Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
 

Ita Patriæ restitutus integrum biennium absqve stipendio vixi / Hjemvendt til fædrelandet levede jeg hele to år uden gage
dette er en sandhed med modifikation. Fra Holbergs hjemkomst i sommeren 1716 og indtil han blev professor med løn 11. december 1717, forløb der snarere ca. 1½ år. I denne periode fik han rigtigt nok ingen løn, men blev dog understøttet to gange af universitetet, dels i februar 1717 med 43 rigsdaler fra Borchs kollegiums kasse, dels kort før sin tiltrædelse med 20 rigsdaler fra “Trinitatis Kirkes fattiges Penge”, et fond til understøttelse af øjeblikkeligt trængende akademikere (jf. Th. A. Müller, Den unge Ludvig Holberg, 1943, s. 218f.). Desuden havde han i tiden efter hjemkomsten fra sin udenlandsrejse stadig en årlig indtægt på 20 rigsdaler fra det Rosenkrantzske stipendium, hvortil kom den årlige indtægt på 20 rigsdaler fra professor Horrebow (kompensationen for at springe Holberg over da Horrebow i 1714 fik professoratet i matematik).

æris inops deqve victu ac lodice paranda attonitus / arm på mønt, i angst og bæven for kost og logi
jf. Juvenal, Satire 7, v. 66-67: “magnae mentis opus, nec de lodice paranda / attonitae”. Også brugt i Tredje Levnedsbrev (1743), s. 159 (latin, dansk) i essayet “Felicitas et infelicitas” (“Lyksalighed og ulyksalighed”): “Pauper de victu, de lodice paranda; dives de thesauro custodiendo solicitus est” (“Den fattige er bekymret for føde og  udkomme , den rige for at bevare sine midler”). Ordret gælder bekymringen hos Juvenal at skaffe mad og et tæppe.

abrumpere stamina Professorum / tage og snitte livstråden over på de professorer
udtrykket optræder hos Juvenal, Satire 14, v. 249f.: “morieris stamine nondum / abrupto.” (“Du vil dø mens din tråd endnu ikke er afbrudt”). Holbergs vrede i denne anledning er poetisk vendt mod skæbnegudinderne ('succensens Parcis’, ‘jeg var vred på parcerne’). Om abrumpere se også kommentar til s. 35, filumqve ... abrumpant.

aliud opusculum / et lille skrift
Holbergs Introduction til Natur- og Folkeretten var ikke ligefrem et opusculum eller ‘lille værk’ (som Holberg med samme underdrivelse kalder det nedenfor på s. 120) men omfattede i førsteudgaven, Ludvig Holbergs Moralske Kierne eller Introduction til Naturens og Folke-Rettens Kundskab, 416 oktavsider fordelt på to bind, tilmed udvidet betragteligt i de senere udgaver.

sub titulo Introductionis Juris naturæ & Gentium secundum principia Grotii ac Pufendorfii / det bærer titlen Introduktion til Natur- og folkeretten og følger Grotius’ og Pufendorfs principper
Holbergs Introduction til Natur- og Folkeretten udkom første gang i 1716. I Holbergs levetid kom den i fem udgaver og i en tysk oversættelse. For nærmere detaljer om udgivelsen se Indledning [under udarbejdelse] til Introduction til Natur- og Folkeretten og i øvrigt Ehrencron-Müllers Holbergbibliografi, bd. 1, s. 64-66 (med en nøjere redegørelse for det problem at der også eksisterer et titelblad med årstallet 1715).

locô codicis & Pandectarum / I stedet for samlinger af love og domme fra romerretten
egl. ‘i stedet for Codex og Pandectae’, som udgør to af de fire dele i Corpus juris civilis, en samling af romerretten iværksat i årene 529-34 af den østromerske kejser Justinian 1. (ca. 482-565). Samlingen omfatter fire dele: Institutiones, Digesta, Codex og Novellae; den førstnævnte er en lærebog i romerret, de to sidstnævnte er samlinger af kejserlige forordninger, mens Digesterne, eller som her kaldet Pandekterne (Pandectae), er 50 bøger med udtog af ca. 40 berømte juristers værker.
Der blev undervist i romerret på Københavns Universitet, men den var ikke gældende ret i Danmark (i modsætning til fx Tyskland). Alligevel var det før universitetsfundatsen af 1732 og forordningen om juridisk eksamen af 1736 ikke usædvanligt at opleve danske prokuratorer påberåbe sig romerret eller overhovedet fremmed ret; det var en demonstration af hvad der lærtes ved universitetet, hvortil kom at man kunne høste fordel af at forvirre dommerne, der ikke nødvendigvis var jurister. Flere prokuratorer i Holbergs komedier slår om sig med romerret i stedet for dansk lov; det bedste eksempel herpå er Tobias Procurator i femaktsversionen af Mester Gert Westphaler. Senere forbød højesteretsinstruksen af 1731 prokuratorerne at påberåbe sig fremmede rigers og folks love.
Man kunne godt forvente at Holberg inddrog romerretten i en fremstilling som Introduction til Natur- og Folkeretten; men det er netop hans pointe at romerretten ikke gælder i Danmark, og at dommerne derfor bør henholde sig til naturretten (som han med sin bog formidler) når den sparsomme danske positive ret ikke slår til.

conducibile / relevant
glosen er almindeligt forekommende hos Plautus, hvorfra Holberg formodentlig kender den, men ellers er den sjælden.

sexcentos / hundredvis
(eller sescentos) bogstaveligt egl. ‘600’ til betegnelse af et temmelig stort antal, dvs. ‘talrige’; også brugt ovenfor s. 11 og igen umiddelbart nedenfor på s. 121 (om den teologiske lekture).

Sed ut ad telam revertar / Men for at komme tilbage til emnet
en indledende vending som Holberg også bruger andre steder: ovenfor s. 57 og i Niels Klim, s. 13. Ordret betyder tela ‘væv’, men i overført betydning ‘plan’. Udtrykket sigter nok oprindelig til Odysseus’ tålmodige hustru Penelope, som under hans lange fravær (og mulige død) holder bejlerne hen med sit væveri; hun vil først gifte sig igen når hun har vævet et ligklæde til sin svigerfar Laertes, men hver nat trævler hun listigt dagens arbejde op igen. Udtryk som telam (re/de)texere er belagt hos Plautus m.fl., men der synes ikke at være noget klassisk belæg for ad telam reverti (Holberg har dog næppe selv fundet på det).

frendente bibliopola / forlæggeren, ... skar tænder over
det græske låneord bibliopola (af βιβλιοπώλης) betyder egl. ‘bogsælger’, ‘boghandler’ (ordet optræder ikke i guldalderlatin men findes fra sølvalderen, fx i Plinius d.y., Epistel I 2, 6 og IX 11, 2, eller Martial, Epigram IV 72). Aktuelt betyder bibliopola ‘forlagsboghandler’, altså en forlægger som samtidig står for salget af bøgerne (og deres distribution til andre boghandlere). På titelbladene til Introduction til Natur- og Folkeretten står at læse at bogen findes til salg hos Johan Kruse, som altså er forlæggeren.
Verbet frendo, der egl. betyder ‘skærer tænder’ (‘ærgrer mig’), bruges i Første Levnedsbrev også ovenfor s. 15 og igen nedenfor s. 208.

blattarum tinearumqve epulæ / er føde for møl og maddiker
et almindeligt udtryk der oprindelig stammer fra Horats, Satire II 3, v. 119: “blattarum ac tinearum epulae” (“føde (måltid) for møl og maddiker”). Holberg bruger også vendingen et par gange i Tredje Levnedsbrev, s. 52 og 177.

desidiæ notam illis inurere / brændemærke dem som dovne
Holberg anvender også udtrykket (absqve) nota desidiæ i Tredje Levnedsbrev (1743), s. 2, men med verbet exauctorari, ‘blive afskediget’.

scombrorum involucra fiunt / bruges til at pakke skrubber ind i
egl. ‘bliver indpakningspapir til makreller’; en hentydning til Martial, Epigr. III 50, v. 9f. (henvendt til en person der diverterer sine middagsgæster med oplæsning af egne digte): “quod si non scombris scelerata poemata donas, / cenabis solus iam, Ligurine, domi.” (“Men hvis du ikke overlader (bruger) dine afskyelige digte til (indpakning af) makreller, Ligurinus, så kommer du for fremtiden til at spise alene derhjemme”). Jf. også et andet Martialsted, Epigram III 2, v. 4, ‘cordylas madida tegat papyro’, der citeres ovenfor s. 1 og forud for det i Peder Paars, se kommentar til s. 1, Cedro nunc ... sit cucullus.

librorum theologicorum usqve ad reprehensionem emaces / køber gudelige bøger i hobetal
inspireret af Plinius d.y., Epistel III 7, 8, hvor det hedder om Silius Italicus (ca. 26-102, kendt som forfatter til det episke digt Punica): “Erat φιλόκαλος usque ad emacitatis reprehensionem” (kan omtrent gengives: “Han var connaisseur i en sådan grad at han blev kritiseret for sin store købelyst”).

Hinc tot Catenæ Precum, tot Nuclei, tot Scalæ ad cœlum, Lacrymarum Torcularia, Horti Paradisiaci, Meditationes Spirituales, & / Deraf så mange Bønnekæder, så mange Nøddekærner, så mange Himmelstiger, Tåreperser, Paradis-Urtegårde, Åndelige Betragtninger plus hundrede og sytten lignende bind
disse eksempler på tidens populære andagtsbøger er delvis opdigtede, men titlerne er karakteristiske.

Exactô ità anxiè bienniô / Da jeg på denne kummerlige måde havde henslæbt to år
dette er en overdrivelse; der var kun tale om ca. 1½ år. Se i øvrigt kommentar til s. 119, Ita Patriæ restitutus ... absqve stipendio vixi.

horas & momenta in digitos miseram / jeg havde talt timer og minutter på fingrene
egl. ‘talt timer og minutter på fingrene’. Et udtryk for utålmodighed, kendes ikke i klassisk latin. Holberg kan have kendt det fra Bidermann, Utopia I 16, 1640, s. 23: horas et momenta in digitos mittebat. Det forekommer også Utopia II 5 (s. 41). Holberg bruger det ligeledes i Niels Klim, s. 143 (og omtrent tilsvarende på s. 165, hvor det dog er dage og minutter).

anhelantem inopiam qvodammodo sublevavit / i nogen grad lindrede min skrigende nød
for dette udtryk se kommentar til s. 4, O utinam ... sublevarem. Det optræder også på s. 27.

Professio metaphysices cum nemini alii obtrudi posset, itur ad me / Da der ikke var andre, man kunne prakke professoratet i metafysik på, kom man til mig
egl. ‘gik det til mig’. Professoratet i metafysik blev ledigt ved J.F. Wandals død, kun 31 år gammel, og Holberg tiltrådte den 18. dec. 1717. Det er ikke rigtigt at man ikke kunne ‘påtvinge’ andre stillingen, da Holberg jo havde krav på det først ledige professorat. Måske skyldes denne unøjagtighed at han samtidig citerer frit fra Terents’ skuespil Andria, v. 250: “ea [virgo] quoniam nemini obtrudi potest / itur ad me”.

actum de Regina ista scientiarum clamitabant / råbte op om, at det nu var ude med denne videnskabernes dronning
vendingen actum (esse) de aliquo, ‘det er ude med nogen el. noget’, har Holberg formodentlig kendt fra Plautus og Terents, hvor den optræder flere steder, undertiden reduceret til actumst.

Orationem paulò pòst habui in laudem metaphysices / holdt endda kort efter en tale til metafysikkens pris
denne tale er ikke bevaret, men dens virkning og indhold er kort beskrevet af Holberg, dels her, dels i Tredje Levnedsbrev, s. 54. Tabt er også Holbergs tiltrædelsesforelæsning.

discedentibus nonnullis, his ad Sacerdotia, illis ad Episcopatus, aliis decedentibus / idet en del professorer afgik fra universitetet – nogle til præsteembeder, andre til bispestole – og andre afgik ved døden
Holbergs gamle rektor i Bergen Søren Lintrup (se nærmere i kommentar til s. 12, Severino Lintrupio) blev i 1720 biskop i Viborg, hvorved professoratet i eloquentia, veltalenhed (dvs. klassisk litteratur), som han havde haft siden 1707, blev ledigt til besættelse, og Holberg kunne overtage det. Da Første Levnedsbrev udkom i 1728, var Lintrup ikke længere biskop i Viborg, men siden 1725 professor i teologi og kongelig konfessionarius.

Hinc brevi ego Assessor Consistorialis factus sum / På den baggrund blev jeg snart medlem af konsistorium
historieprofessoren Johannes Birkerod døde i 1720, og Holberg blev i hans sted medlem (assessor) af konsistorium og dets sekretær.

At aliter in fatis erat / Men skæbnen ville det anderledes
variation af den almindelige talemåde sic erat in fatis, som Holberg også bruger andre steder, fx indleder den i en spørgende form Holger Danskes Brev til Burman (“Itane in fatis est, ut” osv.). I antikken forekommer den fx i Ovids Fasti I, v. 481.

Nam litem mihi mox movit unus e Collegis meis de senio ac parte qvadam stipendii / En af mine kolleger påførte mig nemlig en proces vedrørende anciennitet og en vis del af gagen
Peder Horrebow d.æ. (1679-1764), professoren i astronomi. Holberg anfører ikke hans navn (ligesom tilfældet er med den næste, mægtigere modstander Andreas Hojer umiddelbart nedenfor). Om sagen mod Horrebow se fx Th. A. Müller, Den unge Ludvig Holberg, 1943, s. 222f.

nemine refragante / uden at nogen stemte imod
dvs. med enstemmighed, uden dissens fra nogen af konsistoriums medlemmer. Dette har ikke helt sin rigtighed da den juridiske professor Henrik Weghorst mente at Horrebow burde beholde sin huslejegodtgørelse (se om sagen nærmere Th. A. Müller, Den unge Ludvig Holberg, 1943, s. 222f.). Hele passagen “nemine refragante ... me ipso deprecante” har Holberg i øvrigt strøget i 1737-udgaven og erstattet med det beskednere “Senium mihi adjudicatum est” (“... tilkendte man mig ancienniteten”).

æstimationem tamen litis haud præstitit / Dog gav han mig ikke nogen godtgørelse
litis (el. litium) aestimatio er et udtryk hentet fra romerretten.

novo emergente Adversario / en ny modstander rykkede i marken
Holberg undlader her såvel som på de følgende sider at anføre Andreas Hojers navn; ved den første omtale af Hojers kritik ovenfor på s. 47 omtales han dog ved sine initialer, “Dm: A. H.” (“hr. A.H.”), men denne angivelse er slettet i 1737-udgaven (nok kun fordi Holberg i almindelighed ikke anfører sine kollegers navne, og Hojer var i mellemtiden blevet ansat ved universitetet, hvor han skulle være rektor i 1737-38).
Om striden med Hojer i 1719 se nærmere indledningerne [under udarbejdelse] til Holbergs to Hojerskrifter og i almindelighed bl.a. E.C. Werlauff, “L. Holbergs Feide med A. Højer, i Anledning af Sidstnævntes ‘Dännemarckische Geschichte’” i Holbergiana. Smaa-Skrifter af og om Ludvig Friherre af Holberg, udg. af A.E. Boye, bd. 3, 1835, s. 157-191; E.C. Werlauff, “Holbergiana, I: L. Holberg og A. Højer”, Nyt historisk Tidsskrift, 1856, s. 317-329; Th. A. Müller, Den unge Ludvig Holberg. 1684-1722, 1943, s. 252-272; Troels G. Jørgensen, Andreas Hojer. Jurist og historiker,1961, s. 27ff.; E. Spang-Hanssen, Fra Ludvig Holbergs unge dage. Hans strid med Andreas Hojer, 1963; A. Kragelunds indledninger til Holbergs to Hojerskrifter i hans udgave af Holbergs Latinske Smaaskrifter, 1974, bd. 1, s. 20-39 og 70-77; Mogens Leisner-Jensen, Da Holberg blev poët. Tre studier i vittighedsværkernes oprindelse, Odense 1995, s. 13-43.

qvæ siccô pede transeo / som jeg her passerer over på harefod
egl. ‘tørfodet’ (tørskoet). Udtrykket bruger Holberg også nedenfor s. 130 (med verbet prætereo); tidligere forekommer det i Dissertatio de historicis Danicis, G2v, og senere i Epigram VII 60.

Ego præter meritum, cum in gratiam juventutis compendium tantum historiæ universalis scripsissem, inter Scriptores historiæ danicæ eodem carbone depingor / Ganske uforskyldt bliver jeg – selv om jeg kun havde skrevet en kort oversigt over universalhistorien til gavn for vore unge – indrulleret blandt den danske histories skribenter og skildret lige så sort som disse
som Holberg forklarer i det følgende, mener han at være blevet beskyldt for plagiat, nemlig ved affattelsen af sin Introduction til de Europæiske Rigers Historier. Hvad Hojer skrev i fortalen til sin tysksprogede Danmarkshistorie, Kurtzgefasste Dännemärckische Geschichte, Flensborg 1718 (på titelbladet: 1719), var følgende: “Indes fällt mir hiebey noch ein, daß unsers Hn. Professoris Holbergs vor einigen Jahren in Dänischer Sprache publicirte Historische Introduction mit hieher zu setzen sey, welche aber gleichfals wegen ihrer Kürtze, Auslassung der nöthigen Allegationen, und weil sie ausser den letzten Zeiten Pufendorff fast durchgehends folget, zu meinem Zweck ebenfalß nicht zulänglich gewesen.” (se en faksimile af den relevante side her). (I dansk oversættelse: “Jeg kommer imidlertid i Tanke om, at jeg her maa nævne vor Hr. Professor Holbergs for nogle Aar siden paa Dansk publicerede Historiske Introduction; men heller ikke den har passet til mit Formaal, paa Grund af dens Korthed, Udeladelse af de fornødne Henvisninger og fordi den foruden for de sidste Tider næsten fuldstændig følger Pufendorf.” Overs. Th. A. Müller, Den unge Ludvig Holberg, 1943, s. 256). Hojers kritik er ikke helt berettiget; det er rigtigt at Holberg i sin historiske Introduction nøje følger Pufendorf, men ikke når det gælder Danmarkshistorien (som Hojer her beskæftiger sig med), hvor Holbergs hovedkilder var Snorre og Arild Huitfeldt. Se i øvrigt nærmere indledningerne [under udarbejdelse] til Holbergs Hojerskrifter.

Obtortô enim collô in societatem Scriptorum historiæ danicæ tractus eram / Jeg var jo ved hals og hår blevet trukket ind i selskab med den danske histories skribenter
Holberg kender formodentlig udtrykket obtorto collo trahere fra Plautus, hvor det bruges i bogstavelig betydning om at gribe en ved halsen for at trække vedkommende for retten (Poenulus III 5, v. 45: “obtorto collo ad praetorem trahor”); hos Holberg skal det forstås metaforisk som ‘ufrivilligt’.

cùm primùm animum ad scribendum hoc opus appuli / da jeg kom på den idé at skrive bemeldte værk
den samme almindelige vending, som kendes fra prologen til Terents’ Andria, bruges også ovenfor på s. 48.

Dissertatio Qvinta de Historicis Danicis | Qvam in Collegio Regio publicè tuebitur | PAULUS RYTERUS | cum Defendente pereximio | CHRISTIANO ANDREÆ / Femte afhandling om de danske historieskrivere. | Vil blive offentligt forsvaret på Regensen af | POVL RYTTER. | Defendens: den hædersmand | CHRISTEN ANDERSEN.
se nærmere Indledningen [under udarbejdelse] til Dissertatio de historicis Danicis.

neqve difficile mihi fuit ex integro recalescere, impetum vix fractum omissumqve resumere / Og det faldt mig ikke svært at komme i kog på ny, at genfinde kamphumøret, som for resten ikke rigtig havde lagt sig endnu
jf. Plinius d.y., Epistel VII 9, 6: “Laboriosum istud et taedio plenum, difficultate ipsa fructuosum, recalescere ex integro et resumere impetum fractum omissumque” (“Dette [at revidere gamle taler] er møjsommeligt og fuld af besvær, men på grund af selve vanskeligheden er det frugtbart igen at bringe i kog og forny den entusiasme som var afbrudt og stilnet af”).
Formuleringen genbruger Holberg delvis i begyndelsen af fortalen til 1737-udgaven af Epigrammerne.

novamqve belli aleam tentare / at friste krigslykken nok engang
alea belli er et almindeligt forekommende udtryk; det findes fx hos Livius, Ab urbe condita XXXVII 36, 9: “tutam fore belli aleam ratum”.

satis duxi levi armatura excursionem fecisse, theologorum esse cominus agere, ac experiri si possent ipsa dissertationis cornua commovere / anså jeg det for tilstrækkeligt at foretage visse lettere forpostfægtninger og mente, det tilkom teologerne at rykke fjenden ind på livet og prøve, om de kunne få hans afhandlings hovedflanker til at vakle
jf. Cicero, De divinatione II 10, 26.

uncis me naribus nimiùm indulsisse / havde været for vrængende
egl. “havde hengivet mig altfor meget til krumme næsebor”, dvs. havde rynket på næsen af (som udtryk for foragt eller afsky), et udtryk kendt fra Persius, Satire 1, v. 41f.: “rides, ait, et nimis uncis / naribus indulges” (“Du ler [spotter], siger han [Persius’ interlocutor], og rynker altfor meget på næsen”). Hos Persius kombineres denne grimasse med latteren eller smilet, men det er også muligt at verbet rideo i sammenhængen blot skal betyde ‘spotter’, og at netop en rynken på næsen kan angive en tilbageholdt eller undertrykt latter. Se desuden fx Horats, Satire I 6, v. 5: “nec ... naso suspendis adunco / ignotos”.

ridendo dicere verum / siger sandheden under latter
jf. Horats, Satire I 1, v. 24: “ridentem dicere verum / quid vetat”; både et kendt klassisk bonmot og et vigtigt udtryk for det billede Holberg gerne ville give af sig selv som moralsk belærende forfatter.

Cædimus, inqve vicem præbemus crura sagittis. | Vivitur hôc pacto / Først myrder vi, og så blotter vi ben for fjendernes pile. | Sådan er livets gang
Persius, Satire 4, v. 42f.

An verò commeruerim, scripserimqve tantô hiatû digna, judiciis aliorum relinqvo / Men om jeg har fortjent den skæbne og om jeg har skrevet noget, der kalder på, at man tager munden så fuld, det overlader jeg til andres bedømmelse
denne passage har Holberg strøget i 1737-udgaven.

At ita comparata sunt hominum ingenia, ut, qvæ nuper fastidivere, iterum complectantur; delectamur enim varietate studiorum haud secus ac terræ variis mutatisqve seminibus / Men sådan er menneskenes humør skruet sammen: Hvad de lige har vendt ryggen, det favner de i anden omgang. For vi finder glæde i gøremålenes vekslen, ligesom marken i sædens skiften
jf. Plinius d.y., Epistel VII 9, 7: “Ut enim terrae variis mutatisque seminibus, ita ingenia nostra nunc hac nun illa meditatione recoluntur.” Det er tænkeligt at Holberg her også har haft Plinius d.y.’s Epistel I 13 i tankerne, den samme epistel som han bruger umiddelbart nedenfor (se komm. til 126,26); hos Plinius optræder nemlig udtrykket hominum ingenia også i sammenhæng med studia i Epistel I 13, 1: “Iuvat me quod vigent studia, proferunt se ingenia hominum” (“Det glæder mig at studierne blomstrer, at menneskers talent har fremgang"; ingenium må i Plinius’ sammenhæng betyde talent, (digterisk) begavelse).

nunqvam adhuc carmen facere tentaveram / uden nogen sinde at have prøvet at skrive et digt
dette stemmer ikke helt da Holberg tidligere ovenfor s. 11 oplyser at have forfattet et carmen satyricum, satirisk digt eller spottevise, da han boede hos sin morbror Peder Lem, som i den anledning kritisk irettesatte ham.

ubi major qvôvis anno poëtarum proventus est, qvam muscarum Mense Septembri / hvor der hvert år er større tilgang af poeter end af fluer i september måned
Holberg sigter nok til Plinius d.y., Epistel I 13, 1: “Magnum proventum poetarum annus hic attulit: tot mense Aprili nullus fere dies, quo non recitaret aliquis.” (“Dette år har bragt en stor høst af digtere; i hele april måned var der næppe en dag hvor ikke en eller anden gav en (offentlig) oplæsning”).
Sammenligningen med fluerne i september har muligvis været en almindelig talemåde – men i det aktuelle tilfælde nok med et fikst underforstået ordspil på muscarum/musarum (fluer/muser), en vittighed som Holberg i øvrigt gør direkte brug af i sidste vers af Epigram II 33 (trykt første gang i 1737).
Holberg bruger også udtrykket i sine komedier: i Jacob von Tyboe (1725) I 3 og i Melampe (1725) I 7, hvor Sganarell siger til Dorothea: “Jeg lovede at viise jer nogle Sørge-Vers, Mammeselle, men jeg erindrede siden, at jeg har ingen giort. Det er ogsaa noget gemeent nu at være Poet; thi jeg troer, her er lige saa mange Vers-magere i Byen, som der er Fluer i September Maaned”. Uden reference til poeter, men til skøger, optræder udtrykket også i Dannemarks Riges Historie, bd. 1 (1732), s. 783.

Semper ego auditor tantum, nunqvamne reponam, | Vexatus toties? / Skal jeg kun lytte og lytte? Og aldrig ta’ bladet fra munden? | Når jeg dog plages så tit ...
citat af Juvenal, Satire 1, v. 1f.

stylo bellatoriô / med den krigeriske stil for at se, hvad min digteråre havde at byde på dér
eller ‘i krigerisk stil’; udtrykket finder man hos Plinius d.y., Epistel VII 9, 7, hvor det gælder en retorisk stil: “Scio nunc tibi esse praecipuum studium orandi; sed non ideo semper pugnacem hunc et quasi bellatorium stilum suaserim.” (“Jeg ved at din hovedinteresse nu gælder talekunsten; men jeg burde ikke af den grund altid råde dig til denne polemiske og ligesom krigeriske stil”). Holberg varierer udtrykket nedenfor på s. 133 (“bellatoriô scribendi genere”) og tilsvarende i Andet Levnedsbrev, s. 215.

acer qvidem spiritus ac vis rebus verbisqve inerat / Nok var der bidende ånd og kraft i både tanker og ord
jf. Horats, Satire I 4, v. 46: “quod acer spiritus ac vis / nec verbis nec rebus inest”.

Tempora certa, modiqve, &, qvod prius ordine verbum, | Posterius feci, præponens ultima primis / afmålte rytmer og takt; og hvad der skulle stå foran, | havde jeg stillet til sidst, og atter det bageste forrest
Horats, Satire I 4, v. 58f.; ordret citat, dog har Holberg udskiftet facias med feci.

ubi qvid datur otî, | Illudo chartis / når jeg i ledige stunder grifler legende løs på papiret
citat af Horats, Satire I 4, v. 138f.

qvos Danicè hujus poëmatis amor docuit / som kærlighed til dette poem har lært dansk
verbet doceo tager dobbelt akkusativ (fx aliquem linguam Danicam docere, ‘at lære nogen dansk’), men konstruktionen med adverbiet Danice må her skulle betyde det samme, altså at kærligheden til digtet underviste svenskere og tyskere ikke ‘på dansk’, men ‘i dansk’. Måske har Holberg her haft en særlig participialkonstruktion i tankerne: Latine doctus, ‘lærd, kyndig i (el. hvad angår) latin’, hvor en lignende adverbiel sprogbetegnelse har den ønskede betydning.

alii obscurius, alii non dissimulanter irascuntur / Nogle skumlede over det, andre rasede
denne modsætning hentyder nok til Plinius d.y., Epistel I, 13, 2, hvor det hedder om tilskuerne ved en digtoplæsning: “ante finem recedunt, alii dissimulanter et furtim, alii simpliciter et libere” (“temmelig mange af dem gik før afslutningen, nogle i smug og hemmeligt, andre åbenlyst og frejdigt”), et citat som Holberg bruger senere nedenfor på s. 137.

calcariaqve spontè currentibus addebantur / og give en løbsk hest af sporerne
ordret: ‘og sporer blev føjet til de frivilligt løbende’; billedet, som Holberg også bruger ovenfor s. 5 og 18, kendes fra Plinius d.y., Epistel I 8, 1: “Addidisti ergo calcaria sponte currenti” (“Altså har du føjet sporer til en [hest] der allerede løber frivilligt”).

Nonnullis verò literatis acriùs rem intuentibus / Men visse intellektuelle, der så dybere i tingen
vel egl. ‘som betragtede sagen nøjere’ eller med en skarpere opmærksomhed.

Votum, timor, ira, voluptas, | Gaudia, discursus nostri farrago libelli / Blandingsfoder af frygt og af glæde, vellyst og ønsker, | vrede og løb uden plan er alt, hvad min bog kan præstere
ordret citat af Juvenal, Satire 1, v. 85f.

qvibus non minus magnum qvàm pulcrum videbatur satyras utiles ac severas pari jucunditate condire, summæqve acerbitati tantum comitatis adjungere / som fandt det lige så nobelt som smukt at krydre nyttig og streng satire med en tilsvarende dosis munterhed og at kombinere den yderste skarphed med lige så megen godmodighed
jf. Plinius d.y., Epistel IV 3, 2: “Nam severitatem istam pari iucunditate condire, summaeque gravitati tantum comitatis adiungere, non minus difficile quam magnum est.”

habereqve jam Daniam poema vernaculum Gallis & Anglis monstrabile / og at Danmark her havde fået et digt på modersmålet, som det kunne være bekendt at vise franskmænd og englændere
den tilsvarende tanke finder man afslutningsvis i “Just Justesens Betenkning over Comoedier”: “Autor har derforuden skrevet en hob andre Comoedier, og ved saadant og andet hans idelige Møye og Arbeide foraarsaget, at vores Danske, som tilforn i ingen Anseelse hidindtil har været, nu omstunder reiser hovedet i Veiret baade mod det Franske og Engelske.” (citeret efter komediernes tome 1, 1723).

tres procuratæ sunt Editiones / på halvandet år blev der besørget tre udgaver
Holberg medregner her det første eftertryk 1720 af de tre første bøger af Peder Paars, der dermed tæller som 2. udgave forud for den autoriserede ‘Tredie Edition’ 1720.
Kursiveringen af procuratæ findes i alle tre udgaver af Første Levnedsbrev 1728, 1736 og 1737 og tyder altså på at fremhævelsen af ordet er tilsigtet fra Holbergs side, siden den har fået lov at blive stående i alle udgaverne. I givet fald har han ironisk villet fremhæve at også pirattrykket blev ‘besørget’, eller at nogen ‘tog sig af det’, men jo ikke med hans egen billigelse, men derimod nok ‘på hans vegne’. Verbet procuro betyder at besørge noget eller foretage sig noget i en andens sted, fx som fuldmægtig, bestyrer eller administrator (det tilsvarende substantiv procurator betyder ‘fuldmægtig’, ‘forvalter’ o.l.).

Audivi mox venditari carmina mea etiam in Svecia & Germania / Det kom mig snart for øre, at mine vers også blev solgt i Sverige og Tyskland
Holberg mener hermed ikke i svenske og tyske oversættelser; den første svenske og første tyske oversættelse af Peder Paars udkom begge i 1750.

qvamqvam poëtis furere concessum est, & tamen non de meo, sed de aliorum judicio loqvor, qvi sive bene judicant, sive errant, me delectant / Jo, men det er en digters ret at rase, og jeg taler jo dog ikke om min egen, men om andres dom, og hvad enten de dømmer ret eller galt, så glæder de mig altså
qvamqvam skal her ikke forstås som en indrømmende konjunktion (‘skønt’) der indleder en foranstillet ledsætning, men må opfattes adverbielt, som en overgangspartikel (‘og dog’, ‘imidlertid’). Det følgende ‘&’ sideordner dette udsagn med fortsættelsen tamen non osv.
I øvrigt bemærker man i førsteudgaven og de følgende to udgaver at verbet judicant savner en nøjere bestemmelse, ellers vil verbet stå neutralt og den positive modsætning til errant ikke komme frem. Her vil et adverbium som bene gøre god fyldest, og det er derfor suppleret i nærværende udgave. Den samme løsning er valgt af Kragelund, hvorimod SS nøjes med at foreslå i sit apparat at recte eller bene ‘synes udfaldet’, ligesom tidligere Olsvig havde gjort det i sin diplomatariske udgave (Ludvig Holbergs første levnetsbrev. Ad virum perillustrem *** epistola, Kria. og Kbh. 1902, s. 129, fodnote).

illud existimare, de qvibus / at tro, at der må være noget ved det, som
inkongruensen illud/de qvibus findes i alle tre udgaver (1728, 1736, 1737), og denne skønhedsfejl rettes hverken af SS eller Kragelund. Man venter nok illa (snarere end de qvo), jf. paralleliteten i den følgende periode hvor man læser ea, qvæ.

ad ravim usqve / skreg sig hæse
jf. Plautus, Aulularia, v. 336: usque ad ravim poscam.

sicco hæc prætereo pede / passerer jeg hen over på harefod
ordret egl. ‘dette forbigår jeg tørfoddet’ (tørskoet); det samme udtryk bruger Holberg ovenfor s. 122, se komm. dertil om en mulig kilde.

senescente paulatim invidia / det nid og nag, ... sløjede efterhånden af
jf. Livius, Ab urbe condita XXIX 22, 8: jam senescente invidia.

illud Plinii: Insectamur vitia, non homines / Plinius’ ord: “Det er lasterne, ikke personerne, vi vil til livs
Plinius d.y., Epistel I 10, 7, ordret citat, men dog insectamur for 3. pers. sing. insectatur. Dette er det eneste sted i Første Levnedsbrev hvor Holberg nævner eller citerer Plinius med angivelse af hans navn.
I let omskrevet form forekommer citatet også nedenfor s. 205: “Attamen in vitia tantum non in homines stylum acuo” (“Jeg spidser dog blot min pen mod lasterne, ikke mod menneskene”). Endvidere er det brugt i Peder Paars IV 1, v. 265ff., hvor det hedder om Stads-Satyricus: “Hand om Persohner sig at skrive ej formaster, / Hand ickun deris feil, men dennem selv ej laster, / Paa lyder giver kun afrisning, Contrafej / I een Fingert Persohn”, og i den tilhørende fodnote følger citatet: “Insectamur vitia non homines, nec corrigimus sed emendamus.”

His aliisqve ingenuis responsis conceptam de me sinistram opinionem tollere tamen neqvibam / Ved dette og andre oprigtige svar formåede jeg imidlertid ikke at få bugt med den negative opfattelse, man havde dannet sig af mig
jf. Platon, Sokrates’ forsvarstale, 24a.

clavo trabali infixum / hamret ind med syvtommersøm
clavi trabales (‘bjælkenagler’ el. ‘bolte’) er et attribut for skæbnegudinden Necessitas (‘Nødvendighed’) i Horats’ ode I 35, v. 18, hvor det bruges som dødssymbol. Men selve udtrykket at noget slås fast med sådanne kraftige søm, går meget længere tilbage end Horats, se således Aischylos, De bønfaldende, v. 944f., og i romersk sammenhæng var clavo trabali (in)figere blevet en almindelig talemåde, som også Cicero har kendt til, jf. In Verrem V 21, 53: “ut hoc beneficium quemadmodum dicitur, trabali clavo figeret”; snarere må dog Holberg, hvis fortrolighed med Ciceros taler var lille, have kendt udtrykket fra Petronius, Satyricon 75, 7: “quod semel destinavi, clavo tabulari fixum est” . Vendingen bruges også ovenfor s. 15 og igen i Tredje Levnedsbrev, s. 189.

ex oratione in laudem Metaphysices ante aliqvot annos habita / den tale, jeg for nogle år siden holdt til metafysikkens pris
nemlig i 1718 efter tiltrædelsen af professoratet i metafysik, se ovenfor nederst på s. 121.

Secretarius Universitatis / universitets-sekretær
Holberg blev udnævnt til sekretær eller notar for konsistorium den 11. maj 1720.

sparta mihi incumberet scribendi programma, in qvo pro more laudandi essent candidati Baccalaureatus ac Magisterii / fik til opgave at skrive det program, hvori de nys udklækkede baccalaurer og magistre efter gammel skik skulle roses
se nærmere i Indledning [under udarbejdelse] til Programma Universitatis.
Om baccalaurprogrammet, Programma Universitatis, se desuden Rahbeks udgave i Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, bd. 21, fodnote s. 342-349 (første danske oversættelse; der findes også en tysk fra 1755); Th. A. Müller, Den unge Ludvig Holberg, 1943, s. 346-348. Teksten er oversat af H.D. Schepelern i Ludvig Holberg: Baccalaurprogram og Rektortale, 1961, med udførlig indledning og noter af Alf Henriques. Se desuden A. Kragelunds indledning i Latinske Smaaskrifter, 1974, bd. 1, s. 120-131. I sin udgave af de latinske småskrifter har Kragelund også oversat og kommenteret Grams ‘erstatningsprogram’.
Om sparta se kommentar til s. 14, spartam.

ex ipso programmate totidem verbis heic subnexo judicabis / det må De bedømme ud fra programmet selv; jeg vedføjer det her, gengivet ord til andet
de følgende fem asterisker har været udlagt forskelligt. Som Alf Henriques vittigt bemærker, bekræfter stjernerne i teksten ordene fra Peder Paars (Tredie Edition, fodnoten til s. 111): “Saadanne Stierner, naar de kommer udi Bøger, betyder de icke meget got.” (Ludvig Holberg, Baccalaurprogram og Rektortale, udg. H.D. Schepelern, med indledning og noter ved Alf Henriques, 1961, s. 7). De fem asterisker synes at skulle angive at baccalaurprogrammet, Programma Universitatis, er vedlagt det fiktive brev som en art bilag. Th. A. Müller udtrykker det således at Holberg “fingerer ... at han vedlægger et Eksemplar” (Den unge Ludvig Holberg, 1943, s. 348). Müller mener altså ikke at programmet har været tænkt som en egentlig del af brødteksten. Imidlertid kan det ikke udelukkes at det oprindelig har været tanken at citere det, men at Holberg har ombestemt sig før levnedsbrevet blev trykt. I Maaløes oversættelse læser man i en bemærkning indført i klammer at programmet ‘ikke kom med’ (s. 119 i Billeskov Jansens udgave, Værker i tolv bind, bd. 12), og Billeskov Jansen anfører i Ludvig Holbergs Memoirer, 1943, s. 273: “Holberg har i 1728 villet indlægge sit lille Arbejde i sit første Levnedsbrev, men atter opgivet denne Plan. Det blev optaget i Wille Høybergs Kiøbenhavnske Samlinger af rare [sjældne] trykte og utrykte Piecer, I, 1755.” Holberg selv lod aldrig programmet trykke; det blev altså ved overvejelsen, og indtil Høybergs udgave 1755 cirkulerede det kun i afskrifter.
Rahbek har i sin oversættelse af levnedsbrevene indrykket en oversættelse af programmet i en vældig fodnote i Ludvig Holbergs Levnet, forfattet af ham selv i tre Breve til en fornem Herre, overs. af K.L. Rahbek, 1814, s. 136-143, og Ludvig Holbergs udvalgte Skrifter, bd. 21, 1814, s. 342-349. Dets første danske oversættelse var dog kommet få år før i N.D. Riegels, Udkast til Fierde Friderichs Historie efter Høier, bd. 2, 1799, s. 345-349.

nè omissô qvidem jota / uden at så meget som et komma er udeladt
sigter til talemåden fra Bjergprædikenen, Matt 5, 18, hvor iota (ἰῶτα) som det mindste bogstav i det græske alfabet angiver en meget lille enhed eller bestanddel; i den nyeste danske bibeloversættelse 1992: “Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav [iota] eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.”

tantô hiatu dignum videatur / har fortjent et sådant ramaskrig
se komm. til 126,6.

lubensqve confitebor, satyram esse, si tu qvoqve ita judicaveris / Og jeg vil med glæde indrømme, at det ér en satire, hvis også De dømmer således
Holberg overlader det altså til andre at dømme om hvorvidt programmet var en ‘satire’, men udtaler sig ikke selv om det; han anfører blot hvad andre (med urette) har ment, og har netop ovenfor i levnedsbrevet på s. 131 sagt i almindelige vendinger: “Sedet enim adhuc plerisqve tanqvam clavo trabali infixum, sub omnibus dictis factisqve meis latere venenum” (“Endnu i dag står det for de fleste som en fastslået sandhed, hamret ind med syvtommersøm, at i alt, hvad jeg siger og gør, ligger der gift skjult”).
I sin vidtløftige fortale til Kiøbenhavnske Samlinger af rare trykte og utrykte Piecer, bd. 1, 1755, oplyser Wille Høyberg at programmet blev “skrevet 1720 og strax derpaa som en Satyr [dvs. satire] supprimeret [undertrykt], i hvis Sted Sal. Professor Gram maatte skrive et andet” (se faksimile af s. l4r). Om programmets mulige satiriske træk og karakter se fx diskussionen i Alf Henriques’ indledning til H.D. Schepelerns oversættelse, Baccalaurprogram og Rektortale, 1961, s. 18-20.

Fessus tandem his laboribus, qvi tenues adeò ac steriles mihi pepererant messes, retuli me ad vetera studia, qvæ retenta animo, remissa temporibus, longo intervallo intermissa revocavi / Til slut blev jeg træt af alle disse trakasserier, hvoraf jeg kun havde høstet en så ringe og mager afgrøde, og vendte tilbage til mine gamle studeringer. Min tanke havde fastholdt dem, forholdene havde udskudt dem
Holberg bruger nogle vendinger hentet fra begyndelsen af Cicero, Tusculanae disputationes I 1, 1: “Cum defensionum laboribus senatoriisque muneribus aut omnino aut magna ex parte essem aliquando liberatus, rettuli me, Brute, te hortante maxime ad ea studia, quae retenta animo, remissa temporibus, longo intervallo intermissa revocavi.” (“Omsider kom den dag da jeg helt – eller i al fald i hovedsagen – er blevet frigjort for min anstrengende sagførervirksomhed og mine pligter som senator; og at jeg nu har genoptaget mine filosofiske sysler, som jeg aldrig har tabt helt af syne, omend de måtte vige for døgnets travlhed og afbrydes gennem et længere åremål, det skyldes først og fremmest din tilskyndelse, Brutus!” Overs. Otto Foss i Ciceros filosofiske skrifter, bd. 4, 1971, s. 27).

bellatoriô scribendi genere / krigeriske skrivemåde
egl. ‘den krigeriske (polemiske) måde at skrive på’, en variation af et udtryk hentet fra Plinius d.y., Epistel VII 9, 7, som Holberg også bruger ovenfor på s. 127 (se kommentar til s. 127, stylo bellatoriô). Han formulerer sig på samme måde som her i Andet Levnedsbrev (1737), s. 215, hvor der dog sigtes til ikke kun den satiriske digtning men også komedierne.

aggredior operi, qvod ante aliqvot annos inchoaveram supremam manum imponere. Complectitur hoc opus succinctam narrationem rerum ad statum qvà Civilem qvà Ecclesiasticum utriusqve regni spectantium / gik over til at lægge sidste hånd på et værk, jeg havde påbegyndt nogle år tidligere. Værket rummer en koncis beretning om begge rigers såvel verdslige som gejstlige tilstand
Dannemarks og Norges Beskrivelse, som der her sigtes til, udkom først i 1729. Tilsvarende læser man i begyndelsen af Andet Levnedsbrev (1737), s. 215f., at Holberg genoptager dette oftere afbrudte arbejde (opus sæpius intermissum), nu efter komedieskrivningen. Om værkets udgivelse se Andet Levnedsbrev, s. 223f.
Det fremgår ikke af levnedsbrevene hvornår han har skrevet tillæggene til Introduction til de Europæiske Rigers Historier, der fører de enkelte landes historie ned til 1720, og som blev trykt i værkets 2. udgave 1728.

dum in hoc opere desudo / Men mens jeg sad og svedte over dette skrift
s’et i desudo er stærkt læderet, og ordet læses af Olsvig (s. 133) som deludo, der dog ikke giver nogen mening i sammenhængen da deludo betyder ‘bedrager’, ‘spotter’, hvorfor også hans oversættelse “medens jeg fordriver tiden hermed” må anses for forkert. Også 2. og 3. udgave har desudo, ordret: ‘sveder stærkt’ og deraf ‘anstrenger mig’, ‘slider’.

ex indole tam poëmatis mei / Da de ud fra den ånd, der hersker både i mit heltedigt
’mit poëma’ sigter naturligvis til Peder Paars (der jo også bærer undertitlen Poema Heroico-comicum).

urgebant me hinc crebræ amicorum ac etiam virorum primi subsellii solicitationes / På den ene side blev jeg presset af bestandige opfordringer fra mine venner og også fra yderst prominente personer
med det romerske udtryk viri primi subsellii (egl. ‘mænd på første række (bænk)’, altså af højeste rang eller betydning) tænkes muligvis især på en teaterglad embedsmand som Frederik Rostgaard, der siden 1721 var oversekretær i Danske Kancelli, og som nu var forsonet med Holberg efter Paarsstriden om Anholt. Han skrev prologen til Grønnegadeteatrets åbning den 23. sept. 1722 (citeret in extenso i Eiler Nystrøm, Den danske Komedies Oprindelse, Kbh. og Kria. 1918, s. 87f.).

antiqvo ludo me reddens / og jeg giver mig igen det gamle spil i vold
jf. Horats, Epistel I 1, v. 2: “quaeris, / Maecenas, iterum antiquo me includere ludo” (“du forsøger, Mæcenas, at lukke mig inde i den gamle (gladiator)skole igen”). Brugen af denne Horatsallusion er formodentlig velovervejet fordi det i begge tilfælde handler om at en forfatter bliver bedt om at genoptage sin muntre digtning; forskellen er at Horats afviser, mens Holberg tager udfordringen op.

Recitabam has fabulas primum amicis, adhuc dubius, an publici juris facerem, at, cum viderem continuò flagitari, verens ne ad exhibendum formulam acciperent, qvinqve priores gregi Comœdorum dabam / Jeg læste først disse stykker højt for mine venner, uden endnu at have afgjort med mig selv, om jeg skulle offentliggøre dem. Men da jeg så, at der var en konstant efterspørgsel efter dem, blev jeg bange for, at man ad rettens vej skulle kræve dem spillet, og forærede derfor de første fem til komedianternes trup
jf. Plinius d.y., Epistel V 10, 1: “Libera tandem hendecasyllaborum meorum fidem, qui scripta tua communibus amicis spoponderunt. Adpellantur cotidie, efflagitantur [eller læsemåden: et flagitantur], ac iam periculum est ne cogantur ad exhibendum formulam accipere.” (“Du maa virkelig engang indfri mine Hendekasyllabers Gæld; de har jo lovet vore fælles Venner Dine Skrifter. De rykkes og kræves daglig, og der er allerede Fare for at de bliver nødt til at tage mod en Formel til Fremlæggelse”, overs. A.B. Drachmann). Epistlen er henvendt til historikeren Sueton, der tøver med at offentliggøre et ikke nærmere angivet værk (muligvis en digtsamling eller De viris illustribus).
Det problematiske i den holbergske kontekst er (mis)forståelsen af ordene ‘ad exhibendum formulam acciperent’, se herom udførligt A.B. Drachmann, “Et dunkelt Sted i første Levnedsbrev”, Holberg Aarbog, 1921, s. 57-66. Romerretligt betegner en formula en skriftlig instruks, en ordre fra en embedsmand, oprindelig fra prætor, til en dommer vedrørende processens indhold (om formularprocessen se nærmere Ditlev Tamm, Romerret, 1980, s. 56-67). En sagsøger kunne klage ved at indgive en actio ad exhibendum og forlange en formula hvorefter en ting eller et afgørende bevis, fx et bestemt dokument, skulle fremlægges (‘exhiberes’) i retten.
Holbergs afhængighed af Pliniusstedet er indlysende, og der er, med A.B. Drachmanns ord, næppe tvivl om at han spøgende har “villet udtrykke en Bekymring for at Udgivelsen af Komedierne skulde kunne fremtvinges. Hans Mening er, at da man stadig krævede Stykkerne, og han maatte være bange for at det endte med at man aftvang ham dem, maatte han hellere udlevere dem frivillig” (op.cit., s. 62). Problemet er dog blot at sådan kan det ikke hænge sammen grammatisk: det er ikke de såkaldte ‘venner’ (amici) eller skuespillerne (comoedi) der kan være subjekt for acciperent og altså få en formula ad exhibendum, snarere må det jo være dem der som ‘sagsøgere’ kræver den. Den tredje mulighed er at komedierne (fabulæ) er et subjekt, men også det giver dårlig mening, da komedierne er hvad der skal fremlægges. Drachmann overvejer konjekturen acciperem, hvor subjektet bliver Holberg og det hele går op, men afviser alligevel denne løsning med den begrundelse at fejlen ikke ligger i teksten men i Holbergs misforståelse af Plinius: efter sammenhængen må hendecasyllabi ganske vist være subjektet for verberne appellantur, (ef)flagitantur og cogantur, men Holberg kan have opfattet scripta tua som subjekt, altså Suetons skrifter, i Holbergs tekst svarende til fabulæ, komedierne. En sådan udlægning af Pliniusstedet kendes også fra den italienske humanist Catanaeus’ kommentar til Plinius’ breve (se herom nærmere Drachmann, op.cit., s. 65).
Det juridiske ordvalg skal ikke tages bogstaveligt hverken hos Plinius eller Holberg. Det er altså ikke hans mening at nogen ad rettens vej skulle kunne tvinge komedierne til opførelse, men derimod nok at andre tiltag kunne komme på tale, såsom at afskrifter heraf kunne komme til at cirkulere imod hans vilje (således opfattet i Rahbeks, Winkel Horns og Olsvigs oversættelser). Tilmed betjener Holberg sig her af en tilsigtet dobbelttydighed da exhibere ikke blot kan tages i den juridiske betydning men også i betydningen ‘opføre’ om skuespil. Derimod er det næppe rigtigt at formula skulle kunne betyde ‘afskrift’. Jf. også C.W. Smith, Om Holbergs Levnet og populære Skrifter, 1858, s. 101: “Da der imidlertid var kommet Afskrifter eller Uddrag i Omløb, og han [Holberg] altsaa kunde vente, at de dog vilde komme i Skuespillernes Hænder og da maaskee blive opførte i en forvandlet vilkaarlig Skikkelse, beqvemmede han sig til at overlade Montaigu fem Comedier at sætte i Scene.” I den tilhørende fodnote udlægger Smith ‘verens ne ad exhibendum formulam acciperent’ således: “Dette Udtryk synes at antyde en Frygt for, at de skulde forsøge efter en meddeelt Plan selv at componere og udfylde Stykkerne.” Men som Drachmann påpeger (s. 58), kan formula heller ikke betyde ‘uddrag’ eller ‘plan’; den rigtige glose ville da være argumentum, som Holberg selv bruger i den følgende beskrivelse af de enkelte komediers indhold.

Den Politiske Kandestøber, sive Faber Stannarius Politicus / Den politiske kandestøber
denne og de følgende danske komedietitler er sat med fraktur i den latinske tekst (hvor brødskriften er antikva). I den følgende beskrivelse af komediens indhold genbruger Holberg mere eller mindre hvad han har skrevet på dansk i “Just Justesens Betenkning over Comoedier” i Hans Mikkelsens Comoedier, tome 1, 1723, a6v-a7r.

exhibita fuit Anno 1722 / blev opført i året 1722
den første forestilling i Lille Grønnegade-teatret var Molières Gnieren den 23. september 1722. Førsteopførelsen af Den Politiske Kandstøber fandt formodentlig sted et par dage efter, fredag den 25. september 1722, men der hersker en vis usikkerhed om denne dato. Et øjenvidne til førsteopførelsen, den svenske assessor C.M. Dahlström, anfører i sin dagbog 26. september 1722: “Denna afthon war iag på danska comoedien, som på danska språket spehltes, om den politiske Kandestöber, här i Kiöbenhamn componerad; war artig nog.” Dette må formodentlig skulle opfattes således, at premieren fandt sted den foregående aften, altså fredag den 25. september, jf. Eiler Nystrøm, Den danske Komedies Oprindelse, 1918, s. 88. Nystrøm anfører, at der ikke blev spillet komedier om lørdagen. I øvrigt er meningerne om opførelsestidspunktet delte. Hans Brix holdt fast i den 26. september, jf. “Holbergs Skueplads” i Tilskueren 1919, II, s. 233-239, og senere bl.a. i Ludvig Holbergs Komedier, 1942, s. 53. Det omstridte svenske dagbogsnotat blev i sin tid fremlagt af Carl S. Petersen i artiklen “Når opførtes ‘Den politiske Kandestøber’ første gang?”, Historiske Meddelelser om København, bd. 1, 1907-08, s. 615-618. Der er ikke bevaret nogen plakat fra førsteopførelsen. For de nærmere omstændigheder vedrørende Den Politiske Kandstøber, herunder dens reception i samtiden, se denne komedies Indledning.

scopum, ad qvem collimat comicus / det formål, komediedigteren tager sigte på
ordret egl. “det mål som komikeren tager sigte på el. rammer”. Også 2. udg. 1736 har collimat, men 3. udg. 1737 derimod collineat. Det er væsentligt at bemærke at formen collimat kommer igen nedenfor s. 181, hvor talen også er om Den Politiske Kandstøber, denne gang om hvad der forhindrede dens opførelse i Paris (man læser her: “comœdia ista, cujus satyra in infimum plebem collimat”), men også her rettes der i 1737 til collineat.
De to verber collineo og collimo betyder omtrent det samme, og man kan måske anse sidstnævnte for en misforståelse af det første. Imidlertid er collimo velbelagt på Holbergs tid. Han kan fx være stødt på det i ældre Ciceroudgaver, hvor det forekommer i De divinatione II 59: “Quis est enim, qui totum diem jaculans non aliquando collimet?” (collimet for collineet) og i De finibus III 6, 22, udtrykket “collimare hastam aliquo aut sagittam” (collimare for collineare). Disse læsemåder foretrækkes også senere af fx J.A. Ernesti i dennes udgave, se Ciceronis Opera omnia, Halle 1774-77, på de anførte steder. I A.F. Kirschs latinsk-tyske ordbog, Abundantissimum cornu copiae linguae Latinae et Germanicae selectum, Leipzigudgaven 1774 [1. udg. 1714], henvises der til at collimo findes hos Cicero, men at “Alii et forte melius, legunt Collineo”, og under opslaget collineo står at læse at det er det samme som (idem quod) collimo, ligesom i øvrigt det aktuelle udtryk findes anført: “collineare ad scopum, das Ziel treffen” (se en faksimile af den relevante side her).
SS retter i Holbergs tekst unødvendigt til collineat, men beholder i det andet, senere tilfælde s. 181 collimat (for dog i sit tekstkritiske apparat (til SS, bd. V, s. 88,27) at rette op på denne inkonsekvens ved at sige at der i overensstemmelse med 1737-udgaven også her bør rettes til collineat).

Den Vægelsindede sivè Lucretia / Den vægelsindede eller Lucretia
det er interessant at komedien her anføres med en alternativ titel Lucretia, der er navnet på den kvindelige hovedperson. Komedien blev opført første gang i oktober 1722 (hvornår vides ikke nøjagtigt), og de fem akter blev siden omarbejdet til tre, i hvilken form den optræder i Den Danske Skue-Plads 1731. Sammenlign beskrivelsen af komediens indhold med den tilsvarende i “Just Justesens Betenkning over Comoedier” i Hans Mikkelsens Comoedier, tome 1, 1723, a7r-a7v. For de nærmere omstændigheder vedrørende denne komedie og dens modtagelse se Indledningen hertil.

temporaria & Tigellianæ indolis mulier / et humørsygt kvindemenneske af Tigellius-typen
el. ‘tigelliansk karakter’. Den romerske sanger Tigellius omtales af Horats som vægelsindet, se Satire I 2, v. 3, og I 3, v. 4ff. Om Holbergs brug af Tigellius-figuren i Apologie for Sangeren Tigellio og andetsteds se Indledningen [under udarbejdelse] til Skæmtedigte.

uxor Montacutii / madame Montaigu
Marie Magdalene Montaigu, født la Croix (1692-1736), dansk skuespillerinde af fransk slægt, gift med Lille Grønnegade-teatrets instruktør, René Magnon de Montaigu (1661-1737).

omne tulisse punctum / have nået det superbe
kendt udtryk fra Horats, Ars poetica, v. 343; hele verset citeres igen umiddelbart nedenfor midt på s. 136.

sicut ii, qvi fidibus canunt, non multitudinis sed paucorum arbitrio cantus numerosqve moderantur / på samme måde som man, når man synger til eget akkompagnement på lyren, indretter sang og spil, ikke efter massens, men efter et fåtals skøn
jf. Cicero, Tusc. V 36, 104: “iique, qui fidibus utuntur, suo, non multitudinis arbitrio cantus numerosque moderantur”.

auræ popularis / folkegunst
jf. Vergil, Æneiden VI, v. 816, og Horats, Carm. III 2, v. 20.

Omne tulit punctum, qvi miscuit utile dulci / Den, der forener behag med nytte, får stemmer fra alle
Horats, Ars poetica, v. 343.

Qvarta vocatur Jeppe paa Bierged, sive Menalcas Danicus, cujus argumentum cùm aliunde mutuatus sim, scil: ab Utopia Bidermanni, nullam exinde laudem capto. Solum tamen argumentum Bidermanno acceptum feroJeppe paa Bierged, sive Menalcas Danicus / Den fjerde hedder Jeppe på Bjerget eller Den danske Menalcas. Handlingsforløbet i den har jeg lånt udefra, nemlig fra Bidermanns Utopia, så det tragter jeg ikke efter ros for. Dog er det kun handlingen, jeg har Bidermann at takke for
navnet Menalcas er en hyrde i den romerske digter Vergils Bucolica, men også navnet på bonden i Jakob Bidermanns latinske rejseroman Utopia, udgivet 1640, som Holberg selv anfører som kilde til Jeppe paa Bierget allerede i “Just Justesens Betenkning over Comoedier” i Hans Mikkelsens Comoedier, tome 1, a7v-a8r, hvor man læser følgende: “Den fierde [Comoedie] kaldes Jeppe paa Bierget eller Den forvandlede Bonde, en af Bidermanni gamle Historier, som Autor har udførdt i en Comoedie. Dette er den eeneste Materie som icke er opspunden udi Autors egen Hierne, hvorfor hand ingen Berømmelse forlanger deraf, hvor vel de artige Klygter, som legges udi Bondens Mund, og bevæge alle slags Tilskuere til idelig Latter, ere hans egne.” Tilsvarende hedder det altså i levnedsbrevet at kun stykkets argumentum, dvs. handlingsgang eller plot, skyldes Bidermann. Om Holbergs brug af Bidermann se nærmere Indledning til Jeppe paa Bierget [under udarbejdelse] og Gunnar Sivertsen, Kilden til Jeppe paa Bierget, Aarhus 2010.
Også i både 2. og 3. udgave læses der ‘Bierged’ for ‘Bierget’ og i øvrigt begge steder ‘pan’ for ‘paa’ (i det mindste kan det sidste muligvis vidne om at disse udgaver er sat i Leipzig af personer uden kendskab til dansk).

mireqve fabulam hanc ornavit e comœdorum grege unus, lingvam, gestus, mores ac indolem rustici Selandici dexterè exprimens / og på herlig vis satte én fra komedianternes trup kulør på dette stykke ved sin træffende gengivelse af en sjællandsk bondes dialekt, gebærder, manerer og gemyt
tilsvarende læser man i “Just Justesens Betenkning over Comoedier” at komedien blev spillet “anden gang alle Folk til Fornøjelse, sær formedelst Personen Monsieur Gram der agerer saa naturlig en Siellands Bonde.” Den første i rollen som Jeppe, Johan Wibe Mortensen Gram (ca. 1695-1747), var dimmitteret fra Ringsted skole 1717 og ifølge Nystrøm “rimeligvis sjællandsk bondesøn”, hvorfor man forstår at han kunne have særlige forudsætninger for at spille rollen, jf. Eiler Nystrøm, Den danske Komedies Oprindelse, 1918, s. 175. Johan Gram trak sig tilbage fra teatret i Lille Grønnegade allerede i 1723. Han tog ingen embedseksamen men blev senere pedel for universitetet.

Tonsor loqvax / Den snaksomme barber
Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer opførtes første gang den 28. okt. 1722 i fem akter og blev trykt foråret efter i tome 1 af Hans Mikkelsens Comoedier 1723. Den omtalte apologetiske prolog er gået tabt; men Holberg omarbejdede stykket til en enakter, som blev trykt i 2. edition af tome 1, 1724.

non pauci ante finem recederent, alli dissimulanter & furtim, alii simpliciter ac liberè / adskillige af dem gik hjem, før stykket var omme, nogle under et eller andet lusket påskud, andre frimodigt og frejdigt
jf. Plinius d.y., Epistel I 13, 2, om tilhørerne til en digtoplæsning: “ante finem recedunt, alii dissimulanter et furtim, alii simpliciter et libere". Citatet er også brugt, omend mindre tydeligt, ovenfor s. 128.

crambem istam toties coctam / denne ideligt opkogte kål
ordret ‘dette så mange gange kogte kål’. Den latinske talemåde crambe bis cocta, at noget er ‘kål kogt to gange’, dvs. en gentagelse eller genbrug, bruger Holberg også ovenfor s. 37 (se kommentar hertil om Juvenal, crambe bis cocta).
Den aktuelle akkusativ crambem for den forventede græske bøjning cramben er velbelagt på Holbergs tid og findes også i 3. udg. 1737; men man bemærker at 2. udg. 1736 her har cramben. Kragelund beholder i sin udgave formen crambem i sin brødtekst, men bruger i sit kommentarlemma cramben (bd. 3, s. 141).

Undecimus Dies Junii / Den 11. juni
opført første gang den 11. juni 1723 og trykt som den første komedie i tome 2 af Hans Mikkelsens Comoedier, 1724; derfor anført her som Sexta Comœdia, den sjette komedie, men i Just Justesens Betenkning over Comoedier i tome 1 står den oprindelig anført som komedie nr. 7 (med Barselstuen som nr. 6).

Patruelem mopsi / tumpens fætter
Mopsus optræder bl.a. som navnet på en hyrde i Vergils Bucolica. Det er også navnet på den pantsatte bondedreng i Bidermanns Utopia og betegner dermed en person der tages ved næsen.
I Første Levnedsbrevs 2. og 3. udgave er det rettet til stort begyndelsesbogstav, Mopsus, fordi det egentlig er et personnavn.

plausor in scena | Sedeat redimitus histrioniæ addictus / på scenen | bekranset klapper løs til gøglernes grimasser
Petronius, Satyricon 5, 7, ordret citat.

Mulier Puerpera / Barselskonen
den latinske angivelse af titlen betyder ‘barselkvinden’ eller ‘barselkonen’. Barselstuen opførtes første gang den 1. oktober 1723 (eller måske først den 8. oktober) og blev trykt i Hans Mikkelsens Comoedier, tome 2, 1724. For nærmere detaljer se denne komedies indledning [under udarbejdelse].

Empiricus / Kvaksalveren
det latinske Empiricus betyder egl. en selvbestaltet læge (støttende sig på egen erfaring, empiri), en ‘kvaksalver’, og som her i bredere forstand en ‘plattenslager’. Den første kendte opførelse af Det Arabiske Pulver fandt sted den 2. maj 1724 på teatret i Lille Grønnegade, og samme år blev komedien trykt i tome 2 af Hans Mikkelsens Comoedier. Holberg glemmer her at anføre sin betydelige afhængighed af anekdoten om guldmagerbedraget, “Auri faciendi impostura”, i Bidermanns Utopia, 1640, bog VI, kap. 41-43, s. 362-368. Se nærmere herom i komediens indledning. I nærværende referat i levnedsbrevet trækker Holberg også direkte på Bidermann ved herfra at låne flere formuleringer, se de følgende kommentarer.

Luditur fabella de iis, qvi insano studio laborant auri procudendi / Denne minikomedie handler om dem, der ligger under for den galskab at ville fremstille guld
ordret: ‘den lille komedie spøger med dem som med afsindig iver anstrenger sig for at fremstille guld’. Relativsætningen er omtrent identisk med en tilsvarende i Bidermanns Utopia, 1640, s. 362: “Paucis diebus ità negotiati, cognoscimus haud procul abesse nobilem dynastam, qui pridem insano studio laboret aurum procudere” (“Da vi således havde drevet handel i nogle få dage, erfarede vi at der lige i nærheden boede en adelsmand som længe med afsindig iver havde anstrengt sig for at fremstille guld”).

patibularius / en galgenfugl
udtrykket finder man også i Bidermanns Utopia, 1640, s. 363. Den ene af de to svindlere, Simo, frygter at guldmagerbedraget kan være en direkte vej til galgen, men den anden beroliger ham med at de begge jo allerede i tredive år har været patibularii: “Triginta iam annis, vterque patibularij sumus".

qvi chrysopœum se fingens / som ved at give sig ud for at være guldmager
der læses chrysopœum i 1737-udgaven (jf. gr. χρυσοποιός), men 1. udg. 1728 og 2. udg. 1736 har her formen chrysopæum og tilsvarende nedenfor ved den følgende forekomst på s. 139 chrysopæos for chrysopœos. Det er sandsynligt at Holberg har formen med æ, tilsyneladende en forveksling med œ (oe), fra Bidermanns Utopia, 1640, s. 362, hvor udtrykket optræder i denne skikkelse. Den aktuelle passage i levnedsbrevet indeholder flere lån fra Bidermann.

Archimedem hic se credidit reperisse / Herren tror, han har fundet en ny Archimedes
ordret: ‘(en) Archimedes’. Jf. Bidermanns Utopia, 1640, s. 363, hvor de to svindlere modtages af adelsmanden som de skal bedrage: “Exilijt homo, vt qui crederet Archimedem se reperisse” (“Manden springer op ligesom en der tror han har fundet Archimedes”). Archimedes sigter til den græske matematiker og naturvidenskabsmand (ca. 287-212 f.Kr.).

cum fama per urbem vulgetur / Da det nemlig rygtes byen rundt
jf. Bidermanns Utopia, 1640, s. 367: “Interim fama per viciniam vulgatur” (“Imidlertid spredes det rygte i nabolaget”).

aurum eum e triobolari gleba cudere posse / at den fine mand kan fremstille guld af en jordklump
jf. Bidermanns Utopia, 1640, s. 366: “me illum artificem dicere, qui ex triobulari glebâ, tam locuples aurum procreassem” (“[adelsmanden] sagde at jeg var den kunstner som af værdiløst sand havde frembragt så rigt guld”). Der læses triobolari i 1737-udgaven, men 1. udg. 1728 og 2. udg. 1736 har her formen triobulari. Det er sandsynligt at Holberg har formen med u fra Bidermann, anførte sted. Adjektivet triobolaris betyder egl. ‘af værdi som tre oboler’, og etymologisk er o’et altså uomgængeligt. I overført betydning bruges adjektivet om en ting af meget ringe værdi.

obstupescunt Omnes / forbløffes alle
jf. Bidermanns Utopia, 1640, s. 365, hvor verbet dog først forekommer i den sammenhæng hvor adelsmanden viser sine venner en prøve på guldet.

Mydas / Midas
en frygisk sagnkonge kendt for sin rigdom; alt hvad han rørte ved, blev til guld. I Bidermanns Utopia, 1640, s. 367, sammenlignes den bedragne adelsmand med Midas, også her stavet Mydas: “Interim fama per viciniam vulgatur, dynastam in auro cudendo Mydam esse” (“Imidlertid spredes det rygte i nabolaget at adelsmanden er blevet en Midas når det gælder at fremstille guld”). Samme formulering har Holberg lidt tidligere på s. 139: “cum fama per urbem vulgetur, aurum eum e triobolari gleba cudere posse ...”

Juulestue / Julestue
Holberg oversætter ikke denne titel til latin, og det danske ‘Juulestue’ er sat med fraktur. Enakteren Juele-Stue blev opført første gang formodentlig i januar 1724 og blev samme år trykt i tome 2 af Hans Mikkelsens Comoedier. Holberg skrev på opfordring denne komedie samt Mascarade til erstatning af J.R. Paullis skuespil Jule-Stuen og Masqueraden, men i levnedsbrevet nævner han ikke omstændighederne vedrørende Paullis stykke. Se nærmere Indledning til Juele-Stue og afsnittet “Inspirationskilder” i Indledning til Mascarade.

Bacchanalia vulgò Mascarade / Bacchusfesten, eller Maskerade
komedie i tre akter, opført første gang i februar 1724 (tre gange i træk) og trykt samme år som den sidste af de fem komedier i tome 2 af Hans Mikkelsens Comoedier. Om komedien se nærmere Indledning til Mascarade.

qvi oculorum præcipue delinimentis ducitur / som mest tiltrækkes af det, der fryder øjnene
udtrykket delinimentis duci bruges også i den latinske købmandsdialog i Fasciculi novorum dialogorum, 1728, )(7v, hvor den ene af de to købmænd, Antonius, siger: “Nolo, ut delinimentis aurium ductus in sententiam meam eas" (“Jeg ønsker ikke, at mine ord skal lokke jer til at skifte mening". Overs. A. Kragelund i Ludvig Holberg, Latinske Smaaskrifter, bd. 1, s. 221; i den danske oversættelse, Samling af adskillige Nye Samtaler, 1728, gengivet: “Jeg pretenderer ikke, at I af mine blotte Ord skal lade Jer bevæge til at bifalde vores Anslag”). I det mindste i det sidste tilfælde trækker Holberg på Plinius d.y., Epistel III 15, 4: “Confido tamen me non sic auribus duci, ut omnes aculei iudicii mei illarum delenimentis refringantur”.

Ter repetita fuit jussû superiorum / Efter ordre fra højere sted blev Maskerade gentaget tre gange
det er uklart hvad der skal forstås ved ‘efter højere befaling’. Teaterplakaten fra den tredje opførelse, der fandt sted fastelavnsmandag den 28. februar 1724, findes bevaret (på Det Kgl. Bibliotek); den er gengivet i faksimile hos Anne E. Jensen, Teatret i Lille Grønnegade 1722-1728, 1972, s. 104.

qvæ felicitas nulli antehac apud nos comœdiæ contigerat / en lykke, der aldrig før er overgået nogen komedie her hos os
noget tilsvarende siger Holberg ovenfor s. 129 om Peder Paars, hvor det ganske vist gælder at den udkom i tre udgaver, “qvod nulli antehac libro Danico contigerat” (“hvad der aldrig før var hændet nogen dansk bog”).

Miles Gloriosus / Den stortalende soldat
Jacob von Tyboe eller Den stortalende Soldat, komedie i fem akter, blev opført første gang i maj 1724 og trykt som den første komedie i tome 3 af Hans Mikkelsens Comoedier, 1725. Se nærmere Indledning til Jacob von Tyboe.

adqve exemplar Militis Plautini expressa / som har Plautus’ Soldat til forbillede
om afhængigheden af Plautus’ komedie Miles gloriosus se nærmere Indledning til Jacob von Tyboe.

Ipse tamen necesse existimo, ut limam subeat ob soliloqvia qvædam, nimis prolixa / Selv er jeg dog af den formening, at den trænger til at komme under filen på grund af visse alt for vidtløftige monologer
komedien er på dette punkt kommet en anelse ‘under filen’ i dens optryk i Den Danske Skue-Plads, tome 3, 1731; se herom i Indledning til Jacob von Tyboe.

Ulyxes / Ulysses von Ithacia
Ulysses von Ithacia eller En Tydsk Comoedie i fem akter blev opført første gang i juni 1724 og trykt i tome 3 af Hans Mikkelsens Comoedier, 1725. Om denne komedie se nærmere Indledningen hertil [under udarbejdelse].

Arleqvinus / Harlekin
dvs. Chilian, Ulysses’ tjener (servus Ulyxis). Chilian (eller Hans Wurst) er navnet på en fast komisk figur i de tyske komedier (som Ulysses von Ithacia parodierer), svarende til Harlekin, klovne- og bajadsfiguren i renæssancens folkelige, italienske maskekomedie (commedia dell’arte).

Kilde-Reise sive profectio ad fontem sacrum / Kilderejsen eller Rejsen til den Hellige Kilde
den danske titel er sat med fraktur, dens latinske gengivelse betyder ‘rejsen til den hellige kilde’. Kilde-Reysen, komedie i tre akter, blev opført første gang i juli 1724 og trykt i tome 3 af Hans Mikkelsens Comoedier, 1725. Se om komedien nærmere Indledningen hertil [under udarbejdelse].

Melampus / Melampe
Melampe. Tragi-Comoedie i fem akter, blev opført første gang i efteråret 1724 og trykt i tome 3 af Hans Mikkelsens Comoedier, 1725. For nærmere detaljer vedrørende denne komedie se Indledning til Melampe [under udarbejdelse].

Catulus qvem perditè adeo amant duæ sorores / en skødehund, som to søstre er så dødeligt forelskede i
jf. Terents, Phormio, v. 82: “hanc amare coepit perdite”.

sophocleo planè hiatu bacchetur / svinger sig op til at behandle et så fjollet emne med en pomp som hos Sofokles
jf. Juvenal, Satire 6, v. 636: “grande Sophocleo carmen bacchamur hiatu”. ‘Sofokleisk’, der hentyder til den græske tragiker Sofokles, skal her blot angive en højtidelig, patetisk stil.

syrmate tument / er fulde af flommede ord
dvs. svulmer, er svulstig; glosen syrma er oprindelig græsk og betegner en teaterdragt med langt slæb, og i overført forstand kan det også betyde ‘tragedie’ (pars pro toto). Der sigtes med udtrykket til Martial, Epigr. IV 49, v. 8: “Musa nec insano syrmate nostra tumet” (“Ej heller svulmer min muse i en afsindig (overdådig) teaterkjole”).Hele det pågældende epigram, på nær dets to første linjer, har Holberg tidligere citeret ordret i “Just Justesens Betænkning over Peder Paarses Historie” i ‘Tredie Edition’ af Peder Paars, )()(3v.

Morte viri cupiunt animam servare catellæ / ønsker med magens død at redde livet i mopsen
egl. “ønsker ved mandens død at frelse en lille hunds liv”, Juvenal, Satire 6, v. 654, ordret citat, bortset fra at Juvenal har præsens konjunktiv, cupiant; catella er femininum af catellus, der betyder en hundehvalp eller bare en lille hund (i Melampe drejer det sig om en skødehund); det er diminutiv af catulus, som Holberg bruger ovenfor om ‘dramaets helt’.

Fratres in contraria ruentes / Diametralt modsatte brødre
den latinske titel på komedien betyder egl. “brødrene som styrter sig i det modsatte” og alluderer til Horats, Satire I 2, v. 24, “dum vitant stulti vitia, in contraria currunt” (“når tåber søger at undgå fejl, løber de over i det modsatte”), som Holberg også senere sætter som motto eller titel for Epigram III 37. Uden Hoved og Hale, komedie i en prolog og fire akter, blev opført første gang i efteråret 1724 og trykt som den sidste komedie i tome 3 af Hans Mikkelsens Comoedier, 1725. For nærmere detaljer vedrørende denne komedie se Indledning til Uden Hoved og Hale [under udarbejdelse].

omne vitium in præcipiti stare / enhver fejl balancerer på en knivsæg
Juvenal, Satire 1, v. 149: “omne in praecipiti vitium stetit” (“enhver last har stået ved en afgrund”, dvs. har været på kanten til eller været den lige vej til fuldstændig moralsk fordærvelse). Udtrykket bruges også ovenfor s. 10: “Omne vitium in præcipiti stat” (hvor Holberg drøfter overtro i tilknytning til spøgelseshistorien på Fladhammer). Jf. også Tredje Levnedsbrev, s. 108 (“Amor æqve ac odium in præcipiti stat”).

Qvindecim hæ fabulæ impressæ sunt, & in tres tomos describuntur / Disse femten stykker er trykt og fordelt på tre bind
Holberg har anført de femten ovenfor beskrevne komedier i den rækkefølge hvori de optræder i Hans Mikkelsens Comoedier, tome 1-3, 1723-25. Det er tænkeligt at Holberg med disse omhyggelige informationer vil tillokke og anspore potentielle udenlandske oversættere af de komedier som da forelå på tryk. Han nævner desuden nedenfor fem komedier som var opført, men undlader at anføre dem der i 1728 stadig var uopførte og utrykte men lå færdige allerede i 1723 ifølge “Just Justesens Betenkning over Comoedier” i komediernes tome 1, 1723, nemlig Erasmus Montanus (trykt 1731, dansk premiere 1747), Don Ranudo de Colibrados (først trykt 1745, premiere 1752) og Hexerie eller Blind Allarm (trykt 1731, premiere 1750).

qvorum prior tomus biennii spatio ter recusus est / af hvilke det første er blevet oplagt tre gange i løbet af to år
tome 1 af Hans Mikkelsens Comoedier udkom i en ‘Anden Edition’ i 1724, og året efter, i 1725, udsendte Phønixberg et eftertryk af 2. Edition. Tome 1 udkom således tre gange i løbet af to år.

Machinationes Henrici / Henriks gavtyvestreger
’gavtyvestreger’ el. ‘listige intriger’; selve titlen er her dannet efter Molières intrigekomedie Les Fourberies de Scapin (da. Scapins Skalkestykker, der også var på repertoiret i Lille Grønnegade). Holberg sigter til sin enakter Diderich Menschen-Skræk, der blev opført første gang i efteråret 1724 (hvornår vides ikke nøjagtigt). På en bevaret teaterplakat for 6. maj 1726 bærer den titlen Diderich Menschenschreck eller Hr. von Donnerburg. Komedien blev først trykt i Den Danske Skue-Plads, tome 4, 1731. Holberg havde endnu ikke skrevet den i 1723, for den optræder ikke på listen over færdige komedier til sidst i “Just Justesens Betenkning over Comoedier” i tome 1 af Hans Mikkelsens Comoedier.

servo hoc nomen est in omnibus meis comœdies / (Henrik er navnet på tjeneren i alle mine komedier)
dette er en generalisering; i enkelte tilfælde hedder den vigtigste tjenerrolle ikke Henrik, men fx i Barselstuen Troels (se herom nærmere kommentaren om skuespilleren Henrik Wegner i Barselstuen).

Henricus & Petronilla / Henrik og Pernille
Henrick og Pernille, komedie i tre akter, blev opført første gang i efteråret 1724 (ifølge en teaterplakat vides den at være blevet opført den 22. dec. 1724), og den blev trykt i Den Danske Skue-Plads, tome 4, 1731. For nærmere detaljer vedrørende denne komedie se Indledning til Henrick og Pernille.

Rusticus comitis Palatini personam agens / En bondeknold, der spiller pfalzgreve
den latinske titelangivelse betyder ‘bonden der spiller rollen som pfalzgreve’. Den blev opført første gang den 26. juni 1726 og senere trykt i Den Danske Skue-Plads, tome 4, 1731. På en teaterplakat for 12. juli 1726 bærer den titlen Banquerouteren eller Dend pandtsatte Bonde-Dreng (og tilsvarende på bevarede plakater for 11. november samme år og for 29. januar 1727). Holberg udvikler i denne korte liste ikke nærmere hvad de anførte fem utrykte komedier handler om, og af samme grund har han ingen anledning til at beskæftige sig (eller ikke beskæftige sig) med sin afhængighed af Bidermanns Utopia for denne komedies vedkommende; se herom nærmere komediens Indledning [under udarbejdelse].

Vir in nihilo agendo occupatissimus / En mand, der er dybt optaget af ingenting at bestille
den latinske titelangivelse betyder ‘manden som har vældig travlt med at foretage sig ingenting’. Den Stundesløse, komedie i tre akter, blev opført første gang den 25. november 1726 og trykt i Den Danske Skue-Plads, tome 5, 1731. Se nærmere komediens Indledning.

Perfidus Vitricus / Den troløse stedfar
den latinske titelangivelse betyder ‘den perfide (udspekulerede) stedfar’. Komedien blev opført første gang 3. februar 1727 og bærer på teaterplakaten titlen Den opdigtede Forbyttelse eller Pernilles korte Frøyken-Stand. Komedien blev trykt i Den Danske Skue-Plads, tome 5, 1731. Se nærmere komediens Indledning [under udarbejdelse].

Nam fuit hôc vitiosus, in hora sæpe ducentos, | Ut magnum, versus dictabat, stans pede uno / Dét var hans fejl: at diktere to hundrede linjer i timen | (hvad han selv så som en dåd) kækt støttende sig på | kun ét ben
ordret citat af Horats, Satire I 4, v. 9f., hvor der refereres til den satiriske digter Lucilius.
Man bemærker dog at in mangler i pede in uno, ligesom det også ses i “Just Justesens Betænkning over Peder Paarses Historie” i Peder Paars, Tredie Edition, )()(8r: “Stans pede uno / Cum flueret lutulentus”; men jf. derimod Peder Paars IV 1, fodnote til v. 533: “Stans pede in Uno / Cum flueret Lutulentus". Også i Første Levnedsbrevs 2. udg. 1736 mangler in, men det er indføjet i 3. udg. 1737. Grammatisk kan pede uno godt fungere som instrumental ablativ. Metrisk vil fraværet af in ganske vist forudsætte hiat, altså manglende elision af e’et foran uno. (Det kan undre at SS på det anførte første sted i Peder Paars opretholder pede uno men i levnedsbrevet supplerer præpositionen).
Ingen af de tre udgaver af Første Levnedsbrev har komma efter magnum, men et sådant, til tydeliggørelse af at ut ikke indleder en ledsætning, findes i den samtidige danske oversættelse 1745, s. 138, som også bringer det latinske citat.

novitatis gratiæ / noget nyt og spændende
jf. Plinius d.y., Epistel I 2, 6: “libelli quos emisimus dicuntur in manibus esse, quamvis iam gratiam novitatis exuerint” (“de bøger jeg har sendt ud, siges at være vidt udbredte (i alles hænder), selv om de allerede har mistet nyhedens interesse”).

tam vulgi qvàm paucorum albis calculis munitæ / betrygget ved helhjertet tilslutning både fra de mange og fra de få
albus calculus betyder egl. ‘hvid kugle’ og betegnede i en ældre romersk sammenhæng den stemmesten som brugtes hvis man bifaldt en beslutning eller ved retten stemte for frifindelse, i modsætning til sorte sten.
Det skal nok forstås bogstaveligt ovenfor s. 32 hvor Holberg indballoteres i The Musical Club i Oxford: “niveos omnium calculos obtinui”, men ellers er den overførte betydning ‘bifald’, ‘godkendelse’, altså et udtryk for at være positivt stemt. Det synonyme adjektiv niveus for albus bruges også ovenfor på s. 14 da Holberg består sin teologiske eksamen (“niveos calculos emerui”), og desuden til sidst i levnedsbrevet på s. 212. To steder i Første Levnedsbrev anvender Holberg udtrykket sammen med verbet adjicio, nemlig s. 111 (“si album calculum adjeceris”) og igen nedenfor s. 198 (“album calculum adjecerunt”). Det optræder også fx i begyndelsen af Niels Klim, s. 1 (“Niveis utriusque Facultatis calculis”).

argentô qvotannis nos emungere soliti / som år efter år kom og snød os for vores penge
det samme udtryk, argento emungere, bruges ovenfor på s. 56 og 100. Holberg kender det muligvis fra Terents, Phormio, v. 682, hvor ordene “emunxi argento senes” (“jeg har snydt de gamle for penge”) er lagt i munden på slaven Geta.

improbisqve laboribus / og det usigelige besvær
samme udtryk findes fx i Vergils Georgica I, v. 146: “labor omnia vincit / improbus”.
 
 
xxx
xxx