Tilbake til søkeresultater
previous icon next icon
Vis  kommentarertekstkritiske notervariantnoteralle noter åpne    Tekstkilder    Veiledning
Klikk på sidetall for å se faksimiler    
   
Act. I. Scen. 1.
Ovidius. Eleonora. Pernille.
Eleonora.
MEn min kiære Monsieur Ovidius, er det dog ikke en Hierte-Sorg at høre en taleen tale]en tale] en Tale A B; En tale Rahbek (fulgt af Boye Martensen Roos), en tale Liebenberg, en Tale SS en tale] en Tale A B; En tale Rahbek (fulgt af Boye Martensen Roos), en tale Liebenberg, en Tale SS saaledes, som man har *fæstet saadan Kierlighed til. Jeg har altid tænckt, at det var Ungdoms Ubetæncksomhed, som vilde forgaae med Alderen, men jeg mercker at det *tar heller meer til. Naar jeg beder ham gaae i Kirken, siiger hand, at hand vil gierne giøre det, men alleene for min skyld. Naar jeg raader ham til Gudsfrygt, svarer hand, hiertelig gierne, naar jeg kand giøre hende nogen Tieneste dermed. Naar jeg svarer ham: I skal giøre det for at tienne Gud, icke mig, da siger hand: Jeg dyrker icke Guder, men alleene Gudinder, I er min Gudinde, og at føye jer, der i bestaaer min Religion. Naar jeg da spør ham: Har I slet ingen Religion, svarer hand spottviis:spottviis:]spottviis:] spottviis- A (m. dobbeltstreg)spottviis:] spottviis- A (m. dobbeltstreg) Jeg kand ingen have; thi min Broer Roland har *sluget saa meget ind deraf, at der er slet intet til overs for mig.
Ovidius.
Min *hierte Jomfrue! jeg veed icke, hvilckenhvilcken]hvilcken] hvilcke A B (B: hvilke); hvilken Rahbek (fulgt af Boye Liebenberg Martensen Roos), hvilcke SS hvilcken] hvilcke A B (B: hvilke); hvilken Rahbek (fulgt af Boye Liebenberg Martensen Roos), hvilcke SS af mine Brødre jeg meest *har Aarsag at yncke. Den ældste nemlig Roland omgaaes icke uden med Hexer og Spaa-Kiellinger, der bringer ham af een Vildfarelse i en anden. I Gaar vilde hand icke gaae ud af Dørren, fordi hans *Hosebaand var gaaet i stycker, eftersom hand har fundet i en Spaadoms Bog, at saadant er et *ont omen, *hvorvel jeg viisede ham, at Hosebaandet var saa gammelt, at det icke kundekunde]kunde] A, kundet B kunde] A, kundet B holde længer. Min yngste Broer Leander derimod, som har den Lycke at være forlovet med Jomfruen, bevæges af ingen Ting, omendskiønt hand saae Tegn paa Himmelen. Men det maa være Jomfruen nock, at hand elsker hende; hand kommer selv at *svare for sin Troe.
Eleonora.
Ach! hvis jeg elskede ham icke saa meget, gick saadant mig icke saa høyt til Hierte.
|R2v
Ovidius.
Hun faaer at *skicke sig derudi, Jomfrue! og trøste sig dermed, at Alderen kand giøre Forandring derudi; thi jeg har kiendt adskillige Mennisker *ligeledes sindet, som hand, menmen]men] A B; men som Rahbek (fulgt af Martensen) men] A B; men som Rahbek (fulgt af Martensen) paa deres gamle Alder er falden til stoor *Devotion. Ligesom jeg har kiendt andre, der udi deres Ungdom har været lige saa *superstitieux som min Broder Roland, og dog siden ere blevne de største Hadere af Overtroe. Kunde jeg kun faae den forbandede Smede-Kone her *af Naboelavet; thi saa lenge hun har sin Gang udi Huuset, bringes hand dybere og dybere udi Overtroe.
Eleonora.
Men skulde det icke værevære]være] A, været B C være] A, været B C let at faae saadan *gemeen Kielling af Veyen?
Ovidius.
Ney, I skal selv slutte, min hierte Jomfrue! at det er icke saa let, naar I hører Omstændighederne der om. Samme Qvinde fører med hendes *Consorter et *udvortes hellig Levnet, hvormed de har *indtaget adskillige eenfoldige Mennisker, saa at *legge Haand paa dem var ligesom at legge Haand paa Religionen selv; Ja man vandt intet dermed, uden man underkastede sig Fortræd, og fick Navn af u-gudelig.
Eleonora.
Men den Qvinde gir sig jo ud for at kunde spaae, *viise igien, *løse og binde Fanden, og andet deslige, som i Christelige Lover er forbudet.
Ovidius.
Det er sandt. Men mange fornemme Folck, som hun ved sin Skinhellighed har indtaget, holder for, at det er Himmelens Gaver, saasom de icke kand troe, at en Qvinde, der idelig ligger næse-gruus i Kircken, og gir en stoor Deel af de Almisser, hun faaer, til andre Fattige, kand practicere noget u-lovligt. Om ingen anden hindrede mig i mit Forsæt, saa er det nock, at min ældste Broer Roland holder hende for en Prophetinde. Ach ach! jeg er saa bange for een Ting.
Eleonora.
Hvad er det?
|R3r
Ovidius.
Den samme Kielling har en Dotter paa 20 Aar, som *icke seerseer]seer] scer A seer] scer A ilde udilde ud]]ilde ud]] B C, ilde A ilde ud] B C, ilde A . Den samme Piige begynder at efter-abe Moorens Skinhellighed, og er *meget vel lidet af Roland. Jeg er bange, Jomfrue! – – – I kand selv tæncke, hvad jeg vil siige.
Eleonora.
Ach! Himmelen forbyde, at hand skulde fatte Kierlighed til hende.
Ovidius.
Jeg vil icke haabe, at hand forfalder til saadant. Jeg har endnu ingen Aarsag at tillegge ham saadanne Tancker; thi det er kun Gisninger af mig. Troe mig, *hierte Jomfrue! at jeg har større *Sorg for min ældste Broer, end for den yngste, som er hendes Kiereste. Thi man kand trøste sig derved, at Alder og *Fortræd kand bringe ham af sin Vantroe.
Pernille.
Jeg vil icke ønske ham ont, *efterdi hand er Jomfruens Kiereste. Men jeg saae gierne, at hand havde saadan en Feber paa Halsen, som jeg *træckedes med forgangen Aar. Saadan Sygdom kunde nock komme ham at krybe til Korset. Jeg var icke heller ald for rigtig tilforn, men jeg svede en Hob Vantroe ud i den Sygdom.
Eleonora.
Du maa icke ønske ham syg Pernille.
Pernille.
Troe mig, Jomfru! at en good ærlig Sygdom er icke at misunde slige Folck. Jeg vilde ønske, at jeg var en Doctor for samme Aarsags skyld. Jeg skulde, min Troe, give Ordre til en good Feber eller Guulsoot, at indqvartere sig paa 14 Dage i hans Mave. Thi visse Folck tæncker aldrig paa *det tilkommende førend de seer sig udi Døds Fare.
Ovidius.
Hun har, *min Troe, icke Uret derudi. Men jeg vil kalde paa Leander, at hand kommer ud til Jomfruen.
(Gaaer ind.)
Scen. 2.Scen. 2.]Scen. 2.] Scen. 2. A Scen. 2.] Scen. 2. A
Eleonora. Pernille. Leander.
Eleonora.
Men hvem *synes dig meest er at yncke, enten Roland eller Leander?
|R3v
Pernille.
Ey Jomfrue! Hendes Kiereste blir nock good, *Vantroe forgaaer ved Alderen, men Overtroe tar meer og meer til. Men der kommer hand.
Leander.
Ach allerkiereste Leonora! er hun der? hvordan har hun sovet i Nat? min Ducke? Men hun er altid saa sorrigfuld. Hvad ligger hende paa Hiertet? siig mig det lille Leonora! Bild jer ind at jeg er jer Skrifte-Far.
Pernille.
Gid jeg kun var jer Skrifte-Far; Jeg skulde, min Troe, dømme jer til at æde *Mask, og dricke Vand i et heelt Aar, indtil I giorde *Pœnitentze.
Leander.
Men Pernille! hvad har du at siige paa mit Levnet? Jeg er, min Troe, saa Gudfrygtig, saa det er en Skam, og har saa sterck Troe, at jeg fuldkommelig troer, at Jomfruen nægter mig icke at kiøre i Kane med i Eftermiddag, dersom det vil klare noget op i Luften.
Eleonora.
Ach Leander! Lad dog fare saadan ugudelig Snack, mit heele Legem skielver, naar jeg hører det. *Seer jer *i Exempel paa mange Ryggesløse Mennisker, der, som I, har foragtet alle Gudelige Formaninger, og derover hendøde udi Fortvilelse. Hvert saadan Ord er som en forgiftig Piil, der saarer mit Hierte til Døden. Betænck jer egen Velfærd. I taber jo intet derved, at I troer et tilkommende Liv.
Leander.
Vil hun have en Koppe Chocolade, min Engel! eller Thee? Jeg kand icke erindre, hvad hun helst dricker om Morgenen.
Pernille.
Ach! er det mueligt? Jeg tænckte, at saadan Tale skulde have præsset Taarene af hans Øyene, men det er ligesom man slaaer Vand paa en Gaas. Hand svarer om Thee og Caffee. Ach Jomfru! spild jer Ord icke saa unyttig; I seer hvor slet Virckning de har. Jeg troer, det var lettere at bringe en Varulv udi Troen end jer, Monsieur Leander!
|R4r
Leander.
*Hvad har du paa min Troe at sigesige]sige] fige A sige] fige A ? Pernille!
Pernille.
Aldeelis intet, Monsieur! thi I har jo slet ingen.
Leander.
Jeg troer ligesaa meget som du og kand skee meere.
Pernille.
I troer jo, at alt, hvad som siges jer om Siælens Udødelighed, om gode og onde AanderAander]Aander] Aauder A Aander] Aauder A , om det tilkommende Liv, er Digt.
Leander.
Seer du vel; Naar jeg troer, at det er Digt, saa troer jeg dog noget. For Exempel: Naar andre Folck troer, at du har din Jomfrudom, og jeg troer, at den er *fløyten for lenge siden, saa troer jeg jo lige saa vel som andre, skiønt paa en anden Maade.
Eleonora.
Ach Pernille! *holdt mig. Jeg er *færdig at daane af *Alteration over den Tale.
Leander.
Ach min allerkiereste Jomfru! *Legger hun det saa meget paa Hiertet?
Eleonora.
Skulde jeg icke legge paa Hiertet saadanne Ord af dens Mund, som jeg har forbundet mig til at leve og døe med.
Leander.
Jeg forsickrer hende, at jeg icke oftere skal tale saaledes. Giv jer tilfreds min Ducke! Jeg vil troe for hendes skyld alt, hvad hun befaler mig at troe. Trin ind et Øyeblick med mig. Pernille! kom du ogsaa ind.
Pernille.
Monsieur! I maa icke vanhelligevanhellige]vanhellige] vangellige A vanhellige] vangellige A jer Huus med sliige u-reene Dyr, som jeg, der har mist deris Jomfrudom.
Leander.
Jeg mercker, disse Piger kand ingen Skiemt taale.
Scen. 3.
Pernille. Roland. HaagenHaagen]Haagen] A, ikke i B C Haagen] A, ikke i B C .
Pernille.
Jeg er gall, som legger saadant paa Hiertet. Hand ta|R4vler bespottelig om Helgene selv, hvordan kand en stackels Tienniste-Piige, som jeg, da vente andre Complimenter? Men der seer jeg den ældste Broer komme; hand er heller *icke med de Klogeste, skiønt hans Galskab er paa en anden Maade. Hans Tiener Monsieur Roland!
Roland.
God Morgen Pernille!
Pernille.
Her seer jegseer jeg]seer jeg] B C, seer A seer jeg] B C, seer A en skiøn Syenaal ligge, som jeg maa tage op. Fy den er uden Hovet.
Roland.
Det *betyder dig intet got Pernille.
Pernille.
Det er sandt Monsieur. Thi som den ingen Hovet har, saa er den u-brugelig.
Roland.
Du forstaaer icke, hvad jeg vil siige. Har du læset din Morgenbøn i Dag?
Pernille.
Ney Herre, icke uden det kand regnes for Morgenbøn, at jeg sagde: Herre Gott! da jeg strackte mig paa Sengen *i Maares tilig.
Roland.
Du kommer vist nock *i Fortræd, eller faaer *onde Ord i Dag. Thi hvo der finder en *afbrudt Syenaal om Morgenen, førend den har læset sin Morgenbøn, faaer enten Hugg eller onde Ord.
Pernille.
Jeg veed det nock Monsieur.
Roland.
Hvorfor toog du den da op?
Pernille.
Fordi der er aldrig nogen Dag, uden Jomfruens Moor knurrer paa mig. For Tieneste-Piger, som har *knarvurren Herskab, betyder saadant altid Ont. Ligesom naar Herren fastende vil sticke sit Hoved igiennem Vinduet udi *Høybroestrædet, betyder det ufeylbar, at en Vogn vil komme forbi; thi saasom der altid er fuld af Vogne i den Gade, saa kand det icke slaae feyl.
|R5r
Roland.
Hey saa! begynder du ogsaa at *raisonnere. Jeg er bange for, at min Broer Leander med Tiden forfører baade vort og jer Huus til Vantroe.
Pernille.
Jer Broer Leander kand jo ingen Troe have.
Roland.
Hvi saa?
Pernille.
Jeg kand icke begribe, hvorforhvorfor]hvorfor] A B; hvor Martensen, hvorfra Brix hvorfor] A B; hvor Martensen, hvorfra Brix nogen i den heele Gade kand have mindste Troe.
Roland.
Hvad vil det siige?
Pernille.
Jo MonsieurMonsieur]Monsieur] Monsienr A Monsieur] Monsienr A ! I har jo *sluget op saa meget Troe, som en heel Gade kunde være hiulpen med. I troer jo alt, hvad som troes kand *indtil paa gamle Kiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere GuderKiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder]Kiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder] Kiellinger, Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder A B; Kiællinger; Synaaler, Knappenaale og Høvlespaaner ere Jere Guder Rahbek (fulgt af Brix), Kiællinger. Synaale, Knappenaale og Høvlespaaner ere jere Guder Boye (fulgt af Martensen Roos), Kiellinger, Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer[. De] ere jere Guder Liebenberg, Kiellinger, Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder SS Kiellinger. Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder] Kiellinger, Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder A B; Kiællinger; Synaaler, Knappenaale og Høvlespaaner ere Jere Guder Rahbek (fulgt af Brix), Kiællinger. Synaale, Knappenaale og Høvlespaaner ere jere Guder Boye (fulgt af Martensen Roos), Kiellinger, Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer[. De] ere jere Guder Liebenberg, Kiellinger, Syenaaler, Knappenaaler og Høvlesponer ere jere Guder SS .
Roland.
Vil du drive Spott med mig din *Laptaske.
Pernille.
Herren spaaede dog ret, at jeg fik onde Ord i Dag; Men var jeg icke saa Næseviis, som jeg er, saa havde jeg nock gaaet fri, endskiøndt jeg havde fundet 16 afbrudte Syenaaler.
Roland.
Hør Mademoiselle! vær saa god og *pack jer herfra. *Jeg mercker nock, hvad jer Klocke har slaget. Jeg vil icke, at I skal have nogen Omgiængelse med mine Folck.
(Pernille gaaer ind.)
Scen. 4.
Roland. Haagen.Haagen.]Haagen.] A, Haagen. Pernille. B C Haagen.] A, Haagen. Pernille. B C
Roland.
Ach! jeg har været ælendig plaget af *Marren i Nat, Haagen! Jeg var *icke mægtig til at faae min Mund op; thi saa snart jeg vilde tale, saa holdt hun for min Mund; Jeg var ligesaa vaagen som jeg nu er, og kunde see en tredobbelt Guld-ring, som hun havde paa Fingeren. Jeg kand dog icke begribe, *hvor hun kunde komme i Nat, thi jeg havde dog *Staal i Sengen hos mig, og jeg stop|R5vpede alle Nøgel-Hullene til i Kammeret. Jeg kand dog icke erindre, om jeg glemte een Ting, som er *det fornemste, nemlig, om jeg satte mine Tøfler bagvendte for Sengen. Haagen! kand dudu]du] dn A du] dn A icke erindre det? hvorledes stood mine Tøffler, da jeg kaldte paa dig i *Maares?
Haagen.
De stoode paa Gulved.
Roland.
Din Slyngel, jeg meener, stoode de bagvendt, eller ey?
Haagen.
Jeg veed icke, hvad som Herren kalder for og bag paa Tøfflene, Tøffler har jo hverken Hoved eller Rumpe.
Roland.
Du *Giæck, jeg meener, om Hælene vendte til eller fra Sengen.
Haagen.
Mig syntes, een Hæl stood *i Sør, den anden i *Nor-Vest, een Tøffel vendte Rumpen til Speilet, og den anden vendte Rumpen, *med Permißion, til Herren. Ellers, *om det skulde komme paa min Eed, sagde jeg reent ud, at jeg icke kunde erindre det, førend jeg *løsligen *forsvor mig. Det kand jeg dog fuldkommen erindre, at de icke stoode liige.
Roland.
Ja der har vi det, der har vi det. Jeg glemte det fornemste. Men see mig til den Marre eengang, saa snart hun finder mindste Ting *forsømt, benytter hun sig deraf.
Haagen.
Ha, ha, ha, det er en egen Tale.
Roland.
Jeg mercker nock, at du omgaaes med min Broer LeandersLeanders]Leanders] Le anders A linjeskift. Bindestregen er faldet ned i næste linje, jf. deresLeanders] Le anders A linjeskift. Bindestregen er faldet ned i næste linje, jf. deres Tiener *iblant, thi du har virkelig nogle af deresderes]deres] deres- A linjeskift. Bindestregen hører til i linjen ovenfor, jf. Leandersderes] deres- A linjeskift. Bindestregen hører til i linjen ovenfor, jf. Leanders *Nøcker. Jeg har kiendt mange Mennisker, der ligeledes har foragtet saadant, men nu *synger de en anden Tone. Der kunde ingen være værre end gammel Gunnild tilforn, hun *troede hvercken *Nøck, Varulv, Nissen, Marre, Underjorske, *Hælhest, &c. Hun loe af alle Historier om Geister og SpøgelserSpøgelser]Spøgelser] Spøgelfer A Spøgelser] Spøgelfer A , men spørg hende nu; Siden den Tid hun blev *indtagen i en Høy, synger hun en anden Sang, hun lærdte saa meget i et halv Aar, hun var i samme |R6rHøy, af *Biergtrold, at hun nu er ligesaa klog som *Sybilla fordum.
Haagen.
Men hvorledes kom hun ud af Bierget igien?
Roland.
Hun var satt et halv Aar *paa Sti, og imidlertid arbeydede hemmelig paa et Hull udi Bierget, hvilket hun *bragte til Fuldkommenhed, Dagen før hun skulle slagtes. Saa snart som der var kommen Hull paa Bierget, og Dagen begyndte at skinne derudi, bleve alle Biergtroldene forvandlet til Steen.
Pernille (kommer ind, *luurende sig paa dem.)
Jeg har og kiendt en Kone, som sagde sig at have været udi et Bierg, men da Docteren gav hende en *Vomitif, kastede hun det heele Bierg op, saa at mand hørde hende icke meer tale derom.
Roland.
Kommer du nu igien. Du taler om Doctore, Pernille! Ja Doctere! det er nogle herlige, de vil bilde os ind, at alting er Sygdom, at de kand fortiene Penge derved. Men hvad heedte den Kone?
Pernille.
Man kaldte hende store Marthe. Hun var fra Ebeltoft.
Roland.
Jeg kiender hende. Hvorfor talte hun icke meere derom? Hun var bange for Docterne, at de skulde give hende en Vomitif igien. Jeg kiender nock stoore Marthe, som var *fremsyned.
Pernille.
Er vi andre da bagsyned?
Roland.
Veedst du icke, hvad det er at være fremsyned?
Pernille.
Ney, hvorledes blir man fremsyned?
Roland.
Man kand blive det paa mange Maader, i sær naar man *kiiger mellem et Nøgel-Hull paa en KirckeKircke]Kircke] Kirckc A Kircke] Kirckc A Dør.
Haagen.
Hun er saa dum som et *Fæ. Men der kommer Monsieur Ovidius.
Scen. 5.
Ovidius. Roland. Haagen. Pernille.
Ovidius.
*Monfrere! du seer saa ilde ud i Dag. Est du icke vel?
Roland.
Ney jeg er icke; jeg har haft en meget uroelig Nat, thi Marren har reedet mig.
Ovidius.
Monfrere skuldeskulde]skulde] sknlde A skulde] sknlde A icke spiise meget om Aftenen; Jeg har selv været *plaved dermed i gamle Dage, i sær naar jeg aad noget *sildig, saasaa]saa] faa A saa] faa A jeg merckede, at det kom af Maven.
Roland.
Monfrere! Jeg beder, at I icke vil føre saadan ugudelig Snack for mig. Naar jeg seer en Ting skinbarlig for mine Øyne, naar jeg seer et Gespenst *udi en Qvinde Lignelse komme ind ad Døren, og kaste sig over mig, og holde for min Mund, naar jeg vil tale, naar jeg seer Guld-Ringe paa hendes Fingre, naar jeg kand *skiønneskiønne]skiønne] skinne A B C; skjelne Rahbek, skiønne Boye (fulgt af Liebenberg Martensen SS Roos Brix) skiønne] skinne A B C; skjelne Rahbek, skiønne Boye (fulgt af Liebenberg Martensen SS Roos Brix) , hvad *Munster af Kniplinger hun har paa sin *Særck, og andre Omstændigheder, skal jeg da bilde mig ind, at det kommer deraf, at jeg har ædt for silde om Aftenen?
Pernille.
*Det forstaaer sig.
Roland.
Gack din Vey Pernille! det vil ellers gaae dig ilde.
(Hun gaaer igien.)
Haagen.
Det er sandt nock Herren siiger, naar man icke maa troe det, som man seer og føler, kand mand jo tvivle om alting. Om een var saa u-forskammet, at hand slog Monsieur Ovidius, mon hand icke blev vreed, mon hand vilde *lade sig afspiise med den Snack, at hand hafde seet og følet feyl, og at det var en *puur Indbildning, som *reysede sig deraf, at hans Mave icke var rigtig, eller at hand hafde ædet for silde.
Ovidius.
Holdt du kun din Mund, Haagen, jeg taler icke til dig.
|R7r
Roland.
Haagen taler min Troe ret, jeg veed icke hvad man kand siige derimod.
Ovidius.
Hør Monfrere! et er at føle og see en Ting om Natten *udi en Slummer, et andet vaagende.
Roland.
Jeg siiger jo, Monfrere! at jeg er gandske vaagende, naar jeg seer og føler saadant.
Ovidius.
Og jeg siiger ney.
Haagen.
Ha, ha, ha.
Ovidius.
Hvoraf leer nu den *Giæck igien?
Haagen.
Jeg kand *icke bare mig for Latter, naar jeg hører Folck snacke i Søvne.
Ovidius.
Du maa troe mig, Haagen, at jeg er vaagende.
Haagen.
Jeg siiger ney, og det med samme Ræt som Monsieur siiger det til min Herre.
Ovidius.
Kand Monfrere icke befale sin Tienere at tie.
Roland.
Holdt din Mund Haagen.
Haagen.
Jeg taler jo icke et Ord, Herre! Monsieur Ovidius synes kun saa, men det kommer deraf, at hans Mave icke er rigtig.
Ovidius.
Ey du Slyngel! vil du *fixere en brav Mand.
(Gir ham et Ørefigen.)
Haagen.
Au, au, au. Jeg *har icke fornøden at *taale Hugg af ham; min Herre har Magt at slaae mig, og ingen anden.
Ovidius.
Jeg sloog dig icke, Haagen, dudu]du] dn A du] dn A synes kun saa, det kommer deraf, at du nylig har ædt for meget.
|R7v
Roland.
Det er mig kiært, at Monfrere *refuterer sig selv.
Ovidius.
Ney jeg giør icke; men naar jeg taler med en Narr, maa jeg bruge narr-agtig Snack. Jeg vil kun spørge, hvoraf det kommer, at alle *melancholiske Mennisker seer og føler meere end andre; Hvorfor een, der har en hidsig Feber, plages med gruelig Syn og Drømme, hvilcke ophøre med Feberen; hvorfor Folck, der er af sund og *temperered Complexion, aldrig see saadant? Monfrere siiger, jeg giør ham Uret derudi, at jeg icke vil troe ham; jeg kand siige det samme, at hand icke vil troe mig, jeg har *forsøgt, at Marren ridder mig, og at jeg har heslige Drømme, saa tit jeg *overlader min Mave om Aftenen. Men hvad er jer Tancke ellers om Marren? Hvad mon hun være for et Dyr?
Roland.
Det er en Qvinde, som er *forliebt udi en Mands-Person, hvilcken hun *undseer sig for at anmode om Kiærlighed.
Ovidius.
Monfrere maa forlade mig, om jeg skiemter noget. Den Qvinde maa have en underlig *GoutGout]Gout] Gaut A B C; Gout Rahbek Gout] Gaut A B C; Gout Rahbek , der øver Troldom, og giver sig Fanden i Vold af Kiærlighed til jer. I er en god ærlig Mand, men hvo der siiger I er smuck, giør jer Uræt.
Roland.
Ja, ja, Monfrere, Kiærlighed er noget andet Tøy, som vi icke begriber. Nock er det, at jeg er plaved med saadant.
Ovidius.
Men naar det er et Menniske, hvorledes kand da et Legeme gaae igiennem Nøgle-Hulle.
Roland.
Spørsmaal: Hvorledes kand een *ride paa et Kosteskaft udi Luften til Blocksbierg? Hvorledes kand een blive til en Varulv; Hvorledes kand een *seyle paa Møllesteen, som *ligger Tings Vidne for at være skeet nogle gange over Limfiorden? Hvorledes kand *Findlapperne bringe i nogle Minuter Tidender fra Ostindien? Hvorledes kand man faae god Vind, naar man *løser nogle KnuuderKnuuder]Knuuder] Knnuder A Knuuder] Knnuder A ?
|R8r
Ovidius.
Det sidste er naturligt, nemlig, naar noget løses, *gives der Vind, skiøndt dede]de] dc A de] dc A er icke ret gode. Men det andet vil jeg see først, førend jeg troer det.
Roland.
Hør Monfrere! hvad siiger I da derom, I maa troe mig, at det er saa sandt som jeg staaer her, thi Manden, udi hvis Huus det skeede, har selv fortalt mig det. Historien er over alt bekiendt udi *Tiissted, hvor Folck icke løsligen troer en Ting: En Pige saae eengang uforvarende sin *Mad-Moer tage en Flaske af Skabet, hvorudi hun havde en Salve, hvilcken hun saa snart icke havde smuurt paa et Kosteskaft, førend hun foer med Kosteskaftet mellem Beenene op igiennem Skorsteenen; Pigen forundrede sig derover, toeg samme Krucke ud af Skabet, for at see hvad det var, og smuurtesmuurte]smuurte] smnurte A smuurte] smnurte A lidet af Salven paapaa]paa] pao A paa] pao A et *Brygger-Kar, hvorudover hun med Brygger-Karret foer ogsaa op igiennem SkorsteenenSkorsteenen]Skorsteenen] Skvrsteenen A Skorsteenen] Skvrsteenen A liige til Blocksbierg. Der var en stor Forsamling af gamle Kierlinger, som havde *Baß og Fiol for sig. Fanden selv, som de der kaldede gammel Erick, saa snart hand havde *uddantzed en *Polsk Dantz, og betalt Spillemændene, kom til Pigen med en Bog, hvorudi hun skulle skrive sit Navn; Men hun i Steden for hendes Navn skrev *de Ord først, som man forsøger Penne med: *Den som mig føder, &c. hvorudover den gammel Erick icke kunde tage Bogen tilbage, og vilde icke dantze den heele Nat, da hand dog tilforn *aldrig var af Gulved. Om Morgenen tilig, som var St. Hans Dag, rider alle Kierlingerne tilbage paa deres Kosteskafte, og Pigen paa sit Brygger-Kar, indtil de kom til en Beck, over hvilken Kierlingerne sprang meget behændig, men Pigen *studsede, og tænckte med sig selv: det gaaer vel icke an, at giøre saadant Spring med et Brygger-Kar; Endelig sagde hun, jeg kand *sagte forsøge, og stødte paa Brygger-Karret, hvilcket sprang lige saa behændigt som Kosteskaftene, saa at Pigen maatte lee, og sagde: Det var et Fandens Spring af et Brygger-Kar; Men hun havde, Monfrere! icke saa snart nævnet Fandens Navn, førend Karret blev staaende, Bogen blev borte, og min gode Pi|R8vge maatte gaae til Fods til Tiissted igien. Hvad synes jer nu om den Historie, den er virckelig *passeret, og eenhver Moers Barn bekiendt der i Byen.
Ovidius.
Mig synes, den er artig nock; thi den er, som *et Modelle hvorefter alle *slige u-riimelige Historier skal giøres.
Roland.
I er at beklage Monfrere! I er paa *vrange Veye. Vil I da icke heller troe, at man kand skabe sig til Varulve? Derpaa kand jeg give et *yngere Exempel, som en Skipper har fortaalt mig fra *Trundhiem.
Ovidius.
Jeg troer nock, at en Skipper har fortaalt det.
Roland.
Ja, og jeg kand nævne Mandens Navn, hand heedte Adrian Persøn, en brav Mand, der havde førdt Skib *over i 14 Aar. Den samme Adrian gick engang med en liden *Flint paa et Sted *uden Byen, som heeder *Kalvskindet, og der u-formodentlig *blev vaer en Ulv, hvorudover hand spendte Hanen, og sigtede paa Ulven. Ulven, i steden for at løbe, blev staaende og raabte: Skydt icke Pipperkari; Saadan heedte en gammel Kierling i Byen, som soldte Peber-Nødder.
Ovidius.
Det er underligt, at en Kone, der var saa *konstig, at hun kunde skabe sig til en Ulv, gick om af Armod at selge Peber-Nødder. Ellers har Monfrere icke fornøden at fortælle mig deslige Historier; thi jeg kand selv en mægtig Hob deraf. I kand spare at fortælle dem, indtil I kommer i en *Vaage-stue, hvor de ere *udi Priis.
Roland.
Vil I giøre alle Mennisker til Løgnere?
Ovidius.
Ney vist icke; Jeg holder det lige saa *daarligt at forkaste alle Historier, som at troe dem alle, jeg gaaer altid Middelvey imellem Vantroe og Overtroe. Jeg troer, der er Spøgelser og Fandens Konster til, men saaledes, at af 100 Historier 99 kand være opdigtede, og at man undertiden giør Fanden uræt, og beskylder ham for det, som hand icke veed af at siige. I mercker jo, at jo meer |S1rFolck bliver klog, jo mindre hører man om saadant. I Amsterdam seer man intet Spøgelse, fordi Hollænderne icke troer dem at være. I Paris tør ingen give sig ud for at hexe, fordi Indbyggerne *examinerer alting nøye. Det er jo underligt, at Fanden, som gaaer om at forføre Siæle, skulde vælge *Wardehuus til sin *Residentz, hvor foruden Amptmanden der er kun een Corporal med 8 a 9 Soldater, og skulle gaae forbi London og Paris, hvor hand kunde faae saa meget at bestille. Men der kommer Leander. Lad os icke tale om de Sager; thi hand troer slet intet.
Scen: 6.
Leander. Roland. Ovidius. Haagen.
Leander.
Jeg *skal forsvære at komme til *Hr. Christoffer oftere, uden hand vil holde inde med sine Eventyr om de gode og onde Engle. Naar jeg hører ham fortælle den Historie om *Lucifers Fald, er jeg færdig at spræcke; hvor kand *Geister synde, naar de intet Kiød eller Blod have? Hvor kand de tale foruden Mund? Jeg vil heller tale med min Broer Roland; thi hans Historier *diverterer mig. Jo u-riimeligere saadanne Eventyr ere, jo bedre. Men der er hand. Hør *Monfrere! har I ingen *Underjordske seet nyelig?
Roland.
I er u-gudelig, Monfrere, jeg vil ingen *Omgiengelse have med eder; skiemt kun icke med Underjordsker; man saae, *hvor det gick med Anne Torben Andersens, hun laante en Underjordsk Kone et *Gyldenstyckes Skiørt, hvormed samme Underjordsk Kones Dotter skulle staae Brud. Men Madame Torben Andersens var saa u-forsigtig, at hun fordrede Skiørtet tilbage Bryllups-Dagen; hun fick det og tilbage, men gandske overstæncket med *Tælle-Draaber, med de Ord, at, dersom hun icke havde været saa u-forskammet at fordre Skiørtet saa hastig tilbage, skulde for hver Tæll-draabe have fuldt en Diamant; *og havde siden den Tid Anne Torben Andersens ingen Lycke eller Velsignelse i sit Huus.
Leander.
Jo, jo, jeg troer nock, at det tienner icke at skiemte med |S1vdem. Historien er *vist nock passeret; thi om jeg mindes ret, saa hørte jeg den selv for 24 Aar siden af Marthe Barne-Pige i Amme-Stuen. Jeg tvivler icke om Historiens Rigtighed, men jeg kand icke begribe, hvorfor Underjordsker, der har saa mange Diamanter, skulle trænge til at laane Skiørt af Fogedens Kone, som var en *Staader. Men maaskee der er alle slags Religioner, saa vel under Jorden, som over Jorden, og disse Underjordsker, som laante Skiørtet, maa have været Jøder, der *legge alle deres Midler an i Juveler, og *nender icke at kiøbe en *skickelig Klædning.
RolandRoland]Roland] Noland A Roland] Noland A .
Jeg veed icke, om Monfrere skiemter eller ey; skiemter I, saa har I Synd deraf.
Leander.
Ney, min Troe, skiemter jeg ey; thi jeg har selv hørt samme Historie. Men det er een Ting jeg skulde spørge Monfrere om. Hvad heedte det Trold, som bygde *Lunde Domkircke? var detdet]det] dct A det] dct A et Trold eller Underjordsk?
Roland.
Det var et Trold, men jeg erindrer nu icke Navnet. Jeg har det antegnet og indført i en Historie, som jeg vil skrive.
Haagen.
Hand heeder Find Herre; Jeg kiender ham meget vel.
Leander.
Hand maa vel være død nu, *uden hand er meget gammel.
Roland.
Ney Monfrere, hand kand leve endnu; Det Folck blir meget gammelt. Hvis icke Torden var, som sloog dem ihiel, kunde de leve over tusind Aar, men Toorden giør dem stoor Skade. I har vel hørt den Historie om det Trold, som Toorden forfuldte saaledes, at det omsider skiulte sig udi Bondens Knivskeede, hvor det endelig blev dræbt. Herudover, naar man har en *Torden-Steen i Huuset, tør aldrig Trold komme der ind. *Gammel Gunnild Sl. Per Smeds har ellers kiendt et Trold, som var 600 Aar gammel, og var endda rørig. Hun fandt samme Trold siddende ved en Høy at græde, da hun spurdte ham ad, hvi hand græd, svarede hand: Jeg fick paa Rumpen af min Far, fordi jeg lod min Far-Far falde paa Gulvet.Gulvet.]Gulvet.] Gulvet- A Gulvet.] Gulvet- A
|S2r
Leander.
*Potz slapperment! den Farfar maa da have været meget gammel. Jeg hører nock paa den Maade, at Find kand leve endnu. Trold maa have været meget skickeligere da end Mennisker nu; thi nu lader man Kircker forfalde, som Trold har ladet bygge. Men hør Monfrere! Vil I icke følge mig hen til Mester Daniel?
Roland.
Jo nock; Men hvad skalhvad skal]]hvad skal]] B C, skal A hvad skal] B C, skal A vi giøre der?
Leander.
Jeg vil lade jer *Aarelade; thi jeg mercker, I er gandske gall.
Roland.
I har meer Aarladen fornøden end jeg; thi I er gall; thi hvad er Galskab andet, end *egen Klogskab; Den der har andre Tancker end alle Mennisker, den der holder andre for *Giæcke, og bilder sig ind at være eene klog, den er jo saadan een, som man kalder gall, hvad synes jer Monfrere Ovidius?
Ovidius.
Skal det kaldes Galskab at gaae fra *banet Vey, og dersom *Latinerne have ret, naar de kalde at løbe gall delirare, saa kand jeg icke rettere see, end at I ere begge galne; thi ingen af jer gaar paa den banede Vey. Een troer for lidet, en anden for meget; een alt, een intet. Jeg, som gaaer Middelveyen, finder, at den eene har intet at bebreyde den anden, dersom I begge to blev sammenstøbt, kunde der blive et skickeligt Menniske af saadan Blanding.
Leander.
Hør Monfrere! om vor Præst sagde jer, at der hver Torsdags Aften regnede *Canari-Seck ned udi hans Gaard, var I *forbunden at troe det eller ey?
Ovidius.
Ney jeg var icke.
Leander.
Hvorfor skal vi da være forbunden at troe andet paa Folckes Ord, som har levet for nogle tusinde Aar siden?
Ovidius.
Jeg holder for, man skal icke løsligen troe en Ting uden at man har examineret den.
|S2v
Leander.
Hvorledes kand vi examinere, om det er sanden eller Digt, hvad de gamle har *sammenvæved?
Ovidius.
Vist kand man det, for Exempel; naar een skriver, at den og den Dag regnede Steene ned af Himmelen, eller der blev seet en gloende Krigshær udi Luften, og en anden paa samme Tid, men andet Sted skriver det samme, og ingen skriver derimod, slutter jeg, det er sandt; thi det er ey troeligt, at en tør skrive offentlig om en Historie, som ald Verden kand strax beviise at være opdigtet. Det er ey heller troelig, at alle andre Skribentere tier stille dermed, og lader saadan Løgn passere, da der dog altid findes Mennisker, som af Begierlighed til at skrive, og at imodsige, *attaqvere endogsaa Sandheden selv.
Leander.
Monfrere! Jeg kand anvende Tiden langt bedre end at drive den her bort med Kielling-Snack. Adieu.
Scen.Scen.]Scen.] Scen A Scen.] Scen A 7.
Roland. Ovidius. HaagenHaagen]Haagen] A, udeladt i B C Haagen] A, udeladt i B C .
Roland.
Hand blev vreed.
Ovidius.
Jeg haaber at giøre *Monfrere og vreed; thi Leander havde derudi ret, at man icke bør troe, hvad hver Drømmer siiger; thi hvilcken gammel Kielling, der vil fortælle en Historie for jer, saa blir den strax til en *Troes Artickel.
Roland.
I giør mig u-ret; Jeg troer icke alt, hvad jeg hør; men naar jeg seer en Ting med mine Øyne, saa maa jeg jo troe den.
Ovidius.
Icke hvad man seer i Drømme.
Roland.
Jeg drømmer jo icke midt om Dagen.
Ovidius.
Hvad seer I da om Dagen?
Roland.
Jeg har seet Gunnild Per Smeds *maned Fanden til sig, løset og bundet ham.
|S3r
Ovidius.
Er det sandt, saa er hun jo en Troldqvinde, som efter Christelige Love bør brændes; og I burde skye hende alleene for den Aarsag.
Roland.
Ingen uden Gudfrygtige Folck kand løse og binde Fanden. Og jeg veed, at denne Matrone udi Gudsfrygt har icke sin Lige.
Ovidius.
Det maa da staae ved sit værd; men hvorfor tør hun icke øve de Konster for mig?
Roland.
Vil Monfrere see det, skal det skee om en Tiime, men *med Condition, at hand holder sig stille udi en Krog u-formerckt.
Ovidius.
Ja nock.
Roland.
Vil I om en Tiime være her igien, skal I see det med Øyene, det I nu icke vil troe.
Ovidius.
Naar jeg seer det, vil jeg troe det.
Roland.
Got; Lad os gaae bort saa lenge.
 
 
 
xxx
xxx