hvis man nemlig spørger efter vekselerer Jacob, valker Cornelius, jøden Efraim, skipper Adrian og andre mindre anseelige personer, som tilmed *sælger

*For at forstaa alt dette, maa man grave dybere og søge længere tilbage i tiden. Jeg tvivler ikke paa, at Deres Højvelbaarenhed veed, at hertugen af Frieslands højlærde gehejmeraad for nogle aar siden har udgivet en Frieslands Historie i to bind. |192Den højvelbaarne Breneyssen viser i dette værk, at stænderne i Friesland har rokket ved fyrsternes rettigheder – mod kejsernes dekreter, som han undersøger nøje og udlægger til sin fyrstes fordel. Af den aarsag anser stænderne ham for den, der har tændt krigsluen og pustet til ilden. Der er mange, der undrer sig over, at ingen har prøvet at gendrive dette værk. Det hedder sig ganske vist, at en kyndig hollænder har paataget sig denne opgave og tilbudt stænderne at skrive en anden diametralt modsat historisk fremstilling, men at han har holdt den tilbage, da man ikke kunde enes om betalingen. Hvordan det nu end forholder sig hermed, har vi hidtil ikke set nogen trykt gendrivelse af Breneyssens arbejde. Hvad grunden er til denne tavshed: uenighed blandt andre retskyndige i Friesland eller mistillid til hele sagen – kan jeg ikke sige noget bestemt om. Efter nogle aars drøftelse og gensidig mistro, kom det endelig saa vidt, at den gamle stænderforsamling i Emden blev sat ud af spillet og en ny indsat i Aurich. Friserne erklærede nu, at det var ude med deres frihed, og greb til vaaben. Hertugens tilhængere hævder, at fyrsten udelukkende tilsigter, at stændernes befuldmægtigede skal gøre regnskab for offentlige midler. Deroverfor hævder stændernes tilhængere, at det kun er et paaskud, den ovenfor omtalte Breneyssen benytter sig af til at gennemføre en statsomvæltning, han længe har haft i tankerne; for at |193ophidse befolkningen endnu mere fik de det brede folk til at tro, at det ogsaa var ude med protestantismen i Friesland, hvis man ikke modigt imødegik disse intriger. Uroens centrum var længe Emden, og snart efter Leer, hvor der aaret før havde staaet en haard kamp, og hvorunder nogle borgeres liv var gaaet tabt. Nu havde hertugen af Friesland sendt nogle tropper for at erobre et sted i nærheden af Leer. Hermed vilde beboerne dog ikke lade sig affinde; de udskrev borgere og bønder og rykkede stridsklare ud af byen for at bortjage disse tropper, og ved min ankomst var de netop ved at begive sig af sted.

Som ovenfor nævnt lejede jeg en vogn og tog af sted over middag. Hele vejen var spærret af bevæbnede bønder, der stimlede sammen om vognen og undrede sig over, at jeg turde køre lige igennem de kampklare rækker. Da jeg var udstyret med kongeligt pas, tog jeg ikke hensyn til faren og kørte videre. I nærheden af Notmora, hvor begge styrker stod opstillet, turde kusken imidlertid ikke fortsætte, især ikke, da han saa nogle saarede bønder blive bragt tilbage, selvom saarene – som jeg senere hørte – ikke var blevet tilføjet dem af fjenden, men af deres egne skødesløse medborgere. Medens vi holdt stille uden at vide, hvad vi skulde gøre og overvejede frem og tilbage, |194begyndte hele stænderhæren at trække sig tilbage til byen. Man kunde have kaldt det flugt, hvis en fjende havde forfulgt dem; men borgerne og bønderne, der var bange for at blive gjort til latter, skød skylden for tilbagetoget paa manglen paa kanoner, som hertugens folk var udstyret med; jeg tror dog, at kamplysten havde forladt dem sammen med deres rus – de var nemlig rykket ud vel beskænkede i brændevin. Jeg fulgte strømmen og traf paa en kaptajn Andri, der forhørte sig om mit navn, hjemsted og rejsemaal, og som paa sin side raadede mig til at vende om. Denne Andri var søn af en borgmester i Emden; han var en udmærket og meget behagelig mand, som indbyggerne i Leer dengang saa op til paa samme maade, som romerne i gamle dage under deres kamp for friheden saa op til Junius Brutus.

Ved min tilbagekomst til byen kom jeg i strid med vognmanden, der krævede sin fulde betaling for vognen. Jeg svarede, at *lejemaalet var ugyldigt, og at jeg ikke i kraft af formlen do ut facias skyldte ham noget, da han selv ikke kunde præstere det lovede arbejde; hvis sagen kom for retten, vilde han tabe. Man faar dog ikke noget ud af at henvise til lov og ret i en by, hvor der raader en slags anarki, og *hvor der ikke holdes rettergang under støvletramp og kølleslag, selv